Whitewashing ’Schland!*

Sidste nat med kliken

Modkraft – venstrefløjens virtuelle speaker’s corner gennem 17 år – lukker & slukker, så dette vil (sandsynligvis) være min sidste blog her på kanalen. R.I.P. og tak for alt! 

Få instanser har kunnet fremkalde hjemve hos mig som dette Martin Lindbloms hjertebarn! Jeg har tjekket portalen stort set hver eneste dag næsten fra begyndelsen, og især siden jeg flyttede til Berlin i 2009. Og godt nok har jeg lejlighedsvis givet det københavnske venstreradikale miljø et par ord med på vejen, som vel i visses optik nok har syntes lige lovlig borgerlige. Alligevel skal det ikke være nogen hemmelighed, at læsningen ofte har vakt min længsel efter de fristeder, hvor jeg har trådt mine politiske midt-i-tyverne-sko, og hvis diskurser jeg i det mindste kender, selvom jeg ikke altid er enig. 

Allow me to mention the war

Berlin øver dog alt i alt fortsat en større tiltrækningskraft, og de sammenligninger, jeg har draget mellem de to byer, er for det meste faldet ud til sidstnævntes fordel. Men der er én afgørende forskel, som nok aldrig vil holde op med at frustrere mig: Hvor DF i Danmark er Israels selvudnævnte ”stemme i Folketinget”, sætter en overvægt af venstrefløjen i Tyskland tilsyneladende lighedstegn mellem kritik af staten Israels menneskerettighedskrænkelser i de besatte områder på den ene side og antisemitisme på den anden. 

Et nyligt eksempel var journalisten Frederik Schindlers foredrag med titlen ”Pinkwashing Israel?!” på homodiskoteket SchwuZ fredag d. 20. januar, hvor bl.a. undertegnede troppede op i solidaritet med mine eksilerede israelske og palæstinensiske kammerater. Vores fraktion skulle vise sig – som det desværre er kutyme på de breddegrader – at udgøre en forsvindende lille minoritet blandt publikum: Et overvældende flertal hujede og klappede, da den unge hvide mand gik på scenen, og enhver utilfredshedstilkendegivelse blev belærende afskrevet som ”aggressiv opførsel” (det er i øvrigt min ryg, der ses på det ledsagende foto, hvis man følger linket). 

Schindlers konklusion lød, at pinkwashing slet ikke har nogen validitet som analytisk begreb. Præcis hvordan han begrundede dette, får jeg svært ved at redegøre for, thi foredraget foregik selvfølgelig på tysk (som de såkaldte Antideutsche og diverse lightudgaver af samme bizart nok altid insisterer på) i dét hæsblæsende tempo, der ofte kendetegner nervøs oplæsning af et semiakademisk manuskript. Ud fra den gammelkendte det-var-ikke-os-det-var-også-de-andre-logik lod han os forstå, at ingen bør kritisere Israel specifikt, al dén stund at også andre lande begår diverse uhyrligheder under dække af påstået homovenlighed. 

Dæmoniseringen af muslimer med henvisning til Vores Egen Tolerance er ganske rigtigt ikke udelukkende et israelsk fænomen (hvilket jeg næppe behøver at uddybe for Modkrafts læsere). Imidlertid er det de færreste nationalstater, der så systematisk promoverer sig som et LGBT mekka, alt imens de periodisk bomber deres naboer (deriblandt også queers, må man formode), som de konventionsstridigt holder indespærret på et areal lidt større end Langeland! 

Hvem har lavet din sæbe?

Havde arrangørernes oprigtige ærinde været at undersøge fænomenet pinkwashing frem for at blot afkræfte dets eksistens, ville det nok have været en god idé at invitere nogle israelere og palæstinensere og afholde en paneldebat i stedet. Under stort pres fra en meget lille del af salen indvilligede den ene af SchwuZ’ to kunstneriske ledere og bookere da også i at lade et sådant arrangement løbe af stabelen på et senere tidspunkt, men som udenforstående virker det absurd, at der skulle så kraftige opfordringer til. En mindre partisk ordstyrer ville også have været befordrende for initiativets troværdighed. 

Og endelig havde det nok været formålstjenligt at lade seancen foregå på engelsk – eller i det mindste med erfarne simultantolke (også gerne til hebraisk og arabisk). I stedet blev de mennesker, der for manges vedkommende netop er udvandret i protest mod Israels apartheidregime (ja, dét skrev jeg!), spist af med en tilhører, der i sidste øjeblik meldte sig frivilligt (og kun fordi der utrætteligt blev bedt om en løsning). Schindler citerede sågar direkte fra den homonationalismekritiske performance Terrorist Superstars, som en af de tilstedeværende havde opført halvanden måned forinden, uden at hun reelt kunne tage til genmæle, fordi hun pga. sprogbarrieren kun genkendte titlen.

Parallellen til white guilt, hvor udøvere af undertrykkelse har så travlt med at pege på egen skyld, at de bemægtiger sig al taletiden på bekostning af de undertrykte, trænger sig unægtelig på. Og som samme performancekunstner senere skrev i en privat besked, er der også et element af paternalisme ude at gå: Tyskland, som ellers afsværges som Roden Til Alt Ondt, kommer til at fungere som den Rationelle Alfader over for de mellemøstlige ”horder”, der i den tidligere refererede anmeldelse af arrangementet endog fik skudsmålet ”infantile” og ”emotionaliserende”. Hvorfor er de Vilde dog ikke mere Ædle, kunne man næsten fristes til at spørge? 

Kort sagt: Israel vasker sig lyserød, og når tyske ”antifascister” beredvilligt holder sæbe & svamp, vasker de sig selv hvide i samme bevægelse. Godt man sjældent (aldrig?) behøvede at forholde sig til dén slags nyttig idioti på Modkraft! 

* Et øgenavn for Tyskland, man primært støder på blandt mindre patriotiske dele af landets befolkning.