Enhedslistens politiske rådgiver, Pelle Dragsted, giver i bloggen ”Et år efter valget - Hvad nu Enhedslisten?" sit bud på Enhedslistens udvikling.
Det er positivt at konstatere, at beskrivelsen af S og SF som vores venner er udskiftet med en konstatering af, at S og SF fører nyliberal politik, og at vi er det eneste parti, der er imod denne politik. Det er også positivt, at Pelle Dragsted åbent argumenterer for en så grundlæggende forandring af Enhedslisten. Det kan kun skærpe debatten om, i hvilken retning Enhedslisten skal gå.
Stod det til Pelle Dragsted, skal Enhedslisten blive et parti, der “samler bredest muligt blandt alle de danskere, der er imod den nyliberalistiske udvikling, og som vil forsvare og udvikle velfærdssamfundet” og “vi skal acceptere, at vores parti samler mennesker - først og fremmest som vælgere, men også som medlemmer, som ikke (i hvert fald ikke som udgangspunkt), køber hele pakken, men som deler synet på de aktuelle opgaver“.
Enten eller
Pelle Dragsted stiller selv spørgsmålet, om større bredde er det samme som at rykke sig politisk mod højre. Hans svar er, at ”mere bredde betyder jo blot at give plads til flere synspunkter”.
Men så simpelt er det ikke. Man kan ikke både anbefale at stemme ja og nej ved næste afstemning om Danmarks tilknytning til EU. Man kan ikke både mene, at bankerne skal nationaliseres, og, at de ikke skal nationaliseres.
Hvis vi får en masse nye medlemmer, vil de selvfølgelig få samme demokratiske rettigheder som alle andre medlemmer. Disse rettigheder vil de nye medlemmer selvfølgelig bruge til at stemme for det, de tror på politisk. Hvis deres politiske visioner ikke rækker længere end til at forsvare og udvikle velfærdssamfundet, bliver Enhedslistens visioner også begrænset til at forsvare og udvikle velfærdssamfundet.
Det betyder ikke, at vi mener, at Enhedslisten skal have en test af nye medlemmer, eller at vi skal nægte nogen medlemskab, fordi de ikke har bevist, at de er røde nok.
Et revolutionært masseparti
Men det betyder, at hvis vores kommunikation kun fokuserer på den fælles platform, vi har med de politisk hjemløse, klassiske socialdemokrater - og at vi dermed aldrig fremlægger vores visioner om et socialistisk samfund og forklarer, hvorfor en revolution er nødvendig for at nå der til - vil vi også tiltrække de klassiske socialdemokrater som vælgere og medlemmer uden at ændre deres holdninger.
Hvis vi har succes med at tiltrække dem, hvilket er formålet med strategien, bliver det dem, der kommer til at ændre Enhedslistens holdninger, fordi de bliver i flertal. Enhedslisten vil adoptere de klassiske socialdemokratiske holdninger, og de vil vælge repræsentanter, der kan artikulere disse holdninger på vegne af Enhedslisten til byråd, Folketinget og Hovedbestyrelsen.
Vi skal fastholde et revolutionært program, og på det grundlag arbejde for at udvikle os til et masseparti. Hvis vi skal udvikle os til et revolutionært masseparti, skal vi vinde opbakning fra alle de klassiske socialdemokrater, der i dag er politisk hjemløse. Men det skal ske ved, at de bevæger sig over på vores holdninger - ikke ved, at vi overtager deres holdninger.
Ingen nemme løsninger
Det mest tiltalende ved Pelle Dragsteds vision er, at det er meget nemt at forestille sig, at den kan realiseres. Det væsentligste krav er, at vi ændrer vores kommunikation, og så har vi muligheden for at skabe en reel kraft, der kan forsvare velfærdssamfundet.
Desværre er det ikke så simpelt. Velfærdsstaten blev opbygget af to grunde:
1. For at skaffe arbejdskraft nok i perioden, kaldet velfærdsstatens guldalder, fra anden verdenskrig til krisen i 1973. Oprettelsen af vuggestuer og børnehaver skulle sikre, at kvinder med børn kunne komme mere ud på arbejdsmarkedet. Sundhedsvæsenet sikrede, at flere arbejdere var arbejdsdygtige. Og udbygningen af uddannelsessektoren sikrede en mere effektiv arbejdskraft.
2. For at legitimere kapitalismen overfor de utilfredse og revolutionære kræfter, der havde fyldt meget i mellemkrigstiden. Det skete bl.a. med overførselsindkomster til dem, der ikke kunne arbejde. Hvilket pacificerede potentielt utilfredse og var med til at sikre relativ ro på arbejdsmarkedet.
Behovet for at legitimere kapitalismen er størst, når der er en samfundsmæssig kraft, der åbent og med en vis opbakning taler om et alternativ til kapitalismen. Men desværre har reaktionerne på den nuværende krise, som Preben Wilhjelm konstaterer i pjecen med det meget sigende navn ”Krisen og den udeblevne systemkritik”, ikke været en styrkelse af systemkritikken:
”... socialdemokraterne har med deres tilslutning til Finanspagten forladt Keynes til fordel for neoliberalismen, socialisterne har med deres krav om vækstpakker suspenderet Marx til fordel for Keynes.”
Socialisternes bevægelse fra Marx til Keynes er en bevægelse fra kampen for et alternativ til kapitalismen til kravet om statslige tiltag for at løse kapitalismens krise. Denne bevægelse er helt i overensstemmelse med Pelle Dragsteds strategi om en kommunikation, der tager “udgangspunkt i den fælles platform vi har med de politisk hjemløse, forsvaret for den nordiske velfærdsmodel”.
Arbejdsløsheden har været høj siden 1973, med få korte undtagelser, og der er ikke noget, der tyder på, at det ændrer sig. Dermed er de to væsentligste elementer, som fik kapitalistklassen til at indgå det klassekompromis, som velfærdsstaten bygger på, forsvundet.
Vi kan ikke genskabe en 25-års periode med fuld beskæftigelse og høj økonomisk vækst, men vi kan genskabe truslen mod kapitalismen og dermed behovet for at legitimere kapitalismen. Hvis det er dette mål, vi sætter os. Dette kræver et parti, hvis primære fokus er at organisere og styrke kampene udenfor Folketinget, og at vi samtidig formulerer socialistiske visioner og skaber systemkritik både i og udenfor Folketinget.
Mere end en parlamentarisk vision
Pelle Dragsted formulerer kun en vision for, hvordan vi maksimerer Enhedslistens parlamentariske opbakning. Præmissen er ”at der ikke rigtig er nogle andre partier at bygge alliancer med”. Det er derfor mange vælgere føler sig hjemløse. Det betyder også, at selvom vores parlamentariske opbakning vokser markant, vil vores parlamentariske indflydelse stadig være begrænset af, at vi ikke har nogen at alliere os med og ikke har 90 mandater.
Dette stiller os over for en anden udfordring: hvordan får vi opbygget en styrke udenfor parlamentet? Denne udfordring bliver desto mere vigtig, fordi i samme øjeblik, vi får nogen at alliere os med parlamentarisk, forsvinder præmissen for Pelle Dragsteds strategi, og det er sandsynligt, at mange af de hjemløse vælgere vil vende hjem til deres oprindelige partier igen. Det er i alt fald en del af forklaringen på Die Linkes tilbagegang efter, at SPD er kommet i opposition i Tyskland
Selvom Pelle Dragsteds strategi ved første øjekast ser realiserbar ud, kan strategien hverken genskabe de betingelser, der lå til grund for opbygningen af velfærdsstaten, eller sikre Enhedslisten en langsigtet opbakning.
Enhedsarbejde
Kritikken forpligter os til at opstille en alternativ strategi for Enhedslisten. Denne strategi skal indeholde et svar på, hvordan vi opbygger en alliance med de mange, der vil forsvare velfærdsstaten og som føler sig svigtet af SF og Socialdemokratiet - de klassiske socialdemokrater.
Alliancen skal ikke skabes ved forandring af Enhedslistens politik, men ved en forandring af Enhedslistens arbejdsmetoder. De klassiske socialdemokrater udgør størstedelen af fagbevægelsen, og er godt repræsenteret i en række andre progressive folkelige bevægelser, der på den ene eller den anden måde vil forsvare hele eller dele af velfærdsstaten.
Dette giver mulighed for at opbygge alliancer med de klassiske socialdemokrater. Dels i disse bevægelser om konkrete kampe, som fx 3F Vejles kamp imod Krifa og Restaurant Vejlegården, dels mellem Enhedslisten og en række af disse bevægelser, som vi bl.a. så det ved de store velfærdsprotester under VKO.
Faglige netværk
Muligheden for at opbygge sådanne alliancer løber ind i det problem, at selvom SF og Socialdemokratiet mister opbakning, sidder de stadig på flertallet af topposterne i fagbevægelsen, en god del af elev- og studenterbevægelsen og andre potentielt progressive bevægelser. De især socialdemokratiske ledere bremser ofte aktiviteter, der er kritiske overfor regeringens afmontering af velfærdsstaten, som vi oplevede det under forsøget på at opbygge en alliance om at lave demonstrationen 2. oktober.
Hvis vi skal overkomme denne forhindring, kræver det, at vi arbejder bevidst og koordineret med et fælles mål i fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen og alle andre bevægelser. Den vigtigste forudsætning for dette arbejde er, at vores faglige netværk styrkes, så vi bliver langt bedre til sammen med vores kolleger at lægge pres på ledelsen i fagforeningerne og over tid kan bryde socialdemokraternes kontrol over toppen af fagbevægelsen.
Vejen til revolution er brolagt med reformer
Denne alliancestrategi vil også løbe ind i det problem, at det lange opsving i efterkrigstiden med mangel på arbejdskraft ikke kommer igen. Velfærdsstaten er i dag en klods om benet på kapitalisterne, og derfor vil angrebene på velfærdsstaten fortsætte.
Når vi er i stand til at samle en stærk alliance, kan vi afværge angrebene og måske aftvinge magthaverne små forbedringer. Men så længe, vi tillader at magthaverne beholder deres magt, vil de før eller siden vise sig for stærke, og endnu en bid af velfærden vil blive afviklet.
Derfor kræver et succesfuldt forsvar af velfærdsstaten på langt sigt, at de, der vil forsvare velfærdsstaten, sætter sig i besiddelse af samfundets magtmidler. Det vil først og fremmest sige, at de tager kontrol over produktionsapparatet og staten.
At sætte sig i besiddelse af disse magtmidler vil sige at opbygge en statsstruktur, hvor hierarkiet med generaler, højesteretsdommere, departementschefer og politichefer i toppen (der alle er en del af magteliten) afløses af den demokratiske styring, og hvor denne demokratiske styring også udvides til de centrale dele af samfundets produktion.
Realiseringen af dette langsigtede mål, som er en forudsætning for at fastholde konkrete forbedringer, kræver aktiv deltagelse fra flertallet af befolkningen. Denne opbakning opnår vi kun, hvis vi samtidig med, at vi opbygger alliancer i de konkrete kampe, argumenterer for nødvendigheden af grundlæggende socialistiske forandringer.
Bloggen er skrevet af:
Lavra Lumholt Holm, Enhedslisten Halsnæs
Jesper Juul Mikkelsen, Enhedslisten Amager Vest
Mille Stockner, Enhedslisten Høje Taastrup
Jakob Lausch Krog, Enhedslisten Amager Vest
Bo Stefan Nielsen, Enhedslisten Amager Øst
Benny Allermand, Enhedslisten Amager Øst
Stefan F. Petersen, Enhedslisten Albertslund
Lars Henrik Carlskov, Enhedslisten Århus
og
Anna Rytter, Enhedslisten Østerbro