»Det kan virke som om, at Sven Brinkmanns bøger fortrinsvis henvender sig til et segment, der har sit på det tørre – af nogen kaldet café latte-segmentet. De kan godt læne sig tilbage og filosofere over døden, mens de skummer mælkeskummet på kaffen,« skriver Pernille Rübner-Petersen i sin afsluttende kritik af »Brinkmann-filosofien«.
ANALYSE: Giver kærlighed mening, hvis den ikke også må tage udgangspunkt i én selv? Er det overhovedet muligt at tilgive noget utilgiveligt? Og hvorfor skal vi møde døden med værdighed? »Who fucking cares – om det bliver i skrig og skrål eller i stoisk ro,« spørger Pernille Rübner-Petersen. Hun mener, at Svend Brinkmanns ståsteder er i fare for at blive en del af den instrumentalisering, han ellers advarer imod.
ANALYSE: Er Svend Brinkmann i gang med at genindføre en stærk tro på en autoritær kraft i form af 'pligten' i sit forsøg på at gøre op med selvudviklingstrangen? Hans »ståsteder« skal være et værn mod navlepilleri. Men selvudvikling kan faktisk hjælpe os med at begå os i verden præget af nyttetænkning og instrumentalisering.
KOMMENTAR: »Kapitalismen er gradvist ved at kapitalisere det frigørende i sex. Kapitalismen har det bedst med faste positioner og roller, det er derfor at den har det så svært med kreativitet og innovation.«
ANALYSE: »Hvis det Brinkmannske forehavende – at tage nej-hatten på og stå fast - skal lykkes, bliver man nød til at mærke efter i sig selv.« Læs anden del af analysen om 'Brinkmann-filosofiens' ærinde og få et alternativt bud på en 7-trins-guide og en udvidet nej-hat.
ANALYSE: Professor Svend Brinkmann er blevet en markant intellektuel stemme i debatten om bl.a. konkurrencestaten. Men hans kritik er fyldt af modsætninger, skriver cand. mag. Pernille Rübner-Petersen.
Professor Svend Brinkmann har i bogen Stå fast skrevet en kritik af selvhjælpsindustrien. Det er i en bog, som er en … selvhjælpsbog. En 7-trinsguide. Bogen er for nylig blevet hyldet som genial i Politikken (29. september 2014). Og på trods af bogens gode intentioner, og på trods af at man som læser ikke sjældent kan nikke bekræftende til Brinkmanns observationer og indfald, finder jeg bogen alt andet end genial. Overordnet set – som social begivenhed – må bogen nærmest betegnes som en kikser. Jeg er ked af at sige det, dels fordi jeg har den største respekt for Svend Brinkmanns akademiske...
