Har vi glemt, hvad racisme egentlig er?

Da mit seneste blogindlæg har affødt en del debat, vil jeg her forsøge at præcisere, hvad jeg mener, at racisme er for en størrelse. 

Racisme er både et juridisk begreb og en samlebetegnelse for de holdninger og ytringer, der vurderer befolkningsgrupper og folkeslag, på beggrund af generaliseringer ud fra karakteristika, der tillægges grupperne, og som derfor bruges til at karakterisere enkeltindivider, der er en del af pågældende gruppe.

Det er strafbart at diskriminere på baggrund af folks etnicitet og herkomst. Rent juridsk har vi i Danmark en paragraf i straffeloven, der populært kaldes ”racismeparagraffen”, men som også dækker over andre former for diskrimination. Racismeparagraffen bruges ved diskriminerende adfærd. Det er sådan nogle sager som når et diskotek vælger ikke at lukke en bestemt gruppering af mennesker ind på baggrund af deres udseende/etniske herkomst.

Men racisme er også andet end diskriminerende adfærd, der falder ind under ovennævnte lovgivning. Racisme er også en holdning, der manifesterer sig i sproget, billedsproget og ikke mindst i de præmisser, ud fra hvilke, vi vurderer andre mennesker.

I Sverige har man de seneste år diskuteret racisme ud fra nogle lidt andre betingelser end i Danmark. De fleste har nok hørt debatten om Pippi Langstrømpes far, der ikke længere er ”negerkonge”. I Danmark har vi også diskuteret, om betegnelsen ”neger” er racistisk. Det bliver ofte brugt som argument, at det jo er et gammelt begreb, der tidligere var den helt gængse betegnelse for mennesker af afrikansk afstamning. Det bliver også brugt som argument, at brugen af begrebet ikke nødvendigvis hænger sammen med en intention om racisme.

Og det er her, det bliver rigtig interessant. Skal der være en racistisk intention, før man kan betegne en bestemt adfærd eller sprogbrug som racistisk? Hvis vi sammenligner med andre former for diskriminerende adfærd, er det åbenlyst, at intentionen ikke behøver at være til stede, for at vi vil betegne noget som diskrimination.

Hvis man f.eks. bruger betegnelsen ”kællinger” om kvinder, eller mener at kvinder skal ”tage hjem og passe kødgryderne”, så er det sexistisk, uanset i hvilken sammenhæng, det er sagt eller skrevet. Det er altså selve udsagnet, og den holdning, det repræsenterer, vi vurderer på baggrund af, og ikke personen der fremsiger udsagnet. Det bliver ikke mindre sexistisk af, at afsenderen påstår, at det er ”sagt i sjov” eller at det er sagt af en person, vi ved, absolut ikke har sexistiske holdninger. Udsagnet er sexitisk i sig selv.

Det samme gør sig gældende for racistiske udsagn. Jeg vil illustere det med et par eksempler fra den virkelige verden. Det er begge eksempler, jeg har oplevet i løbet af de sidste par dage.

Eksempel 1: En kvinde har lige afleveret sin datter på en højskole. På vejen hjem, taler hun med en af de andre forældre og siger: - Så du alle de der indvandrerdrenge, der sad ovre i hjørnet? Jeg er så bange for, at de vil gøre min datter noget, hun er nemlig lesbisk. Min umiddelbare tanke var, at der for det første slet ikke var nogen gruppe af indvandrerdrenge. Der sad en masse forskellige mennesker med forskillig etnisk beggrund, der ikke var kommet til højskolen som en gruppe, og ikke selv havde valgt, hvor de skulle sidde. For det andet generaliserede hun ud fra en fordom om, at alle ”indvandrerdrenge” (hvad det så end betyder) qua deres etniske/kulturelle/religiøse baggrund har noget imod lesbiske og at de vil ”gøre hende noget”.

Eksempel 2: Jeg overhører en diskussion om nye film i en gruppe venner. De kommer ind på en meget succesfuld filminstruktør, som de alle sammen er enige om, ikke er specielt god. Èn fortæller, at instruktøren er jøde, hvorefter en anden svarer: - Ja, det forkarer jo meget godt hendes succes i Hollywood. Alle er enige om, at det må være forklaringen på hendes succes. Det forudsættes altså, at det ikke er fordi hun laver nogle gode film, eller at der er mange mennesker, der godt kan lide hendes film, at hun har succes. Men at hun har nogle forbindelser qua sin etniske/kulturelle/religiøse bagrund, der (uretmæssigt) har fremmest hendes karriere.

Begge eksempler viser en form for hverdagsracisme, der måske ikke er specielt farlig, men som i hvert fald er meget udbredt. Jeg tror ikke, at nogle af parterne i eksemplerne vil betegne sig selv som racister og de kunne formodentlig aldrig finde på at udvise racistisk adfærd i andet end ord. Du kan sikkert selv komme i tanke om adskillige gange, hvor du selv har oplevet det noget lignende.

Nu er der måske nogle, der vil sætte spørgsmålstegn ved, om den slags eksempler overhovedet kan betegnes som racisme, da ingen jo har nævnt noget om race, og at det ikke engang ligger implicit, at der skulle være en kategorisering eller rangordning af mennesker ud fra et racebegreb.

Racisme handler ikke nødvendigvis om race. Hvad er race overhovedet for noget? Der findes ikke forskellige menneskeracer, men vi har gennem tiden forsøgt at kategoriserer forskellige befolkningsgrupper og folkeslag ud fra noget, vi engang har kaldt race.

Tidligere var et bioligistisk racebegreb meget udbredt. At mennesket er defineret udfra sin genetisk arvemasse, og at verdens befolkning kunne deles op og rangordnes på baggrund af deres biologiske ophav. Det racebegreb findes vist kun i dag blandt de allermest tungnemme højreorienterede fascister. Raceteori som den fandtes for hundrede år siden er i dag fuldstændig videnskabeligt afvist.

I dag kategoriserer vi mennesker ud fra nogle andre forudsætninger, men resultatet er stadig det samme. At man som menneske har nogle medfødte eller tidligt indlærte træk, levevis og værdier qua vores etniske/kulturelle og religiøse ophav. Det baner vejen for en gruppering af menneskeracen i folkeslag og befolkningsgrupper. Det behøver ikke nødvendigvis at være et problem, så længe man er opmærksom på, at grupperingerne ikke er kategoriske og at grænserne mellem befolkningsgrupperne er flydende og i høj grad overlapper hinanden.

De befolkningsgrupper, menneskeheden pt. ofte opdeles i, er nogle gange bundet i geografi, landegrænser, sprog, kultur eller religion. Men kategoriseringen kan også gå på tværs af grænser, på tværs af religioner, på tværs af sprog. Kategorierne er ofte bundet op på en eller anden bagvedliggende politisk eller moralsk agenda. Vi i Danmark kalder f.eks. os selv for ”vestlige” og havner dermed i den samme kasse som vore allierede i NATO, FN og andre af de organer, der binder vores del af verden sammen med dem, vi har allieret os med politisk. I USA betegner man hele den spansktalende del af befolkningen som ”latinoer”, selvom de kommer fra vidt forskellige lande og har været bosiddende i USA i forskellig tid. Der kan ofte være en sympatisk hensigt med at opdele folk i grupper, og det kan lette kommunikationen at vi kan ty til den slags generaliseringer.

Det store problem opstår, når vi alt for kategorisk putter folk i kasser og vi også rangordner eller i hvert fald vurderer de forskellige folkeslags karakteristika, der jo i bedste fald er blevet til på baggrund af en grov generalisering og i værste fald alene bygger på fordomme. Vi tillæger pludselig enkeltmedlemmer af gruppen de samme karakteristika som vi har tillagt gruppen som helhed.

Når vi derfor afviser udsagn som racistiske, fordi intentionen ikke er racistisk, tager vi fejl. Udsagn, der bygger på en præmis om at menneskeheden kan opdeles i folkeslag og grupperinger med bestemte karakteristika og at vi derfor kan karakterisere og vurdere enkeltpersoner på baggrund af deres etniske/kulturelle/religiøse baggrund, er diskriminerende og racistiske, uanset, at det ikke var formålet med udsagnet. Så lad os alle sammen tænke os godt og grundigt om og tage et opgør med racismen. Ikke kun den, der kan få os dømt efter racismeparagraffen, men også den hverdagsracisme, der desværre er alt for accepteret og alt for udbredt. Lad holde op med at reproducere de racistisk strereotyper, både i ord og handling. Og lad os sammen påpege racismen, hver gang, vi får øje på den!