Annonce

BZ-bog
15. november 2016 - 15:45

Tidligere bz'er beskyldes for at oprette stikkerlinje i Øvig-bog: Jeg blev aldrig tilbudt mulighed for genmæle

Pernille Kent Molsen skrev et Facebook-opslag, fordi hun ville i dialog med potentielle kilder til Peter Øvig Knudsens omdiskuterede bz-bog, forklarer hun. Hun blev beskyldt for at oprette en stikkerlinje. Stikkerbeskyldningen er gengivet i bogen, og hun ønsker den fjernet. Gyldendal nægter.

Ifølge den tidligere bz’er Pernille Kent Molsen var hun nysgerrig, da hun for cirka to år siden på en lukket Facebook-gruppe, hvor forfatter Peter Øvig Knudsens kommende bog om BZ blev diskuteret blandt tidligere bz’ere, skrev et spørgsmål:

»Hvem taler med Øvig, og hvem ved I, som taler med Øvig?«

Hun skrev desuden, at hun var bange for, at hun selv eller andre ville blive hængt ud som voldlige skurke uden mulighed for at forklare sig.

- For det første anede jeg ikke noget om, hvem der havde tænkt sig at medvirke. Så jeg var nysgerrig efter, hvem det var, og hvilken historie, de fortalte. Og så var jeg bekymret, fordi jeg havde fundet ud af, at Peter Øvig højst sandsynligt ville gå efter nogle skurke og episoder med et potentielt voldsperspektiv.

50-årige Pernille Kent Molsen var altså selv skeptisk over for bogprojektet. En skepsis, som mange andre også gav udtryk på i den lukkede Facebook-gruppe, forklarer hun.

Derfor ville hun gerne i dialog med dem, der overvejede at medvirke.

Ifølge hende selv har hun aldrig givet udtryk for, at hun ikke ønskede at medvirke i bogen. Hun er heller ikke blevet kontaktet for at høre, om hun ville medvirke, forklarer hun.

»Hun har åbnet en stikkerlinje« 

I den færdige bog optræder Pernille Kent Molsen på 11 sider under sit kaldenavn »Pi«. Og hendes spørgsmål på Facebook er refereret på side 591 i bogen:

Flere BZ´ere har skrevet og fortalt, at en af de centrale kvindelige BZ´ere, Gydas veninde, Pi, i den lukkede Facebook-gruppe beder folk om at indsende oplysninger om, hvem der taler med mig: ”Hvem taler med Øvig, og hvem ved I, som taler med Øvig?”. ”Hun har åbnet en stikkerlinje,” som en af BZ-stemmerne formulerer det. ”Og alle de sædvanlige BZ-hooligans hujer og tramper.” 

Senere på dagen skriver Janne Høyrup, at hun tre gange har spurgt, hvad listen skal bruges til – uden at få svar.

I dag føler Pernille Kent Molsen, at hun i den passage bliver hængt ud som stikker. Og hun er ked af, at hun ikke er tilbudt muligheden for at svare på, om det var hendes hensigt at oprette en stikkerlinje.

Læs det åbne brev »Peter Øvig hænger mig ud som stikker« her

Artiklen fortætter under billedet.

- Det er rigtigt ubehageligt. Ting kan tolkes på alle mulige måder, men jeg synes ikke, der er noget i min historie, der indikerer, at jeg er et menneske, der skulle oprette en stikkerlinje. Jeg blev virkelig overrasket over det. For hvad skulle jeg bruge det til? spørger hun.

Bruger anonyme kilder

Hun føler sig krænket, selvom hun ikke optræder i bogen med sit fulde navn. 

- Jeg stiller et åbent spørgsmål, og så henvender han sig ikke til mig, men lader »nogle bz-stemmer,« som han bruger i bogen som anonyme kilder, sige nogle ret grove ting om mig.

Derfor har hun skrevet et åbent brev til Gyldendal, hvor hun blandt andet kræver at få passagen fjernet, hvis bogen kommer i et nyt oplag.

- Jeg har aldrig sagt, at han ikke måtte kontakte mig og spørge, om jeg var ved at oprette en stikkerlinje, eller at jeg ikke ville tale med ham under nogen omstændigheder. Han har aldrig forsøgt at tage kontakt, selvom han godt ved, hvem jeg er.

Gyldendal: Kan ikke følge argumentationen

I en mail til Pernille Kent Molsen - som Modkraft har fået lov til at bringe - skriver Gyldendals forlægger Johannes Riis, at han ikke kan følge hendes argumentation: 

»Peter Øvig har en historie at fortælle og beskriver i den angivne passus ikke andet, end hvad han har hørt og set i forbindelse med tilblivelsen af sin bog. Det ligger alt sammen inden for rammerne af gængs journalistisk praksis, og jeg kan ikke læse de over- og undertoner ud af den, som du forestiller dig.«

Som svar til Johannes Riis skriver Pernille Kent Molsen til Modkraft: 

»Skal jeg forstå dit svar således, at det er almindelig journalistisk praksis, at man udokumenteret på baggrund af nogle »stemmer« og uden at forhøre sig hos mig, der har skrevet et oplæg på Facebook, kan drage den konklusion, at jeg er ved at oprette en stikkerlinje trods de menneskelige følger, det kan få for mig? Og i samme sammenhæng ikke at bringe mit skriv fra Facebook i bogen, hvor denne stikkerkonklusion drages? Hvilket betyder, at læserne ingen jordisk chance har for at træffe deres egne konklusioner.«

Pernille Kent Molsens veninde Gyda Heding er tidligere stået frem i Information, fordi hun føler sig udnævnt som hovedskurk i Øvigs bog.

»Det kan ikke være rigtigt, at han kan udnævne mig til hovedskurk, uden at han forelægger mig kritikken, så jeg kan svare på det,« sagde Gyda heding til Information i oktober.

Hun havde på et møde i Christianshavns Beboerhus med Peter Øvig Knudsen og tidligere bz'ere givet udtryk for, at hun ikke ønskede at medvirke i bogen.

»Jeg kan ikke sende et manuskript ud til alle, der ikke ønsker at medvirke i mine bøger. Da jeg skrev om Blekingegadebanden, var der fem medlemmer, som ikke ville snakke med mig. Dem sendte jeg heller ikke manuskriptet. Det ville jo umuliggøre ethvert arbejde som journalist eller historiker,« svarede Peter Øvig Knudsen i den sammenhæng.

Pernille Kent Molsen var ikke til stede på mødet i Christianshavns Beboerhus.


Læs mere om debatten vedrørende Peter Øvig Knudsens bog her:

Læs artiklen »BZ'ere: Vi »befrier« Øvigs bog

Læs artiklen »Aktivister advarer imod Øvig Knudsens bogprojekt om BZ-bevægelsen« hos Modkraft.

Læs »Ex-bz'er: Derfor vil jeg ikke medvirke i Øvigs bz-bog«

Læs artiklen »Øvig Knudsen efterlyser BZ'ere« hos Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce