Annonce

Analyse
6. maj 2016 - 10:56

Det nostalgiske forsvar for velfærdsstaten undergraver sig selv

Forskelsbehandling af flygtninge og indvandrere er med til at undergrave den solidaritet, velfærdsstaten bygger på. Men hvad hvis denne velfærdschauvinisme selv er et barn af velfærdsstaten? Tredje del af Bue Rübner Hansens artikeltrilogi om, hvorfor det er så svært for den danske venstrefløj at bryde med velfærdschauvinismen ved at trække på socialdemokratisk nostalgi.

Denne artikelserie  beskriver, hvordan »udlændingepolitikken« i Danmark er indtrådt i en ny fase, hvor DFs »værdipolitiske« chauvinisme bliver suppleret af en dybt økonomisk socialdemokratisk politik, som forskelsbehandler flygtninge og indvandrere for at »forsvare velfærden«.

Det betyder, at de strategier, som blev udviklet imod DF på den danske venstrefløj, begynder at vise deres utilstrækkelighed. Den måske vigtigste inspiration for denne strategi var Magnus E. Marsdals bog Frp-koden (2007), som handler om det norske udgave af DF, Fremskrittspartiet.

For at forklare dette skifte, må vi flytte vores fokus fra »DF-koden« til »S-koden«, dvs. de principper, som har styret socialdemokratisk politik siden deres storhedstid i 1960’erne. Vi skal særligt se, hvordan de i dag optræder i en nostalgisk form, som understøtter eller ikke formår at bryde med velfærdschauvinismen. Disse tre principper handler om en bestemt forestilling om Partiet, Klassen og Velfærdsstaten.

I den første artikel i denne trilogi diskuterede jeg, om et alternativ til velfærdschauvinismens splittelsespolitik kræver et brud med socialdemokraternes historiske selvforståelse som parti og deres model for regeringsførsel. For så længe man insisterer på, at omfordeling kun er mulig i vækst-tider, betyder krise- og lavvækst et nulsumsspil, hvor lønarbejdere spilles ud mod alle dem, som står udenfor arbejdsmarkedet og som derfor »ikke bidrager« til velfærden. Dette går ikke blot ud over studerende, førtidspensionister og arbejdsløse, men også flygtninge og indvandrere, fordi de har længere vej til arbejdsmarkedet. Alternativet til dette ville være at udvikle en anden model for regeringsførsel, som handler om at gennemtvinge omfordeling i tider med krise- og lav vækst.

I seriens anden artikel beskrev jeg, at den klassiske socialdemokratiske forståelse af arbejderklassen indeholder den samme snævre fokus på arbejdet. Det vil blandt andet sige, en identitetspolitik omkring lønarbejdet, som indeholder kimen til mistænksomhed overfor alle dem, hvis adgang til arbejdsmarkedet er længere. Samtidig betyder det, at nostalgien efter den mere homogene socialdemokratiske arbejderklasse ikke gav meget rum for at skabe mangfoldige fællesskaber på tværs af »etniske grupper«.

Denne tredje og sidste artikel viser, at velfærdschauvinismen ikke kun handler om partier og identiter, men også om de institutionelle og økonomiske arrangementer, som gør, at indvandrere er overrepræsenterede blandt de arbejdsløse. Det kræver en kritik og et alternativ til de dele af velfærdsstaten og den danske model, som er med til at skabe grobund for velfærdschauvinisme.

Problemet med nostalgisk socialdemokratisk forsvar for disse institutioner er, at det står både i vejen for både kritik og alternativer, og dermed for et brud med velfærdschauvinismen.

Velfærdsstaten: et bolværk mod velfærdschauvinismen?

Den danske venstrefløjs strategi for at stoppe højrefløjens succes har længe været at genpolitisere økonomien og tale til »folk som de er flest.« Ifølge denne analyse – som blandt andet er inspireret af norske Magnus Marsdal – vinder venstrefløjen på at politisere økonomien med udgangspunkt i et forsvar for fælles institutioner, som velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel. Idéen er, at dette kan underminere et parti som Dansk Folkeparti, der er villig til at gå imod sine vælgeres interesser.

Og der er andre gode grunde til, at partier som SF og Enhedslisten (EL) har fokuseret på at forsvare disse institutioner. Som EL’s strateg Pelle Dragsted har skrevet, er velfærdsstaten udtryk for »enorme landvindinger, der har sikret almindelige mennesker [en] høj grad af velstand, tryghed og øget solidariteten i samfundet.« Og forskningen viser, at den universelle velfærdsmodel og økonomisk lighed forklarer den historisk lave tendens til velfærds-chauvinisme i lande med socialdemokratiske velfærdsstater som Danmark. Når velfærden er universel og sikker, er der mindre risiko for, at spørgsmålet bliver om, hvem der fortjener adgang til den depolitiserede. Og når staten ikke gør forskel eller skaber konkurrence mellem etniske grupper er der mindre tendens til, at befolkningen selv gør det.

Men i Danmark fremstiller stort set hele det politiske spektrum fra Dansk Folkeparti til Socialdemokraterne udelukkelse af flygtninge og  integrations-pres på indvandrere som nødvendige forudsætninger for velfærdsstatens overlevelse. Under neoliberalismen kommer velfærdschauvinisme til at fremstå som forsvaret for velfærdsstaten, som vi har set i første artikel i denne serie.

Velfærdsstaten er under angreb, så venstrefløjens forsvar for den er nødvendigt. Men hvad hvis denne forsvars-positur skaber en nostalgisk politisk og affektiv ramme, som tilgodeser højrefløjen? Hvad hvis forsvaret kommer til at stå i vejen for kommunikation og udviklingen af alternative ideer om det gode liv i fællesskab? Og hvad hvis udviklingen af sådanne ideer er nødvendig for at opbygge en reel magtbase, for at skabe og organisere holdninger, snarere end blot at repræsentere dem?

Undergraver velfærdsstaten sine egne forudsætninger?

I jo højere grad en kamp, der handler om et forsvar, snarere en en offensiv vision, jo mere nostalgisk, indadvendt og systembevarende bliver denne kamp. Nostalgi er, som vi har set, en tilbageskuende og romantisk forestilling om fortiden, som finder sin kraft i samtidens frustrationer. Der er to udgaver af denne romantiske vision: enten bliver velfærdsstaten beskrevet som et produkt af »danske værdier«, hvor »vi« valgte at opbygge »samfundet« omkring en en universel velfærdsstat, hvis rettigheder ikke er klasse-specifikke, men snarere orienteret mod borgeren som individ.

Men nostalgien sniger sig også nogle gange ind i fortællingen om velfærdsstaten som et produkt af sociale kampe. Det sker, når den beskrives som en entydig sejr for arbejderbevægelsen. For sandheden er, at nye forbedringer i velfærden ofte blev betalt med intensiverede arbejdsrytmer, og at velfærdsinstitutionerne ofte blev designet efter arbejdsgivernes interesser med henblik på at skabe en politisk passiv arbejderklasse. Og mange i bevægelsen ville langt mere end en velfærdsstat.

Henimod slutningen af 60’erne var velfærdsstaten ikke længere en indrømmelse til fagbevægelsen, men en universel mekanisme, der adresserede individuelle omsorgsmodtagere og siden velfærdsforbrugere med henblik på at skabe en højproduktiv arbejdsstyrke. Der var måske endda tale om en pyrrhus-sejr, for som etnolog Thomas Højrup har påpeget, så var den universelle velfærdsstat i sig selv med til at afmontere de »organiserede livsformer«, som havde skabt dem.  Det er derfor en stor del af kritikken, at velfærdsstatens afvikling kommer til udtryk som individuel forbrugerkritik, som henvender sig til politikerne, snarere end en medborger- eller klassekritik, som organiserer sig.

Socialdemokratiske regeringer spillede ofte en rolle i en ambivalent proces, hvor velfærdsstaten blev konsolideret og depolitiseret. Man præsenterer dens forestillede fællesskab som nationalstatens omsorgsfulde familie, snarere end klassens organiserede kampfællesskab. Nostalgien efter dette leder til et statsorienteret og nationalt forsvar for velfærden. Det skaber en politisk ramme, som passer velfærdschauvinismen bedre end venstrefløjen. Denne framing ligger op til en politik, som mobiliserer for at forsvare snarere end for at skabe, og som drømmer sig tilbage til en forestillet fortid, hvor staten tog sig af ting og glemmer, de kampe, der ledte til velfærdsstaten.

Det national-statslige forsvar for velfærdsstaten

Det er forståeligt, at alle taler om at forsvare velfærden i dag, både i befolkningen og blandt de fleste partier. Problemet er bare, at dette forsvar er forbundet med nostalgi og ideen om en stat, der holder hånden under os. Det skaber ikke den kreativitet og kampvilje, der kendetegnede fagbevægelsen, da velfærdsstaten blev skabt. Dengang gav ideen om velfærdsstaten energi til en demokratisk ambition om et godt liv i fællesskab, baseret på en særegen historisk tro på solidariteten, fremskridtet, og nationen.

For mange står kun nationen tilbage i dag. Fremskridtstroen er afløst af frygt for fremtiden, og den inklusive solidaritet er blevet eksklusiv overfor østarbejderne og indvandrerne. Forsvaret for velfærden kommer derfor til at handle om en lukket national solidaritet og en kamp mod globaliseringen. Det er ikke et positivt fælles projekt, men en bøn om statslig beskyttelse og grænsedragning. Som Mattias Tesfaye skriver:

»Vi skal være stolte af Danmark. Fordi en stor del af de sociale rettigheder, der skaber tryghed i vores tilværelse, stopper lige nøjagtig der, hvor nationen stopper. Der er med andre ord ikke efterløn på den anden side af grænsen.«

Det nostalgiske forsvar for velfærdsstaten fremstiller den som noget særligt »dansk«, et produkt af »danske værdier« og af en særlig dansk »konsensuskultur«.

I denne fortælling er omverdenen og indvandringen to klare trusler. Dermed overser man, at det er ikke kun velfærdsstatens afvikling som har en international dimension, men også dens udvikling. For selvom velfærdsstaten selvfølgelig er et produkt af klassekamp og klassekompromisser indenfor Danmark, må man forstå, at disse kompromisser kun var mulige på grund af frygten for en kommunistisk radikalisering af arbejderbevægelsen, på grund af internationale økonomiske konjunkturer (efterkrigsboomet). Og den danske velfærdsstat blev opbygget samtidig med velfærdsregimer i en række Vesteuropæiske lande.

Uden disse havde markederne for dansk eksport været mindre, ligesom danske lønninger skulle have konkurreret imod lave lønninger i nabolandene. Og det er ikke tilfældigt, at de mest omfattende velfærdsstater blev opbygget i en geopolitisk bufferzone mellem øst og vestblokken som Skandinavien, hvor behovet for at legitimere kapitalismen var ekstra stort.

Nationen som velfærdsstatens forestillede fællesskab er både for bred og for smal. Den er for bred, fordi den tager udgangspunkt i den universelle velfærdsstat, snarere end de klasser, som kæmpede for, at den blev skabt. Den er for smal, fordi den udelukker det ikke-danske, og overser, at kampen for værdighed, social sikkerhed og økonomisk frihed altid var international.

Migranter og folk med indvandrerbaggrund anses som sent ankomne nydere af en national velfærdsstat, snarere end aktive medskabere af den. Deres kampe for lige adgang til velfærden ses ikke som en del af den lange kamp for velfærd, men fortolkes i stedet som udtryk for en forkælet kræve-mentalitet.

Det er velkendt, at forsvaret for »friheden og demokratiet« imod terrorismen har været med med til at undergrave begge dele, og skabe mere terror. På den samme måde kan forsvaret for den socialdemokratiske velfærdsstat altså være med til at producere den velfærdschauvinisme, som ellers er velfærdsstaten modsætning og undergrave den solidaritet velfærden er bygget på.

Hvis den nostalgiske framing er dominerende, vil velfærdschauvinismen fremstå som det mest overbevisende forsvar for velfærdsstaten. Det er altså nødvendigt at skabe en anden ramme for diskussionen om velfærdens fremtid. Mange elementer af en sådan framing eksisterer allerede, men de får først for alvor styrke og vigtighed gennem en kritik af den eksisterende velfærdsstat, og hvis de bliver en del af en større fremadrettet fortælling.

Den danske model med-skaber eksklusion

Hvis man ønsker at forsvare velfærdsstaten i dag, må man kritisere den på alle de punkter, hvor den er med til at undergrave solidariteten mellem forskellige faglige og etniske grupper, og hvor den står i vejen for fremvæksten af et mangfoldigt fællesskab, som kan forsvare og tilkæmpe sig velfærdsrettigheder.

De to mest centrale institutioner i den danske vestrefløjsdebat er velfærdsstaten og »den danske model«, det vil sige det danske arbejdsmarkeds organisering omkring frivillige overenskomster mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger.

De to er knyttet sammen i begrebet om »flexicurity«, som betyder, at fagforeningerne accepterer, at det er relativt let at fyre ansatte (flexibility), fordi det er et stærkt social sikkerhedsnet (security). Den danske model betyder også, at der er en meget stor overenskomstdækning, hvilket betyder, at der ikke er nogen lovbestemt mindsteløn. Den sociale sikkerheds-komponent har igennem de sidste 15-20 år været under så kraftig nedbrydning, at nogle arbejdsmarkedsforskere taler om, at det ikke længere giver mening at tale om flexicurity.

Den danske model er med god grund blevet lovprist for sin store overenskomstdækning og evne til at undgå »social dumping« ved at forhindre, at arbejdsgivere systematisk underbetaler indvandrere. Men den danske arbejdsmarkedsmodel er mindre universel end som så, og den beskytter primært de indkluderede. Således er dækningsgraden blandt efterkommere af ikke-vestlige indvandrere 46 procent imod 72 procent blandt etniske danskere, fordi de typisk arbejder i brancher med lav overenskomstdækning.

Det relativt høje overenskomst-beskyttede lønniveau i Danmark accepteres af virksomheder, fordi arbejdskraften generelt er højproduktiv og veluddannet. Det gør det dog samtidigt sværere for arbejdere, som regnes for mindre produktive at få ansættelse på disse forhold - og beskyttelsen umuliggør ansættelse på dårlige vilkår. Arbejdsgivernes store drøm i disse dage er derfor at »hjælpe integrationen« - og hjælpe dem selv med at sænke lønniveauet - gennem en såkaldt »indslusningsløn«, som vil tillade dem at betale flygtninge mindre end danskere.

Venstrefløjen og fagbevægelsen gør ret i at modsætte sig det løntryk, som det ville medføre. Men det er vigtigt at lægge mærke til en strukturel udfordring for integrationen, nemlig at den danske model beskyttelse lægger et højt løn- og produktivitetsniveau, som gør det svært for virksomhederne at nedkvalificere arbejdsprocessen ved at ansætte flere lavtlønnede til at gøre færre højtlønnedes arbejde (på samme måde som udflytningen af arbejdspladser til lavtlønslande ofte inkluderer en et teknologisk tilbageskridt til mindre avanceret, kapitalintensiv produktion).

Alt andet lige, betyder arbejdsmarkedets struktur en udelukkelse af mindre »konkurrencedygtig« arbejdskraft, og det betyder en højere arbejdsløshed blandt flygtninge og indvandrere, fordi arbejdsgivere ofte foretrække den »danske« arbejdskraft, både på grund af fordomme, samt krav om sprogkundskaber og uddannelse, eller manglende akkreditering af ikke-europæiske uddannelser.

Alt dette betyder, at indvandrere er overrepræsenterede som modtagere af bistandshjælp. Den relative eksklusion skaber også incitament til at indvandrere skaber deres egne arbejdspladser. Fra legale forretninger som små butikker og restauranter til de mindre legale, er der tale om en økonomi, hvortil adgangen reguleres gennem sociale netværk, som ofte består af folk med samme etniske eller familiemæssige tilhørsforhold. Og det skaber ofte arbejde, som ikke er overenskomstdækket - hvilket kan betyde, at mange vælger arbejdsløshed over dårlige arbejdsforhold.

På baggrund af den socialdemokratiske fetischering af arbejdet og arbejdsmoral, som er blevet forstærket under konkurrencestatslogikken, kan der let skabes en mistænkeliggørelse af disse grupper, og som gør deres »manglende integration« på arbejdsmarkedet til et spørgsmål om kultur og etnicitet.

Ligesom man undgår at tale om strukturel arbejdsløshed ved at diskutere om »det kan betale sig at arbejde«, undgår man at tale om strukturel og fordomsbaseret eksklusion ved at fokusere på indvandreres og asylansøgeres »integrationsvilje« og »vilje til at tage et arbejde«.

Dette økonomiske og statistiske blik på indvandrere, migranter og asylansøgerne bidrager til at skabe en mistænkeliggørelse blandt resten af befolkningen. Det leder til yderligere splittelse, og som udskiller disse grupper som særligt »problematiske«. Det stiller dem i en umulig situation: enten tager de »danskernes« arbejde, eller også går de på bistand for »danskernes« regning. Og mens systemet der giver indvandrere et incitament til at skabe deres egne økonomier, beklager systemets vogtere sig konstant over indvandrernes manglende integration

Hermed undergraves den sociale sammenhængskraft, som er en betingelse for velfærdsstaten. Socialdemokraternene skyder skylden for derouten på blinde markedskrafter og de økonomiske konjunkturer, samt på de mindre »tilpasningsdygtige«, »arbejdsvillige« og »produktive« borgere. Der gøres i stadig højere grad gør forskel på, hvem der er »deserving and undeserving«. Og dem der i særlig grad bliver anset for ikke-fortjenende er flygtninge og nye indvandrere. Denne økonomisk-baserede chauvinisme fungerer uden Dansk Folkepartis direkte islamofobi og xenofobi. Men den mistænkeliggør ikke desto mindre flygtninge i Danmark og skaber en klasse af andenrangsborgere, hvilket undergraver mulighederne for fælles solidaritet imellem disse grupper. Der er tale om en transformation af velfærdsstaten og af dens sociale base, som både er institutionel og ideologisk.

Den klassiske socialdemokratiske arbejdsmarkeds-model og velfærdsstat foreslog at håndtere dette problem gennem uddannelse af mennesker med indvandrerbaggrund og statslige kampagner imod diskrimination. Spørgsmålet om integration kommer dermed til at handle om standardisering og opkvalificering af arbejdskraften, hvilket er en mulighed for nogle indvandrere og et umuligt krav om assimilation for andre, og særligt for traumatiserede flygtninge.

Da man afprøvede denne strategi 1990erne viste det sig, at denne model var ude af stand til at blokere udviklingen af velfærdschauvinismen. Den statslige antiracisme blev ikke overraskende opfattet som bedrevidende og arrogant af mange. Og samtidig var der ikke arbejde til alle, lige meget hvor mange, der fik en erhvervsrettet efteruddannelse. Og nutidig dansk forskning, som forsvarer ideen fokuserer da også primært på uddannelse af flygtninge som en vej til at »øge arbejdsudbuddet« og dermed konkurrencen mellem arbejderne.

Et nostalgisk forsvar for den danske model og det danske bistandssystem står forsvarsløs overfor arbejdsmarkedets produktion af velfærdschauvinisme igennem etnisk stratificering, når der ikke er arbejde til alle. Ethvert forsvar for velfærdsstaten må derfor være ekstremt kritisk og unostalgisk, hvilket kræver, at man har en vision for velfærden og arbejdsmarkedet, som går ud over den nuværende model.

Hinsides lønarbejdet som altings målestok

Det danske bistandssystem er altid i meget høj grad blevet finansieret gennem skatter og bidrag over lønnen. Systemets legitimitet er derfor baseret på, at alle lønarbejdere kan se det som en kollektiv forsikring, som ingen grupper nyder specielt godt af.

I et arbejdsmarked, som er delt mellem de arbejdende og de arbejdsløse, fungerer solidariteten kun, så længe cirkulationen ind og ud af arbejde er stabil. Ungdomsoprøret i 60'erne og 70'erne betød også et oprør mod den klassiske socialdemokratiske arbejdsmoral – mange unge valgte at leve på bistandshjælp frem for at tage arbejde, de anså for meningsløst. Allerede dette muliggjorde en undergavning af systemets legitimitet blandt mange lønmodtagere, og den nuværende etniske stratificering har kun gjort sagen værre. Denne udvikling har muliggjort en chauvinistisk modstilling af de »hårdtarbejdende skatteborgere«  og »velfærdsmodtagere«, mellem »ydere og nydere«.

Velfærdsstaten er helt centralt opbygget omkring denne idé om lønarbejdets centralitet. For eksempel er venstrefløjens svar på problemet med arbejdsløshed typisk mere at skabe arbejde, dvs. at staten skal arbejde for fuld beskæftigelse. Men fuld beskæftigelse har altid været en myte i socialdemokratiske velfærdsstater, for en kapitalistisk økonomi kræver en stående arbejdsreserve. Alligevel har fuld beskæftigelse altid været et centralt succeskriterium for socialdemokratiske regeringer. I 1960’ernes højvækstperiode betød fuld beskæftigelse at erhvervslivet måtte importere tusindvis af tyrkiske gæstearbejdere. Siden har det i praksis været en statistisk illusion, som skjuler, at hundredtusindvis blev parkeret på offentlig forsørgelse. Effekten har været en fortælling om, at der er arbejde nok til alle og en individualisering af arbejdsløshed, som blev et spørgsmål om individers vilje til at tage arbejde.

Denne produktivistiske vision er kun blevet mindre økonomisk, menneskeligt og miljømæssigt bæredygtig med tiden. Automatisering af industrien betyder i dag, at skabelsen af arbejdspladser går langsommere end den demografiske udvikling i de fleste lande. Og kapitalismens ekstreme globale produktivitet og ulighed, betyder, at produktiviteten stiger hurtigere end efterspørgslen. Det betyder, at der ikke er mange profitter at hente i produktionen. Det er derfor mange store virksomheder foretrækker at spare op, give store bonusser til deres chefer og aktionærer, og at investere i finansiel spekulation frem for at skabe arbejdspladser.

Derfor er den socialdemokratiske vision om fuld beskæftigelse nostalgisk. At der ultimativt ikke er lønarbejde nok til alle, betyder, at ideen om, at al værdighed og aktivitet kommer fra lønarbejdet, er politisk og etisk ubæredygtig. For denne skelnen undergraver både de arbejdendes solidariteten med de arbejdsløse og de arbejdsløses selvværd. Og uden solidaritet og selvværd vil de være presset til at underbyde de arbejdendes lønninger og arbejdsforhold.

Dyrkelsen af arbejdet og produktiviteten som individets målestok er også en vigtig faktor i moderne racisme, hvor »menneskers ret til liv bliver gjort ligefrem proportional med deres nytteværdi og omsættelighed til kapital af den ene eller den anden slags.« Mens skiftende regeringer har deporteret tusindvis af afviste asylansøgere fra Danmark, har de samme regeringer presset danskerne til at arbejde mere, længere og hårdere på grund af aldring og faldende fødselstal.

»Vi kommer til at mangle arbejdskraft« var mantraet, som ironisk nok kulminerede i oktober 2015. Mens politikerne diskuterede, hvordan man bedst kunne afskrække flygtninge fra at komme til landet sendte Danmarks Radio programmet »Knald for Danmark«, mens rejsebureauet Spies reklamerede for reproduktions-rejser og Københavns Kommune førte en fertilitetskampagne.

Danskerne griner meget af konservative amerikanerne, som på samme tid forsvarer fri adgang til håndvåben og kæmper imod abort, men de fangede ikke ironien i, at u-undfangede danske middelklassebørn blev regnet for mere værd en levende syriske børn.

Kun børn opdraget af danskere kan åbenbart udfylde det påståede hul i den danske demografiske udvikling. Grunden er, at det danske samfund i dag har svært ved at finde plads til de mindre produktive i arbejdslivet og til de mindre danske i produktionen af det danske samfundsliv. Og mens man diskuterer fertilitet ignoreres diskussionen om børnefamiliers forhold: orlov og presset på både kvinder og mænd for hurtigt at komme tilbage til arbejdslivet af økonomiske eller karrieremæssige grunde.

Skellet mellem lønarbejde og passiv forsørgelse, og mellem produktiv og uproduktiv, overser at der findes meget nyttigt, endda essentielt ulønnet arbejde. Det er arbejde, som både er samfundsmæssigt gavnligt og meningsfyldt: det drejer sig om det reproduktive arbejde i hjemmene, familierne, vennegrupperne og fællesskaberne, som oftest er blevet varetaget af kvinder, og om det frivillige arbejde i og udenfor foreninger og organisationer. Opgaven er altså ikke nødvendigvis at skabe mere lønarbejde, men at give værdi til den ulønnede aktivitet og arbejde. Det kan være igennem borgerløn, eller gennem genintroduktionen og udviklingen af nye former for forældre-, frivillig-, uddannelses- og aktivisme-orlov.  Og det handler om at skabe rum for, at mere af denne aktivitet kan foregå i fællesskaber fremfor blot i familiens aflukke - gennem foreningslivet og blandt naboer. Samtidig må man insistere ikke blot på den offentlige sektors bidrag til væksten (noget mainstream økonomiske modeller ikke medregner i dag), men også på at værdisætte denne sektors arbejde, når det er reproduktivt, snarere end produktivt.

I stedet for en vækst- og produktivitetsrevolution kan man forestille sig en omsorgsrevolution, hvorigennem det eksisterende lønarbejde kan deles bedre og det reproduktive arbejde gives den anerkendelse, det fortjener.

Venstrefløjens ideal i det 20. århundrede var konstant økonomisk vækst og øget produktivitet. De idealtypiske velfærdsborgere og arbejdere var derfor dem, som arbejdede i den »produktive« sektor, dvs. industrien. I tider kendetegnet ved lav vækst og klimaødelæggelse, bliver idealer om bæredygtighed og reproduktion vigtigere. Måske fremtidens ideal for medborgerskab kommer til at tage udgangspunkt i omsorgen for børn, fællesskaber, foreninger, bygninger, natur og veje?

Denne vision for et godt liv i fællesskab er en luftig utopi, medmindre man samtidig skaber en politisk strategi og en social solidaritet, som kan give den krop og liv og udvikle den i gennem en fælles tænkning og eksperimenteren. Det kræver, at vi vender tilbage til pointerne fra de to første artikler i denne serie.

Tre forslag hinsides nostalgien

I den første artikel så vi, at at socialdemokraternes nuværende velfærdschauvinisme er opstået i forlængelse af deres grundlæggende økonomiske logik og regerings-rationale. For socialdemokraterne – neoliberale såvel som klassiske – er omfordeling afhængig af så høj vækst, at omfordelingen ikke griber ind i virksomhedernes profitter. I en lavvækst-økonomi betyder det princip, at omfordelingen bliver sat på standby, hvorved velfærdsrettigheder, løn og arbejdsforhold bliver undergravet.

Spørgsmålet om, hvem der skal betale regningen er både dybt værdipolitisk og økonomisk, og den socialdemokratiske tendens har været at sende regningen til de »uproduktive« borgere, som »ikke bidrager til fællesskabet«, herunder særligt flygtninge og indvandrere.

En reel omfordelings-politik kræver i dag et brud med den klassiske socialdemokratiske uvilje mod at angribe virksomhedernes bundlinje, under trusler om kapitalflugt og konkurs. At sætte ind imod skatteundragelse og den politiske underminering af Skat er et første skridt.

Men i nogle brancher, som er presset af konkurrence fra økonomier med en højere udbytningsgrad, står valget mellem at presse danske lønninger eller at suspendere denne konkurrence. Det kræver, at man tør socialisere virksomheder, som bliver relativt urentable for investorerne (relativt til finansiel spekulation eller produktion i lavtlønslande) og at blokere kapitaleksport.

Det kræver altså en vision for en gradvis uafhængiggørelse af samfundet fra de private ejeres interesser til fordel for den demokratiske interesse i et solidarisk samfund. Uden krav om enorme kapitalafkast vil mange luknings- eller udflytnings-truede produktionsvirksomheder kunne videreføres uden, at deres varer bliver dyrere. Uden en sådan dagsorden, er det svært at forestille sig, at venstrefløjen kan træde ud af rollen som venstreopposition til et neoliberalt socialdemokrati. Skabelsen og befæstelsen af sådan en dagsorden kræver en ny base af værdier og viden i befolkningen, produceret ikke blot igennem partierne, men i organisationer, netværk og steder. Uden disse udviklinger vil venstrefløjen hænge fast i et valg mellem at være de svages vagthund eller at opgive sin plads på venstrefløjen for at blive magthund.

I anden artikel så vi, hvordan et forsvar for et økonomisk klassefællesskab blev til et forsvar for et mere kulturelt værdi- og identitetsfællesskab i Socialistisk Folkepartis (SF) forsøg på at blive talerør for den socialdemokratiske arbejderklasse. Denne nostalgiske socialdemokratiske arbejderidentitet skabte ikke rum for det ikke-chauvinistiske fællesskab og »vi«, uden hvilket solidariteten er truet.

Det viser, hvor vigtigt det er at mangfoldiggøre begrebet om arbejderklassen, hvis man ønsker at tale til »folk flest« om fælles økonomiske interesser. »At tale til folk flest« handler også om at gøre sig selv relevant for grupper udenfor den traditionelle arbejderklasse, fordi organiseringen af disse grupper er vigtig for klassesolidaritetens fremtid, og fordi store dele af arbejderklassen selv er i opbrud.

Det kræver et begreb om solidaritet som ikke er baseret på faglig ensartethed, men på sammensætningen af forskellige interesser og begær i større fællesskaber. Basen for en sådan organisering er ikke blot arbejdspladserne, men også byerne, landsbyerne og kvartererne.

Men spørgsmålet om klassekomposition viser også begræmsningerne ved fordringen om at »at tale til folk flest«. Klassekomposition handler ikke om, at organisationer og partier taler til adskilte grupper og individer om deres fælles interesser, men om konstruktionen af fælles interesser gennem opbygningen af konkret solidaritet. Det handler ikke blot om at tale til folk flest, men om at skabe rum, hvor folk kan lytte til hinanden, italesætte fælles problemer og konstruere fælles løsninger på dem. Her ligger en opgave for bevægelses-bygning, hvis primære aktører sjældent er politiske partier.

I denne tredje og sidste artikel har vi set, hvordan det rent national-statslige forsvar for velfærdsstaten overgiver spillebanen til velfærdschauvinismen. En mere offensiv vision kræver, at forsvaret for velfærdsstaten også påpeger, hvordan den ikke fungerer. Og det kræver et fremadrettet projekt for et godt liv i fællesskab. Herunder så vi vigtigheden af at undergrave forskellen mellem ydere og nydere, ved at give værdi til det ulønnede og offentlige arbejde. En klassebaseret »universalisme«, som ikke forstår nødvendigheden af at kæmpe omkring visse gruppers særforhold, der understøtter det modsatte af universalisme: etnisk splid og konkurrence mellem forskellige grupper af arbejdere. Sådanne kampe handler om en direkte anti-racistisk kamp imod arbejdsgiveres (og deres kunders) fordomme. Det handler om at udstrække overenskomstdækningen i brancher med mange indvandrere, og om at skabe flere jobs for alle, gennem offentlige investeringer, udbygning af den offentlige sektor, og løntilskudsjob i funktioner, hvor der normalt ikke er ansatte – f.eks. i foreningslivet og kooperativer. Og det handler om at dele arbejdet blandt flere, så ulønnet aktivitet valoriseres - både den direkte samfundsgavnlige og den mere eksperimenterende og kreative aktivitet.

Som man kan se, er mit argument ikke blot, at velfærdschauvinismen ikke kan overkommes gennem en strategi baseret på socialdemokratisk nostalgi. Mit argument er også, at velfærdschauvinismen ikke kan overvindes gennem en »styrkelse af integrationsindsatsen«, gennem anti-racisme eller menneskerettighedsarbejde, men kun gennem et bredere engagement med de problemer, forestillinger og institutioner, som gør det velfærdschauvinistiske forsvar for velfærdsstaten attraktivt for mange mennesker. Men et sådant engagement indebærer helt centralt en gentænkning af den såkaldte »integration«, som jeg vil opridse i det følgende.

Gensidig integration og et problem, som ikke løses i Danmark

Groft sagt har der aldrig været en integrationspolitik i Danmark. I 1980’erne og 1990’erne endte mange nye danskere, som tidligere omtalt, med valget mellem offentlig bistand eller at skabe deres egne arbejdspladser. Siden har den officielle politik handlet om assimilation, om at tvinge nye danskere til at blive ligesom de gamle danskere, gennem afskaffelsen af modersmålsundervisning, indførslen af danskheds-testen, og en konstant palaver omkring vigtigheden af at spise svinekød og fejre jul. Assimilations-tvangen er en kontraproduktiv strategi, som både skaber en forståelig modstand blandt mange indvandrere og mistillid blandt danskere, for »de” kan jo aldrig blive helt som os.

En egentlig integrationspolitik handler i stedet om at regne nye borgere i Danmark som kolleger, kammerater, naboer og medborgere fra dag ét. Efter man i årevis har diskuteret indvandrere, som om de ikke var tilstede, kan man passende lytte til et slogan, som bliver brugt i mange migrantprotester: »intet om os, uden os, er for os«. Og det samme gælder i øvrigt for forholdet mellem politiske partier og almindelige medborgere. Det handler om at undgå både distanceret fortalervirksomhed, klientgørelse og mistillids-kontrol, til fordel for relationer kendetegnet af samarbejde og ansvar.

Og det handler om at indse, at det centrale i integrationen er indlemmelsen i eksisterende solidaritetsformer, såsom fagforeninger, nabofællesskaber og almindelige foreninger. Det er her flygtninge, indvandrere og mennesker med migrantbaggrund hurtigst kan blive til medborgere og kammerater, dvs. medproducenter af velfærdssamfundet, og af ordentlige arbejdsforhold og sociale rettigheder. Som jeg har skrevet andetsteds kan byer, byråd og flygtningesolidaritets-bevægelsen spille en helt central rolle her.

Danmark var, er og bliver et multikulturelt land. Dette er ikke blot en uundgåelig udfordring for solidariteten, men også en mulighed for skabelsen af en organiseret befolkning og arbejderklasse med globale rødder og forbindelser. Og dette er centralt. For løsningen på flygtninge- og migrations-problemet ligger ikke i integrationen i Danmark.

Det ligger i kampen imod og omkring de dynamikker, som mange steder gør livet umuligt for mange mennesker:  teknologisk produceret arbejdsløshed, diktaturer, krig, uværdige og ødelæggende arbejdsforhold, samt klimaforandringer, osv.. Det handler ikke om at løse andres problemer for dem, men at indse, at danske regeringer, virksomheder og medborgere er medskabere af mange af disse problemer. Og hvis disse ikke allerede er Danmarks problemer vil de i sidste ende vil blive det, hvis ikke vi gør noget ved dem.

I en globaliseret verden, hvor også ”fattigrøvene” vil have adgang til den mobilitet danskere nyder som en ret, er kampen for velfærd og gode arbejdsforhold i Danmark tæt sammenknyttet med kampen for livs- og arbejdsforholdene i og hinsides Europa.



___________________________________________________________________________________________________________________________________________________

1. Van der Waal et al. (2013), “Three Worlds of Welfare Chauvinism? How Welfare Regimes Affect Support for Distributing Welfare to Immigrants in Europe”. Journal For Comparative Policy Analysis, s.13

2. For mig er nostalgien ikke tabu, som den var i tidligere tiders oplysningstænkning, der mente den gik imod “fremskridtet” eller tidens nødvendige gang. Nostalgien er en forestilling om en mulig verden, som er ude af sync med nutiden. En politik baseret på nostalgi kan skabe et brud i nutiden, og ethvert forsøg på at vende tilbage eller genopbygge det tabte vil kræve enorm opfindsomhed og ledte til noget nyt. Nostalgi det de gamle grækere kaldte et pharmakon, dvs. både en medicin og en gift. Den kan både skabe grundlag for en kollektiv diskussion om nutidens problemer og muligheder, og stå i vejen for en fuld udforskning af disse problemer, løsninger og muligheder. Og nostalgien er indskrevet i det danske samfund i dag. Det ville kræve en stor social bevægelse at overvinde nostalgien.

3. Thomas Højrup, Velfærdssamfund – velfærdsstatens forsvarsform? Museum Tusculanums Forlag, 2007.

4. 'Man kan ikke længere tale om flexicurity i Danmark', Information, 30. maj 2012

5. Der har i de seneste år været stor fokus på østeuropæiske arbejdere i Danmark, særligt i byggesektoren. Fagbevægelsens basale princip er, at EU-arbejdere er velkomne i Danmark, så længe arbejdsgiverne ikke bruger dem til at undergrave danske lønninger – dvs. så længe de arbejder på dansk overenskomst.

6.  Trine P. Larsen, Insidere og outsidere – Den danske models rækkevidde, Jurist-     og Økonforbundets forlaget, kapitel 9, 2010. Der findes dog også langt mere positive beskrivelser af integrationen i Danmark: “..der har aldrig været flere i beskæftigelse på det danske arbejdsmarked med en ikke vestlig baggrund, end der er i dag på trods af fem års meget dyb og langvarig økonomisk krise,« siger Hans Lassen. Han fortæller også, at uddannelsesgabet mellem etniske danskere og indvandrere fra ikke vestlige lande er reduceret.” www.b.dk/nationalt/konsulent-integrationen-i-danmark-er-en-megasucces

7. Rune Møller Stahl og Pil Christensen: ‘Maskinerne kommer - med lavere arbejdstid?’, Information, 4. April 2014.

8. Et inspirerende og vigtigt eksempel på en bevægelse, som har formået at gøre dette er den spanske husrettigheds-bevægelse PAH, for folk ramt af tvangsauktioner. PAH har formået at skabe et rum, hvor almindelige mennesker kunne opdage, at deres individuelle problem og den skam, der fulgte med ikke at kunne betale sit boliglån, faktisk var et kollektivt problem, som kunne håndteres gennem kollektiv organisering. Bevægelsens kerne udgøres af kvinder og et stort antal indvandrere, særligt fra Latinamerika, men også fra Nord- og Vestafrika. Se dokumentaren Si se Puede - Seven Days with the PAH, og læs Ada Colau og Adria Alemany’s bog Mortgaged Lives, JOAAP, 2014.

9. Jeg har tidligere skrevet om nødvendigheden af at tænke bevælgesbygning som et flerdimensionelt spørgsmål, som tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan folk kommer igennem hverdagen. De forskellige felter for bevægelses-bygning er: netværk, steder, organisationer og institutioner. Hansen og Zechner, Building Power in a Crisis of Social Reproduction, Roar Magazine, issue 0, 2015.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce