Annonce

2. maj 2013 - 20:09

Logik for burhøns: Vold er udemokratisk!

I 2004 deltog jeg i 1.maj demonstrationerne i Filippinernes hovedstad, Manila, med en masse danske og Filippinske politisk aktive unge. For første gang skulle jeg blive instrueret i flugtruter, hvordan jeg skulle undgå politiet og ikke måtte synge Internationale. Jeg trøstede mig med, at jeg i Danmark aldrig følte mig usikker 1.maj.

I 2013 var jeg for første gang bange, fordi jeg deltog 1.maj i Fælledparken i København.

Meget er blevet sagt om urolighederne i både Aalborg, Århus og København, men til min store overraskelse er det ikke alle der tager afstand til handlingerne.

I demokratiets navn bliver det forsvaret, at man hindrer en folkevalgt i at tale og andre i at lytte til denne. I demokratiets navn blev der kastet ikke bare æg og tomater, men også øldåser og fyldte vandflasker, genstande der kan resultere i fysisk skade, mod de folkevalgte talere. I demokratiets navn blev tilhængere af talerne truet, slået og spyttet på foran scenen.

Nej, dette kan aldrig sidestilles med, at politikerne træffer valg, vi ikke er enige i, og at de er gået på valg på andre løfter! Nej, dette kan aldrig sidestilles med, at ikke alle kan komme i tale med politikerne og disse ikke kan lytte til alle! Nej, dette kan aldrig sidestilles med, at politikere laver korridoraftaler, som ikke kan gennemskues af befolkningen.

Det ene er vold og dermed kriminelt, det andet er politiske handlinger der desværre bevæger sig på grænsen af demokratiske forhandlinger.  Det første skal vi alle tage afstand til, det andet kan vi være uenige om og have forskellige holdninger til.

Eskild Andreas Halberg skriver i sit indlæg: ”Ytringsfrihed er retten til at kunne have sine holdninger, uden at skulle frygte for korporlig afstraffelse, det har aldrig været en ret til at blive hørt.” Hvad Frank Jensen netop måtte frygte var korporlig afstraffelse og han blev derfor hindret i sin ytringsfrihed.

De sortklædte foran scenen repræsenterede ikke befolkningen eller lærerne

Jeg var selv en af de, der løb op til scenen for at bakke op om min overborgmester. Sammen med mig løb andre jævnaldrende kvinder og unge (og meget unge) DSU’ere, der på ingen måde udtrykte sig truende eller voldeligt. Alligevel måtte jeg personligt finde mig i fysiske trusler, hårde skub og øl i hovedet, og jeg var endda heldig, andre kan fortælle meget værre historier.

De jeg mødte foran scenen var unge mennesker, ikke utilfredse lærere, som nogle medier har beskrevet det. De var sortklædte og efter bedste overbevisning tilhørte de den yderste venstrefløj. Men efter nogle af deres tilråb at dømme, så stod de der bl.a. for at repræsentere mig og mine lærerkolleger.

De har aldrig repræsenteret mig!

Ens utilfredshed bliver ikke mere sand, bare fordi man råber højere end sidemanden, så er du stadig bare en der råber. Det eneste man som del af den råbende flok kan håbe på er, at andre vil tro, at fordi man puster sig op, så ser det ud som om man er flere, og dermed repræsenterer flere end man gør. Det du dermed har vundet er, at mindretallet får mere magt end flertallet. Er det det man ønsker?

Der er ingen tvivl om, at mange af mine kolleger, og jeg selv inklusive, har følt sig trådt på igennem sidste måneds konflikt, og deres vrede og frustration er især rettet mod regeringen. Det kan jeg godt forstå. Derfor deltog flere også i ”Vi vender ryggen til regeringen”, hvor de tavse stod med ryggen til scenen.

Denne aktion havde en form, der tog vare på alles interesser: den udtrykte på stærk vis en utilfredshed, men den gjorde det i respekt for andre, der ikke delte denne utilfredshed, og den lod politikerne komme til orde, også selvom man var uenige med dem.

I virkeligheden foretrækker jeg, at 1.maj handler om sammenhold på venstrefløjen, men jeg accepterer også, at dette er dagen, hvor man netop kan ytre sin eventuelle utilfredshed. På denne dag, er der stor mediedækning, så billeder af en folkemængde med ryggen til politikerne ville med garanti og uden tvivl nå medierne.

Voldsmænd har aldrig fået positiv opmærksomhed

For når Eskild Andreas Halberg skriver, at man bliver nødt til at bruge andre metoder, end bare at stå på række og tale pænt, for at blive hørt, er det betragtet ud fra en virkelighed jeg slet ikke befinder mig i. Min virkelighed består af daglige historier i medierne om, hvor utilfredse befolkningen er med regeringen, og disse, sammen med larmende, dårlige meningsmålinger, er kræs for journalisterne.

At tro, at man derfor kun vil lytte, hvis man kaster med ting og hindrer almindelige mennesker i at være til stede, er som teenageren der kun tror, hun får forældrene til at lytte, hvis hun smækker med dørene og bruger bandeord hendes forældre bliver forargede over. Denne version får kun forældrene til at affeje hende som sur teenager, der forhåbentlig kommer over denne fase, og man vil derfor ikke belønne hende med opmærksomhed.

Ud over at handlingerne var forkastelige, var de altså også strategisk åndssvage. Dette risikerer at falde tilbage på det eneste parti, man kunne forestille sig, disse sortklædte unge ville betragte som et talerør – på trods af, at Enhedslisten foretrækker demokrati og forhandlinger.

Jeg er stolt over, at vores politikere stod imod og ikke lod sig kue og overdøve af en gruppe fjolser, som aldrig skulle have deltaget i 1.maj. Det håber jeg de bliver ved med, for man skal insistere på demokratiet, især når det bliver truet.

Annonce