Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
8. oktober 2014 - 10:49

Ex-bz'er: Derfor vil jeg ikke medvirke i Øvigs bz-bog

Forfatteren Peter Øvig Knudsen synes mere at gå efter den medrivende historie end seriøst at afdække en kompliceret og politisk virkelighed. Så det bliver uden min medvirken, hvis han skriver om bz-bevægelsen, skriver en tidligere bz'er.

Fredag den 3. oktober 2014 blev jeg ringet op af en BT-journalist, der gerne ville høre, hvorfor der er så stor skepsis blandt mennesker fra 1980ernes bz-bevægelse mod den bog om bz, som Peter Øvig Knudsen overvejer at lave.

I den følgende BT-artikel udtalte jeg mig stærkt kritisk over for Peter Øvigs Blekingegadebøger. Det har fået Øvig til dels at bebrejde BT for dårlig presseetik ved ikke at have givet ham mulighed for at kommentere mine påstande og dels at afkræve mig en konkretisering.

Se den opdaterede onlineudgave (med Peter Øvigs respons) af BT-artiklen her.

Peter Øvigs reaktion er fuldt ud rimelig. Han skal have mulighed for at kommentere, så det får han herunder, efter at jeg har konkretiseret min kritik af ham.

Eller rettere: Min begrundelse for ikke at ville medvirke som kilde i hans bz-bog projekt.

Mit personlige ståsted

Jeg indleder med mit mere personlige ståsted i alt dette.

For det første udtalte og udtaler jeg mig på egne vegne som tidligere bz’er om mine egne grunde til, at jeg ikke ønsker at medvirke til Peter Øvigs bz-bog. Jeg er ikke repræsentant for nogen gruppe ligesom mine udtalelser ikke er nogen regelret anmeldelse af Peter Øvigs forfatterskab.

Hvad jeg sagde er udtryk for min personlige mistillid til Peter Øvig som forfatter om en tid og nogle begivenheder, der betyder noget helt særligt for mig. Man skal også vide, at jeg i dag er venner med flere fra den såkaldte Blekingegade-gruppe, som jeg lærte at kende efter deres fængsling omkring 1990. Det vil sige på et tidspunkt, hvor jeg selv havde været bz’er og internationalt orienteret anti-imperialist i en årrække.

Det gør mig sikkert helt utroværdig i 99 procent af befolkningens øjne, men jeg gør opmærksom på det her, fordi det er grunden til, at jeg er mindre tilgivende og stiller større – nogle vil mene urimelige – krav til Øvigs Blekingegadebøger og mulige bz-bog end, hvis han skrev om Christian IV eller noget andet fjernt, der ikke berører mig så direkte.

Dette for at understrege, at jeg ikke mener, at alle andre tidligere bz’ere skal have samme holdning som mig. Det er heller ikke sådan, at jeg slet ikke kan se noget positivt i det, hvis Peter Øvigs bz-bog skulle blive en realitet.

Hvad det positive kunne være, vender jeg tilbage til efter en uddybning af mine påstande i BT-artiklen.

Læs artiklen »Øvig Knudsen efterlyser BZ'ere« hos Modkraft.

Peter Øvigs generelle kildebrug

Den pågældende artikel, »Tidligere bz’er: Øvig Knudsen manipulerer« i den trykte udgave af BT, 4. oktober 2014, illustreres med et foto af undertegnede samt en billedtekst, hvor det bl.a. hedder: ”Han kalder Knudsens tidligere bøger for frit digteri”.

Hvis jeg havde haft den billedtekst til citattjek ligesom selve artiklen, så havde jeg nok reageret. På den anden side havde jeg måske ikke tænkt så meget over det, da billedteksten ikke er et direkte citat men en journalistisk stramning af det, jeg citeres for i selve artiklen.

Men lad mig for en ordens skyld gøre det helt klart: Naturligvis mener jeg ikke, at Peter Øvigs bøger er 100 procent »frit digteri«.

I selve artiklen udtalte jeg til gengæld, som en af mine grunde til ikke have tillid til en bz-bog fra Øvigs hånd, at »som læser aner man ikke, hvornår han digter, og hvornår han dokumenterer«. Det skal stadig ikke forstås sådan, at jeg mener, at Peter Øvig bare opdigter nogle hændelser eller lignende. Det er jo ikke romaner, vi taler om.

Men det er heller ikke så simpelt, som Peter Øvig fremstiller det på den eneste side i Blekingegadebøgerne (1. udg., 2007) om sin metode: »Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder«. Øvig siger da også samme side, at det er ham, der »har foretaget de mange valg, der får historien til at fremstå, netop som den gør«.

Mit problem er, at man som læser af Blekingegadebøgerne ikke har nogen reel mulighed for at vurdere Øvigs kildegrundlag, eller hvordan han har brugt det. Det gælder ellers for både journalister og historikere, at kilder ikke taler af sig selv. Det er måden, de benyttes på og til hvad, der er det afgørende.

Den slags ved en dokumentarisk som Øvig naturligvis godt. Men han fortæller os kun i meget generelle vendinger om, hvad der er hans kilder, og hvordan han konkret har benyttet dem.

Peter Øvig skriver fx, at hans »beretning om Blekingegadebanden er baseret på et meget stort antal mundtlige og skriftlige kilder«. Kun de skriftlige kilder bliver specificeret nærmere (hovedsageligt som mapper og lign. i politiets arkiv om sagen). De mundtlige, hovedsageligt anonyme, kilder får vi ikke nogen liste over eller specificering af.

Øvig bruger ikke noteapparat eller anden direkte henvisning til, hvilke kilder han baserer hvad på. Mange – men ikke alle – steder i selve teksten kan man indirekte forstå, at det må være en person af den og den slags, der har fortalt om dette eller hint, eller den eller den type skriftlig kilde, der danner grundlag for bestemte tekstpassager.

Derudover fortæller Øvig kun sjældent om kilder, der peger i forskellige eller modstridende retninger, og stort set aldrig (hvis overhovedet) hvorfor han har valgt at vægte nogle (og hvilke) kilder frem for andre, eller hvordan han bruger dem til at nå den og den tolkning.

Samtidigt er historiske fremstillinger og ikke mindst dramatiserede fremstillinger og fortællende journalistik, som jeg mener er Øvigs genre, altid i et vist omfang et produkt af forfatterens måde at fortælle – digte om man vil – den pågældende historie.

Det er med Øvigs egne ord i Blekingegadebøgerne ham selv, »der får historien til at fremstå, netop som den gør«.

Alt det behøver ikke være noget problem. Jeg har med begejstring læst mange bøger, hvis kildegrundlag og kildebrug var endnu mindre gennemskuelig end tilfældet er med Øvig. Og havde jeg ikke min personlige baggrund, ville jeg sandsynligvis – som titusinder andre – med ren begejstring og uden noget problem have læst mig gennem Blekingegadebøgerne.

Men nu er jeg altså uenig i Peter Øvigs måde at berette om Blekingegadesagen på.

Det bringer mig frem til mine andre udtalelser i BT-artiklen om, hvorfor jeg ikke vil medvirke til hans bz-bog, nemlig min 'fornemmelse' af, at Øvigs »eneste formål er at blive inspireret af noget materiale til at lave en historie, der er spændende«, og fordi jeg mener, at han »manipulerer« i de pågældende bøger.

Jeg vil give to eksempler på, hvorfor jeg sagde det.

Kidnapningen i Glostrup

Politiet mistænkte en overgang Blekingegadegruppen for en pengeafpresningssag i Glostrup i 1980, men frafaldt hurtigt sigtelsen igen.

Alligevel indeholder Øvig-bøgerne et medrivende afsnit om den opsigtsvækkende sag, hvorunder en bankdirektørs otteårige barnebarn blev kidnappet og kneblet.

»Hun kunne lugte hefteplasteret, der blev opløst af tårer. Netop dén lugt skulle i mange år fremover minde hende om begivenhederne i kælderen«, skriver Øvig blandt andet i afsnittet, hvor jeg som læser fik klart indtryk af, at det var Blekingegadegruppen, der stod bag.

Hvilke specifikke kilder og kildekritiske overvejelser, Øvig bygger det på, er mig til gengæld overhovedet ikke klart.

I 2009 udgav tre af Blekingegadefolkene skriftet »Det handler om politik«, hvor de redegør for hele deres politiske historie inklusiv de kriminelle aktiviteter. Her kommer de med flere logiske argumenter for, at de ikke stod bag Glostrup-kidnapningen. Fx at de af sikkerhedshensyn aldrig benyttede egne biler til den slags, sådan som Øvig kraftigt antyder i Glostrup-historien.

I et interview i Politiken 26. februar 2009 affejede Øvig uden videre kritikken, blandt andet med at Blekingegadegruppen fire år senere rent faktisk planlagde (uden at gennemføre) en kidnapning af en svensk milliardær.

Læs en opdateret udgave artiklen »Det handler om politik«, blandt andet med svar til Øvig Knudsen, på snylterstaten.dk

Terrornetværket

Peter Øvig bruger også mange sider på spektakulære terroraktioner i 1970'ernes Europa og spændende historier om blandt andre Rote Armee Fraktion og den verdensberømte terrorist Carlos alias Sjakalen, hvorunder der skabes indtryk af, at det er nogle Blekingegadefolkene på en eller anden måde samarbejdede med.

Mens Øvigs fortælling på det punkt ikke har nogle stærke holdepunkter eller kilder, så modsiges det af en række vægtige kilder herunder »stemmen«, som Øvig ellers tillægger stor troværdighed. Og trods skepsis fra Øvigs egen journalistfaglige backing group så havde han, ifølge interview-artiklen i Politiken den 17. marts 2007, »forelsket sig i hele terrorsporet«, som da også endte med at fylde meget i Øvigs beretning om Blekingegadesagen.

Læs Politiken-interview med Peter Øvig 17 marts 2007.

Efterfølgende påpegede Blekingegadefolkene i »Det handler om politik« nogle meget konkrete problemer med Øvigs beretning.Fx at de samarbejdede med PFLP og ikke med Fatah sådan som RAF, der af den og mange andre grunde ikke havde noget med Blekingegadegruppen at gøre.

I Politiken den 20. februar 2009 affejer Øvig den kritik med: »Jeg siger ikke, at de har siddet i Libanon og har drukket øl med Baader-Meinhof-gruppen, men det er altså korrekt, at de indgik i et internationalt netværk med dem«.

Læs Politiken-interview med Peter Øvig 20. februar 2009.

Man kan naturligvis ikke uden videre tage Blekingegadefolkenes forklaringer for gode vare. Og det er der vist heller ingen fare for, at for mange vil gøre.

Men man kan heller ikke gå ud fra, at de lyver i et og alt. Man må kigge på de enkelte påstande og vurdere dem kildekritisk. Hvorfor siger de det, hænger det sammen med deres øvrige praksis osv.  

Øvigs affejning af kritik virker i den henseende noget arrogant på mig. Også arrogant over for hele den virkelige Danmarks- og verdenshistorie, som Øvigs bøger tager afsæt i.

Det er for tyndt, synes jeg, at sige at nogle er i et »netværk« sammen. Det er der ærlig talt mange der er, uden at det betyder enighed, samarbejde eller overhovedet, at man har mødt hinanden.

For mig og for forståelsen af historien om 1970erne er det ikke ligegyldigt hvilke organisationer, der samarbejde med hvem og hvordan.

BZ-bog uden min medvirken

Jeg kunne nævne mere.

Men mit ærinde er ikke at vise, at Peter Øvigs udlægning er forkert, og andres er rigtig. Mit ærinde er at fortælle, hvorfor jeg ikke vil medvirke til Øvigs påtænkte bz-bog.

Og grunden er helt kort, at jeg frygter det skal gå som i Blekingegadebøgerne. At Øvigs måde at foretage »de mange valg, der får historien til at fremstå, netop som den gør«, vil ende med en bz-bog, der er præget af forfatterens ønske om nogle særligt medrivende eller chokerende delhistorier og mere eller mindre begrundede forestillinger om fx »netværk« med gud ved hvem.

Når alt det er sagt, så lovede jeg nogle positive ord om Peter Øvigs bøger: De har oplyst mange danskere om en del af venstrefløjens historie, som de ellers aldrig ville have vidst noget særligt om. Bøgerne er desuden nuancerede og fremstiller fx bestemt ikke Blekingegadegruppen som uhyrer.

Min verden går ikke under, hvis Øvig skriver om bz. Men det bliver uden min medvirken.

René Karpantschof er sociolog og tidligere bz'er.

Læs Peter Øvig knudsens svar på kritikken her: »Peter Øvig Knudsen afviser manipulation« hos Modkraft.

Læs også om bøger om Blekingegade-gruppen, især Peter Øvigs, med anmeldelser og debat på Modkraft Biblioteket.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce