Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Baggrund
26. august 2013 - 18:02

Har den irske hungersnød inspireret nedskæringspolitikken?

Syv læresætninger om hvordan man håndterer en social og økonomiske katastrofe - med afsæt i håndteringen af den irske kartoffelhungersnød i  1840'erne.

Man skal passe på med ikke at drage historiske paralleller ud fra overfladiske ligheder mellem forskellige epoker. Der er imidlertid skrevet så meget om nedskæringspolitikkens skadelige virkninger – uden at de, der forsvarer den, lytter – at det måske kunne være befriende at finde en anden angrebsvinkel. Her skal det være opbygningen til og svaret på den irske kartoffelhungersnød i attenhundrede og fyrrerne. Samt hvordan dens vigtigste ’lærdomme’, der for nogle måske vil tage sig skræmmende ud, er blevet taget positivt op til senere brug.

Kartoffelafhængighedens baggrund

Det blev begyndelsen på en massiv tragedie, da kartoffelpesten, Phytophthora infestans, i 1845 angreb Irland. Pesten havde spredt sig bredt i Kontinentaleuropa, men der var uenighed om, hvordan den kom til Irland og, værre endnu, dens udbredelsesform og langtidsvirkninger var ikke kendt. Man var f.eks. ikke klar over, at læggekartoflerne kunne blive inficeret ved nedskylning af svampesporer gennem regnvandet.

De økonomisk-politiske grunde, til at virkningerne af pesten blev så dramatiske i Irland, var Englands industrialisering og afhængighed af Irlands korn og kvæg.

Englands dominans over Irland blev groft sagt befæstet i Tudor-tiden omkring 1600, hvor irsk jord blev konfiskeret og lagt om til plantagedrift. Fremover var de irske bønder henvist til fæsterrollen og skulle betale leje til og/eller arbejde for de nye ejere. Disse engelske jorddrotter var protestanter, mens irerne jo som bekendt var katolikker og vedblev at være det.

I 1801 blev Irland indlemmet i en union med England, og det irske parlament blev nedlagt. Godt nok sendte Irland parlamentsmedlemmer til London, men ca. 70 procent blev rekrutteret blandt den engelske jordejerklasse. Lederen af de irske nationalister var Daniel O’Connell, der vandt politiske rettigheder for katolikkerne i 1829.

Irlands tidlige tekstilindustri blev også slået i stykker efter unionen, og Irland blev, som Marx skrev i Kapitalen I, nærmest et landdistrikt i England, som blot tilfældigvis var skilt fra hovedlandet af et stykke hav. Det leverede korn, uld, kvæg og industrielle og militære rekrutter.

Først i begyndelsen af det 20. århundrede blev det engelske jordherredømme brudt ved vedtagelse af landreformer.

Sideløbende med småbøndernes marginalisering blev kartoflen den dominerende ernæringskilde. Den kunne så nogenlunde give den næring, en bondefamilie skulle have, kombineret med lidt svine- og hønsekød.

Der skulle imidlertid ikke meget til, før balancen tippede, således som den gjorde, da kartoffelpesten greb om sig.

I tilgift var Irland omkring 1845 relativt tæt befolket med 8,5 millioner indbyggere på et areal, der er knap dobbelt så stort som Danmark. De 6,5 millioner boede i det område, der er dækket af det nuværende Irland (altså minus Nordirland).

Ved uafhængigheden i 1922 var der knap 3 millioner irere i Den irske Fristat.

Økonomisk politik

Den konservative Robert Peel, der selv var opvokset i Irland, var premierminister i England, da pesten greb om sig. Kartoffelmisvæksten (der også ramte Skotland, men hvor skaden blev inddæmmet) blev brugt til at give kornlovene dødsstødet, dvs. de love, der siden 1815 havde begrænset import af korn fra f.eks. Frankrig.

Debatten om kornlovene havde gået for sig i nogen tid, men nu blev det fremført som et afgørende argument, at det ville være en fordel for Irland frit at kunne importere korn.  Men enhver form for kornimport krævede penge, og de penge skulle fremkomme ved, at herremændene blev ved med at sælge korn og kvæg til det engelske marked.

At stoppe leveringerne fra Irland til England ansås for frihandelsfjendtligt, og derfor blev der ikke gjort noget forsøg på at hindre udskibningen.I øvrigt ville Irland ikke have været selvforsynende, selvom intet korn forlod landet.

Peel trådte tilbage efter ophævelsen (»the repeal«) af kornlovene i 1846, og hans efterfølgere var hårdnakkede liberale.

Kornlovene havde knyttet fæstebondens skæbne sammen med herremandens. Beskyttelsen af kornet skabte høje priser, der lettede fæstebøndernes forpligtelser. De havde længe ikke haft råd til at spise f.eks. brød.

De, der nød godt af kornlovenes ophævelse, var de engelske industrialister, der, når kornet som ventet faldt i pris, kunne betale mindre til deres arbejdere. Naturligvis prøvede fortalerne for »repeal« at foregøgle arbejderne, at deres realløn ville stige, når korn blev billigere. Nedsættelse af arbejdstiden blev også fremført som lokkemad. I parentes bemærket gav kornlovenes afskaffelse signal til et drastisk fald i den engelske kornproduktion.

For irerne betød den nye frihandel, at støtteopkøb af korn ikke var ’tilladt’, så de irske bønder blev dobbelt pressede af kornlovenes ophævelse.

Det skal tilføjes, at et par skibsladninger amerikansk majs blev opkøbt for offentlige midler og sendt til Irland i hungersnødens første tid. Majsen blev solgt til indkøbsprisen og kom ingenlunde de allerfattigste til gode, fordi den skulle males og krævede megen energi til tilberedelsen. Og Irland var allerede næsten totalt afskovet - ja, der er dem, der ser en grund til kartoffelhungerens katastrofale følger i den tidligere hæmningsløse jagt på tømmer. - Middelmænd fik glimrende profitter gennem storopkøb af majsen til videresalg. 

Lærdom nr. 1 for senere kriser: Et politisk tiltag som øget frihandel eller afregulering gør kun skaden større, når katastrofen rammer, men så er det så meget desto mere påkrævet at bekæmpe sund fornuft og medlidenhed og trodsigt fremture i samme gænge. Der er vel også nok nogle, der profiterer.

Understøttelse

De engelske fattiglove går tilbage til Tudor-tiden. Elizabeth I sørgede for den første egentlige lovgivning i 1601. Ydelserne blev finansieret af en skat på jordbesiddere.

Lovene blev reformeret i 1834. Lokale ’unioner’ med værger, der skulle overse fattig/arbejdshusene, blev etableret. De fattige skulle fortsat bures inde i fattighuse og sættes til at arbejde for føden.

Men i og med at finansieringsformen bestod, er det klart, at jordejerne i Irland nok skulle få sig betalt af fæstebønderne. Dermed havde sidstnævnte endnu sværere ved at klare deres byrder og var end mere henvist til fattigforsorg. Det kørte i ring. Jorddrotterne var heller ikke just kendt for deres godgørenhed.

Lærdom nr. 2 for senere kriser: De, som lider, skal selv betale for den støtte, de får.

Lønfald

Da der ikke var meget lønarbejde at få, og udbuddet af frie arbejdere steg og steg, faldt lønningerne naturligvis.

Den irske fødevareknaphed gjorde så, at priserne på de varer, der kunne købes, blev dyrere. På trods af frihandlens påståede fordele, der bare ikke blev indløst.

Lærdom nr. 3: En god krise skal bruges til at få reallønningerne til at falde.

Insister på eksporten

På trods af hungersnøden steg korn- og kvægeksporten fra Irland, men svin blev der ikke solgt så mange af.

Det skyldtes, at de i udpræget grad var småbøndernes egne, og fæsterne blev nødt til selv at spise dem, dels for at overleve lidt længere, dels fordi svinene i stor stil blev fodret med kartoffelaffald, som der var stadig mindre af. Så bestanden faldt.

At færre svin blev solgt fra Irland, var altså i denne situation et yderligere tegn på krisen.

Lærdom nr. 4: For dem, der ligger ned, er selv et faktum, der kunne tage sig positivt ud, negativt.

Forudsigelser

Som sagt vidste ingen rigtig, hvordan kartoflen blev syg, og hvorfor den vedblev med at være det.

Men det skulle jo nok gå bedre næste år. Falder væksten et år, ja, så må den jo næsten naturnødvendigt stige næste år, ikke? Det kræver ligevægten og langtidstendensen jo.

Lærdom nr. 5: Insister på, at krisen er kortlivet. Tager man fejl, kan man altid hævde, at der var ting man ikke kunne vide, men at det helt sikkert går bedre næste år.

»Det er deres egen skyld«

I England var man jævnt hen træt af irerne, der krævede deres parlament tilbage - eller rentud deres uafhængighed. Oven i købet var de papister. Så støtte til Irland fra den kant var ikke just en folkesag.

The Times sendte en reporter, der kunne fortælle om, hvor sløve og initiativløse irerne var. Det faldt i god jord hjemme i England og hjalp på englændernes samvittighed over ikke at sende hjælp.

Samtidig var det lykkedes myndighederne at splitte den irske opposition til unionen ved at slå ned på den radikale ’Young Ireland’ bevægelse og sætte den op mod de mere moderate nationalister som O’Connell.

Desværre var O’Connell så optaget af at få det irske parlament tilbage og troede, at de liberale ville hjælpe. Derfor var han villig til at acceptere deres ekstreme frihandelsposition. I øvrigt døde han i 1847.

Der blev dog gjort lidt. Offentlige arbejder blev sat i gang, men stoppet for tidligt, så fattighusene flød over med folk, og mange blev afvist og lå og døde udenfor.

Der blev åbnet suppekøkkener, nogle ved hjælp af privat godgørenhed. Kvækerne gjorde den største indsats. Den katolske kirke var også relativt set på de fattiges side (det var jo dem, der var katolikker), og måske kan man se noget af grunden til den katolske kirkes indgroede magt i Irland i det forhold.

Lærdom nr. 6: Find nogle dovne Robert’er – det skulle ikke være så svært – og giv den så alt hvad den kan bære.

Emigration

Når alt andet svigter, er der emigration tilbage.

Mange småbønder, der ikke kunne klare deres fæstebetalinger, blev smidt ud. Dette blev yderligere stimuleret af vedtagelsen i 1847 af den såkaldte Gregory-klausul, der angiveligt skulle hjælpe de fattige, men havde den modsatte effekt. Hvis man havde adgang til mere end 1000 m2 jord, kunne man herefter ikke komme i fattighuset. Så det gav godsejerne øget grund til at smide bønderne ud af deres smågårde, hvis de ikke kunne betale jordleje. De hjalp dem jo videre i systemet.

Nogle bønder fik hjælp fra deres landdrot til at emigrere, så han kunne inddrage jorden og nedrive deres huse. De blev uvægerlig sendt af sted i dødssejlere, og de, der selv finansierede transporten, havde heller ikke råd til luksusrejser. Opsætsige folk blev sendt til straffekolonien Australien (Tasmanien). Tabene af liv undervejs var høje. 

Det viste sig så, at irerne på trods af de engelske påstande om dovenskab klarede sig forbløffende godt i modtagerlandene, først og fremmest USA, Canada og Australien. Migrationen førte til yderligere affolkning af Irland og en sikring af landets fattigdom i mange år fremover, lige indtil landet brølede som en keltisk tiger, nå ja.

Migration og død førte altså ikke til velstand. Landskabet ændrede sig, fåreavlen greb om sig, jordtilliggender blev større.

I første omgang nød de engelske jordejere godt af ændringerne, men på grund af affolkningen faldt korndyrkningen. Alligevel steg jordejernes overskud, for priserne på kvæg og uld steg op igennem atten tresserne.

De mindre jorddyrkende bønders vilkår forbedredes ikke, og derfor fortsatte udvandringen, ikke bare til oversøiske områder, men også til byerne og England. Landløshed og proletarisering greb om sig.

Emigranternes remitter var et kærkomment bidrag til nøgen overlevelse.

Lærdom nr. 7: Lad folk rejse – det hjælper på koncentrationen af ejendom og hjemlige profitter. Når emigranterne sender penge hjem, kan man få det til at se ud som en helt human udvikling.

(Her er der naturligvis den lille modifikation i dagens verden, at de veluddannede er velkomne i de rige  lande, men ikke de fattigste og mest uuddannede. Eller rettere: De skal i hvert fald ikke have rettigheder, men forblive illegale, så deres arbejdskraft bliver ekstra billig – verden har da bevæget sig lidt).

Facit

Den irske hungersnød, nogle gange udnævnt til at være en holocaust, varede indtil 1850-51. Epidemier greb om sig og udslettede mange af de udsultede. Over 1 million døde i hungersnødens værste år, 1846-51.

Emigrationen fortsatte imidlertid og var på 2,1 millioner i perioden 1845-55. Den engelske laissez-faire politik havde en ikke ringe andel i, at sulten blev en totalkatastrofe.

Det er let at forstå, at irerne ønskede uafhængighed fra englænderne, hvad de først fik i 1922 efter hårde politiske kampe kulminerende i borgerkrig. Det er en grum og blodig historie. Men hvad har magthaverne lært af den, andet end de læresætninger, der er angivet ovenfor?

NB om historieforskningen:

Nyere forskning tenderer til at læse hungersnøden på linje med ovenstående, dvs. den irske folkeerindrings smertelige erfaringer.

Tidligere sås hungersdøden som skabt af en blot og bar naturkatastrofe, men at der i høj grad var strukturelle politisk-økonomiske grunde til dens fatale forløb, er nu blevet accepteret i den gængse historieskrivning.

Hvor kyniske var de engelske koloniherrer? Nogle troede givetvis fuldt og fast på frihandlens og laissez-faires helbredende virkninger, mens andre bevidst arbejdede på at gøre jordbesiddelserne i Irland større. 

Der var også helt klart elementer af racisme, religionshad og fastlåste positioner involveret. Det passede unægtelig også flertallet af englænderne af alle klasser ganske udmærket, at nogle irere forsvandt fra jordens overflade eller til en anden del af den.

Litteratur:

Frank A. Biletz, Review: “The Great Irish Potato Famine, by James S. Donnelly, Jr.,292 pp. Phoenix Mill, Thrupp, Stroud, Gloucerstershire:  Sutton Publishing, 2001”.

Ruán O’Donnell. 2008. A Short History of Ireland’s Famine, Dublin: O’Brien Press.

Karl Marx. 1867. Capital Volume I, Penguin Classics (genoptrykt 1990), pp. 854-870. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce