KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Brinkmann
28. december 2016 - 15:21

Brinkmann-kritik: Røvhulsfilter er en udvidet nej-hat og svaret på tidens optimeringspres

ANALYSE: »Hvis det Brinkmannske forehavende – at tage nej-hatten på og stå fast - skal lykkes, bliver man nød til at mærke efter i sig selv.« Læs anden del af analysen om 'Brinkmann-filosofiens' ærinde og få et alternativt bud på en 7-trins-guide og en udvidet nej-hat.

Med sine to bøger 'Stå fast' (2014) og 'Ståsteder' (2016) er Svend Brinkman blevet en massiv stemme i debatten om konkurrencestatens marginalisering af det enkelte menneske og livskvaliteten generelt. Nogle mener end da, at han er på vej til at manifestere en egentlig civilisationskritik. Dette er anden del af Pernille Rübner-Petersens  gennemgang og kritik af Svend Brinkmanns to Bøger 'Stå fast' og 'Ståsteder'.

I den første analyse fokuserede jeg på modsigelserne på trin 1-4 i 7-trinsguiden »til afvikling af udvikling« i 'Stå fast' og konkluderede, at for at tage nej-hatten på og stå fast, er det nødvendigt at mærke efter i sig selv og inddrage kroppen med den indre stemme som et rationale.

Læs første del af »Hvad er egentlig ' Brinkmann-filosofiens ærinde« her

I denne artikel fokuserer jeg på trin 5-7 i 7-trinsguiden: coaching, romanlæsning og dvælen ved fortiden. Mærken efter i sig selv synes fortsat uundgåeligt.

Coach, ven eller terapeut?

I trin 5 opfordrer Brinkmann til at fyre ens coach og få en ven i stedet.

Forholdet mellem coachen og klienten er, ifølge Brinkmann, en forretningsbetinget relation, hvor coachen er ansat til at spejle klientens lyster, drømme og ønsker og støtte, mens et venskab er uafhængigt af økonomi og baseret på at ville hinanden det bedste. 

Dette gør, mener Brinkmann, at coachen vil tale klienten efter munden og bekræfte klientens selvfølelse i modsætning til vennen. Jeg tror nu nok, at mange venner taler hinanden efter munden. Fordi de ikke kan eller tør andet. På godt og ondt respekterer de hinanden for meget til at konfrontere eller modsige den andens selvforståelse.

Coaching stammer oprindeligt fra USA. Som rådgivningspraksis startede den i begyndelsen af 70’erne som en målrettet disciplinering af sportsfolk med et formål: at vinde over andre.

Siden blev coaching opslugt af managementstrategier beregnet for virksomheder, organisationer og selvstændig erhvervsdrivende med det formål at blive bedre til at tjene penge og få succes.

Livet kan minde om et maratonløb eller en tenniskamp, men leves trods alt på flere parametre end at vinde over andre.

Desuden er denne tilgang til selvrealisering problematisk ud fra en basal humanistisk tilgang. For der skal vel være plads til alles selvrealisering og ikke bare ens egen? Tja – alles kamp mod alle er måske en fordel i konkurrencestaten, men omvendt kolliderer det med Folkeskolens og velfærdssamfundets værdigrundlag.

Læs også Modkraft-anmeldelsen af 'Stå fast' her: »Anti-selvhjælp for caffe latte-segmentet«

Coaching og konkurrence

I virkeligheden er det måske denne indbyggede selvmodsigelse i det danske samfund, som gør tilværelsen forskruet i et stadigt voldsommere tempo: inklusion for enhver pris side om side med nådesløs udkonkurrering. 

I konkurrencestaten kan ens medmennesker snildt opfatte én, som coaching implicit forudsætter: en konkurrent, der skal overhales eller slås ud af banen. Bare fordi du smiler til verden, hvilket ellers er i god positiv-psykologisk ånd, betyder det ikke nødvendigvis, at verden smiler til dig. Du kan lige så godt få en lussing.

I dag er coaching nok lidt mere nuanceret end tidligere. Men i det omfang coachingen ikke formår at inddrage andre facetter af menneskelivet end ambitioner, vilje, målrettethed og kampgejst, kan coaching hurtigt føre til udmattelse i stedet for succes. Ligesom når en sportsudøver træner og træner, men aldrig vinder eller endsige kommer på banen.

Coaching kan have en tendens til at fokusere på ens ego og samfundets succeskriterier og glemme, at det ubevidste i én selv eller i ens omverdenen ofte har andre dagsordener end lige den, man er blevet enig om med sin coach.

Hvem skal så hjælpe?

Så hvis man har brug for vejledning eller rådgivning, og en coach fedter for ens ego, og en god ven ikke nødvendigvis et godt alternativ, hvad gør man så?

Selvom terapi ofte i højere grad end coaching forstår at inddrage netop det ubevidste og al det negative i ens liv, mener Brinkmann, at terapi er af samme selvudviklings-humbugskuffe som Coaching. Altså, at det fører til selvoptaget utilstrækkelighed.

Det virker som om, at det overhovedet ikke forekommer Brinkmann tænkeligt, at det kan være nødvendigt at benytte og betale en udefrakommende person eller at opsøge miljøer, der kan hjælpe med at løse det, man opfatter som ens livsproblemer.

Ræsonnementet synes her at være, at i stedet for at stirre sig blind på at løse sin private livsgåde for at blive lykkelig, skal vi fokusere på livets vilkår i almindelighed. Det er mere meningsfuldt.  

Den kan romaner hjælpe med, mener Brinkmann og opfordrer i 7 trins-guiden på trin 6: Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller selvbiografi.

Romaner – individorienterede eller flerstemmige?

Som genre har romanen historisk set tematiseret individets identitetsdannelse. Ligesom selvhjælpslitteraturen af i dag også gør det.

Brinkmanns råd er at læse illusionsløs litteratur og den nyere tids polyteistiske romaner med flere perspektiver på flere verdener i tråd med den moderne virkelighed.

Væk fra individets kredsen om sig selv.

De sidstnævnte romaner fremelsker oplevelsen af at være »på gyngende grund« samt tvivlens etik. Brinkmann mener, at det mål, verden i dag har brug for, »ikke kan være at finde sandheden om sig selv – men derimod at leve sandt«.

Mit umiddelbare bud på dette er, at det for mange kan være så fortvivlende at forsøge at leve sandt på et fundament af tvivl, at man på ny er overladt til at finde svaret i sig selv.

Men jeg læser gerne en roman.  Med al den autofiktion, der er i dag, kan det dog være svært at skelne mellem roman og selvbiografi. Ofte har jeg en følelse af at læse det sidste under dække af det første.  

Røvhulsfilter

Jeg valgte Minna mangler et øvelokale af Dorte Nors.

Den er hverken flerstemmig eller autofiktion (så vidt jeg ved). Snarere er det en roman efter den gamle skole, individorienteret, selvom den umiddelbart bryder formen ved kun at være skrevet i hovedsætninger.

På litteratursiden.dk beskrives romanen således: ”Dorthe Nors sætter fingeren på den moderne kvinde, som forsøger at finde sin indre stemme og sin identitet”.  

Romanen korresponderer mildt sagt ikke med Brinkmanns opfordring til at vende blikket udad. Endnu et individ, der er optaget af sig selv. 

Alligevel finder jeg bogen relevant at inddrage her.

Hovedpersonens problem er nemlig, at hun heller ikke kan tage nej-hatten på og stå fast.

I Minna mangler et øvelokale mangler hovedpersonen Minna simpelthen et røvhulsfilter. Hun er al for sød og ender ofte med at blive værtsdyr for andre mennesker, som snylter på hende.

Hun skal lære at si røvhullerne fra – ud af sit liv. Minna skal gro et røvhulsfilter.

For mig at se er et røvhulsfilter et passende svar på tidens optimeringspres og selvudviklingstvang. Eller når noget andet foregår på andres præmisser, som om de er ens egne, og ender med at blive grænseoverskridende. Et røvhulsfilter er en udvidet nej-hat. Det forhindrer, at man bliver taget i røven.

Andre romener fokuserer ikke så ensidigt på individet som Minna mangler et øvelokale, men det at læse romaner fører uvægerligt til, at man forestiller sig selv i hovedpersonens eller hovedpersonernes liv og dilemmaer.

Man identificerer sig med deres kampe og tvivl. Man spejler sig og mærker efter i sig selv, hvad ville man selv gøre? Etiske overvejelser og handlinger flyder sammen med individets specifikke livssituation – romanpersonens og ens egen.

Det kan være, at romanlæsning, som Brinkmann håber, gør os mindre selvoptagede end ved brug af selvhjælpslitteratur. Men næppe mindre optaget af vores egen subjektivitet, og hvad vi kan bruge den til.

Som i Minnas tilfælde, og i min læsning af hende, kan det være en udmærket fordel. 

Fortidens synder

Dvæl ved fortiden, siger Brinkmann på trin 7 i sin sidste opfordring i 7-trinsguiden - både den fælles kulturelle og den personlige fortid.

Det fører til »en nogenlunde sammenhængende identitet« og moralsk ansvarlighed til at anskue »vores liv som en narrativ helhed«.

Vi skal dyrke gentagelsen, fortiden og traditionens praksisser. Som et modtræk til den insisterende tiltro til fremskridtet og innovation, skal vi hylde gamle dage, hvor alting var bedre. 

Fælles fortid - hvilke gode, gamle dage?

Strukturelt og materielt ændrede verden sig markant fra 1960’erne.

For første gang i historien kunne kvinder for alvor vende ryggen til reproduktionen som automatiseret byrde og forsørgelse af mænd.

I en helt ny skala end hidtil satte P-piller, fri abort og indtrædelse på arbejdsmarkedet kvinder fri seksuelt og økonomisk.

Selvom den vestlige kultur fortsat er præget af patriarkalske forestillinger om kvinders seksualitet og arbejdsindsats (mere massivt end vi umiddelbart tror) betyder det, at fortiden og traditionen før 1960 ikke indbyder til speciel meningsfuld dvælen ved det kulturelle arvesølv for kvinder.

Tv-serier som 'Down Town Abby' og 'Game of Thrones' er fantastisk underholdning. Men det er nok de færreste kvinder i Vesten, der anser fortiden, som den tager sig ud før 1960 attråværdig eller yndig at dvæle ved. 

Identitetsdannelse - i litteraturen og i virkeligheden

I sin gennemgang af romanlæsning som en måde at stå fast på i tidens hvirvelstrøm af selvudvikling og selv(op)findelse, nævner Brinkmann ikke een kvindelig forfatter.

Sammenholdt med ovenstående, at det kulturelle arvegods fra før 1960 er outdated som materiale som rollemodeller for kvinder, tyder det på, at identitetsdannelsen for henholdsvis kvinder og mænd er af vidt forskellig karakter – også når der skrives og læses bøger.

Kvinders og mænds identitetsdannelse tager forskellige afsæt traditionen: I henholdsvis brud med traditionen for kvinders vedkommende og overtagelse af traditionen for mænds - uagtet at ingen af identitetsdannelserne forholder sig til, at mænd ikke er hoppet ombord i den første kategori, brud med traditionen, og at kvinder er hoppet af i den anden, overensstemmelse med traditionen.

Kvinder identificerer sig altså med kvinderoller, der bryder med traditionen, mens mænd identificerer sig med manderoller, der har mindst et ben i en patriarkalsk tradition.

Begge parter er forbavsede over det andets køns uforståenhed over for deres egen identitetsdannelse. Begge mangler fodfæste og kan ikke stå fast. Ikke mindst over for hinanden.

Mænds skriver 'verdenslitteratur' - kvinder repræsenterer 'den feministiske vinkel'

Det afspejler sig i referencer til litteraturen, hvor romaner skrevet af mænd ofte opfattes som repræsenterende verdenslitteraturen, mens kvinder ofte fortsat kategoriseres som repræsenterende »kvindesynspunktet«, den feministiske vinkel, den Andens blik på verdenen.

Det kan i hvert fald synes som om, at verden i bred forstand, som virkelighed og i fortolkningen af denne virkelighed (f.eks. i litteraturen), stadig domineres af mænds traditionsbundne anskuelser og identitetsdannelse.

Samtidig med at verden i virkeligheden er drastisk ændret af kvinders materielle vilkår og identitetsdannelse.

Måske denne skævhed i de forskellige grader af ulighed, der fortsat brydes kønnene imellem, er en lige så afgørende forudsætning for selvudviklingens gennemslagskraft, som den super hypede individualisering generelt er det. 

Måske det er derfor, at romanlæsning for nogen ikke kan hamle op selvudvikling.

Og hvis et flerstemmigt, polyteistisk verdensbillede skal slå rod, er det måske vigtigere at læse forfattere med identiteter på kant og i opposition med den patriarkalske tradition end romaner, der tilsyneladende har et polyteistisk perspektiv, men ikke nødvendigvis bryder med det patriarkalske verdensbillede.  

Personlig fortid - fortrydelse

Fortrydelse er oplagt at synke ned i og udforske for at dvæle ved ens personlige fortid. 

At fortryde er bagudskuende, negativt, og noget mange oplever i deres liv. 

Man tvivler på sine tidligere valg og ruger over deres konsekvenser. Det føles ubehageligt, måske ligefrem ubærligt. Forhåbentlig bliver man bedre til at vælge mere konstruktivt i fremtiden.

Her synes Brinkmann at skelne mellem at blive bedre fremadrettet til at handle etisk – hvilket er ønskværdigt - i forhold til egne livsmål – ikke specielt interessant.

Det gør jeg ikke. (Denne skelnen undersøges nærmere i kritikken af 'Ståsteder').

Uanset - i en proces med at dvæle ved ens fortid forekommer det igen uundgåeligt at mærke efter i sig selv (trin 1).

Fortrydelse er i øvrigt en følelse, som selvhjælpslitteraturen opfordrer til at undertrykke. Al den rugen holder folk tilbage fra at trykke speederen for selvrealisering i bund.

Hvis eftertanke og refleksion i dybden endelig skal bruges, skal de gøre deres nytte ved at omskrive ens hidtidige liv, så det ikke obstruerer ens videre færd.

Deraf sloganet: Det er aldrig for sent at få en god barndom, som er en af mange besværgelser i retorikken for selvudvikling.

Er Brinkmanns 7 trin også selvhjælp?

Formålet med Brinkmanns 7 trins-guide er at afsløre og modvirke selvudviklingens logik og retorik. Men faktisk har de overensstemmende interesser.

Selvudviklingsideologien mener, at følelser står i vejen for ens selvudvikling og dermed ens mulighed for succes. Hvis du føler dig trist, så er det på med ja-hatten, et stort smil og peptalk til spejlbilledet: Du er smuk, du er fantastisk, du kan, hvad du vil.

Brinkman mener, at optagetheden af følelser gør mennesker selvoptagede frem for deltagende i omverden. (Deraf trin 4 Undertryk dine følelser som en naturlig forlængelse af trin 1 Hold op med at mærke efter i dig selv). 

Problemer, siger han, bliver individualiseret frem for at blive anskuet i en social og kulturel kontekst.

Brinkmans begrundelse for at undertrykke følelser er mere sympatisk end selvhjælpslitteraturens, men konsekvensen er den samme: Disciplinering af følelserne ved at undertrykke dem, så de ikke forstyrre ens liv med negativ energi.

En ny 7-trinsguide

Det kan være, at ønsket om at realisere sig selv har taget overhånd med en febrilsk mærken efter i egen navle.

Men at mærke efter i sig selv er svært at komme udenom, så snart man tiltror mennesket en form for autonomi og autoritet på egne vegne – det vil sige at tage nej-hatten på og stå fast.

Jeg mener, Brinkman har fuldstændig ret i, at selvhjælpsindustrien gør folk en bjørnetjeneste ved at individualisere folks problemer med at få livskvalitet i et rotteræs efter succes og blot det at få en dagligdag til at hænge sammen.

Jeg synes også, at det er sundere at vende blinket udad samt slå ørerne ud og gå i dialog med verden omkring én frem for at optimere sine præstationer yderligere, til psyke og krop kollapser. Og lide i stilhed.

Men hvis det Brinkmannske forehavende – at tage nej-hatten på og stå fast - skal lykkes, bliver man nød til at mærke efter i sig selv.

Derfor vil jeg foreslå at skrue lidt på Brinkmans 7-trins-guide og alterere den som følgende:

  1. Mærk dig selv – i relation til andre og verden. Sæt grænser. Gro et røvhulsfilter.
  2.  Fokuser på det negative – enten for at løse det eller for at acceptere det
  3. Tag autoriteten for, hvad du synes er i orden og hvorfor.
  4. Føl og respekter dine følelser – de guider dig, men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal handle direkte på dem.
  5. Fyr din coach. Måske. En god ven er ikke nødvendigvis den bedste rådgiver eller vejleder. Overvej at få en terapeut.
  6. Læs en roman - ikke en selvhjælpsbog eller biografi. Pas på med autofiktion og litterære universer, der er betinget af eller tro mod den patriarkalske tradition.
  7. Dvæl ved fortiden - og bliv bedre til at træffe (nye) valg.

Det var afslutningen på gennemgangen af bogen 'Stå fast'.

Følgende analyser vil fokusere på bogen 'Ståsteder', og hvorledes en pligtetik udfolder sig omkring en anerkendelse af tingenes værdi i sig selv. Det mener jeg udmunder i spørgsmålet: Kan man skelne mellem pligten (over for andre) og sig selv – mellem den etiske handling og sin egen interesse i den?

Pernille Rübner-Petersen er cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling, sanger, sangskriver og skribent.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96