KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Brinkmann I
23. december 2016 - 15:55

Hvad er egentlig 'Brinkmann-filosofiens' ærinde?

ANALYSE: Professor Svend Brinkmann er blevet en markant intellektuel stemme i debatten om bl.a. konkurrencestaten. Men hans kritik er fyldt af modsætninger, skriver cand. mag. Pernille Rübner-Petersen.

Med sine to bøger 'Stå fast' (2014) og 'Ståsteder' (2016) er Svend Brinkman blevet en massiv stemme i debatten om konkurrencestatens marginalisering af det enkelte menneske og livskvaliteten generelt. Nogle mener end da, at han er på vej til at manifestere en egentlig civilisationskritik.

I 'Stå fast' udfoldede han en vægtig kritik af selvudvikling, der som selvhjælpsindustri og -idelogi har forankret sig i samfundet med en gennemgående trang så vel som tvang til at udvikle sig selv.

I 'Ståsteder' opfordrer han til, at man i stedet forpligtiger sig over for tingenes værdi i sig selv og fællesskabet.

Samlet set foregår der i bøgerne en kraftig polarisering mellem at gøre sin pligt, have samfundssind og tilslutte sig fællesskabet som det gode og selvrealisering, jagten på autenticitet og dyrkelse af subjektivitet som det onde.

Det finder jeg dybt problematisk.

Jeg mener, at denne polarisering mellem pligten til at være et godt menneske i samfundet og lysten til at realisere sig selv for egen nydelses skyld er falsk og underminerer hele det overordnede projekt for os alle: at leve meningsfuldt. 

I en række indlæg vil jeg forsøge at komme med en kritik af den filosofi, som jeg oplever Brinkman generere med sine to bøger. 

I denne artikel vil jeg fokusere på første halvdel af bogen 'Stå fast', men først vil jeg kort introducerer begge bøger:

På tide at tage nej-hatten på

Med bogen 'Stå fast' tog Brinkmann et opgør med tidens tvangsprægede tendens til at omstille sig og være fleksibel. Hele tiden skal vi udvikle os. På arbejdspladsen og i privatlivet.

Som modreaktion lancerede Brinkmann på humoristisk vis sin 7-trinsguide til afvikling af udvikling. Det var på tide at tage nej-hatten på og stå fast.

I sin nye bog 'Ståsteder' uddyber og præciserer Brinkmann sin diagnose for det senmoderne liv.

Instrumentalisering og nyttetænkning har taget over. Alt for meget af det, vi gør, er blevet til middel til at opnå noget andet. Ikke et mål i sig selv.

Med afsæt i forskellige filosoffers hovedidéer tilbyder Brinkmann på opbyggelig vis i denne bog et alternativ til denne instrumentalisering.

Han formulerer 10 kerneværdier - ståsteder - som bør efterleves. Overordnet set handler det om at gøre sin pligt til at være et ordentligt menneske med respekt for tingenes værdi i sig selv.

F.eks. skal man gøre det gode uden at få noget igen, tale sandt, gøre sin pligt trods frihedens muligheder og fristelser og prioritere sin tid fornuftigt med udsigten til dødens komme. Man skal ikke at bruge medmennesker som middel for egen vindings skyld, men anse dem som mål i sig selv, praktisere en opfattelse af kærlighed, der synes at nærme sig den betingelsesløse, og i øvrigt tilgive det utilgivelige.

Utopiske og abstrakte værdier

Umiddelbart forekommer værdi-ståstederne så abstrakte, og sågar utopiske, at det er svært at se, hvordan de skal udspille sig i den virkelige verden og ikke i filosoffers hoveder.

At gøre det gode kræver en nærmere definition for overhovedet at gøre sig gældende som overordnet værdi, og den definition skal vi som samfund nok være uenige om. Såvel som at sandheden øvrigt for det meste er relativ og afhængig af, hvem der udsiger den.

Så snart man begynder at definere værdier, pligt og det gode, handler det ikke mere om en grundlæggende etik baseret på common sense, men om politik og interessemodsætninger.

Hos Brinkman synes logikken at være, at folk skal bruge deres sunde fornuft og rationalisere sig frem til, at pligten har ret og er meningsfuld som en værdi i sig selv.

Nej-hatten fra 'Stå fast' synes her i 'Ståsteder' at være blevet til et rungende 'ja' til at udføre sin pligt.

Man skal altså underordne sig pligten til at gøre det gode som objektiv sandhed og ikke fjumre rundt og realiserer sig selv ud fra subjektive værdier baseret på lyst og følelser.

Det syner stærkt af en sær genoplivning af en traditionel autoritetstro.

Hvilken autoritet kunne man så spørge? Og hvordan afgør man i konkrete situationer, hvad ens pligt til at være et ordentligt menneske egentlig er?

Pligten til at arbejde samvittighedsfuldt eller at være en god ægtefælle kan være svær at skelne fra et urimeligt påbud om at omstille sig på arbejdspladsen eller udvikle sig på egne vegne. Men uden at foretage en personlig vurdering baseret på sine oplevelser, som i sagens natur må være subjektive, er det umuligt.

Skismaet med at vurdere pligtens ret og rimelighed uden en subjektivt funderet dømmekraft er påtrængende i 'Ståsteder'. Men det viste sig allerede i 7-trinsguiden i 'Stå fast', hvor trinene modsiger hinanden og kan forhindre, at man tager nej-hatten på og står fast. Dette vil jeg påvise i to artikler. I I første omgang med en udlægning af trin 1-4 af 7 trins-guiden.

Stå fast – hvordan gør man det?

I 'Stå fast' demonstrerer Brinkmann, hvordan ønsket om selvrealisering og længslen efter autenticitet er blevet til en tankegang og retorik, som er nedbrydende for mennesker og gode værdier såsom et forpligtende fællesskab.

Som industri og ideologi postulerer selvhjælpskulturen, at man gennem selvudvikling booster sig til at blive den bedste udgave af sig selv og dermed bedre til at realisere sine drømme og ambitioner.

I virkeligheden, påpeger Brinkmann, svækker coaching og selvudvikling ens selvforståelse og selvtillid med mantraer og opfordringer i et konstant pres på at optimere den person, man er.

Hvad enten dette forsøg på optimering af den enkeltes ydeevne foregår på arbejdspladsen eller af livskvalitet i privaten, bliver folk fikseret i en oplevelse af utilstrækkelighed, som dernæst bliver til selvtilstrækkelighed, når de vender blikket indad for at finde svaret i sig selv. Men al denne mærken efter sin mavefornemmelse og lytten efter sin indre stemme er navlebeskuende og gør os mere forvirrede og utilfredse.

Svaret på ens søgen, det meningsfulde liv, mener Brinkmann, findes udenfor én selv. Ikke indeni én selv. Herinde er det ingenting, kun indvolde. Mavefornemmelse og den indre stemme er blot udtryk for indvoldes rumsteren. Indvolde har naturligvis ikke noget at sige.

For at komme ud af selvrealiseringsspindet, opfordrede Brinkman os til at tage nej-hatten på og stå fast. Til dette formål opfandt han sin 7-trinsguide:

  1. Hold op med at mærke efter i dig selv.
  2. Fokuser på det negative i dit liv
  3. Tag nejhatten på
  4. Undertryk dine følelser
  5. Fyr din coach
  6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller biografi
  7. Dvæl ved fortiden. 

At tage nej-hatten på

Trinene udviser en befriende afvisning og latterliggørelse af selvudviklingsideologien. De blev hilst velkommen og hyldet af mange.

Men ved nærmere eftersyn fremstår de modstridende til det overordnede formål – at stå fast - og indbyrdes modsiger de hinanden.

Trin 1 Hold op med at mærke efter i dig selv, blev der alene grinet meget af.

Men helt fundamentalt: Hvorledes står man fast uden at mærke sig selv? Fysisk er det umuligt. Jeg vil vove at påstå, at det også er det mentalt.

Både intuitivt og rationelt er en mærken efter i sig selv forudsætningen for at stå fast og - som trin 3 opfordrer til - at tage nej-hatten på.

Det er en følelse af modstand i én selv, som man mærker, når folk tager nej-hatten på.

Hermed er også trin 4 Undertryk dine følelser overskredet.

Nej-hatten sætter grænser for andre menneskers invadering af vores personlige rum, uanset om det er vores identitet (hvem er jeg?) eller vores integritet (hvad kan jeg stå indenfor?). »Andre mennesker« kan være arbejdspladser, staten, venner, familie, partnere, børn, elskere eller selvhjælpsretorikken, der vil have os til at makke ret. Vores følelser af modstand, vrede, irritation, fordømmelse, at det her er »latterligt«, som fortæller os, at det her vil vi ikke gå med til.

Netop når man tillader sig at føle, at det, der foregår, er helt galt, og der bør handles, produceres impulsen til at tage nej-hatten på. Hvis man først skal igennem en større analyse og rationel beslutning er det ofte for sent. Så har man sagt ja, og toget er kørt. Enten henover én eller med én.

Brinkmann hylder rationaliteten og fornuften, når vi skal vurdere og erkende de sande værdier og leve pligtopfyldende i overensstemmelse med dem. Men et menneskes reaktion på sine følelser er den mest umiddelbare og langt den hurtigste vej til at sætte grænser og tage nej-hatten på. Også når det alligevel sker forsinket eller med en efterrationalisering.

Men det er netop, når vi ikke undertrykker vores følelser, at vi langt hurtigere kan tage nej-hatten på og bedre stå fast.

Objektive omstændigheder, subjektive følelser

På trin 2 i 7 trins-guiden skal man fokusere på det negative i ens liv.

Umiddelbart kunne man synes, at det kolliderer med trin 4 Undertryk dine følelser. Men ikke ifølge Brinkmann. Så vidt jeg forstår Brinkmann her, er pointen at kunne skelne mellem objektive, negative omstændigheder i ens liv og uhensigtsmæssige, subjektive følelser. De objektive omstændigheder må vi gerne brokke os over, men de skal alligevel tåles med stoisk ro.

De subjektive følelser skal simpelthen gemmes væk - med endnu mere stoisk ro.

Der er altså en grænse mellem ydre omstændigheder og ens følelser. Men vores følelser er netop ofte en reaktion på omstændigheder. Grænsen overskrides konstant.

Brinkmann mener, at grænsen skal fastholdes. 

F.eks. mener han, at vrede er en uhensigtsmæssig følelse, der skal overvindes og undertrykkes. Det er indlysende, at det sjældent er konstruktivt at eksplodere i raseri. Selvom det i nogle tilfælde faktisk er en forstålig reaktion og i andre tilfælde kommer mennesker afsted med det, selvom de ikke burde – koleriske chefer f.eks. Men vrede er en vigtig og powerful drivkraft, når den anerkendes og kanaliseres ud i handling.

Brinkmann er klar over, at det kan være svært at skelne og sætte grænsen - at nogle følelsesmæssige reaktioner er afledt af omstændigheder og derfor rimelige at handle på. Han henviser til tvivlens nådegave; at man må afveje forholdene og sig selv i den pågældende situation. 

Dog vil jeg påstå, at tvivl ofte opererer på et følelsesmæssigt, intuitivt plan. Ikke et rationelt. Tvivl er en følelse.

Og når vi fokuserer på det negative, tager nejhatten på og brokker os, er det fordi, vi respekterer de følelser, vi har over for omstændighederne.

Nej-hatten sidder i kroppen – ikke på hovedet

Det kan være, at vi ikke altid skal handle på vores følelser, men at undertrykke vores følelser er en fejlslutning.

Det er gennem vores følelser, at vi lærer os selv bedre at kende og blive bedre til at navigere i forhold til andre. At undertrykke vores følelser betyder nemlig ikke, at følelserne forsvinder. De opererer blot i det skjulte eller forskydes ligefrem til det ubevidste. Det kommer ingen til gode.

Følelser kommer ofte til udtryk som mavefornemmelser eller andre kropsfornemmelser. At mærke sig selv er faktisk i første omgang at mærke sin krop og høre den indre stemme i form af en mavefornemmelse eller andre kropsreaktioner.

Nej-hatten sidder derfor faktisk ikke på hovedet. Den sidder i kroppen.

Kroppen taler

Brinkmann afviser mavefornemmelser og indre stemme som ren og skær indvolde uden betydning andet end fysisk opretholdelse af livet.

Men indvoldene er som resten af vores krop også os. Tidens store stressdiagnose kommer netop som vores øvrige følelsesliv mange gange til udtryk som kropsreaktioner:

Knugen i maven, trykken for brystet, hovedpine og muskelinfiltrationer. Hjertebanken, kuldegysninger, gelé i knæene og rødmen. Åndedrætsbesvær og fordøjelsesproblemer. Dette er alt sammen kropsreaktioner, der direkte afspejler hvordan vi har det, uanset hvad vi rationaliserer os til i hovedet.

Et hjerte fysisk kan gå i stykker, når folk sørger. Derfor kalder vi det ikke for ingenting knust hjerte eller hjertesorg. Nervesystemet influerer på tarmene. Det vil sige, at vores følelser påvirker fordøjelsen. Ergo, vores indvolde snakker af helvedes til.

Sammen med intuitionen udgør indvoldenes rumsteren den indre stemme, som Brinkmann ikke vil vide af.

Det er fair nok, hvis Brinkmann eller andre ikke indimellem har noget at tilføje den ydre stemme. Men mange mennesker har brug for at gå til siden, trække vejret og lytte, om den indre stemme har andet på programmet end den ydre. Enten fordi de slet ikke bliver hørt, eller det, de siger udadtil, klinger forkert.

Den indre stemme kan også komme til udtryk som a second thought.  Måske den rationelle udlægning vækker større genklang hos Brinkmann og ligesindede, som finder den indre stemme mystisk fritsvævende.

I 'Stå fast' har Brinkmann afskrevet kroppen som rationale.

Dette til trods for, at Brinkmanns »selvhjælpsråd« om at stå fast henviser til en konkret kropsfunderet position såvel som en metafor for psykisk og mental standhaftighed.

Hvis man vil stå fast, mener jeg ikke, at man kommer udenom at mærke kroppen, sine følelser og lytte til den indre stemme.

Alt sammen kan opsummeres som ens »mavefornemmelse« og ens ikke altid håndterbare - men ikke desto mindre - afgørende subjektivitet, der involverer kroppen såvel som hovedet.

I næste artikel fokuserer jeg på sidste halvdel af bogen Stå fast, trin 5-7. Den offentliggøres d. 28. december.

Pernille Rübner-Petersen er cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling,
sanger, sangskriver og skribent

Se anden del af Brinkmann-kritik: Røvhulsfilter er en udvidet nej-hat og svaret på tidens optimeringspres (Modkraft, 28. dec. 2016).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96