Annonce
Et år efter valget – Hvad nu Enhedslisten?
Et år efter Helle Thorning-regeringens tiltræden står Enhedslisten i en markant anden situation end tidligere. Partiet står, som det ser ud nu, alene i forsvaret for den solidariske velfærdsmodel og afvisningen af en nyliberalistisk samfundsudvikling. Det forpligter.
Enhedslisten står i en ny situation. Da Enhedslisten blev grundlagt havde vi et socialdemokrati, som godt nok var på vej mod højre, men som dog fastholdt vigtige dele af den socialdemokratiske arv – herunder f.eks. en keynesiansk økonomisk teori, og stod for en fastholdelse af forsvaret for den nordiske velfærdsmodel. Og vi havde et SF, som var et venstreorienteret eller venstresocialdemokratisk parti.
I dag er landskabet forandret. Når vi ser på SF og Socialdemokraternes praksis, på det aktuelle regeringsprogram, på regeringens 2020-plan og på den række af tiltag, der er blevet gennemført af regeringen, må det konstateres, at S og SF linje i bedste fald er socialliberal – mere end den er venstreorienteret. Partierne har grundlæggende accepteret nyliberalismens økonomiske dogmer: Fordelen ved lavere marginalskat, behovet for at øge den økonomiske afstand mellem arbejdsløse og beskæftigede, ønsket om øget arbejdstid, behovet for en mindre offentlig sektor, behov for lavere lønninger etc. Regeringen står på alle afgørende økonomiske spørgsmål, for en forsættelse af den nyliberalistiske økonomiske politik, som vi kender fra de sidste ti år.
Det betyder, at vi står i den paradoksale situation, at vi har et politisk landskab med et enormt hul mellem de to (eller tre) socialliberale partier på den ene side, og Enhedslisten – som traditionelt har været opfattet som et ret yderligtgående venstreorienteret parti på den anden.
I mellem disse to positioner befinder sig efter min mening en ganske stor del af befolkningen, mennesker som holdningsmæssigt er tilhængere af velfærden, ønsker mere regulering af markedskræfterne, mere solidaritet, mere lighed, og som er modstandere af nyliberalistisk nedskæringspolitik. Men som ikke nødvendigvis som udgangspunkt deler hele Enhedslistens samfundsforståelse eller ønsket om vidtgående samfundsforandringer i socialistisk retning. Disse mennesker står pt. politisk hjemløse.
Denne udvikling er ikke kun sket inde for det seneste år – socialdemokraternes forfaldshistorie er længere, og er ikke isoleret til Danmark. Men det er først efter valget, at det her i Danmark er blevet så tydeligt, og er gået op for så mange, i hvor høj grad Socialdemokraternes og SFs ledelse har opgivet venstreorienterede standpunkter og overtaget en nyliberalistisk dagsorden.
Nyt landskab
Som jeg ser det er der tale om en markant og historisk ommøblering af det politiske landskab. Og en udvikling, der stiller Enhedslisten i en markant anderledes situation end tidligere.´Enhedslisten er pt. det eneste politiske parti, der modsætter sig nyliberalistisk politik og vil forsvare den nordiske velfærdsmodel, og de rettigheder og vilkår som arbejderklassen/befolkningen har tilkæmpet sig op gennem det sidste århundrede.
I Enhedslistens program er der lagt vægt på, at det er en hovedopgave på kort sigt er at bekæmpe nyliberalismen, og at bygge de bredest mulige alliancer op med dette formål. Men problemet er bare i dag, at der ikke rigtig er nogle andre partier at bygge alliancer med om dette projekt. Enhedslisten står på den politiske scene pt. meget alene.
Enhedslisten har historisk i høj grad defineret sig i relation til S og SF. Som den frække lillebror. Som korrektivet. Som vagthunden. Men giver denne rolle mening i en situation, hvor det ideologiske fællesskab med S og SF er svært at få øje på i den praktiske politik?
Hvad betyder det for Enhedslisten?
Hvad bør Enhedslisten gøre i denne nye situation? Hvad er partiets opgave, Hvad er den nye rolle? Det er en diskussion som presser sig på. Jeg mener, at et socialistisk parti altid bør analysere og vurdere den situation og det politiske landskab man står i. Vurdere hvordan man bedst i den specifikke situation fremmer partiers langsigtede mål.
Mit umiddelbare svar er, at Enhedslisten opgave må være, at påtage sig opgaven med at samle bredest muligt blandt alle de danskere, der er imod den nyliberalistiske udvikling, og som vil forsvare og udvikle velfærdssamfundet. Blandt alle de danskere som lige nu står dybt skuffede of frustrerede over at de partier, som de havde sat deres lid til. Også dem, som ikke nødvendigvis køber hele pakken, og deler Enhedslisten mere langsigtede mål.
Vi skal give dem en plads, en stemme - og dermed også et håb og en tro på at der er alternativer, til fortsat nyliberalistisk udvikling og underminering af den solidariske velfærd. Enhedslisten skal fylde det hul, som S og SF har efterladt. For der er ikke andre til at gøre det.
Ikke fordi det er et mål i sig selv at blive store, men fordi det at blive større og stærkere, er en forudsætning for at nå vores mål – både på kort og lidt længere sigt. Hvis ikke den nyliberalistiske offensiv bremses og vendes, så er det umuligt at forestille sig en socialistisk samfundsudvikling i Danmark. Og der er ikke andre end Enhedslisten der lige nu kan tage den fejde.
Udviklingen er allerede i gang. Enhedslisten har siden valget oplevet en markant fremgang – både i medlemmer og i vælgere. På trods af et kort tilbageslag efter sommerens revolutionsdebat – har udviklingen vist, at intet tyder på, at der skulle eksistere et ”glastag”. For første gang nogensinde udgør Enhedslisten en vælgermæssig trussel mod S og SF. Også i andre lande oplever den antikapitalistiske og socialistiske partier en utraditionel fremgang.
Måske vil en sådan udvikling tvinge S og SF tilbage mod venstre, sådan som det skete i f.eks. Holland. Måske vil Enhedslisten vokse sig større end de gamle partier på venstrefløjen, hvis de fortsætter udsalget. Det er svært at forudsige. Men begge ting forudsætter, at Enhedslistens griber opgaven – og arbejder for at blive et stort parti.
Hvad kræves der af Enhedslisten?
Men hvad kræver det, hvis Enhedslisten skal kunne fylde hullet – og blive et alternativ for de titusinder eller hundredetusinder af mennesker, som lige nu føler sig politiske hjemløse.
Det første er at tage beslutningen. Beslutningen om at vi går efter at blive et stort parti. Det handler også om vores egen selvforståelse. Vi skal væk fra ”småparti-mentaliteten”. Fra dengang hvor vi alle kendte hinanden, kendte de samme sange, og nikkede indforstået til hinanden, når vi refererede til borgerlønsdiskussionen i 90´erne eller påskestrejkens lærestreger. Vi skal kulturelt åbne os op.
Samtidig skal det gøres helt klart – udadtil og indadtil, at Enhedslisten er et bredt og rummeligt socialistisk parti. At man ikke behøver, at være enig i alt, eller have læst kapitalen forfra og bagfra for at høre hjemme hos os. Vi skal acceptere, at vores parti samler mennesker - først og fremmest som vælgere, men også som medlemmer, som ikke (i hvert fald ikke som udgangspunkt), køber hele pakken, men som deler synet på de aktuelle opgaver. At der både er plads til de rødglødende revolutionære, til dem hvor ilden brænder lidt mere forsigtigt og til dem, der lægger mere vægt på at skabe forbedringer i morgen, end på hvad der skal ske ude i fremtiden. Mange vil formentlig gradvist rykke sig længere til venstre, og det skal vi bidrage til – men det sker ikke fra den ene dag til den anden.
Selvom vi ikke altid tager højde for det, er Enhedslisten de facto allerede i dag et langt mere politisk heterogent parti end for ti år siden – både medlemsmæssigt og vælgermæssigt.
I vores kommunikation skal vi i høj grad tage udgangspunkt i den fælles platform vi har med de politisk hjemløse. Forsvaret for den nordiske velfærdsmodel. Kritikken af finanssektorens dominans. Kampen for øget lighed. Trygheden i ansættelse og ved arbejdsløshed. Modstanden mod privatisering og udlicitering – you name it.
Det er også helt afgørende at få afkræftet nogle af de myter og skræmmebilleder om Enhedslisten, som bliver og vil blive brugt – ikke mindst af et socialdemokrati, der føler sig truet. Det er f.eks. afgørende, at det nye principprogram, som vi skal vedtage ikke kan udlægges som antidemokratisk eller voldeligt. At vi er klokkeklare på spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder mm. (Mere om principprogrammet i en kommende blog)
Er det en højredrejning?
Spørgsmålet er selvfølgelig om det, at give plads til større bredde er det samme som at rykke sig politisk mod højre? Risikoen er der altid. Tungen skal holdes lige i munden – og det lange sigte skal hele tiden fastholdes. Men at give plads til mere bredde betyder jo blot at give plads til flere synspunkter. Og at kæmpe for en bredere venstreorientere politik, forsvare den solidariske velfærd, og bekæmpe nyliberalismen på kort sigt, forhindrer på ingen måde at sigte efter mere vidtgående forandringer på længere sigt.
Faktisk tvært imod. For en socialistisk orienteret reformpolitik, der bremser og vender den nyliberalistiske udvikling, vil medføre forskydninger i samfundets magtforhold, som vil bringe os tættere på vores mere langsigtede mål. Og netop mødet med de grænser for forandringer, som reformpolitikken med stor sandsynlighed støder på, kan øge tilslutningen til mere vidtgående sociale og økonomiske forandringer i socialistisk retning. Kun hvis man er tilhænger af elendighedsteorier, og mener, at små skridt, står i vejen for de store, bør man være bekymret.
Jeg havde engang en ven i fra det salvadoranske kommunistparti, – Octavio hed han. Jeg spurgte ham dengang hvordan kommunistpartiet kunne indgå i et parti (FMLN) som også omfattede socialdemokrater og reformister. Han svarede, at han så det lidt som en togrejse:´
De første mange stationer skulle han samme vej som socialdemokraterne, og så var der jo ingen grund til ikke at følges ad, så man var stærkere sammen. På et tidspunkt ville nogle stå af toget, senere igen ville andre stå af - mens nogle – blandt andet ham - ville helt til endestationen.
Er det ikke lidt den samme situation vi står i i dag? Er det ikke vores pligt at samle alle de mennesker, som her og nu og formentlig i en god tid fremover er enige med os om vejen fremad – selvom vi ikke nødvendigvis er enige om hvor rejsen ender.
Er det ikke vores historisk opgave at samle alle de mennesker, som er socialister og venstreorienterede og som pt. kun har os til at repræsentere deres holdninger?
Uanset hvad, er vi i hvert fald nødt til at forholde os til den nye situation vi står i.
- Pelle Dragsted's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Pelle Dragsted
Kommunikatør, aktivist og debattør
37 år. Bor med kæreste og to børn i kollektiv i København.
Medlem af Enhedslisten og ansat som politisk rådgiver hos Enhedslisten på Christiansborg.
Jeg blogger for at skabe debat og dialog om venstrefløjens udfordringer og dilemmaer – både de dagsaktuelle og de strategiske og langsigtede.
Mit eget udgangspunkt er det udogmatisk marxistiske. Nytænkning og fornyelse er en konstant nødvendighed i en verden, der forandrer sig, men må aldrig blive synonymer for højredrejning eller betyde, at vi skyller barnet ud med badevandet.
Annonce
Kommentarer
Pelles indlæg er på samme tid visionært og utroligt indskrænket.
Det visionære: Pelle har indset, at EL nu har mulighed for at udfylde et meget bredere spektrum af den politiske arena end tidligere på grund af SD og SFs højredrejning. Det er rigtigt.
Til gengæld er analysen indskrænket på den måde, at politik i Pelles indlæg er synonymt med Folketingstaktik. Det er for et socialistisk parti en meget reduktionistisk måde at anskue politikken på. Pelle nævner selv et bredere aspekt, der i øvrigt ikke forstyrrer hans Christiansborgisme, nemlig at SD og SF’s højredrejning er et internationalt fænomen.
Og der ved vi jo, at det skyldes at den internationale finanskapital og dets markedsbehov sætter rammerne for, hvad der overhovedet kan ske i den politiske arena herunder også i Pelles Christiansborg. For er socialistisk parti burde det være ret indlysende, at kampen for socialismen foregår internationalt. Succes vil kræve et internationalt bredt samarbejde og en international strategi.
Men i forhold til vores hjemlige andedam er Pelles indlæg skuffende på den måde, at han tror, at det gab, der er opstået mellem EL og de socialliberale SD og SF partier kan udfyldes med gammeldags SD politiske mærkesager som forsvaret for velfærdsstaten.
Det kunne her være interessant at diskutere velfærdsstaten i mere nyskabende sammenhæng: Kan det virkeligt være meningen at EL skal overtage SD’s fallerede velfærdsstatsprojekt? Eller kunne der vindes noget ved at tænke ”ud af boksen” og formulere en mere virkelighedsnær og offensiv politik end blot at forholde sig defensivt til den fortløbende afvikling af velfærdsstaten.
Jeg er ikke ar den opfattelse af det SDske projekt bør overtages af EL, men EL burde tænke forsvaret for levestandard og for de marginaliserede ind i en ny og offensiv sammenhæng. Eksempler på områder: Kan man ikke demokratisere velfærdssystemet? Hven siger, at det skal være staten eller kommunen, der skal bestemme over skatteydernes penge og ikke de grupper, det er meningen, de skal komme til gode. Ungdomshusets kamp på Jagvejen for at blive offentlig anderkendt, men uden kommunal politisk indblanding kunne måske danne model for, hvordan velfærdsområdet skal tænkes. Hvordan er med arbejdsmarkedet? Kunne man ikke tænke i andre baner end at ævle med på den borgerlige beskæftigelsespolitik, og i stedet kræve, at ledelsesretten bliver revideret, så folk kunne deltage direkte på virksomhederne med at løse problemet med manglende arbejdspladser. Dette er bare nogle eksempler, som sikkert ikke bliver til noget, men ideen er at tænke EL på en anden måde end den traditionelle venstre – højre dikotomi.
EL bør efter min opfattelse tænke sig selv, som partiet, der overkommer den gamle splittelse i arbejderbevægelsen mellem reformister og revolutionære, og formulerer en helt ny politik hinsides de gamle rammer og forestillinger. Det vil med garanti ikke blive nemt. Det vil kræve et stort analyse arbejde at definere nye poltiske mål og en bred poltik. Men blot at overtage SD's velfærdstatsmodel, som de selv har forladt, er intellektuel dovenskab.
PÅ dette punkt er Pelles indlæg skuffende konservativt.
Jeg er enig i Pelles analyse og strategi.
Jeg tror at strategien har fremtiden for sig.
Da nedskæringspolitikken blev lanceret i Europa for et par år siden, afviste Trichet – dengang præsident for ECB – at det ville gå ud over væksten og skabe arbejdsløshed; tværtimod: når der kom orden i statsfinanserne, ville forbrugere og investorer forbruge og investere på livet løs, fordi de ville få TILLID. Da tilbageslaget var en kendsgerning, modereredes sådanne udsagn til at det snart ville gå over. Og nu, da katastrofen står for døren, er løsningen tilsyneladende en europæisk forbundstat. Forløbet kan give mistanke om, at katastrofen var planlagt, med smadrede velfærdsstater, smadrede fagforeninger og – måske – en superstat til at holde orden på minimalstaten. Et nyliberalt drømmescenarium.
Men også højt spil. En politisk polarisering er på vej i Europa. Reaktionen på kalamiteterne kan gå begge veje, mod nationalisme eller socialisme, men fx Syriza's 27% i det sidste græske valg giver grund til optimisme. Når krisen virkelig kommer til Danmark – og det gør den, trods Corydon's besværgelser – kan EL få den samme tilslutning.
På denne baggrund er det ”indlysende at kampen for socialisme foregår internationalt”, som Francesco skriver. Er nogen uenig? Tror nogen at Danmark mutters alene kan gennemføre socialisme, eller blot noget der ligner? Nej, og her er min pointe altså at den almene europæiske krise styrker mulighederne for en 'bred strategi'. (Jeg tror for øvrigt heller ikke at nogen i EL er uenig i vi må gå på to ben, mobilisering uden for Folketinget og så det parlamentariske arbejde. Frygter Francesco at Pelle vil aflyse den aktuelle kampagne i fagforeninger, uddannelsesinstitutioner osv. op til finanslovsforhandlingerne?).
I første omgang er det selvfølgelig en defensiv strategi. Men her tror jeg at Pelle har ret i ”at mødet med de grænser for forandringer, som reformpolitikken med stor sandsynlighed støder på, kan øge tilslutningen til mere vidtgående sociale og økonomiske forandringer i socialistiske retning”. Hvis reformkravene får tilstrækkelig opbakning, og hvis deres politiske fortalere (EL) har tilstrækkelig beslutsomhed, leder de næsten naturnødvendigt ud over sig selv, i retning af systemoverskridende strukturreformer (et fint ord, for resten, som venstrefløjen bør generobre).
Reformkrav vil give øgede offentlige udgifter, til offentligt forbrug (især i de udsultede kommuner) og til modtagere af overførselsindkomster. Det kræver højere skatter, og hvis reformflertallet er stærkt – igen: både i og udenfor Folketinget, med 90 mandater i Folketinget som absolut betingelse (det hedder demokrati) – så kan det også sætte igennem, at skatterne falder på kapitalen (erhvervslivet) og de mere velstående.
Så vidt, så godt. Men så kommer den traditionelle stopklods, der dømmer en sådan politik 'uansvarlig': Det vil gå ud over konkurrenceevnen, altså på sigt ruinere landet.
Det bliver prøvestenen for reformflertallet. For man kan nu enten aktivere back gearet, eller man kan radikalisere politikken.
Hvordan? Et par bud:
a) Krav om at virksomhederne bruger alle de penge, som de for tiden har liggende, til investeringer, der fremmer produktiviteten og dermed konkurrenceevnen,
b) Lønstop for direktører og højtlønnede, - det vil sænke omkostninger og igen fremme konkurrenceevnen (man kunne selvfølgelig også foreslå at almindelige lønmodtagere får 10 millioner i fratrædelsesgodtgørelse, i stil med den netop fyrede direktør i Vestjysk Bank, - det ville være en innovativ måde at begrænse arbejdsløsheden på ...)
c) Internationalt: Europæisk minimalløn, så lønnen til dels fjernes som konkurrenceparameter (tendensen i dag er jo at lønnen i de forskellige lande konkurreres ned i konkurrencen om den bedste konkurrenceevne). Tilsvarende europæisk minimal selskabsskat på fx 30%, så vi undgår at denne skat konkurreres ned (som tilfældet har været i mange år).
d) Forbud mod kapitalflugt, hvis virksomheder i protest mod omkostningsniveauet truer med at flygte til udlandet.
Alt dette indebærer mere demokratisk kontrol med kapitalen – og så er vi allerede et stort skridt på vej mod socialisme, forstået som at det er fællesskabet og ikke pengemagten, der træffer de store økonomiske beslutninger.
Anti-nyliberale reformer er – eller kan være – de første skridt mod 'revolution', forstået som socialistisk systemændring.
Jeg håber at langt flere blander sig i debatten. Det er vel nogenlunde det vigtigste, vi kan snakke om i Enehdslisten.
Francesco har ret i at velfærdssystemet også bør nytænkes, fordi det nuværende er knyttet til det økonomiske system (det er kun et "supplement" til systemet). Det er også værd at være opmærksom på, at det i princippet jo ikke er holdbart med alt for mange borgere på overførselsindkomst, altså flere end der behøver at være. Det vil det heller ikke være i et socialistisk samfund.
Men samtidig er det vigtigt at fastholde her og nu, at der ikke sker forringelser for de dårligst stillede, fordi vi ved af historisk erfaring, at en regulær forarmelse ikke er noget godt udgangspunkt for forandringer i positiv retning. Forarmelse kan give anledning til ekstrem højredrejning og fascisme.
Jeg er ked af at skulle hamre løs på den samme tromme. Men bloggernes og redaktionens totale ignorering af konkrete problemstillinger, i forbindelse med Enhedslistens politiske arbejde, får altså jævnligt skruet den gode gamle indignation helt op på 11!
F.eks. skrives der:
Partiet står, som det ser ud nu, alene i [...] afvisningen af en nyliberalistisk samfundsudvikling
Det er jo overhovedet ikke i tråd med virkeligheden, at fremstille Enhedslisten som et parti der konsekvent er beskæftiget med et opgør med liberalismen. Partiets nære økonomiske bånd til fagbevægelsen umuliggør ganske enkelt indtagelsen af denne, i øvrigt sympatiske position. Fagbevægelsen poster rigtigt store summer i venstrefløjen, ikke mindst Enhedslisten, hvorfor der desværre er rigtigt langt mellem konkrete tiltag i kampen for eksempelvis universelle rettigheder for Danmarks arbejdere. Istedet vælger man at gøre arbejdernes rettigheder til et produkt, der forvaltes mere eller mindre på markedets vilkår. Her er det altså svært ikke at drage paralleller til den liberalistiske utopi, hvor diverse grundlæggende goder og rettigheder sikres via forsikringer - hvor forskellen, mellem den liberales våde drøm om brugerbetaling og fagbevægelsens opkrævning af abonnementer for alt lige fra retten til overarbejdsbetaling til uddannelse, ligger må guderne vide.
Derudover stemte Enhedslisten også for Ole Sohns forslag om yderligere liberalisering af lukketidsbestemmelserne (den såkaldte "Giro-lov"). Igen forsvinder forskellene i tågerne og Enhedslisten ligner mindre og mindre et anti-liberalistisk parti. Jeg evner ihvertfald ikke at finde det springende punkt, der ikke gør lempelse af den statslige regulering af lukketidsbestemmelserne til et direkte liberalistisk projekt.
Måske den politiske rådgiver, der står bag det ovenstående blogindlæg, kan forklare mig hvordan Enhedslistens forhold til fagbevægelsen ikke er problematisk i en anti-liberalistisk kontekst og hvordan Ole Sohns lovforslag ikke er direkte liberalistisk politik?
Kære ex-butiksansat
1) Enhedslisten modtager ikke store midler fra fagbevægelsen. I øvrigt forstår jeg slet ikke hvad du mener med at en stærk relation til fagbevægelsen skulle være liberalistisk.. Og hvorfor du ikke mener, at Enhedslisten slås for rettigheder til lønmodtagerne. Vi gør da ikke andet.
2) Enhedslisten stemte ikke for lempelserne af lukkeloven
http://www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/l100/64/191/afstemning.htm#dok
Hej Pelle
1: Enhedslisten har selv (delvist) offentliggjort deres regnskab i Jyllandsposten og her fremgår det tydeligt, at fagbevægelsen (især 3F) er en betydelig bidragsyder. Udover økonomiske bidrag støtter fagbevægelsen så også på en lang række andre måder - eksempelvis ved at stille lokaler, arbejdskraft og materialer (IT-udstyr, masonitplader osv.) til rådighed. Hvis du er så naiv, at du tror fagbevægelsen yder denne massive støtte, for partiets blå øjnes skyld, så har jeg en smuk bro til salg i London du måske vil være interesseret i ;)
Ang. fagbevægelsens liberalistiske essens er ikke et spørgsmål om hvorfor de er liberalistiske. Jeg synes det ville være mere interessant, hvis du gad forklare mig hvorfor de ikke er liberalistiske. Du kunne starte med at nævne de universelle rettigheder, fagbevægelsen i nyere tid har sikret arbejderne? I min optik er der ikke nogen praktisk forskel mellem fagbevægelsens tilbud (mod betaling) om sikring af ens ret til overarbejdsbetaling osv. og så f.eks. et forsikringsselskabs tilbud (mod betaling) om behandling af sygdomme osv.
Den eneste grund til fagbevægelsen i dag kan eksistere er, at staten afholder sig fra at sikre det enkelte individ visse goder/rettigheder - hvis det ikke er noget nær et skolebogseksempel på liberalisme i praksis, så ved jeg vist ikke hvad liberalisme er.
2: Der er jeg for en sjælden gangs skyld rigtigt glad for jeg tog fejl! :)
Jeg forstår bare stadigvæk ikke hvor den offentlige indignation er blevet af?
Det er naturligvis flot, at Enhedslisten har stemt mod diverse forslag om ændring af lukkeloven og lukketidsbestemmelserne. Men kigger man på hvad partiet har lavet af praktisk arbejde og dets engagement i den offentlige debat, så falmer billede kraftedme meget. Seneste indlæg på jeres i øvrigt udmærkede hjemmeside stammer tilbage fra 2010 og består af et par linjers opvarmning fra Frank Aaen, til den, i sin tid, forestående valgkamp.
Er man på udkig efter deltagelse konflikten med Vejlegården er Enhedslisten imidlertid markant mere oppe på dupperne. Her finder blandt andet en fin temaside om konflikten, hvor overenskomster sammenlignes på kryds og tværs.
http://enhedslisten.dk/fakta-om-vejlegaarden-konflikten
Derudover blogges der på livet løs, på diverse blog, der stilles op til debatarrangementer og man har endda arrangeret en demonstration mod restauranten.
Her kan man ikke lade være med at spørge sig selv om hvor mange ansatte Vejlegården egentligt har - 20-30 stykker? I butiksbranchen er der så ansat over 200.000 personer.
Du må meget undskylde mig, men det virker altså en smule suspekt, at Enhedslisten er fyr og flamme, når 3Fs indtægter er i fare, mens man åbenbart ikke rigtigt gider lette røven for at hjælpe 200.000 relativt lavtlønnede og i øvrigt hårdtarbejdende ansatte i detailhandelen.
Men det positive jeg tager med mig fra dit svar er, at du jo åbenbart brænder for f.eks. de butiksansattes tarv - betyder det jeg snart kan vente et engageret og stort opslået indspark i den offentlige debat fra dig, hvor du tager lukketidsbestemmelser og fraværet af universelle rettigheder op til "kærlig" behandling?
Hej Francesco
Et par kommentarer til dit indlæg:
1) Jeg er helt enig i at S og SFs højredrejning er en del af en international tendens som har stået på i en tid. Det tror jeg egentlig også jeg skriver i min blog. Ligesom at højredrejningen klart skal ses i rammerne af den gliobale økonomiske udvikling. Derfor mener jeg også, at det er ekstremt vigigt at følge med i og lære af vores søsterpartier i andre europæiske lande. Ligesom jeg gerne så et langt stærkere samarbejde og koordinering f.eks. gennem Euorpean Left.
2) Jeg har ikke den negative vuirdering af velfærdssamfundet som du giver udtryk for. Jeg mener, at der er tale om enorme landvindinger, der har sikret almindelige menensker høj grad af velstand, tryghed og øget solidariteten i samfundet. Det opfatter jeg ikke som et falleret socialdemokratisk projekt, men som et resultat opnået af hele venstrefløjens og arbejderbevægelsen. Er velfærdsamfundet som vi kender eller kendte det så endemålet. Nej bestemt ikke.
Jeg mener ikke at vi skal vælge mellem at slås for velfærdsstaten eller for mere vidtgående forandringer i socialistisk retning. Som jeg også skrev i mit første svar i forårets debat med Michael Voss ser jeg velfærdssamfundet, som et vigtigt skridt på vejen til socialistiske forandringer. Velfærdssamfundet styrker arbejderklassens position - og i velfærdsamfundet har vi også kimen til socialiseringen af produtkionsmidlerne - i det vi allerede har omkring en tredjedel af økonomien som ikke formidles på markedsvilkår - og hvor der ikke produceres med henblik på profit til private ejere.
Velfærdssamfundet er ikke et alternartiv til socialismen, men en stepping stone på vejen dertil.
Og så lige et lille opråb. Jeg synes simpelthen ikke det er rimeligt, at du forsøger at gøre mine synspunkter mindre relevante eller mindre værd, ved hele tiden at tilknytte bemrækninger om min ansættelse på christiansborg.
I Enhedslisten har vi den regel, at alle ansatte skal være medlemmer af - og helst også aktive i - partiet. Derfor er det langt ude, hvis det at være ansat i partiet skulle gøre ens synespunkter på parties udvikling mindre relevante eller mindre genuine.
Jeg deltager i debatten om vores parti på egne vegne. Og mine synpunkter er hverken mere eller mindre værd and alle andre medlemmers.
Når det er sagt, er det selvfølgelig fint, at være opmærksom på, om vi, der opholder os en god del af vores liv bag borgens tykke mure, nogle gange får forrykket perspektivet i en problematisk retning. Og her er jeg åben for kritik.
Så ja tak til politisk debat og kritik af hvis fokus bliver for snævert - men nej tak til mistænkeliggørelse på baggrund af ansættelsesforhold.
KAN REFORMISME FØRE TIL SOCIALISME
Der er selvfølgelig ikke nogen evidens for, at Socialdemokratiets og SF,s historiske forvandling fra reformisme til neoliberalister er en naturlov, der også vil gælde i fremtiden for et socialdemokratisk Enhedslisten.
Men man kommer ikke udenom, at empirien for reformistiske partiers politiske udvikling indtil nu, ikke har resulteret i noget, der ligner socialistiske samfund.
Man skal også erindre, at Socialdemokratiet altid har været præget af politiske konjunkturer med stort tidsmæssigt efterslæb. I dag må det f.eks. erindres, at Socialdemokratiets principprogram fra 1977 indeholdt formuleringer om demokrati og socialisering af produktionsmidlerne, som ikke ret mange i Enhedslistens folketingsgruppe tør udtale af frygt for at blive "opfattet som et ret yderligtgående venstreorienteret parti".
Problemet for Enhedslisten er ikke at vi prøver at føre reformistisk politik, men at vi er ved at miste vore principper og higer efter at tilpasse os miljøet på Christiansborg. Ja, stræber efter at ligne alle de andre partier.
Hej Pelle,
Nicolas J. Pedersen og jeg har skrevet et fælles blog-indlæg på min blog som et modsvar til dit blog-indlæg.
Håber at du vil læse det og diskutere med os :)
http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/svar-til-pelle-en-ny-situation-de-sociale-kampe-hvad-nu-enhedslisten
1.udkast, forbedringer tilstræbes, indspark er velkomne.
http://www.garps-verden.com/2012/10/en-ny-selvbevidst-venstreflj-af-frie.html
Kære Pelle.
Jeg kan kun bakke 100% op om det du skriver. Det er god Gramsci, at man bliver nød til at analysere ens styrkeposition som venstrefløj. Vi står ikke i en gunstig position til at afskaffe kapitalismen, men er presset tilbage i defensiven. Derfor er jeg enig i, at et forsvar for velfærdsstaten er den mest præserende opgave. Det er også det tusindvis af frustrede S/SF vælgere forventer af jer.
Til Ex-butikansat.
Jeg kan egentlig godt lide din "no nonsense" tilgang til tingene, men nogle gange opleves det som at du er polemisk for polemikkens skyld. Jeg kan kun begræde de forværrede forhold på dit fagområde, men alle er nogle idioter, HK, S, SF og delvist også Ø. Hvor vil du gå hen for at ændre noget.
Til Francesco.
Jeg er enig i, at det ville være fedt at udfordre ledelsesretten, men hvad er chancerne, og hvilke alliancer mener du at kunne skabe? Det lugter desværre lidt af et skrivebordsprojekt som ikke har en gang på jord de næste mange år. Så hvorfor ikke tage udgangspunkt i at forsvare det, der trods alt eksisterer?
International strategi. Jamen igen enig, men det er ikke noget man lige gør. Skal Enhedslisten så lade neoliberalismen afmontere hele møget, mens Enhedslisten fabler om global arbederklasse og overtagelsen af produktionsmidlerne? Det mener jeg vil være en forfejlet strategi.
"EL bør efter min opfattelse tænke sig selv, som partiet, der overkommer den gamle splittelse i arbejderbevægelsen mellem reformister og revolutionære, og formulerer en helt ny politik hinsides de gamle rammer og forestillinger. Det vil med garanti ikke blive nemt. Det vil kræve et stort analyse arbejde at definere nye poltiske mål og en bred poltik. Men blot at overtage SD's velfærdstatsmodel, som de selv har forladt, er intellektuel dovenskab. "
Netop det her slår hovedet på sømmet. Hvorfor SKAL venstefløjen opfinde den dybe tallerken hver gang for at få lov til at lave politik. Det er handlingslammende. Samtidigt er det meget nemt at skælde Pelle ud for intellektuel dovenskab. I min optik prøver han at løse konkrete problemer.
Mogmich brokker sig ligeledes men skriver tillige
"Men samtidig er det vigtigt at fastholde her og nu, at der ikke sker forringelser for de dårligst stillede, fordi vi ved af historisk erfaring, at en regulær forarmelse ikke er noget godt udgangspunkt for forandringer i positiv retning. Forarmelse kan give anledning til ekstrem højredrejning og fascisme."
Thank you! Det er nemlig præcis korrekt.
Poul Simonsen skriver:
"Men man kommer ikke udenom, at empirien for reformistiske partiers politiske udvikling indtil nu, ikke har resulteret i noget, der ligner socialistiske samfund."
Nej, så derfor skal vi kravle ned i hulen og vente på det marxistiske tusindsårsrige, mens Liberal Dillegence forarmer den danske lønmodtagerklasse i mellemtiden? Det er bare for uholdbart. Og reformisme?? Kom nu videre mand, vil du have fat i en frafaldende SF'er som mig er det ikke retorikken. Prøv at tænk på de nye alliancer listen kan lave i stedet for at afskrive de eneste potentielle alliancepartnere som fæle reformister.
Jeg kan kun bakke Pelles linje helt op.
Hej Pelle
Tak for et godt oplæg til diskussion, det satte mange tanker igang. På en baggrund af en enighed på mange punkter kommer jeg her med en kritik og nogle forslag.
VÆLGER- ELLER KONJUNKTURANALYSE
Du nævner ikke den økonomiske krise, som måske er den vigtigste tendens overhovedet i forhold til udviklingen i folks forventninger og fremtidshåb, frygt for arbejdsløshed, osv., og i forhold til legitimering af nedskæringer. Og intet tyder på, at der er et opsving på vej i Europa, tværtimod kan vi være på vej mod et nyt økonomisk kollaps.
Krisen har stor betydning for, hvilke argumenter omkring velfærdsstaten er overbevisende. Hvis flere og flere køber ideen om, at velfærdsstaten er urealistisk som økonomisk model under de nuværende omstændigheder er det så ELs ansvar, at sige nej, den er mulig, eller at tale om kapitalismens krise? Du argumenterer ikke for, at velfærdsstaten stadig er mulig (og mange argumenter taler for, at den ikke er det*). Du synes at forudsætte, at den er nødvendig. Hvis ikke vi kan forestille os velfærdsstaten, synes du at sige, kan vi ikke forestille os vejen til et socialistisk samfund.
Men ok, måske din artikel ikke handler om en analyse af situationen, men snarere om, hvordan man kan skaffe vælgere. Der er noget, der tyder på, at din tekst først om fremmest handler om at forsvare ELs nuværende kurs mod at blive et større parti, ved at marginalisere argumentet ideen om en modsætning mellem revolution og reformisme. For at berolige nytilkomne medlemmer og markere overfor de 'revolutionære'. Og det er en vigtig opgave at tage op. Men i din kritik af en problematisk tankefigur, som lukker for strategisk analyse og handling i samtiden, reproducerer du en anden figur, som har samme effekt.
REVOLUTION ELLER STADIETEORI
I dine kommentarer til Astrid Vang og Nicolas Pedersen, skriver du, at der ikke er “en modsætning mellem det at kæmpe for den nordiske velfærdsmodel, og det at arbejde for en socialistisk samfundsudvikling”. Jeg er enig. Men i stedet for at analysere den nuværende situation bruger du en metafor om velfærdsmodellen ses som en “trædesten” eller “stepping stone” til en socialistisk samfundsudvikling. Derfor handler den vej frem, som du udpeger, om at “bremse og vende” den nyliberalistiske udvikling. Fremtiden bliver ikke fremstillet som åben; i stedet kræver vores socialistiske mål, at vi forsvare og går tilbage igennem velfærdsmodellen. Fremtiden er en tilbagerulning af udviklingen. Vi er i defensiven; hvor nyliberalismen handler, forsvarer vi. Vi er først bevarende og dernæst tilbagerullende. Et samfundsforandrende projekt skal først igennem denne nødvendige (?) vej. Formelt set er den opgave du udstikker altså konservende og reagerende.
Og når du taler om at alliancer med folk, som er mindre venstreorienterede end EL bruger du lignelsen om en togrejse. Som om skinnerne er lagt ud, og stationerne givne.
I begge tilfælde bruger du en metaforik, som lukker rummet for politisk tænkning og handling, som noget, der er (ny)skabende. I stedet for en fremtid, vi kan skabe under de givne betingelser og konjukturer projicerer du et udviklingsskema baseret på fortiden over på fremtiden. Hvad du har af konjunkturanalyse holder sig til Christiansborg og vælgerstrategiske forhold.
OBJEKTIFICERING AF VÆLGERNE
Det altoverskyggende ærrinde med dit indlæg synes at være valgstrategisk: hvordan appelerer EL til til utilfredse S- og SF-vælgere. Når du taler om de “hjemløse” vælgere, der skal inviteres indenfor i EL, taler du ikke om de problemer, den nervøsitet og de konflikter folk oplever, ej heller om deres projekter, drømme eller begær. Du taler om folk, som kigger efter et politisk hjem.
Du ser altså ikke vælgerne, som mennesker, som er i bevægelse, som har modstridende ideer om verden, og som ser sig om efter partier som kan være politiske bærere af deres drømme og projekter, eller løsninger på deres konflikter og problemer. Du skriver om relativt passive mennesker som leder efter en politisk identitet. De ligger, hvor de ligger, og SF og S har bevæget sig væk fra dem. Du holder dig stort set til den banalitet, at de har en stabil trofasthed overfor velfærdsstaten (lige som mange DF-vælgere, i øvrigt). Vælgerne er simpelthen som de er – de er givne størrelser – og EL må inviterer dem inden for. Du taler om politik, som noget der handler om at flytte sig mod vælgerne eller gøre sig spiselig for dem (som om det en uafhængig variabel hvor de står), ikke om at flytte vælgerne ved at tale til den progressive side i dem, til deres håb, men også til deres konfliktoplevelser. Dette er det dynamiske og skabende aspekt af politik, og det får desværre ikke meget plads i dit indlæg. Er der en fare for blot at bekræfte socialdemokratisk common sense ved at flytte sig ind i det åbne rum til højre for EL? Hvad er ELs strategi for at flytte common sense til venstre? Det må vel være spørgsmålet, hvis vi skal tale om 'god Gramsci', som Jonas skriver.
Er det muligt og overbevisende – særligt med krisen in mente – at tage velfærdsstaten for givet som et stadie vi skal igennem og som noget der ukontroversielt appelerer til alle dem mellem EL og SF-S?
Er der ikke en folkelig velfærdsstatskritik, som ikke er højreorienteret? Den kritik, der siger, ja velfærd er bedre end ingen velfærd, men vi er trætte af velfærdsstatens disciplin og kontrolmekanismer, f.eks. Det kan godt være, at arbejderbevægelsen vandt velfærdsstaten, men hvem stod for dens implimentering? Blev den ikke også gjort nyttig for kapitalen, på måder som er os imod? Hvor mange er oprigtigt begejstrede for velfærdsstaten – tager de fleste den ikke for givet, som en bureakratisk baggrund for vores liv? Skal vi bare forsvare velfærdsstaten, som den er, når de borgerlige taler om 'frit valg'? Eller skal vi gå i offensiven og tale om selvstyrende institutioner, og om større borgerdeltagelse i driften af velfærdsydelser, f.eks.? Om statslige overførsler (garanteret indkomst, f.eks.), som ikke er betingende af, at man er produktiv for kapitalen.
AT BEVÆGE OG BEVÆGE SIG MED
Krisen. Det er så sygt vigtigt at komme ud over den abstrakte idé om at 'velfærd er godt'. Forsvaret af velfærdsstaten skal rodfæstes i folks hverdag, og opbygges omkring folk, der bliver ramt. Hvordan mobilisere dagpengemodtagere? Hvordan kan de arbejdsløse organisere en strejke mod aktivering? Lige nu handler det om at skabe en overbevisende diskurs omkring krisen, at artikulere de problemer og konflikter folk oplever på en progressiv måde. Det handler om at skole, organisere og mobilisere medlemmerne, gamle som nye. Det handler om skabe grobund for folkelige bevægelser. Her er det kritiske forsvar for velfærdsmodellen én af mange strategier. Og den handler ikke om at tilbyde et 'nyt hjem' for hjemløse vælgere, men om at sætte i bevægelse og om at undstøtte de bevægelser, der allerede er igang (affektive, bevidsthedsmæssige, organiserede, uorganiserede). Fremtiden som noget nyt er de bevægelser i nutiden, som er reelle, men usynlige for vores normale måde at 'se' på (meningsmålinger, mediediskurser, osv.). Fremtiden kan skabes for så vidt som vi kan italesætte og gøre sådanne bevægelser synlige og styrke og fremskynde dem derved.
Jeg taler ikke om at angribe velfærdsstaten, eller om at sige den er umulig. Hvad jeg vil spørge om, er om ikke at ELs projekt bør være at skabe en alternativ velfærdsvision (og friheds- og fællesksabsvisioner, hvorfor ikke), snarere end at tale til en nostalgi for velfærdsstaten som vi tror, eller husker den var? Nostalgi handler selvfølgelig ikke om en tilbagevenden til fortiden – vi ved, at den er umulig – men om et begær i nutiden. Hvorfor ikke gå direkte til at formulere vores begær som projekter i nutiden? På den måde kan vi undgå at hænge fast i en positionering, som er reaktiv og konserverende - og mindre og mindre overbevisende i krisen - selv når vi forsvarer, hvad har.
Forsvaret for - ikke velfærdsstaten - men vores rettigheder, 'den sociale løn', er muligt uden stadieteori.
* velfærdsstaten blev vundet i en periode hvor kapitalen var bange for en kommunistisk revolution. Der er en grund til, at det er gået ned af bakke for socialdemokrater og fagbevægelser siden 1989. + Keynesianismen var hegemonisk før valutakurserne blev flydende, og i en periode, hvor der stadig var mange kolonier, og hvor den vestlige verden havde noget nær monopol på industriproduktion. + velfærdsstaten blev opbygget før dereguleringen af finansmarkederne og ophævningen af mange grænser for kapitalmobilitet. Er den mulig uden først at implementere hårde begrænsninger for kapitalens bevægelighed, og hvordan vil en sådan en regulering være mulig under de nuværende omstændigheder? Først når vi kan forestille os det, kan vi og andre tro på mulighed den velfærdsmodel, vi foreslår.