»Det kan virke som om, at Sven Brinkmanns bøger fortrinsvis henvender sig til et segment, der har sit på det tørre – af nogen kaldet café latte-segmentet. De kan godt læne sig tilbage og filosofere over døden, mens de skummer mælkeskummet på kaffen,« skriver Pernille Rübner-Petersen i sin afsluttende kritik af »Brinkmann-filosofien«.
ANALYSE: Giver kærlighed mening, hvis den ikke også må tage udgangspunkt i én selv? Er det overhovedet muligt at tilgive noget utilgiveligt? Og hvorfor skal vi møde døden med værdighed? »Who fucking cares – om det bliver i skrig og skrål eller i stoisk ro,« spørger Pernille Rübner-Petersen. Hun mener, at Svend Brinkmanns ståsteder er i fare for at blive en del af den instrumentalisering, han ellers advarer imod.
ANALYSE: Er Svend Brinkmann i gang med at genindføre en stærk tro på en autoritær kraft i form af 'pligten' i sit forsøg på at gøre op med selvudviklingstrangen? Hans »ståsteder« skal være et værn mod navlepilleri. Men selvudvikling kan faktisk hjælpe os med at begå os i verden præget af nyttetænkning og instrumentalisering.
ANALYSE: »Hvis det Brinkmannske forehavende – at tage nej-hatten på og stå fast - skal lykkes, bliver man nød til at mærke efter i sig selv.« Læs anden del af analysen om 'Brinkmann-filosofiens' ærinde og få et alternativt bud på en 7-trins-guide og en udvidet nej-hat.
ANALYSE: Professor Svend Brinkmann er blevet en markant intellektuel stemme i debatten om bl.a. konkurrencestaten. Men hans kritik er fyldt af modsætninger, skriver cand. mag. Pernille Rübner-Petersen.
