KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Brinkmann
9. januar 2017 - 9:55

Vil Brinkmann genindføre pligt og droppe lysten? Så er det på tide at finde nej-hatten frem

ANALYSE: Er Svend Brinkmann i gang med at genindføre en stærk tro på en autoritær kraft i form af 'pligten' i sit forsøg på at gøre op med selvudviklingstrangen? Hans »ståsteder« skal være et værn mod navlepilleri. Men selvudvikling kan faktisk hjælpe os med at begå os i verden præget af nyttetænkning og instrumentalisering.

Med sine to bøger 'Stå fast' (2014) og 'Ståsteder' (2016) er Svend Brinkman blevet en massiv stemme i debatten om konkurrencestatens marginalisering af det enkelte menneske og livskvaliteten generelt. Nogle mener end da, at han er på vej til at manifestere en egentlig civilisationskritik. Dette er tredje del af Pernille Rübner-Petersens  gennemgang og kritik af Svend Brinkmanns to Bøger 'Stå fast' og 'Ståsteder'.

I en analyse og kritik af Svend Brinkmanns to bøger, ’Stå fast’ og ’Ståsteder’, ser jeg nærmere på den filosofi og det livssyn, Brinkmann tilbyder til at realisere et meningsfuldt liv.

Jeg mener kort sagt, at hans bøger er præget af modsætninger og polarisering mellem begreber, der underminerer det, det hele handler om, nemlig at leve meningsfuldt.

I to artikler fokuserede jeg på ’Stå fast’ og de selvmodsigelser, jeg fandt i 7 trins-guiden.

Læs første del af »Hvad er egentlig ' Brinkmann-filosofiens ærinde« her

Læs anden del »Brinkmann-kritik: Røvhulsfilter er en udvidet nej-hat og svaret på tidens optimeringspres«

Nu fokuserer jeg på ’Ståsteder’ i denne og en efterfølgende artikel.

Først en kort opsummering:

Bogen ’Stå fast’ vendte sig mod tidens selvudviklingstvang, som Brinkmann opfatter som udtryk for dels arbejdsmarkedets instrumentalisering og udnyttelse af mennesker som arbejdskraft, dels for selvoptaget navlepilleri.

Ingen af delene, mener Brinkmann, er meningsgivende. Hverken for samfundet som helhed eller for den enkeltes liv. Det var på tide at tage nej-hatten på og stå fast.

I bogen ’Ståsteder’ tager Brinkmann skridtet videre og viser vejen frem. Menneskets subjektivitet og lyst som kompas for valg og handlinger afvises til fordel for pligten over for fællesskabet og at være et ordentligt menneske.

Den første, at udleve sin subjektivitet og lyst, fører alligevel ikke til lykken og hvis den gør, er den kortvarig og ikke meningsfuld. Det andet, at udøve pligten over for fællesskabet og være et ordentligt menneske, fører heller ikke nødvendigvis til lykken, siger Brinkmann. Men det gør ikke noget, for pligten er meningsfuld og alt rigelig.

For mig at se er der tre bærende søjler af opfordring i Ståsteder: at udøve pligten over for værdiernes iboende værdi og over for fællesskabet og i begge dele leve med stoisk ro.

I min kritik af ’Stå fast’ argumenterede jeg for, hvorledes at den »mærken efter i sig selv«, der ser ud til at være »selvoptaget navlepilleri« er en forudsætning for at tage nej-hatten på - og om muligt gro et røvhulsfilter. 

»Værdi-ståstederne forekommer så abstrakte og utopiske, at det er svært at se, hvordan de skal udspille sig i den virkelige verden og ikke i filosoffers hoveder«

I denne analyse og kritik af ’Ståsteder’ vil jeg først undersøge pligten og subjektiviteten og deres indbyrdes forhold: Kan man skelne mellem pligten (over for andre) og sig selv – mellem den etiske handling og sin egen interesse i den?

I en efterfølgende artikel vil jeg se på, hvorfor det måske er svært at leve med stoisk ro i et moderne samfund.

10 eksistentielle ståsteder

Med afsæt i 10 filosoffers hovedidéer tilbyder Brinkman i ’Ståsteder’ et alternativ til tidens pågående instrumentalisering og nyttetænkning.  Det består af 10 eksistentielle ståsteder, som har iboende værdi: 

  1. Det gode: »Hvis der er noget, vi gør for dets egen skyld, må det være for det overordnede gode.” (Aristoteles).
  2. Værdigheden: »Alt har enten en pris eller en værdighed.« (Kant).
  3. Løftet: »Mennesket er et dyr med retten til at aflægge løfter.« (Nietzsche).
  4. Selvet: »Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv.« (Kierkegaard).
  5. Sandheden: »Selvom der ikke findes nogen sandhed, kan mennesket være sandfærdigt. « (Arendt).
  6. Ansvaret: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. « (Løgstrup).
  7. Kærligheden: »Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt. « (Murdoch).
  8. Tilgivelsen: »Man kan kun tilgive det utilgivelige. « (Derrida).
  9. Friheden: »Friheden udgøres ikke primært af privilegier, men af pligter.« (Camus).
  10. Døden: »Den, der har lært at dø, har aflært at være slave.« (Montaigne).

Ståstederne bør efterleves som forpligtende kerneværdier, men det ikke bogens eller Brinkmanns intention at give egentlige konkrete retningslinjer. 

Måske derfor forekommer værdi-ståstederne så abstrakte og utopiske, at det er svært at se, hvordan de skal udspille sig i den virkelige verden og ikke i filosoffers hoveder.

F.eks. at gøre det gode uden at få noget igen (idet det gode ifølge Ståsteder skal gøres for dets egen skyld), praktisere en opfattelse af kærlighed, der synes at nærme sig den betingelsesløse, og i øvrigt tilgive det utilgivelige.

Det kan hurtigt resultere i selvmord på adskillige parametre - økonomisk, følelsesmæssigt..

Samtidig – og paradoksalt nok – vil jeg tro, at mange faktisk forsøger at leve, som Brinkmann foreskriver. Måske mindre bogstaveligt.

F.eks. ved at gøre det gode (og end da selv få noget ud af det), tale sandt, faktisk gøre sin pligt inden for frihedens rammer, at prioritere sin tid fornuftigt med udsigten til dødens komme, ikke at bruge medmennesker som middel for egen vindings skyld, men anse dem som mål i sig selv.

Jeg tror dog også, at mange oplever, at de kommer til kort med at leve således i et samfund, som på mange fronter ikke bekender sig til disse værdier, og hvor værdierne i praksis under alle omstændigheder optræder relativt og i forskellige varianter afhængigt af, hvem og hvornår, de udøves.

Pligtetik

Denne artikel fokuserer på de forpligtende værdier, som de åbenbares på ståsted 1-6.

Med hver deres indgangsvinkel vedrører de alle samfundets grundlæggende bæredygtighed med hensyn til tillid og troværdighed i de fundamentale medmenneskelige relationer.

Kort sagt: Pligtetik i samfundets maskinrum.

(De resterende værdi-ståsteder peger i højere grad frem mod en ideal måde at leve på med en attitude af stoisk ro. Herom i næste artikel.)

Ståsteder 1-6: Det gode, Værdighed, Løftet, Selvet, Sandheden og Ansvaret synes alle at være delelementer i en grundlæggende pligt rettet mod fællesskabet for, at et samfund kan fungere.

Nemlig at gøre det gode, opfatte andre mennesker som mål i sig selv, holde sine løfter, tale sandt, reflektere sig selv i forhold til andre med øje for nødvendige etiske handlinger og at være bevidst om sit ansvar for den Anden. Altså sin næste.

Snævert refererer ståstederne indbyrdes til hinanden.

Det, at man med Løgstrups ord holder en del af den Andens liv i sin hånd, forpligtiger en til at respektere sine medmennesker som mål i sig selv, holde sine løfter og tale sandt.

Selvet er hos Brinkmann med afsæt i Kirkegaards definition af selvet ikke en afgrænset størrelse i sig selv.

Det henviser til et forhold, der forholder til sig selv som et refleksivt forhold, og sørger hermed for »ansvar, pligt og moral i almindelighed« ved at reflektere og revurdere individets handling.

Værdighed

Brinkmann tematiserer værdighed på to måder. Inspireret af Stoicismen og Montaigne taler han om at leve værdigt med en afklaret accept af døden som en latent realitet, der kan virkeliggøres, når som helst. (Mere herom i næste artikel). Med afsæt i Kants filosofi, taler han om menneskets iboende værdighed:

»Fremfor alt har vi pligt til at respektere og beskytte andre menneskers værdighed som personer,« opsummerer Brinkmann.

Appelleres her til institutioner, f.eks. arbejdspladser og i offentlige systemer eller til pligten hos det enkelte menneske? Problemet for mange mennesker er måske, at de ikke selv oplever at blive respekteret og beskyttet, men tværtimod overrendt og dissideret røvrendt. Enten af systemer, arbejdspladser eller andre mennesker.

Som eksempler på ting og aktiviteters værdi i sig selv som et overordnede gode, nævner Brinkmann  med henvisning til i Aristoteles, sundhed som er lægevidenskabens formål, sejren som er militærkunstens, og rigdommen som er er den økonomiske videnskabs.

Brinkmann påviser selv, at man kan spørge, hvorvidt »sundhed, sejr og rigdom også selv er midler, eller om de er mål i sig selv«.

Præcis – og man kan endvidere spørge: For hvem er sundhed, sejr og rigdom beregnet til og med hvilke ressourcer skal de virkeliggøres?

Så snart en aktivitet for dens egen skyld, og dermed pligten til at gøre den, er udråbt, relativeres de begge, da forhandlinger om den korrekte pligt og kampen om ressourcerne til at praktisere den starter.

Etik er ikke matematik

Med Arendt i hånden skelner Brinkmann mellem at tale sandt og absolut sandhed - »Selvom der ikke findes nogen sandhed, kan mennesket være sandfærdigt«.

Alligevel er pligtetikken ifølge Brinkmann objektiv rigtig. Det vil sige sand.

Brinkmann henviser til Aristoteles, som benytter logikken fra matematikken, 2+2 er 4, til at bevise det indiskutable rigtige ved at gøre det gode og tage ansvar.

Regnestykket 2+2=4 er matematik og er som sådan logisk og sandt. Det virker uden menneskers indblanding.

Men det gør det gode ikke.

»Brinkmann afviser individets udfoldelse af sin subjektivitet som parameter for meningsfuldhed og synes i stedet at genindføre en stærk autoritet i kraft af pligten«

Det gode er hverken en indiskutabel sandhed eller virker uden menneskers indblanding. At gøre det gode er et spørgsmål om interesser og politik og kræver menneskelig deltagelse.

Det gode virker ikke i sig selv eller af selv. Det findes kun som resultat af menneskers handlinger.

I øvrigt kan matematik naturligvis dyrkes som en værdi i sig selv, men det er ikke her, at den kommer til sin ret – det vil sige det, den egentlig er bestemt for. Det er som instrument.

Netop når mennesker forstår at instrumentalisere matematikkens logik som redskab og bruge den til andre formål, opfylder den sin natur eller iboende kvalitet.

Hvis man netop ikke vil instrumentalisere det gode, men påvise dens værdi i sig selv, er det utilstrækkeligt at bruge matematisk logik til en beskrivelse af Det gode.

Matematikken er absolut. Den er, hvad den beviser. Etikken er derimod relativt betinget af, hvorledes mennesker definerer og praktiserer den.

Matematikken er ikke god eller ond. Men etikken er god eller dårlig – alt efter hvorledes mennesker værdilader og udøver den.

Pligtetik er relativ

Værdiståstederne 1-6, kan alle umiddelbart være enige om, er indlysende rigtige at efterleve, men de udleves på forskellige niveauer af forskellige mennesker.

At holde løfter, tale sandt og være ansvarlighed i henhold til sine omgivelser er desuden ikke kun op til én selv at vurdere, men også op til andre. Filantropi for den ene, kan være ren egoisme for en anden.

Pligt, etik og det gode er relative størrelser og afgøres af politikken og kulturen, som udspilles og udvikles i magtkampe og interessemodsætninger.

Heldigvis i en forholdsvis demokratisk proces i vores del af verden. Pligt og etik er ikke afgjort på forhånd. Der er ingen autoritet til at give den. Hverken Aristoteles, Gud eller matematikkens logik.

Pligt og selvrealisering

Brinkmann afviser individets udfoldelse af sin subjektivitet som parameter for meningsfuldhed og synes i stedet at genindføre en stærk autoritet i kraft af pligten.

Logikken synes at være, at folk skal bruge deres sunde fornuft og rationaliserer sig frem til, at pligten har ret og er meningsfuld som en værdi i sig selv. Hverken anderkendelse eller belønning bør i den forbindelse efterstræbes.

I så fald bliver pligten middel til andet formål end sig selv. Man skal altså underordne sig pligten til at gøre det gode som objektiv sandhed og ikke fjumre rundt og realiserer sig selv ud fra subjektive værdier baseret på lyst og følelser.

Som jeg nævnte indledningsvis i artiklerne om ’Stå fast’, foregår der samlet i bøgerne en kraftig polarisering mellem tingenes værdig i sig selv, pligten, samfundssind og fællesskab i den ene ende som det gode og subjektivitet, autenticitet og selvrealisering i den anden som det onde.

Det finder jeg dybt problematisk.

Som forrige afsnit viser er pligten som fordring og udfordring, snarere subjektivt end objektivt generet. Desuden mener jeg, at polariseringen mellem pligten til at være et godt menneske i samfundet og lysten til at realisere sig selv for egen nydelses skyld er falsk og underminerer hele det overordnede projekt: at leve meningsfuldt.

Jeg tror, at mange mennesker oplever, at de lever et parallelliv til det liv, de egentlig burde leve.

Jeg tror også, at det, som kan se ud som et overdrevent begær efter selvrealisation, samtidig er et dybtfølt ønske om at bidrage med noget reelt.

Længslen efter at blive sig selv er også længslen efter at blive sig selv blandt andre – og for andre.

Brinkmann mener, at man skal fokuserer mere på pligt end på lyst, mere på integritet end på identitet. Men ens pligt i moderne tid er ikke en så indlysende og entydig størrelse som tidligere på f.eks. Aristoteles tid.

Selvom pligt traditionelt set dikteres af udefrakommende krav og forventninger, er den i høj grad internaliseret i det moderne menneske.

Mere end som dundertale fra Staten, Gud eller Faderen er pligten noget, vi mærker indefra som en del af os selv. Måske ligefrem noget, der driver os som et kald.

Lovprisning af pligt og det gode som modsætning til, og på bekostning af, folks lyst og deres indre stemme fremstår malplaceret i et samfund, hvor sekularisering, demokratisering og øget levestandard har fundet sted.

Mere end nogensinde gives individet mulighed for at realisere livet udover basal overlevelse. At forbrug og underholdning tilbydes 24 timer i døgnet som surrogat for reel mening og handlekraft, eller at frihed og indflydelse doceres i forskellige grader, ændrer ikke på, at vi som samfund trods alt værdsætter individets ret og mulighed for at vælge selv - for sig selv.

I Brinkmanns terminologi kan det formuleres således, at vi i vores moderne samfund anskuer individet som et væsen med handlekraft på egne vegne - som en værdi i sig selv. Det er pudsigt, at Brinkmanns filosofi med nej-hatten ikke følger den logik.

Pligt i dag hænger snævert sammen med lyst, rimelighed og retfærdighed i forhold til mange forskellige faktorer.

Pligten kan være lige så uhåndterlig som trangen til at realisere sit eget potentiale. Det betyder, at man (igen) ikke kommer uden om at mærke efter.

Ens integritet er subjektivt variabel og svinger afhængig af objektive omstændigheder. Den er ikke en automatisk forlængelse af den gængse samfundsmoral. Fællesskabets moral er også til diskussion.

Den foresatte forhandling og brydning er prisen for at leve i et moderne demokratisk samfund og ikke i et ur-patriarkat eller i en græsk bystati antikken. Pligten kan være givet på forhånd, men vi definerer den (også) selv.

Konkurrencestaten og selvrealisering

En af konkurrencestaten mange ulemper er, at rigtigt mange snubler, tackles eller taber pusten og endda opgiver i kampen for at komme frem og i mål, selvom de har masser at byde på.

Konkurrencestaten er nemlig ikke bare en samlet front af soldater i kamp for et større bruttonationalprodukt, men samtidig en borgerkrig om arbejde, penge, indflydelse, privilegier og social status.

Mange andre mennesker er ude at skide på fundamentale områder: Folk sidder løst i en ansættelse eller mener ikke, de er landet på den rigtige hylde. Måske er de slet ikke landet.

De har ikke fundet en partner, de kan få eller vil have børn med – eller også har de fået børn med den forkerte og bliver skilt. Hvordan kommer de videre?

Problemet med selvrealisering er ikke folks længsel efter og ønske om at blive autentiske og få et bedre arbejds- eller privatliv. Problemet er selvhjælpsindustriens og arbejdsmarkedets løsning på det.

»Om man kalder det at finde sig selv eller autenticitet er i princippet ligegyldigt. Her kan hjælp udefra i form af selvudvikling i en eller anden form være nødvendigt«

De såkaldte eksperter udstyrer den enkelte med superkræfter og illusioner om kunnen og formåen, som den enkelte aldrig matcher. Mange bliver ikke mere succesfulde eller lykkeligere, men blot udmattede.

Samtidig forsøger arbejdsmarkedet ihærdigt at – ja - instrumentalisere denne længsel og trang til udvikling til optimal profitmaksimering på sine præmisser.

Selvudvikling på egne præmisser

Brinkmann taler om at respektere mennesker, ting og handlinger som værdier i sig selv, og det er præcis det, vi skal med selvrealiseringstrangen. Lad den være en værdi i sig selv og udfolde den på menneskers egne præmisser i stedet for, at selvhjælpsindustrien og arbejdsmarkedet profiterer af den for egen vindings skyld.

Mennesker kan naturligvis også blive grebet af jagten på succes og autenticitet. Søgen efter den indre sandhed kan indimellem styre folks tilværelse på en måde, der ikke er konstruktiv. Som ringen gør det i Ringenes Herre.

Begæret efter et mere autentisk liv ender med at overskygge og måske ligefrem overtage det liv, som faktisk allerede er meningsfuldt.

Det er også klart, at den omsiggribende forbrugskultur, som i vid udstrækning er styret af kapitalens interesser, gør sin virkning.

»Gør det, du er bedst til – det gør vi,« lød et slogan fra Den Danske Bank for nogle år siden, indtil finanskrisen, som kostede tab for bankens kunder, trak tæppet væk under den selvforherligende retorik.

Men opfordringen er da ellers indlysende og fornuftig. Dog var hensigten naturligvis at tjene penge på at finansiere folks drømme og ambitioner – uanset den reelle pris eller drømmenes substans eller bæredygtighed.  

Konstant slører og flytter forbrugskulturen grænserne mellem ligegyldigt begær og rimelige ønsker, mellem overfladiske ambitioner og reel vilje til at gøre en forskel.

Her har managementkultur og coaching haft sin indflydelse med et ensidigt fokus på innovation, succes og jeg-skal-vinde-attitude. 

At orientere sig i alt dette og navigere sig frem til noget, der kan betegnes som meningsfuldt i ens arbejds- og privatliv kræver at kunne skelne mellem, at noget er mere værdifuldt for én end noget andet.

Om man kalder det at finde sig selv eller autenticitet er i princippet ligegyldigt. Her kan hjælp udefra i form af selvudvikling i en eller anden form være nødvendigt.

Brinkmann manede til afvikling af selvudvikling i bogen ’Stå fast’, fordi han mener, at selvhjælpsindustriens slogan om at finde indre sandhed og sin helt egen autenticitet er et postulat.

Men for de fleste mennesker findes der nu en gang noget, der måske uden at være nøjagtig 100 procent autentisk dog er mere rigtigt end andet. Det har stor værdi at finde ud af, hvad der er mest rigtigt.

Brinkmann skiftede i sin tid studie fra Filosofi til Psykologi. Hvis det ikke var hans indre stemme, hans helt egen subjektive lyst, der dikterede skiftet, hvad var det så – pligten til at gøre det gode?

Hvorfor miskreditere mavefornemmelse?

Da Brinkmann i et podcast-interview med Politikens Jes Stein Pedersen (d.7. sept. 2016) skal beskrive, hvad psyken som begreb er, henviser han til, at personer ikke kan »reduceres til deres hjerner« eller det sociale. Det er ikke »min hjerne, der tænker, men mig, der tænker med min hjerne«. Som eksempel siger han, at personer jo ikke stemmer til valget som hjerner, men som personer.

Personer har altså ifølge Brinkmann subjektive præferencer som ikke kan (bort)forklares med hjerneaktivitet og neurovidenskab.

Så hvorfor miskrediterer Brinkmann mavefornemmelser, den indre stemme og subjektiviteten – ja faktisk afviser det hele?

Kend dig selv

Trods begejstringen for de gamle filosoffer udelader Brinkmanns i ’Ståsteder’ Sokrates og hans ellers udmærkede opfordring: Kend dig selv.

I dag opfatter vi måske dette råd mere individualistisk, end det dengang var ment. Jeg tolker dog ikke Sokrates’ råd til at være en opfordring til at være narcissistisk selvoptaget eller som et instrument til at forfølge egne egoistiske mål.

At kende sig selv gør det blot nemmere at finde sig til rette blandt andre i et liv, hvor alle er underordnet verdensaltet eller gudernes orden, eller hvad man nu vil kalde livet, som kun er til låns og større end en selv.

At finde sig selv er måske blot et moderne udtryk for Sokrates’ råd: Kend dig selv.

Selvet og de andre

I ’Ståsteder’ er Brinkmann inde at røre ved selve kernen i det moderne menneske: individets suveræne subjektivitet. 

Det gør han ved hjælp af Kirkegaards begreb for selvet, hvor han afviser selvet som en enhed i sig selv og definerer det som noget, der kun opstår som et refleksivt forhold til sig selv og i relation til andre. 

Samfundet og fællesskabet intervenerer i vores liv konstant gennem massemedier så vel som de sociale medier. Netop hvis vi bliver til i mødet med andre, og selvet er forholdet mellem en selv og de andre, og ikke bare en selv! er der behov for indimellem at skabe sin egen lille ø.

Om den så er nok så meget en konstruktion. Med al den larm og snak, der huserer som konstant støj, kan det nok være en fordel kun at lytte og tale med sig selv. Altså uden de andre som en del af en selv.

Her vil man måske opdage, at den såkaldte indre stemme også kan være de andres stemmer, som kværner videre, som om de er ens egen. Det har også værdi i sig selv at kunne skelne dét.

Selvudvikling har også en iboende værdi

Med en cirkelslutning ender Brinkmann tilbage dér, hvor han startede og forsøgte at komme væk fra.

Først tage nej-hatten på til selvudviklingstvang såvel som til ens indre stemme. Dernæst sige ja til pligten, der i det nuværende samfund betyder genopstået autoritetstro. Så er vi da tilbage, hvor nej-hatten skal findes frem.

Netop når Brinkmann tilslutter sig, at ting, beskæftigelse og (etiske) handlinger har værdi i sig selv (og kun sig selv), er det pudsigt, at netop individets subjektivitet og selvet som værdi i sig selv - ikke bare som et forhold opstået i mødet med andre selv ‘er - afskrives som meningsløst navlepilleri.

Selvudviklingstrang er ikke det samme som selvudviklingstvang, selvom det nogle gange åbenbarer sig som sådan.

Mennesker har brug for at blive bevidste om deres præferencer - lyst og begær, følelser og vilje - og at navigere hensigtsmæssigt i forhold til dem. Ikke kun for deres egen skyld, men også for andres.

I stedet for selvudvikling maner Brinkmann til dannelse, men hvorledes adskille dannelse og selvudvikling?  Hvorledes skelne mellem pligtopfyldende samfundssind og lystbetonet subjektivitet?

Dannelse af individet i samklang med samfundet, så vel som udvikling af sig selv, er et grundvilkår for det moderne menneske i en verden, hvor Gud er død. Man må selv afgøre livets mening på egne vegne såvel som byde ind på, hvad vi skal som samfund.

I dette fortjener selvudviklingen sit eget ståsted – i helt egen ret – havende en iboende værdi.

Ligesom jeg oplevede en modsigelse i ’Stå fast’ mellem at tage nej-hatten på og ikke mærke efter i sig selv, men tværtimod undertrykke sine følelser, oplever jeg en modsigelse i ’Ståsteder’ mellem at gøre sin pligt over for fællesskabet i stedet for at realisere sig selv i overensstemmelse med egen lyst.

Jeg mener, at pligtudøvelse og selvrealisering er to sider af sammen sag. Nemlig at leve i et moderne, demokratisk (og indtil videre) velfærdssamfund. Det ene befrugter og forudsætter det andet. Både når vores liv skal være meningsfulde, og når vi skal definere, hvad pligten over for fællesskabet går ud på.

Næste artikel vil fokusere på ståstederne 7-10 og hvorfor det måske er svært at leve i stoisk ro i et moderne samfund.

Pernille Rübner-Petersen

cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling

skribent, sanger og sangskriver

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96