De glemtes ønsker til finansloven

Om kort tid starter årets store styrkeprøve på den parlamentariske arena. Finanslovsforhandlingerne for 2015. Regeringen og oppositionen har for længst fremlagt deres forslag til statens budget for det kommende år, og herunder også de forskellige politiske prioriteringer der ligger i de enkelte delforslag. Ser man ud over forhandlingernes faste ritualer og magtspil, samt de noget uigennemskuelige økonomiske nøgletal, så har finanslovsforliget en helt konkret betydning for os alle. Finansloven sætter de store rammer for vores økonomiske og sociale livsvilkår. Dermed har de politiske prioriteringer direkte indflydelse på den enkeltes dagligdag. Men hvem gavner de kommende forhandlinger? Erfaringerne viser desværre, at det sjældent kommer de allermest trængende til gode. Mennesker, der er ramt af arbejdsløshed eller sygdom. Mennesker, der har gennemgået en enorm social deroute p.g.a. denne og den forrige regerings asociale socialreformer. Mennesker, der lever i dyb fattigdom.

Bekæmp Fattigdom er et initiativ, der sætter fokus på konsekvenserne af de politiske valg, der har været gennemgående for de sidste årtiers økonomiske og sociale politik. Prioriteringer, der alt for ofte har medført økonomisk pisk og marginalisering, fremfor at skabe trygge rammer for alle. En samfundsmæssig udvikling, der skaber mere fattigdom, og som har gjort Danmark til et mere ulige samfund.

I Bekæmp Fattigdom tror vi ikke på, at politiske løsninger skal tage udgangspunkt i økonomisk straf og forarmelse, når der skal skabes dynamik i samfundet. Derimod tror vi på, at social tryghed, ligeværd og respekt for den enkelte netop skaber dynamik, fleksibilitet og et godt liv for så mange som muligt. Derfor vil vi give politikerne noget med til forhandlingsbordet ved de kommende finanslovsforhandlinger. Vi vil stille nogle krav.

Det er helt oplagt at tage fat på det presserende spørgsmål omkring dagpenge. Ingen kan længere komme uden om det faktum, at titusindvis af danskere er blevet presset ud i en situation, hvor pengene ikke længere slår til som følge af den halverede dagpengeret. Det økonomiske sikkerhedsnet er forsvundet, og mange har måttet opgive at opretholde det liv, de har opbygget gennem mange år. Huset eller lejligheden er blevet solgt, vinterfrakken må holde noget længere og muligheden for at holde en rigtig børnefødselsdag er uden for rækkevidde. Regeringens svar er at skabe flere jobs, bl.a. gennem offentlige investeringer. I realiteten har det battet meget lidt. Derfor mener vi, at dagpengeretten skal sættes op til de oprindelige 4 år, og at genoptjeningsretten skal halveres, så man også har mulighed for at få dagpenge efter kortere tids beskæftigelse eller sæsonarbejde. Den sikkerhed, som 4 års dagpenge giver, hjælper ikke kun de arbejdsløse, men også dem, der er i arbejde. Når frygten for at blive fyret bliver mindre, bliver det nemlig også lettere at stille krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold.

En gruppe, der har særligt brug for ro og sikkerhed i tilværelsen, er mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet alvorligt syge. Længere tids sygdom tærer på alle kræfter og ressourcer for den enkelte, og frygten for at miste et nogenlunde indtægtsgrundlag p.g.a. varighedsbegrænsningerne for sygedagpenge, gør det bestemt ikke bedre. Tværtimod. Stress og usikkerhed omkring økonomien kan forværre og forlænge et sygdomsforløb, og derfor virker det temmelig kortsigtet at sætte nogle urimelige begrænsninger i forhold til sygedagpenge. Det skader unødvendigt den enkelte. Derfor vil vi have afskaffet varighedsbegrænsningen på sygedagpenge og i stedet have indført en garanti for, at man kan få sygedagpenge indtil man er endeligt udredt i sundhedssystemet.

Det er også nødvendigt at stille krav om en tilbagerulning af kontanthjælpsreformen. Reformen har f.eks. resulteret i en dramatisk økonomisk marginalisering for modtagere under 30 år, der med ”uddannelseshjælpen” har fået halveret deres indkomst. For mange unge betyder det, at det stort set er umuligt at komme ind på boligmarkedet, og ”sofanomaderne” er derfor blevet en stigende social problematik. Den gensidige forsørgerpligt skal også afskaffes. Det er i den grad udtryk for en politik, der tilgodeser kortsigtede, økonomiske gevinster på bekostning af nogle helt basale og menneskelige behov. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at staten tvinger mennesker i parforhold til at leve hver for sig, udelukkende p.g.a. frygten for en økonomisk sanktion som samlevende.

UNICEF har netop offentliggjort en rapport, der viser, at der er kommet 13.000 flere danske børn, der lever i fattigdom siden 2008. Fattige børn har fattige forældre! Og regeringens reformer har bestemt været medvirkende til, at fattigdommen og uligheden i Danmark er steget. Det er på tide, at der sadles om, og at man aktivt bekæmper fattigdom i stedet for at øge antallet af fattige.

Så kære politikere: Der er nok at tage fat på, hvis man ønsker at stoppe den voksende kløft mellem dem, der ofte bliver forgyldet af diverse finanslovsforlig og dem, der altid bliver glemt.

Vi ønsker handling nu!

På vegne af initiativet Bekæmp Fattigdom

Stefan Falk Pedersen,

Mille Stockner, 

Helle Nielsen,

Allan Krautwald

og 

Anna Rytter