Hvad er en imam?

De sidste 10-15 år har der været en on-going debat om muslimer, islamister og rabiate imamer, der desværre i mange tilfælde bygger på uvidenhed, manipulation, generaliseringer og benægtelse af fakta. Det bliver gang på gang påstået, at Islam i sig selv er en kvindeundertrykkende, voldsforherligende ideologi, der udgør en trussel imod de såkaldte "danske værdier". Jeg vil i den kommende tid forsøge at gøre op med nogle af de fordomme og fejlantagelser, der præger debatten.

I første omgang tager jeg fat på imamernes rolle. Jeg har lagt mærke til, at der forekommer en generel misforståelse af, hvad en imam er. Det hænger nok sammen med, at man (ubevidst) sammenligner med præster og forestiller sig, at imamer nok er en slags muslimsk præst.

En præst (i hvert fald i den luthersk evangeliske tradition) er en skriftkyndig "formand" for en menighed. I Danmark er præsten ansat og lønnet af staten og repræsenterer dermed statskirken og dennes liturgi og fortolkning af kristendommen. Præsten er "Guds forlængede arm på jorden" og dermed er han menneskets bindeled til den guddommelige sandhed.

En imam er "blot" en bønneleder. Hvis jeg beder herhjemme sammen med mine veninder, er jeg imam. Når min mand beder sammen med børnene, er han imam. Der er ikke nogle særlige krav til imamens uddannelse, viden eller opførsel. Der er nok omkring 50-100 hovedretninger indenfor Islam. Indenfor disse retninger er der igen forgreninger af mindre eller større "menigheder", der følger forskellige retsskoler, filosoffer og fortolkninger af Islam. Den enkelte imam står kun til regnskab overfor den menighed, han eller hun kan samle omkring sig i bønnen.

Hvis man ikke vil følge den enkelte bønneleder, lukker man ørerne og udfører sin bøn uafhængigt af ham eller hende. Når vi er i en moske, følger vi den bønneleder, der er. Hvis man kommer ofte i den samme moske, lytter man nok ekstra meget til, hvad imamen siger. Hvis man synes, at det er noget vrøvl, kritiserer man imamen, eller finder en anden moske. 
Den enkelte imam har ikke mere autoritet, end hans "følgere" giver ham. Han har ikke mere ret til at "udlægge teksten" end jeg har.

Problemet med f.eks. Grimhøjmoskeen, moskeen på Ørbækvej i Odense og Taiba-moskeen i København, for bare lige at nævne et par stykker, hvor der muligvis findes imamer med udemokratiske og "ekstreme" holdninger, er ikke den enkelte imam. Problemet er, at disse imamer har et følge. Problemet er, at en eller anden andel af de danske muslimer har de holdninger, som imamerne giver udtryk for. Holdningerne bliver ikke skabt af imamerne.

Jeg synes, som dansk muslim, at det er dybt problematisk, at vi som samfund ikke bruger flere kræfter på at undersøge, hvor de ekstreme holdninger kommer fra, hvorfor de trives i visse kredse og hvordan man kan komme dem til livs, eller i hvert fald minimere dem. Jeg græmmes over al den tid, der bliver spildt på at diskutere en enkelt imams forskruede holdninger. Jeg ærgrer mig over, at debatten koges ned til at handle om, hvorvidt man bør jævne moskeen med jorden eller ej.

I stedet burde blikket rettes på de holdninger og værdier, der ødelægger mennesker. Ødelægger liv. Skaber had i stedet for kærlighed, splid i stedet for fred og fællesskab. For mig er Islam nemlig menneskeværd, liv, kærlighed, fred og fællesskab. Og sådan oplever jeg det er blandt langt langt de fleste muslimer!

Hvorfor trives ufreden, hadet og menneskefjendligheden så blandt muslimer? Formodentlig af nøjagtig de samme årsager, som de selv samme værdier styrer resten af verden i dag. Muslimer er fuldstændig som alle andre mennesker. Ulighed, splittelse og stigmatisering skaber et falsk behov for kontrol, magt, hævn og straf. Selvhad, mindreværd, frygt og afmagt får mennesker til at handle dybt irrationelt i strid med deres egen natur.

Den onde cirkel brydes kun ved, at vi er nogle, der insisterer på kærligheden og freden. At vores fokus er på tilgivelse og forsoning. På, at vi alle skal kunne leve sammen på denne lille klode. Dét kræver om noget medmenneskelig forståelse frem for fordømmelse! Så prøv lige at vise lidt forståelse, venner! Undersøg, hvad der ligger til grund for de holdninger, vi gerne vil af med. Undersøg, om modstanden og modviljen kan bekæmpes med det gode i stedet for at sætte hårdt mod hårdt. Stil spørgsmålstegn, vær nysgerrig og ikke-dømmende.