Et år efter Helle Thorning-regeringens tiltræden står Enhedslisten i en markant anden situation end tidligere. Partiet står, som det ser ud nu, alene i forsvaret for den solidariske velfærdsmodel og afvisningen af en nyliberalistisk samfundsudvikling. Det forpligter.
Enhedslisten står i en ny situation. Da Enhedslisten blev grundlagt havde vi et socialdemokrati, som godt nok var på vej mod højre, men som dog fastholdt vigtige dele af den socialdemokratiske arv – herunder f.eks. en keynesiansk økonomisk teori, og stod for en fastholdelse af forsvaret for den nordiske velfærdsmodel. Og vi havde et SF, som var et venstreorienteret eller venstresocialdemokratisk parti.
I dag er landskabet forandret. Når vi ser på SF og Socialdemokraternes praksis, på det aktuelle regeringsprogram, på regeringens 2020-plan og på den række af tiltag, der er blevet gennemført af regeringen, må det konstateres, at S og SF linje i bedste fald er socialliberal – mere end den er venstreorienteret. Partierne har grundlæggende accepteret nyliberalismens økonomiske dogmer: Fordelen ved lavere marginalskat, behovet for at øge den økonomiske afstand mellem arbejdsløse og beskæftigede, ønsket om øget arbejdstid, behovet for en mindre offentlig sektor, behov for lavere lønninger etc. Regeringen står på alle afgørende økonomiske spørgsmål, for en forsættelse af den nyliberalistiske økonomiske politik, som vi kender fra de sidste ti år.
Det betyder, at vi står i den paradoksale situation, at vi har et politisk landskab med et enormt hul mellem de to (eller tre) socialliberale partier på den ene side, og Enhedslisten – som traditionelt har været opfattet som et ret yderligtgående venstreorienteret parti på den anden.
I mellem disse to positioner befinder sig efter min mening en ganske stor del af befolkningen, mennesker som holdningsmæssigt er tilhængere af velfærden, ønsker mere regulering af markedskræfterne, mere solidaritet, mere lighed, og som er modstandere af nyliberalistisk nedskæringspolitik. Men som ikke nødvendigvis som udgangspunkt deler hele Enhedslistens samfundsforståelse eller ønsket om vidtgående samfundsforandringer i socialistisk retning. Disse mennesker står pt. politisk hjemløse.
Denne udvikling er ikke kun sket inde for det seneste år – socialdemokraternes forfaldshistorie er længere, og er ikke isoleret til Danmark. Men det er først efter valget, at det her i Danmark er blevet så tydeligt, og er gået op for så mange, i hvor høj grad Socialdemokraternes og SFs ledelse har opgivet venstreorienterede standpunkter og overtaget en nyliberalistisk dagsorden.
Nyt landskab
Som jeg ser det er der tale om en markant og historisk ommøblering af det politiske landskab. Og en udvikling, der stiller Enhedslisten i en markant anderledes situation end tidligere.´Enhedslisten er pt. det eneste politiske parti, der modsætter sig nyliberalistisk politik og vil forsvare den nordiske velfærdsmodel, og de rettigheder og vilkår som arbejderklassen/befolkningen har tilkæmpet sig op gennem det sidste århundrede.
I Enhedslistens program er der lagt vægt på, at det er en hovedopgave på kort sigt er at bekæmpe nyliberalismen, og at bygge de bredest mulige alliancer op med dette formål. Men problemet er bare i dag, at der ikke rigtig er nogle andre partier at bygge alliancer med om dette projekt. Enhedslisten står på den politiske scene pt. meget alene.
Enhedslisten har historisk i høj grad defineret sig i relation til S og SF. Som den frække lillebror. Som korrektivet. Som vagthunden. Men giver denne rolle mening i en situation, hvor det ideologiske fællesskab med S og SF er svært at få øje på i den praktiske politik?
Hvad betyder det for Enhedslisten?
Hvad bør Enhedslisten gøre i denne nye situation? Hvad er partiets opgave, Hvad er den nye rolle? Det er en diskussion som presser sig på. Jeg mener, at et socialistisk parti altid bør analysere og vurdere den situation og det politiske landskab man står i. Vurdere hvordan man bedst i den specifikke situation fremmer partiers langsigtede mål.
Mit umiddelbare svar er, at Enhedslisten opgave må være, at påtage sig opgaven med at samle bredest muligt blandt alle de danskere, der er imod den nyliberalistiske udvikling, og som vil forsvare og udvikle velfærdssamfundet. Blandt alle de danskere som lige nu står dybt skuffede of frustrerede over at de partier, som de havde sat deres lid til. Også dem, som ikke nødvendigvis køber hele pakken, og deler Enhedslisten mere langsigtede mål.
Vi skal give dem en plads, en stemme - og dermed også et håb og en tro på at der er alternativer, til fortsat nyliberalistisk udvikling og underminering af den solidariske velfærd. Enhedslisten skal fylde det hul, som S og SF har efterladt. For der er ikke andre til at gøre det.
Ikke fordi det er et mål i sig selv at blive store, men fordi det at blive større og stærkere, er en forudsætning for at nå vores mål – både på kort og lidt længere sigt. Hvis ikke den nyliberalistiske offensiv bremses og vendes, så er det umuligt at forestille sig en socialistisk samfundsudvikling i Danmark. Og der er ikke andre end Enhedslisten der lige nu kan tage den fejde.
Udviklingen er allerede i gang. Enhedslisten har siden valget oplevet en markant fremgang – både i medlemmer og i vælgere. På trods af et kort tilbageslag efter sommerens revolutionsdebat – har udviklingen vist, at intet tyder på, at der skulle eksistere et ”glastag”. For første gang nogensinde udgør Enhedslisten en vælgermæssig trussel mod S og SF. Også i andre lande oplever den antikapitalistiske og socialistiske partier en utraditionel fremgang.
Måske vil en sådan udvikling tvinge S og SF tilbage mod venstre, sådan som det skete i f.eks. Holland. Måske vil Enhedslisten vokse sig større end de gamle partier på venstrefløjen, hvis de fortsætter udsalget. Det er svært at forudsige. Men begge ting forudsætter, at Enhedslistens griber opgaven – og arbejder for at blive et stort parti.
Hvad kræves der af Enhedslisten?
Men hvad kræver det, hvis Enhedslisten skal kunne fylde hullet – og blive et alternativ for de titusinder eller hundredetusinder af mennesker, som lige nu føler sig politiske hjemløse.
Det første er at tage beslutningen. Beslutningen om at vi går efter at blive et stort parti. Det handler også om vores egen selvforståelse. Vi skal væk fra ”småparti-mentaliteten”. Fra dengang hvor vi alle kendte hinanden, kendte de samme sange, og nikkede indforstået til hinanden, når vi refererede til borgerlønsdiskussionen i 90´erne eller påskestrejkens lærestreger. Vi skal kulturelt åbne os op.
Samtidig skal det gøres helt klart – udadtil og indadtil, at Enhedslisten er et bredt og rummeligt socialistisk parti. At man ikke behøver, at være enig i alt, eller have læst kapitalen forfra og bagfra for at høre hjemme hos os. Vi skal acceptere, at vores parti samler mennesker - først og fremmest som vælgere, men også som medlemmer, som ikke (i hvert fald ikke som udgangspunkt), køber hele pakken, men som deler synet på de aktuelle opgaver. At der både er plads til de rødglødende revolutionære, til dem hvor ilden brænder lidt mere forsigtigt og til dem, der lægger mere vægt på at skabe forbedringer i morgen, end på hvad der skal ske ude i fremtiden. Mange vil formentlig gradvist rykke sig længere til venstre, og det skal vi bidrage til – men det sker ikke fra den ene dag til den anden.
Selvom vi ikke altid tager højde for det, er Enhedslisten de facto allerede i dag et langt mere politisk heterogent parti end for ti år siden – både medlemsmæssigt og vælgermæssigt.
I vores kommunikation skal vi i høj grad tage udgangspunkt i den fælles platform vi har med de politisk hjemløse. Forsvaret for den nordiske velfærdsmodel. Kritikken af finanssektorens dominans. Kampen for øget lighed. Trygheden i ansættelse og ved arbejdsløshed. Modstanden mod privatisering og udlicitering – you name it.
Det er også helt afgørende at få afkræftet nogle af de myter og skræmmebilleder om Enhedslisten, som bliver og vil blive brugt – ikke mindst af et socialdemokrati, der føler sig truet. Det er f.eks. afgørende, at det nye principprogram, som vi skal vedtage ikke kan udlægges som antidemokratisk eller voldeligt. At vi er klokkeklare på spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder mm. (Mere om principprogrammet i en kommende blog)
Er det en højredrejning?
Spørgsmålet er selvfølgelig om det, at give plads til større bredde er det samme som at rykke sig politisk mod højre? Risikoen er der altid. Tungen skal holdes lige i munden – og det lange sigte skal hele tiden fastholdes. Men at give plads til mere bredde betyder jo blot at give plads til flere synspunkter. Og at kæmpe for en bredere venstreorientere politik, forsvare den solidariske velfærd, og bekæmpe nyliberalismen på kort sigt, forhindrer på ingen måde at sigte efter mere vidtgående forandringer på længere sigt.
Faktisk tvært imod. For en socialistisk orienteret reformpolitik, der bremser og vender den nyliberalistiske udvikling, vil medføre forskydninger i samfundets magtforhold, som vil bringe os tættere på vores mere langsigtede mål. Og netop mødet med de grænser for forandringer, som reformpolitikken med stor sandsynlighed støder på, kan øge tilslutningen til mere vidtgående sociale og økonomiske forandringer i socialistisk retning. Kun hvis man er tilhænger af elendighedsteorier, og mener, at små skridt, står i vejen for de store, bør man være bekymret.
Jeg havde engang en ven i fra det salvadoranske kommunistparti, – Octavio hed han. Jeg spurgte ham dengang hvordan kommunistpartiet kunne indgå i et parti (FMLN) som også omfattede socialdemokrater og reformister. Han svarede, at han så det lidt som en togrejse:´
De første mange stationer skulle han samme vej som socialdemokraterne, og så var der jo ingen grund til ikke at følges ad, så man var stærkere sammen. På et tidspunkt ville nogle stå af toget, senere igen ville andre stå af - mens nogle – blandt andet ham - ville helt til endestationen.
Er det ikke lidt den samme situation vi står i i dag? Er det ikke vores pligt at samle alle de mennesker, som her og nu og formentlig i en god tid fremover er enige med os om vejen fremad – selvom vi ikke nødvendigvis er enige om hvor rejsen ender.
Er det ikke vores historisk opgave at samle alle de mennesker, som er socialister og venstreorienterede og som pt. kun har os til at repræsentere deres holdninger?
Uanset hvad, er vi i hvert fald nødt til at forholde os til den nye situation vi står i.