Annonce

2. maj 2013 - 14:39

Enhedslistens neurose

1. maj blev forskellige folkevalgte politikere forsøgt forhindret i at gennemføre deres taler på scener i flere større byer i Danmark. I Århus havde selveste statsministeren store problemer med at få ørenlyd. Overborgmester Frank Jensen blev i Fælledparken helt forhindret i at gennemføre sin planlagte tale og måtte efter sigende forlade scenen med uforrettet sag. Johanne Schmidt-Nielsen irettesatte efterfølgende - i sin egen tale - aktivisterne med, et; "Jeg synes ikke det er i orden at møde talerne med buhråb og forhindre dem i at tale". Det blev senere rettet til, at man godt må råbe og buhe, men man må ikke overdøve, ikke kaste med noget, det er nemlig udemokratisk og et angreb på ytringsfriheden.

Men hvad er demokrati og ytringsfrihed? Og kan det fx opfattes som mere ubehageligt at blive omgivet af røg fra en ufarlig røgbombe, i forhold til at få smadret sin folkeskole, fjernet sit eksistensgrundlag og blive kastet ud i fattigdom? Er det mere uacceptabelt at blive råbt af i en halv time end at blive systematisk løjet for igennem halvandet år?

 

Demokrati er når der bliver sagt noget andet end det der plejer og endnu vigtigere: Det er nogle nye der siger det. Nogen der ikke plejer at have adgang til den normale offentlighed. Demokrati har historisk ikke fungeret ved, at de uhørte og stemmeløse pænt stillede sig i kø og ventede på at en magthaver havde tid til at lytte til deres indlæg.

 

Ytringsfrihed er retten til at kunne have sine holdninger, uden at skulle frygte for korporlig afstraffelse, det har aldrig været en ret til at blive hørt. Og da slet ikke som folkevalgt politiker, der har garanteret taletid i den politiske offentlighed. Når nu det så for en gangs skyld er lykkedes dem der ikke normalt bliver hørt, at overdøve de sædvanligvis hørte, vælger politikerne, i stedet for at lytte til et meget klart budskab om altomfattende frustration, at prøve at komme tilbage til den sædvanlige orden. For de uhørte må ikke høres.

 

 

At holde sammen på den politiske orden

 

At opfordre demonstranter til at argumentere, at deltage i diskussion, fremfor, at "Sige det højt" som aktionen så genialt blev kaldt, er blot hån. Denne opførsel fra politikere og deres støtter er et forsøg på at fastholde den politiske orden som den er i dag. Enhedslistens forsvar for retten til tale og nedværdigelsen af aktivisterne falder desværre ud til fordel for den etablerede orden. Der påberåbes en anstændighedens orden: "Lad os nu tale ordenligt sammen", bliver der sagt. Politikerne skælder ud på dens urolige og tossede borgere, der ikke opfører sig ordentligt.
Hvis alle skal opføre sig ordentligt kommer der aldrig sociale forandringer. Det overså Enhedslisten og kom bevidst eller ubevist til at stå på ordenens side.

 

"Hej Enhedslisten.
Nu har I ladet en inkompetent, borgerlig, kapitalelskende og borgerkrænkende regering sidde, mens I har sukket efter at folket protesterede.
Det var det, der skete i går.
Men i stedet for at tage stafetten - som er den opgave I har sat op for jer selv - så hopper I med begge ben ned i diskursen om 'antidemokratiske metoder' og vælger at dømme hvilke folkelige protester, der er folkelige nok. I har talerstolen, I skal samle modstanden. Ikke lege dommere i en demokratikonkurrence, hvor det på forhånd kun er handlemetoder, som politikere på borgen selv ville bruge, der giver point."
-citat fra facebook

 

 

Enhedslisten er neurotisk

 

Neurose kan defineres som: "... poor ability to adapt to one's environment, an inability to change one's life patterns, and the inability to develop a richer, more complex, more satisfying personality".

 

Enhedslisten lider af neurose. De bliver ved med at holde fast i strategien for at undgå at se at den ikke virker. Alle glædede sig til en rød regering. Men mange så tidligt, at vi ikke fik det. Annette Vilhelmsen nåede paradoksalt nok, at nævne det i sin 1.maj tale i år. Vi har ikke en rød regering. Enhedslisten ved det godt. Men som folk, der har OCD og vasker hænder igen og igen og igen, holder Enhedslisten neorotisk fast i, at det er bedre at holde sig til planen, end at trække tæppet væk under regeringen og se hvad der sker.

 

Enhedslisten er blevet så optaget af deres strategiske overvejelser, at de har gjort sig blinde overfor, at en lille aktion foran Store Scene 1.maj måske faktisk er udtryk for noget mere end nogle enkelte bøller eller tosser. Neorotikere har det svært fordi de er bange for forandringer. De ved der er forandringer på vej, men i stedet for at tage del i forandringen, isolerer de sig på deres værelse og bliver sygeligt optaget af deres egen ordentlighed. De pudser paneler igen og igen, eller gentager en helt særlig måde at lukke og åbne døren.
Forandring er svært og det kan være rart at være meget optaget af god opførsel i stedet for at se de besværlige politiske begivenheder i et alternativt positivt lys. Hvad nu hvis rigtig mange faktisk have lyst til at råbe af Frank Jensen og "sige det højt"? Det er jo en genuin politisk mulighed. Men det ville kræve, at Enhedslisten - i dette tilfælde personificeret ved Johanne Schmidt-Nielsen - brød fra manuskriptet på scenen og kom protesten anderledes positivt i møde.

 

 

Jeg gør det bare selv

 

Enhedslisten har længe opfordret til, nærmest tigget om, at befolkningen skulle komme på gaden og protestere, sige fra overfor regeringens politik. De kan ikke forandre samfundet med 12 mandater, som de så rigtigt siger. Det kræver folkelig modstand fra alle dele af samfundet. Men når det så sker bliver det alligevel for meget Enhedslisten, for det blev ikke gjort på den rigtige måde. Neurotikeren er godt klar over, at han ikke er helt godt kørende, og kan i øjeblikke af selvindsigt sågar lykkes med at bede om hjælp. Resultatet er dog ofte at han alligevel ikke kan tage i mod den; samboen kan i neurotikerens virkelighed nok ikke helt vaske ordentligt op, og han skubber hende til side for at gøre det på sin egen måde - den rigtige måde.
På samme måde afviser Enhedslisten et forsøg på opråb og modstand. Det var ikke lige sådan vi ville hjælpes. Hvis du ikke kan skylle ordentlig af, så skal du hellere bare lade være. "Uromagerne" står i vejen for dem der vil gøre det rigtigt.

 

 

Råb er tale

 

Aktivisterne blev kaldt meget forskelligt. Heriblandt tosser, udemokratiske, dem der ødelægger det for de andre, forstyrrede sjæle, forkælede, småfascister og den slags. Ganske tankevækkende kom mange af disse betegnelser fra folk, der er organiseret omkring, arbejder for, eller helhjertet støtter de pågældende politikere. Hovedargumentet er at man må lade politikere tale, selvom man er imod. Alt andet er udemokratisk. Som Schmidt-Nielsen sagde i forbindelse med miseren: "Det er stærkere at komme med argumenter og indgå i en diskussion, end at råbe og obstruere".
Men det er magtens sprog hun taler her. For det er nært ved umuligt at få et ord indført i den offentlige debat. Det er således alt for store krav (læs: umulige) Schmidt-Nielsen stiller til aktivisterne, at de skulle kunne tale med politikere. Med den undtagelse, at man skulle være så heldig og priviligeret at kende en af dem fra gamle dage og privat kan få en sludder. Hvornår har man sidst hørt at politikerne har ændret kurs eller lovgivning på grund af læserbreve eller demonstrationer? Hvor mange glade happenings skulle lærerne sætte op, kun for at regeringen alligevel stillede sig på arbejdsgivernes side?

 

 

Skriv et læserbrev

 

Det siger min far altid, når jeg prøver at forklare, hvorfor folk ind i mellem prøver at komme igennem med budskaber på anden måde, end med papir og blyant. Jeg siger altid til ham, at det har jeg prøvet. Det virker ikke. At politikere fra regeringen og dens "støtteparti" opfordrer folk til at skrive et læserbrev eller deltage i almindelig diskussion, virker mest af alt som en god gammeldags herskerteknik.
Regeringen lytter ikke. Det ved selv Enhedslisten. Der har været overvældende meget kritik af regeringen det seneste år, fra læserbreve, fra talerstolen i folketinget, fra demonstrationer og aktioner. Den lytter ikke. At sige til aktivisterne i Fælledparken, at det er mere konstruktivt at indgå i samtale med regeringen, eller de politikere man er uenige med, er ikke andet end hån.

 

"Jeg synes det er patetisk og udtryk for magtarrogance når politikerne bruger deres tid på at beklage sig over at buhråb overdøvede deres taler. I stedet for at tage det som et udtryk for hvad det er - dyb dyb frustration. Det ville ærlig talt klæde politikerne at tage befolkningen seriøst, i stedet for at være så utrolig selvhøjtidelige"
- citat fra facebook


Når hyggen forstyrres

 

Jeg har altid haft det svært med kampråb. Man står der på gaden og råber noget uforståeligt, mens forbipasserende tænker hvad fanden foregår der. Men et kampråb har jeg altid godt kunne lide. Det går: "Oprør - Modstand - Intet roligt bagland". Det er en fin lille tekst. Modstand kommer aldrig fra folk der står på linie og lytter eller fra ro på den politiske bagsmæk. Modstand kommer når folk ikke ser stiltiende til. Når folk brokker sig, når de har fået nok.
Enhedslisten er regeringens rolige bagland. Regeringen kan gøre hvad som helst og slippe af sted med det. For Enhedslisten har fuldstændig identificeret sig med rollen som parlamentarisk grundlag og er neurotisk angst for at vælte regeringen. Hvad nu hvis den politiske situation forandrer sig? Samtidig bliver folk i krogene mere og mere frusterede. Uroen breder sig i baglandene i Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

 

Netop som venstrefløjen skulle "hygge sig" sammen, skete der faktisk noget. Folk har fået nok. Baglandet er uroligt. Og det skaber modstand. Der er sgu ikke nogen forandring i at stå i række og lytte pænt på dem der bestemmer.

Annonce