Annonce

11. august 2013 - 23:15

Mens vi tæller ned til skolereformen

Sommerferien er ovre for langt de fleste, og dermed starter skolen også igen. For mine egne elever bliver dette deres sidste år i folkeskolen, og de kan derfor være ligeglade med den kommende reform, men for de flestes vedkommende, kan de se frem til en stor ændring af deres skoledag. Spørgsmålet er om skolen er parat til denne ændring.

En rundspørge foretaget af Mandag Morgen viser, at skolelederne langt fra er klar til de øgede krav, der bliver stillet til dem i den nye skolereform. En reform der kræver langt mere indsigt i, hvad der sker i klasserne, når lærerne lukker døren bag sig. En indsigt der skal gøre lederne i stand til at bestemme, hvor meget tid lærerne skal bruge til forberedelse af undervisning og løft af andre opgaver.

Nu har mange stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor det nu skulle være et problem. De har sammenlignet med mange andre arbejdspladser, hvor cheferne også bestemmer, mere eller mindre egenrådigt, hvad de ansattes tid skal bruges på. Jeg fristes til at give dem ret.

Vision op imod virkeligheden

Mens vi tæller ned til skolereformen den bedste verden har ingen lærere noget at skjule, de åbner gladeligt dørene for alle, der vil observere deres undervisning, og går i dialog med deres skoleledere om, hvordan de bedst muligt når deres undervisningsmål.

I den bedste verden har vi veluddannede skoleledere med masser af tid i verden til at observere lærerne grundigt, så de, med deres velfunderede didaktiske og pædagogiske viden, kan gå i dialog med deres ansatte lærere om, hvordan de bedst muligt når deres undervisningsmål.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, men vi har ikke den bedste verden. Med de mange krav og opgaver der også stilles til skolelederne, har de ikke tiden til at sætte sig grundigt ind i alle læreres timer og arbejdsgange, til at kunne træffe beslutninger om, hvordan de fremover bedst kan komme i mål. Derfor har vi i tillid til hinanden lagt det ud til lærerne på bedst mulig vis at vurdere, hvordan de når deres mål for alle elever.

Nu kan jeg dog ikke ændre på, at kravene til mine skoleledere ændres om et år, og det er jeg i virkeligheden heller ikke så sikker på, jeg har lyst til. Jeg har nemlig lyst til, at mine skoleledere ved, hvad det er, jeg render og foretager mig, jeg har intet at skjule. Jeg har samtidig tillid til min ledelse, at de vil mig det bedste, og vil være med til at stå som garant for, at min elever også har det godt og lærer noget.

Hvad der gælder for min ledelse, gælder dog ikke nødvendigvis for resten af landets skoleledelser.

Det handler ikke om den dovne lærer men den dovne leder

Som lærere er vi desværre en meget udskældt gruppe. Alle i Danmark har gået i skole, og alle har historier om minimum én lærer, der altid viste film i timerne, kom for sent, ikke var forberedt, brugte de samme kopisider 10 år i træk eller generelt ikke gad sit arbejde med alle de møgunger, der krævede ens opmærksomhed.

Men dermed bliver fingeren også peget det helt forkerte sted hen. Den skal ikke pege på gamle lærer Klaus og hans kumpaner, den skal pege på hans ledere, der ikke har taget fat i dem, som de burde, og have givet ham den rette videreuddannelse eller have bedt ham om at finde et andet arbejde. Klaus skal hjælpes eller fyres, så kort kan det siges.

Det sker dog for sjældent i dag, og for mange dårlige lærere, får derfor lov til at rende rundt og gøre livet surt for deres kolleger og elever.

Jeg er bekendt med flere lærerkolleger der ikke længere er medlemmer af a-kassen. "Man kan jo ikke fyres som lærer," lyder svaret. Heldigvis er de fleste lærere også en gave til folkeskolen og skal derfor ikke fyres, men det må aldrig være sådan, at man i en ansættelse tror, man kan tillade sig næsten hvad som helst, uden der er nogen konsekvenser ved det.

Og det er i virkeligheden absurd, for der er ikke noget, der burde gøre det nemmere eller sværere at fyre en lærer, det er til syvende og sidst en ledelsesbeslutning. Er ledelsen kompetent nok, er de inde i deres ansattes dagligdag og resultater og ved derfor, om de er til gavn for arbejdspladsen. Det gælder for folkeskolen såvel som andre arbejdspladser.

Mange skoleledelser er åbenlyst ikke kompetente nok, for hvis de var, ville myten om den dovne lærer ikke være så sejlivet, for ledelserne ville simpelthen gøre noget ved disse lærere. Lederne er således medskyldige i lærernes dårlige ry, det dårlige ry der går ud over alle de andre lærere, der gør deres arbejde til og over forventning.

Jeg vil ikke negligere de mange arbejdsopgaver, der er pålagt landets skoleledelser, men før alt andet bør komme opgaven om, at ansætte, pleje og afskedige, således at det kun er de bedste lærere, der er tilbage i folkeskolen.

Landets skoleledere skal derfor bruge året på at leve op til de nuværende basale krav om god skoleledelse, for bare tilnærmelsesvist at kunne leve op til de kommende krav, der kommer med skolereformen.

Annonce