Gæsteblog: Arbejderklassen anno 2014 - Hvad med de arbejdsløse?

D. 21. september afholdte netværket Bekæmp Fattigdom NU en Fattigdomskonference i Svendborg, hvor en masse græsrodsorganisationer var repræsenteret. Der var spændende oplæg, debatter og workshops. Der blev netværket på kryds og tværs, og der var bred enighed om, at hvis vi virkelig vil råbe politikerne op omkring de massive problemer med stigende fattigdom og ulighed, så skal vi stå sammen på tværs af interessegrupper. Og det er nødvendigt at råbe politikerne op, og få bremset de fattiggørende reformer. På konferencen hørte vi den ene fortælling efter den anden om, hvordan reformerne rammer helt almindelige danskere og skaber et stadig mere ulige samfund. Her følger oplægget fra formanden for Landsforeningen Lediges Vilkår.

Arbejderklassen anno 2014 - Hvad med de arbejdsløse?

Til at starte med havde jeg lidt svært ved at se et billede for mig af en nutidens arbejderklasse. Når jeg tænker på en arbejder, så ser jeg for mig min nu afdøde far og min afdøde svigerfar. Min far var slagteriarbejder på Export Slagteriet i Odense. Hans arbejde bestod bl. a. i at genne grisene ind på slagteriet, når de kom med de store grisebiler. Til det brug havde han en elektrisk stav. Nogen gange kom han hjem med blå negle og tæer. Så var der en dum gris, der havde trådt på ham. Min far havde et hårdt arbejde men beklagede sig aldrig. Han arbejdede på akkord og tjente i perioder mange penge. De drak nok også en del bajere derude, for en gang i mellem, især om fredagen, så slingrede cyklen lidt vel rigeligt, når han kørte op af indkørslen. Min far var en mand af få ord, og han talte i det hele taget ikke så meget om sit arbejde. Så jeg ved ikke, om det var den eneste arbejdsopgave, han havde.

Min svigerfar var uddannet industrisnedker og arbejdede i rigtig mange år på Odense Stålskibsværft. Jeg tror faktisk han nåede at være der i næsten 40 år. Min far nåede at fejre 25 års jubilæum på slagteriet. Odense Stålskibsværft var en kæmpe arbejdsplads tilbage i 70èrne og 80èrne, og næsten alle i Odense eller Munkebo kendte en som arbejdede på værftet. Munkebo er bygget op omkring værftet, og værftet har bygget boliger til arbejderne der. 

Sådan som jeg fornemmede det, så var de to mænd stolte af det de lavede og stolte af at være en del af arbejderklassen. På det tidspunkt var solidaritet endnu ikke blevet til lidt af et fyord. Der var et vist sammenhold kollegaerne i mellem. Alle fik nogenlunde den samme løn og havde de samme arbejdsbetingelser. Hvis man ønskede lønforhøjelser, så foregik det kollektivt, og hvis ikke arbejdsgiverne var med på den ide, så strejkede man indtil kravene blev imødekommet. Men jeg kan nu kun huske en gang, hvor min far kom tidligere hjem end ellers, fordi arbejderne var gået i strejke.

Der strejkes også i dag på slagterierne og andre store arbejdspladser. Selvom mange virksomheder, tror jeg, har overskud, så bliver arbejderne alligevel bedt om at gå ned i løn eller i hvert fald ikke at forlange lønforhøjelse. I mange tilfælde med truslen om, at virksomheden i så fald lukker. Og i sidste ende flytter produktionen til udlandet.

Jeg startede med at sige, at jeg ikke kunne se arbejderklassen for mig. Den er der dog, men opfører sig måske ikke længere som en arbejdsklasse i gængs forstand. En arbejder eller en proletar er en person, der udfører lønnet arbejde for andre men ikke selv ejer eller kontrollerer sine produktionsmidler. I vores moderne samfund arbejder mange grupperinger for løn og under arbejdsvilkår, der ligner arbejdernes, uden dog at kunne betegnes som arbejdere i ordets oprindelige betydning. Det er embedsmænd og funktionærer i offentlig eller privat administration samt faggrupper som f.eks. sygeplejersker, pædagoger og lærere.

I dag er der sket en individualisering af vores samfund. Og selvfølgelig også ude på vores arbejdspladser. Selvom man måske har kollektive overenskomster på arbejdspladserne, så forhandler arbejderne måske også løn og arbejdsbetingelser individuelt. De sidste 10-15 år har man opereret med begrebet MUS samtaler, altså medarbejder udviklingssamtaler. Hvor man bliver indkaldt en gang om året til samtaler med lederen. Her kan man måske forhandle sig til bedre arbejdsforhold end ens kollega, og så opstår der nemmere en form for konkurrence forhold medarbejderne imellem. Det kan i disse tider blive en kamp om at kunne bevare sit job. Hvem er den næste, og hvad har kollegaen talt med lederen om? Jeg vil kalde dette en måde for ledelsen at splitte medarbejderstaben af. Men smart gjort.

Denne individualisering ser vi desværre også blandt de arbejdsløse. De arbejdsløses råderum er virkelig blevet indskrænket de sidste 4-5 årtier. Fra at have en dagpengeperiode tilbage i 70èrne uden begrænsning til at være 7-5-4- og nu 2 år. Samt en fordobling af optjeningsperiode. Og det selvom der stadig er høj arbejdsløshed og lavkonjunktur. Sidste gang vi havde høj arbejdsløshed var op gennem 80èrne og 90èrne Her gjorde man noget meget smart; man lavede forskellige orlovsordninger; forældreorlov, uddannelsesorlov og iværksætterydelser. Her kunne ansatte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i et års tid for at passe børn, tage ny uddannelse eller forsøge at starte virksomhed op. Det kunne gøre, at en ledig kom ud og fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg har selv prøvet både forældreorlov, hvor jeg gik hjemme og passede mine børn, som havde nået skolealderen. Og var også i gang med en uddannelse til social- og sundhedshjælper, lige før det lukkede ned med de ordninger omkring år 2000.

Groft sagt er vi ved at få skabt et a og et b hold ude på arbejdspladserne, et a og et b personale og med regeringens, fagforeningernes og arbejdsgivernes om end ikke velsignelse så deres billigelse. Her tænker jeg på ledige, som ansættes som billig arbejdskraft i løntilskudsstillinger, ulønnede praktikker og nyttejob. En dagpengemodtager tjener lidt under 100 kr. i timen og en kontanthjælpsmodtager omkring 65 kr. i timen i sådanne ordninger, når man altså omregner deres ydelse til 37 timer. Hvilket jo er langt under overenskomstmæssig mindsteløn, som vist er omkring 114 kr. i timen.

Man har i befolkningen været dybt forarget over, at Østarbejdere kommer herop og bor under kummerlige forhold og arbejder til langt under mindstelønnen. Men med de ledige er det åbenbart legalt, for det er jo til de lediges eget bedste; det er så de kan få tilknytning til arbejdsmarkedet igen. Hvilket i øvrigt meget sjældent sker. Jeg kalder det groft misbrug af billig arbejdskraft og offentlig erhvervsstøtte til private arbejdsgivere. Som f.eks. kan være dagligvarebutikker. En dagligvarebutik af en ganske almindelig størrelse kan nemt have 2-3-4 kontanthjælpsmodtagere ansat i ulønnet praktik. De laver nøjagtig det samme som det fastansatte personale; de sidder ved kassen og fylder varer på hylder.

Det offentlige har sparet over 30.000 stillinger væk, og samtidig har man oprettet omkring 9000 støttede stillinger. Hvad lugter det af? Det lugter af, at man nu forsøger at erstatte ordinært ansatte med folk i støttede stillinger. Dermed har man ind af bagvejen indført løntrykkeri og en væsentlig reduceret timeløn. Jeg ved ikke, hvor fagbevægelsen har været henne i den her proces. Men p.g.a. den individualisering, der som sagt også er opstået blandt folk på overførselsindkomster, så protesteres der ikke i disse grupperinger. Og det gør man ikke, fordi man er angst for at miste sin kontanthjælp eller sine dagpenge. Og så har et system sine borgere der, hvor de gerne vil have dem. Passiviseret.

Sådan som jeg husker det, så kunne man tilbage i 70èrne og 80èrne mønstre flere tusinde til arbejdsløshedsdemonstrationer. I dag skal vi være heldige, hvis der kommer 50. Individualisering har gjort, at den ledige påtager sig hele skylden for sin egen arbejdssituation. Hvor man før hen ville sige, at det er ikke kun min egen skyld, at jeg ikke har noget arbejde, det er også samfundets skyld, for jobsene er der ikke. Og det er de heller ikke i dag, uanset om hvor meget man forsøger at presse de ledige ud i jobs, og hvor meget man forkorter dagpengeperioden og sænker ydelserne. Så er der ikke kommet flere i arbejde.

Den ledige går i overført betydning rundt med en glasklokke på hovedet og føler sig isoleret fra omverdenen. Han hører gang på gang, at han er doven og ikke gider bevæge sig ud og finde et job. Samfundet taler om ret og pligt, og man skal yde før man kan nyde. Det giver den ledige dårlig samvittighed, for han kommer til at føle, at han har ikke gjort nok. Han får mindre selvværd og mindre selvtillid. Det er ikke særlig befordrende, når man skal ude at søge job. Man kan spørge sig selv, hvorfor denne individualisering er blevet så fremtrædende i disse år. En kapitalistisk markedsøkonomi med et næsten ubegrænset vækstkrav er en af årsagerne. Helt personligt mener jeg, at vi skal overveje, om vi overhovedet har brug for mere vækst. Har vi brug for flere materielle goder? Vi producerer og producerer og den økologiske balance bliver forrykket,og miljøet ødelægges.

Vi får nok ikke en arbejder at se som min far og svigerfar. Men vi skal med vold og magt bekæmpe den skævvridning af arbejdsmarkedet, som jeg her har beskrevet. Vi skal ikke have et arbejdsmarked, hvor nogen er inde og nogen er dømt ude. Nogle har gode jobs og fede lønninger, og andre må klare sig med lønninger på kontanthjælpsniveau og meget ringere ansættelsesforhold. Selv tror jeg på, at på grund af meget mere teknologi også indenfor velfærdsområderne.; vi har set robotstøvsugere og vaskemaskiner til personlig pleje af ældre, så bliver der brug for færre ansatte både i det private og det offentlige.

På grund af de seneste års reformer, bl.a. med den højere pensionsalder, så skønnes det, at den danske arbejdsstyrke vil vokse med 350.000 mennesker frem mod 2050. Det ligner forholdene tilbage i 60èrne og 70`erne, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Så derfor var det måske en ide at se på, hvordan vi bedre kan fordele arbejdet. Måske skal vi ikke arbejde 37 timer om ugen. Måske er en arbejdsuge på omkring 30 timer mere realistisk. Vi skal igen have en stærk fagbevægelse, der kæmper ikke kun arbejdernes sag men også de lediges.

Vores styre kører det man kalder nødvendighedens politik, og det er lige meget, om det en rød eller en blå regering. Når man gør det, så går man på kompromis med sine ideologier. Så er det eneste formål at spare flere penge. Med den konsekvens, at det ofte er de svage grupperinger i samfundet, som må indskrænke sig. Ikke kræve unødige velfærdsgoder. Mærkværdigvis er det aldrig de store virksomheder og bankerne, der må holde for. Det selvom virksomhederne gennem kriseårene har opsparet omkring 120 mia. kr.. Og kommunerne omkring 35 mia kr., som ligger rundt omkring i kommunekasserne. Så er det helt uforståeligt, at vi skal blive med at skære ned på velfærdsgoderne. Derfor får vi selvfølgelig også et samfund med større skel mellem rig og fattig, og det har vi jo allerede. Og er det det, vi ønsker os? Personligt mener jeg nej!

Til slut vil jeg præsentere denne bog ”Randers Historier. Arbejdsløses og syges møde med et sygt system.” Den har jeg lavet i efteråret 2013, og hvis den have været lavet i dag, så havde den været dobbelt så tyk, for der kommer flere og historier til. Vi er en stor stak aktivister i Randers, som er på gaden hver uge for at aktionere. Når jeg så snakker med folk i gaderne og fortæller, at jeg protesterer mod nedskæringer på velfærden, så siger mange, at det er også forfærdeligt, det der sker, og det er godt, vi gør noget. Mens andre siger, at det kan de ikke forstå, fordi vi har da masser af velfærd i Danmark. Så fortæller jeg dem nogle historier fra det virkelige liv, og så må de give mig ret.

Til allersidst vil jeg fortælle en historie om en kvinde, som jeg talte med for nogen tid siden. Hun havde lige været oppe ved sin læge, for hun havde tabt sig temmelig meget på meget kort tid. Lægen sagde til hende, at hun var underernæret og anbefalede hende at spise nogle kosttilskud. Det havde kvinden imidlertid ikke råd til at købe, for hun var på kontanthjælp og havde kun ca. 1200 kr. tilbage at leve for, når hun havde betalt alle sine regninger. Men det var ikke det værste; hun var også sendt ud i en ulønnet praktik som kirkegårdsmedhjælper. Hun kunne godt lide arbejdet, men var også godt klar over, at hun ikke kunne blive efter de 3-4 måneder. Arbejdet var desuden til tider fysisk krævende. Så er det bare, at jeg bliver meget vred. For hvis Randers kommune ville ansætte hende på ordinære betingelser, så kunne det være, hun kunne få bare 50 kr. mere i timen og komme op og få en overenskomstmæssig mindsteløn. Så kunne hun også have råd til at købe nogle ordentlig mad.

Helle Nielsen, formand for Landsforeningen Lediges Vilkår