Annonce

Asylprotest
25. januar 2016 - 13:28

To asyldemonstrationer tirsdag: For rettigheder og mod asylstramninger

Asylpolitik i Danmark er omdrejningspunktet for to demonstrationer tirsdag den 26. januar. I Nordsjælland marcherer migranter for rettigheder, mens bedsteforældre demonstrerer mod asylstramninger i København.

Tirsdag den 26. januar afholdes to forskellige arrangementer, der begge søger at skabe opmærksomhed på den aktuelle asylpolitik i Danmark.

Migranter afholder march for rettigheder til flygtninge og indvandrere, mens bedsteforældre demonstrerer mod asylstramninger.

Marcherer for ret til rettigheder

Mennesker med migrantbaggrund afholder march fra Sjælsmark Udrejsecenter til Modtagecenter Sandholm i Nordsjælland.

Marchen er arrangeret af en ny gruppe i Danmark, Freedom of Movements, som primært består af mennesker med migrantbaggrund, i daglig tale flygtninge og indvandrere.

Gruppen ønsker at gøre opmærksom på migranters levevilkår mens de afventer svar på deres asylsag. De påkalder sig ret til fri bevægelse for alle, uanset om man ønsker at blive i Danmark, eller rejse ud og videre, eller eventuelt ønsker at vende tilbage til sit oprindelsesland.

– Vi må ikke eje noget, vi må ikke gå i skole, lave aktiviteter eller lave vores egen mad. Vi får mad, der ikke er tilberedt. Vi har hverken TV eller køleskab, Det er politisk, at vi ikke bliver behandlet som mennesker. Vi er flygtninge, og ikke dyr, alle mennesker fortjener at blive behandlet ordentligt, siger en af initiativtagerne om forholdene i Udrejsecenter Sjælsmark i et interview med Modkraft.

Læs Modkraft-interviewet »Skal tvangsflyttes til nedlagt fængsel: Vi vil ikke isoleres - vi vil have rettigheder«

Arrangørerne oplister 12 krav, der spænder over adgang til varmt vand, tilstrækkelig lægebehandling og medicin, til mere gennemskuelighed i behandlingen af asylsager og regulært asylkrav.

Arrangementet starter kl. 13, hvor der er mulighed for at blive vist rundt i Udrejsecenter Sjælsmark af nogle af beboerne.

Se begivenheden A Call for Solidarity from Asylum Seekers på Facebook

Demonstration mod asylstramninger

Gruppen Bedsteforældre for Asyl afholder protestdemonstration i forbindelse med Folketingets 3. behandling af asylstramninger.

Skuespiller Anne Marie Helger er konferencier, og talere er blandt andre forfatter Carsten Jensen, og vicedirektør for Institut for Menneskerettigheder Louise Holck.

Der vil være musik ved den syriske gruppe Ismail Mala Omar.

Arrangementet løber af stablen fra klokken 16 til 17.30 på Nytorv i København.

Redaktion: 

Annonce