Hvorfor SKAL man forsvare retten til hån, spot og latterliggørelse?

Jeg var egentlig i gang med at skrive en blog omkring radikalisering, polarisering og islamofobi, men så skete dét, vi alle sammen har frygtet og jeg måtte tænke mig godt og grundigt om. - Kan jeg tillade mig at fortsætte med at skrive min uforbeholdne mening, eller vil det blive opfattet som en hån mod de ofre, der helt meningsløst mistede deres liv i angrebet på tidsskriftet Charlie Hebdo?

Jeg har i ytringsfrihedens navn valgt ikke at lade mig kue! Så selv om denne blog ikke er en hyldest til Charlie Hebdo, så ligger der dog alligevel indirekte en tak til dem, der insisterer på, at vi skal have lov til at sige og skrive, dét vi tænker. For ytringsfriheden trues ikke kun af ”antidemokrater”, der vil true os til ikke at forhåne mindretal. Ytringsfriheden trues også af, at vi alle sammen nu skal udvise vores sympati med et racistisk medie, og at det bliver sværere og sværere at være kritisk overfor racistiske ytringer, uanset om de kommer i form af satiretegninger eller politiske taler.

Charlie Hebdo er stadig et islamofobisk, sexistisk og racistisk talerør, uanset tragedien i onsdags, og det bliver de ved med at være! Charlie Hebdo insisterer på retten til at skrive og tegne alt. Ikke kun det provokerende og kritiske, men også dét, der virkelig tramper på folks følelser. Ikke kun almindelig latterliggørelse, men også forhånende, ydmygende og nedværdigende karrikaturer. Og de går ikke kun efter magthaverne, men også efter de undertrykte og minoriteterne. I ytringsfrihedens navn kan man forhåne alt det man vil. Man kan gå til grænsen og også nogle gange over grænsen for racisme, sexisme og anden diskrimination.

Vi er efterhånden som samfund ved at acceptere den tanke, at mindretal skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse, som også Jyllands Posten skrev i forbindelse med udgivelsen af Muhammed-tegningerne. Jeg kæmper for et samfund, hvor INGEN minoriteter skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Der er selvfølgelig en hårfin grænse imellem, hvornår satire er "kærligt ment" (a la Ulf Pilgård der parodierer dronningen) og hvornår den er ondskabsfuld og krænkende (a la Dan Parks "kunst"). Jeg vil lade det være op til ofrene at vurdere, hvornår noget er krænkende.

Det betyder ikke, at den formelle ytringsfrihed skal indskrænkes yderligere - der er allerede begrænsninger for ytringsfriheden - eller at det skal forbydes at sige/skrive/ tegne visse ting. Men det betyder, at jeg bruger MIN ytringsfrihed til at forsvare minoriteter og påpege når nogle krænker andre. Jeg bruger min ytringsfrihed til klart og tydeligt at tage afstand fra krænkende adfærd i stedet for at forsvare krænkerens ret til at krænke.

Jeg sympatiserer med ofrene og deres familier OG jeg bryder mig på ingen måde om krænkende, racistiske, sexistiske, homofobiske tegninger overhovedet. Uanset om man kalder det ”satire”. Derfor har jeg, modsat mange andre, ikke tænkt mig sætte et 'Je sui Charlie' som profilbillede på facebook. For jeg bryder mig ikke om Charlie Hebdo. Men det betyder på ingen måde at jeg sympatiserer med mord, vold, terror eller andre overgreb, selvom mange forsøger at skære alle muslimer over en kam og kræver at alle muslimer skal ”tage afstand”.

Der har allerede været adskillige moskebrande i Frankrig, ligesom vi de seneste uger også har set det ske i Sverige. Hetzen mod flygtninge har i Danmark taget nye højder og den yderste højrefløj har bebudet demonstrationer i alle landets større byer. Dette skete før angrebet på Charlie Hebdo. Stemningen er bestemt ikke blevet bedre, selvom det ikke er det, vi læser om på avisernes forsider.

Næh, tværtimod hører man som muslim hele tiden, at det er ens egen skyld, at man bliver forhånet. Hvis man går med på den tankegang, at muslimer selv er skyldige i islamofobien, og at de skal finde sig i undertrykkelse, forhånelse og had, så må det også betyde, at Charlie Hebdo selv er delvist skyld i det angreb, der kostede 12 mennesker livet. Jeg mener naturligvis at begge dele er forkert.

Jeg er bange. Når folk begynder at skrive direkte ubehagelige ting i ens indbakke og man kan få sådan et svar her kastet i hovedet i en ellers sober debat: ”Næh, stik din pædofil-gud skråt op og forlad venligst mit Europa!”. Og det er vand ved siden af de kommentarer, jeg ser i andre debattørers tråde. Der er sågar en af mine facebookvenner, der har oplevet at der blev tegnet hagekors på hans gadedør med teksten ”DØ!”.

Jeg er bange og jeg er træt. Jeg er så skide træt af hele tiden at skulle forholde mig til alle mulige andre menneskers fordomme om religion. Og ikke bare fordomme om min egen religion, men også fordomme, der er baseret på en fuldstændig forfejlet opfattelse af, hvad religion egentlig er for en størrelse.

Når nogle nu synes, at det er vigtigt hele tiden at påpege, at Islam er noget skrækkeligt noget, fordi der er mennesker, der kalder sig muslimer eller påstår at deres gerninger har bund i en eller anden fortolkning af Islam, der opfører sig skrækkeligt, så svarer det til at påstå, at danskere er nogle skrækkelige mennesker, fordi nogle, der kalder sig Dansk Folkeparti, fører en skrækkelig politik. Fordi nogle kalder sig danske, betyder det jo ikke, at de repræsenterer Danmark eller danske værdier. Dansk Folkeparti har ikke patent på, hvad der er ”dansk” eller hvilke værdier, danskerne som helhed gerne vil fremme.

På samme måde skal man forholde sig til mennesker, der kalder deres gerninger og værdier islamiske. Alle og enhver kan jo bruge de prædikater, de vil, omkring deres egen livsanskuelse, men det betyder ikke, at de har patent på betegnelsen. Der findes nemlig hundredevis af forskellige opfattelser af, hvad der er ”islamisk”. Islam er, ligesom enhver livsanskuelse, fuldstændig afhængig af de historiske og materielle omstændigheder, hvorunder den udleves.

Jeg er sikker på, at hvis man ringer til premierministeren i Malaysia og spørger, om deres lovgivning er i overensstemmelse med Islam, vil han svare bekræftende. Malaysia er et konstitutionelt monarki med en folkevalgt premierminister og en konge udpeget af sultaner. Det samme vil ske, hvis man ringer til præsidenten i Indonesien, der er en demokratisk republik. Prøv så også at spørge i Mali, Senegal, Somalia, Saudiarabien, Marokko og Jordan. De vil formodentlig alle sammen svare, at deres lovgivning er helt i overensstemmelse med Islam. Og det er den da sikkert også – nemlig i overensstemmelse med deres nutidige fortolkning af Islam.

Islam er nemlig ikke bare én ting. Islam er en samlebetegnelse for alle de forskellige livsanskuelser, der mener at have deres udspring i Koranen. Og Koranen er en bog, der kan læses på et utal af forskellige måder. Det eneste muslimer rundt omkring i verden er enige om, er, at der kun er én Gud og at Mohammed er Guds profet. Hvad betyder det? Jo, at man er enige om, at Koranen er en hellig bog – man er ikke nødvendigvis enige om, hvad der står i den eller hvordan det skal fortolkes!

Men der er ingen tvivl om, at muslimer verden over må se at vågne op og begynde at bekæmpe den hijacking af vores religion, der får unge mennesker til at kæmpe for et kalifat i Syrien eller slå uskyldige mennesker ihjel i attentater mod medier og enkeltpersoner, der forholder sig kritisk overfor Islam og muslimer. Det er sådan set lige gyldigt om der er fuldblodsracister, der forhåner alt, hvad der er helligt for en muslim. Det retfærdiggør på ingen måde at slå ihjel, skade eller på anden voldelig vis bekæmpe de mennesker, der ikke har samme synspunkter som en selv.

Derfor er det også på tide, at vi spørger: Hvorfor? Hvorfor sker denne polarisering, der skaber på den ene side racisme, had og undertrykkelse af etniske og religiøse mindretal, og på den anden side radikalisering, terrorisme og had mod alt, hvad der er ”vestligt”. Hadet er ikke bare opstået af sig selv, men er en reaktion på den verden vi lever i og vores magtesløshed i forhold til at ændre den. I virkeligheden er vi ofre for den samme magtesløshed, hvad enten vi er racister eller islamister eller noget midt imellem.

Hvis vi nogen sinde skal videre, skal vi have et mål om forsoning. Her hjælper fordømmelse og hævngerrighed altså ikke.Et mål om en fælles verden, hvor vi kan lave alle sammen side om side i respekt for hinanden. Og vi skal udvikle nogle fælles strategier for, hvordan vi når derhen. Eller i det mindste bare et skridt i den rigtige retning.