Socialdemokratisk nostalgi vil aldrig kunne bryde med velfærdschauvinismen

Denne artikelserie  beskriver, hvordan »udlændingepolitikken« i Danmark er indtrådt i en ny fase, hvor DFs »værdipolitiske« chauvinisme bliver suppleret af en dybt økonomisk socialdemokratisk politik, som vil forskelsbehandle flygtninge og indvandrere for at »forsvare velfærden«.

Det betyder, at de strategier, som blev udviklet imod DF på den danske venstrefløj, begynder at vise deres utilstrækkelighed. Her tænker jeg særligt på lektien fra norske Magnus E. Marsdal, som i uomgængelige bog Frp-koden (2007), forslog at venstrefløjen skulle genpolitisére økonomiske spørgsmål og tale til »folk flest« i øjenhøjde.

Det handlede blandt andet om at undgå en elitistisk humanitær fordømmelse af højre-partiernes nye arbejder-vælgere som »racister«, til fordel for en politik, som adresserede deres hverdagslige oplevelse af utryghed og konflikt på en anden måde end højrefløjen. Det har særligt drejet sig om at forsvare velfærden og at tale for »almindelige lønmodtagere« og at pege på neoliberalismen som den virkelige fjende.

Rådet om at fokusere på den økonomiske politik baserer sig på en vigtig observation. For når de store partier er enige om en neoliberal økonomisk politik bliver dette emne taget af den politiske dagsorden, mens værdipolitikken – hvor højrefløjen står stærkest – bliver central. Det er særligt tilfældet, fordi den økonomiske politik skaber usikkerhed og frustration, som skaber et marked for politikere, der udpeger syndebukke, såsom indvandrere.

Men i socialdemokraternes højredrejning er det blevet åbenlyst, at udlændingedebatten ikke bare handler om værdipolitik, men om økonomi, og at denne økonomiske dimension tages seriøst af »folk flest«. Og velfærds-chauvinismen handler også om at »forsvare velfærden« og om »almindelige lønmodtagere«. Og ofrene for velfærdschauvinismen er ikke blot flygtninge og indvandrere, men også de studerende og arbejdsløse.

Strategierne imod DF-koden sat ud af spillet overfor den socialdemokratiske velfærdschauvinisme. For at forklare dette skifte må vi flytte vores fokus fra DF-koden til »S-koden«, dvs. de principper, som har styret socialdemokratisk politik siden deres storhedstid i 1960erne. Vi skal særligt se, hvordan de i dag optræder i en nostalgisk form, som understøtter eller ikke formår at bryde med velfærdschauvinismen. Disse tre principper handler om en bestemt forestilling om Partiet, Klassen og Velfærdsstaten.«

Artikel 1 diskuterer partiets rolle i S-koden, og viser, hvordan Socialdemokraternes historiske selvforståelse som parti har et medansvar for den nuværende mistænkeliggørelse af flygtninge og indvandrere.

Artikel 2 vil se på, hvordan forsøget på at forsvare en klassisk socialdemokratisk forståelse af arbejder-klassen, er med til at bekræfte velfærds-chauvinismens grundideer, fordi den indeholder sin egen snævre identitetspolitik.

Læs artiklen »Nostalgien efter den socialdemokratiske arbejderklasse skaber splittelse«

Artikel 3, vil vise, hvordan forsvaret for den socialdemokratiske velfærdsstat og den danske arbejdsmarkedsmodel kan være med til at underbygge den økonomiske »velfærdschauvinisme«.

Læs artiklen »Det nostalgiske forsvar for velfærdsstaten undergraver sig selv« hos Modkraft.

Denne analyse kan hjælpe os til at forstå, hvordan en politisering af økonomien og et forsvar for velfærden mest effektivt kan bryde med velfærdschauvinistismen. Målet med at undgå chauvinismen er at pege på, at velfærds-chauvinistisme skaber spittelse, som undergraver solidariteten og derfor velfærden for alle.

Undervejs - og særligt i del 3 - giver denne kritik anledning til fremadrettede forslag.

Socialdemokraternes økonomiske højredrejning styrkede DF

I disse dage går der en sand bølge af nostalgi over centrum-venstrefløjen i Danmark. Mange savner 1990'ernes humanistiske integrations- og flygtningepolitik, og den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup (1993-2001) er blevet ikon for denne periode, med sit berømte angreb på Dansk Folkeparti:

»Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig - set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!«

Men nostalgien efter de gode gamle dage overser, at det var Poul Nyrups angreb på efterlønnen i 1998, der drev et afgørende antal vælgere i armene på DFs. Efterlønsreformen (3) var kulminationen på en tiltagende neoliberalisering af Socialdemokratiet, som for mange endeligt ødelagde Socialdemokraternes troværdighed som velfærdsstatens vogtere.

Samtidig var Dansk Folkeparti – som udsprang af et brud med Mogens Glistrups ultraliberalistiske og stærkt islamofobiske Fremskridtsparti – begyndt at positionere sig som en nationalpopulistisk forsvarer for velfærdsstaten. Det er dette forestillede forsvar imod truslen fra “udlændinge” og flygtninge, som nu støttes af socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og formanden for deres folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen.

I modsætning til Nyrup-nostalgikerne ved venstrefløjen, at det  var socialdemokraterne økonomiske højredrejning som styrkede DF’s position som »velfærdens forsvarere«. Denne højredrejning bliver typisk fortolket som om, at socialdemokraterne har solgt ud og vendt deres historiske projekt ryggen. Den mest oplagte måde at følge Marsdal-strategien og politisere økonomien i Danmark har været at forsvare velfærdsstaten og tale til de vælgere socialdemokraterne har svigtet.

Socialistisk Folkepartis (SF) politiske strategi i løbet af det sidste årti har været at gøre sig selv til det ansvarlige regeringsparti, som repræsenterer de »rigtige« arbejdere og forsvare velfærdsstaten. Som senere næstformand Mattias Tesfaye skrev i 2008 i en polemisk  afstandtagen fra Enhedslistens (EL) gamle selv-beskrivelse: »Vi skal droppe idéen om at være kapitalismens vagthund. Og i stedet være arbejderklassens magthund. … vores faglige og politiske strategi skal være magt- og kompromissøgende«.

Enhedslisten har søgt at bevæge sig væk fra en rent venstre-oppositionel position efter finanskrisen. Det betyder, at partiet har gjort sig »bredere« ved at appellere til tidligere stemmer op fra SF og Socialdemokraterne, uden at opgive deres socialistiske projekt.

Hermed skabes der naturligt nok et stadigt større skel mellem socialismen som partiets horisont, og et hverdagsligt forsvar for en velfærdsstatslig common sense. For partiets strateg Pelle Dragsted er forsvaret for velfærdsstaten ikke en retræte fra socialismen, men et forsøg på at holde Danmark på sporet af en socialisme, der i Norden åbner sig som en naturlig endestation efter den socialdemokratiske velfærdsstat.

Det gamle socialdemokratiske projekt strukturerer altså den danske venstrefløjs tænkning. Det er ikke kun fordi projektet er folkeligt og forladt, men fordi det fremstår som næste station eller som endestationen for socialismen.

Men hvad hvis det socialdemokratiske projekt ikke blev forladt, men blev neoliberalt for at forsvare sig selv og velfærdsstaten? Og hvad hvis betingelserne for den klassiske velfærdsstat ikke længere er til stede? Det ville tvinge os til at spørge, hvornår fortællingen om socialdemokratiet kan være med til at skabe et nyt fremadrettet spor, og hvornår den nostalgisk holder os tilbage.(4)

Socialdemokrater ser indvandrere som modtagere af velfærdsrettigheder

Der er ingen tvivl om, at Socialdemokraterne i dag undergraver den velfærdsstat og de håb, de engang var med til at skabe. Hvor 60ernes og 70ernes Socialdemokrati talte om økonomisk demokrati og udbygning af velfærdsstaten, så er nutidens socialdemokraters besked til alle, som kæmper for substantielle forbedringer, at de er naive utopister eller uansvarlige populister.

Men denne teori overser, at der også er kontinuitet i Socialdemokraternes orientering. For hvorfor er højredrejningen faldet Socialdemokraterne så let, at kun tre socialdemokrater stemte imod stramningen af udlændingeloven? Og hvad er det i det Socialdemokratiske projekt, som har gjort, at de har kunnet forlade både deres klassiske økonomiske politik og deres værdipolitik?

Socialdemokraterne historiske projekt er bygget på et modsætningsforhold: på den ene side var socialdemokraterne fagbevægelsen og arbejderklassens parlamentariske stemme, den økonomiske klassekamps politiske talerør.

På den anden side ville socialdemokraterne være statsbærende. Klassesamarbejde blev kodeordet for et yderst pragmatisk projekt, der gjorde det muligt for Socialdemokratiet både at være et klasseparti og et parti, som ikke stillede fundamentalt spørgsmål ved samfundets indretning.

Under 1950erne og 60erne store produktivitetsstigninger kunne Socialdemokratiet omfordele og stille arbejderne tilfredse uden at ramme virksomhedernes profitter.

Her var intet behov for at vælge mellem udvidelse af velfærdsstaten og en økonomisk politik, der tilgodeså kapitalejerne. Men i 1970ernes olie-, profitabilitets- og stagflationskriser brød socialdemokraternes opskrift sammen.

Deres klassiske omfordelende og ekspansive keynesianske strategier skabte ikke længere vækst, men øgede blot inflationen og den statslige gæld. Fortsættelsen af den keynesianske politik under nye internationale økonomiske forhold ledte landet »til afgrundens rand«, i den socialdemokratiske folketingsformand Knud Heinesens ord i 1979.

I denne periode forsøgte Socialdemokraterne at holde de to sider af deres projekt sammen ved at foreslå et program for Økonomisk Demokrati (ØD). Der var tale om en plan for en lønmodtagerfond, som ligesom den svenske Meidner-plan lovede kapitalejerne at stoppe inflationen ved at kanalisere arbejderes lønninger ind i virksomhederne, mens den ville give arbejderne langsomt større demokratisk kontrol over dele af økonomien.(5) 

Men ØD kuldsejlede af to grunde: virksomhedsejerne ville ikke være med, og det ville store dele af venstrefløjen heller ikke. Forslaget blev forkastet som klassekompromis, og socialdemokraterne var ikke villige til at opgive princippet om klassesamarbejde og gennemtvinge ØD.

Ved starten af 1980erne havde Socialdemokratiet tabt en stor del af sin troværdighed som statsbærende parti, og da det overtog regeringsmagten i 1993 begyndte de langsomt at tage afstand fra keynesianismen og at adoptere neoliberalismen som vækststrategi.(6) Her var ikke blot tale om en jagt på vælgerne, men om udtømningen af socialdemokraternes tidligere regeringsprojekt. Uden højvækst og tanker om socialisering af kapitalen blev solidariteten i stadig højere grad et nulsum-spil.

Denne udvikling blev læst af den socialdemokratiske formand Anker Jørgensen, som i 1987 skrev: »Danmark er et lille land, så vi må undgå at blive overrendt af fremmede. For mange flygtninge vil skade Danmark både økonomisk og kulturelt.«

Den nyligt afdøde Anker Jørgensen er en vigtig figur i den socialdemokratisk nostalgi i Danmark, en respekteret, næsten mytologisk figur: arbejdsmanden som blev statsminister.

Hans udtalelse om de fremmede er symptomatisk for Socialdemokraternes udvikling og projekt. I den samfundsmodel socialdemokraterne havde opbygget var indvandrere først og fremmest modtagere af velfærdsrettigheder. Måske fordi den socialdemokratiske arbejderbevægelse havde »sejret af helvedes til - godt« i LO-formand Thomas Nielsens ord var organiseringen af indvandrere som en ligeværdig og blivende del af arbejderklassen ikke en prioritet. De blev regnet for »modtagere« snarere end »kammerater, og som arbejdere blev de regnet for mindre produktive. Tanken om indvandrere som en udgift lå altså allerede i Socialdemokraternes forestilling om partiet som regeringsparti for både kapital og arbejde. Det lå i partiets tendens til at måle individets værdi på dets økonomiske bidrag til samfundet.

Allerede før Socialdemokraternes endelige overgang til neoliberalisme lå velfærdschauvinismen i kortene som en mulighed. Men udviklingen blev udsat, da Svend Auken blev formand efter Anker Jørgensen; han var langt mere åben overfor de »fremmede«, men fra et perspektiv som var multikulturalistisk snarere end klassebaseret.(7)

Så snart kapitalismen var ude af sin kortvarige »gyldne« periode fra 50erne til de tidligere 70ere, blev socialdemokraterne tvunget til at vælge mellem at være klasseparti eller statsparti. De interne kampe i 1990’erne faldt ud til fordel for partiets statsbærende projekt. Og ideen om at »forsvare« velfærdsstaten efter dens ekspansionsperiode kom tidligt til at handle om at forsvare den imod udlændinge.

Socialdemokraternes fastholdelse af magten gennem reformer og nødvendighedens politik

Neoliberalismen betyder dereguleringen af transnationale kapitalbevægelser, frihandelszoner som EUs indre marked, samt deindustrialisering øget konkurrence mellem stater.  

Under disse forhold bliver den privilegerede statslige akkumulations-model konkurrencestaten, hvis første opgave ikke er at sikre borgernes velfærd, men at garantere landets velstand.

Denne idé lå allerede i det socialdemokratiske tankegods: velfærden afhænger af væksten, og væksten afhænger af arbejdets produktivitet. Det sker primært ved at skabe positive og negative incitamenter til at arbejde mere, og ved at understøtte virksomhedernes vækst gennem skattelettelser og privatisering.

De universelle og betingelsesløse velfærdsydelser bliver derfor i stadig højere grad forskelsskabende styringsredskaber, som ligger pres på de mennesker, som anses for uproduktive. Vi ser et skifte fra »welfare« imod »workfare«.(8) I Danmark har socialdemokraterne spillet en central rolle i dette skifte.

I takt med, at Socialdemokratiet tog neoliberalismen til sig som regeringslogik begyndte partiet at gå imod en stor del af deres traditionelle kernevælgeres interesser i den økonomiske »ansvarligheds« navn. De beskar efterlønnen betydeligt i 1998, privatiserede store offentlige virksomheder, indførte workfare og »New Public Management« som ledelsesrationale i den offentlige sektor.

Socialdemokraternes politik har altså forandret sig fundamentalt siden 1970erne. Men igennem både den keynesianske og neoliberale periode har deres ledelse holdt sig til ét grundlæggende projekt: at søge og beholde statsmagten ved at reformere og »tage ansvar«.

Velfærdsstaten var en produktivistisk vision, som baserede sig på konstant vækst, og på produktionen af produktive samfundsborgere. Individets bidrag til fællesskabet - og derfor dets værdi for velfærdsstaten - lå først og fremmest i dets skattebetaling og arbejde.

Indtil midten af '70erne var dette projekt foreneligt med at være klasseparti. Men da profitterne kommer under pres og væksten i stadig højere grad blev afhængig af vækst på finans- og boligmarkederne, ændrede partiet kurs. Man prioriterede partiet over bevægelsen og »realismen« over viljen til at ændre de samfundsmæssige spilleregler, herunder de grundlæggende ejerforhold.(9) Under neoliberalismen bliver denne realisme til »nødvendighedens politik«.

Den nostalgiske fortælling om velfærdsstaten

Det er ikke kun socialdemokraternes trang til at være statsbærende, som har overlevet. Det har idéen om socialdemokraterne som velfærdsstatens parti også, men nu i form af en nostalgisk fortælling om velfærdsstaten.

Men denne nostalgi glemmer de kampe, der skabte velfærdsstaten, og den er med til at skabe en defensiv og reaktiv national identitet. Vi kan forstå den voldsomme drejning mod velfærdschauvinisme i flygtninge- og integrationspolitikken på baggrund af den socialdemokratiske kombination af nostalgi og neoliberalisme. Det forklarer ikke højredrejningen generelt, som er et tvær-europæisk fænomen, men den specifikke form den har taget i Danmark.

Socialdemokraternes store dilemma i dag er, at de ikke vinder valg uden at fremstå som velfærdsstatens forsvarere, mens de udhuler den. Deres reformprojekt indebærer en gradvis beskæring af velfærdsrettigheder og udelukker alle strategier, som satser på omfordeling fra samfunds top til bund.

Dette skaber også usikkerhed blandt lønmodtagerne, som til enhver tid kan miste deres arbejde. Idéen om sikkerhed bliver knyttet til fortiden, og usikkerheden til den økonomiske udvikling, som socialdemokraterne siger nødvendiggør nedskæringer.

Derfor leder Socialdemokraternes økonomiske politik til en defensiv nostalgi i store dele af befolkningen, som Socialdemokratiet forsøger at repræsentere med henvisning til deres hæderkronede storhedstid. Så når Sass skriver, at Socialdemokaterne med udlændingestramningerne er »gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå«, så begrunder han det med nødvendigheden af at forsvare velfærdsstaten imod truende elementer.

Det handler om at bevare »Det Danmark Du Kender«, som det hed i parties valgkamps-slogan i 2015. Som det så ofte sker med nostalgi er der tale om et romantiseret billede af fortiden, hvor man glemmer fagbevægelsens sociale kampe.

Og man glemmer, at frygten for at arbejderne ville slutte sig til kommunisterne, var med til at tvinge arbejdsgiverne til forhandlingsborde med de mere moderate socialdemokraterne. Det er en nostalgi, som tilskriver fortidens socialdemokrater al agensen i skabelsen af velfærdsstaten og som hylder institutionen snarere end skabelsesprocessen.

Det er en nostalgi, som inviterer vælgerne til at deponere deres håb hos socialdemokraterne og staten, snarere end et egentligt historisk minde, der inviterer til kollektiv handling og progressiv institutionel innovation.

Socialdemokraterne siger, velfærds-reformerne er nødvendige for at »følge med tiden«, men de angriber aldrig »udviklingen« og præsenterer den i stedet som en naturkraft.

Denne udviklings naturlighed er falsk for så vidt, at den er opstået igennem politiske beslutninger om finansiel deregulering og europæisk integration. I modsætning til Sverige har Danmark for eksempel underskrevet eurozonens Vækst- og Stabilitetspagt, som udelukker ekspansiv finanspolitik. Men for så vidt, at Danmark er bundet gennem konventioner og pagter bliver der tale om en slags second-nature.

Denne politik er som skabt til at understøtte DFs reaktive og nostalgiske politik, som modsætter sig »udviklingen« uden at have et stærkt alternativt program - for et sådan alternativ forudsætter et brud med visse dele af EU-projektet, som kun få kan forestille sig i en forholdsvis stabil politisk situation.

Efter krisen er Socialdemokraternes projekt kommet yderligere under pres. Deres salgs-argument var, at de kunne håndtere »udviklingen« gennem modernisering, mens virkeligheden er, at resultatet af udviklingen snarere er afvikling.

Det er derfor ikke overraskende, at socialdemokraterne er begyndt at udpege syndebukke. Det drejer sig primært om de »uproduktive« og de dele af befolkningen, som udgør en udgift for staten.

Da socialdemokraterne sad på regeringsmagten i  2011-2015 beskar de uddannelsesstøtten (SU'en) og den laveste bistandssats (kontanthjælpen). Angrebet på flygtningene handler ligeledes om velfærdsstatens fremtid og sociale »sammenhængskraft«, skarpest formuleret af Henrik Sass Larsen:

»En masseindvandring – som set i f.eks. Sverige – vil økonomisk og socialt underminere velfærdssamfundets bygning.« Ifølge den logik er det nødvendigt at »begrænse antallet af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet«.

Og det er netop, fordi de ikke forventer, at flygtninge og indvandrere kommer i arbejde, at de nu kan hævde, at de er en umulig byrde, som velfærdsstaten må beskyttes imod. Disse forslag spiller nuværende lønmodtagere ud mod forhenværende og kommende lønmodtagere.

For de nuværende socialdemokrater er konkurrencestatens fjender også velfærdsstatens fjender, for man anser konkurrencestaten som den eneste strategi, der kan sikre velfærdsstatens overlevelse. Denne politik kan beskrives med det gamle konservative slogan: at forandre for at bevare. »Det Danmark du kender«.

Der er ingen politisering af økonomien uden værdipolitik

Med de ovenstående betragtninger i baghovedet er det ikke overraskende, at Socialdemokraterne har stemt for stramningerne i flygtningeloven. Man kan endda sige, at socialdemokraternes aktivt har skabt betingelserne for en defensiv og ekskluderende velfærdschauvinisme.

Det rejser spørgsmålet ved venstrefløjens hidtidige strategiske orientering i forhold til højredrejningen. For når problemet ikke blot er DF-koden, men også S-koden, rækker Marsdals svar på DF-koden ikke længere.

Marsdals råd til venstrefløjen var at skifte emne fra »værdipolitikken« til den økonomiske politik, og forsøge at bryde med nødvendighedens politik. Rådet synes stadigt effektivt overfor Henrik Sass' argument om, at »kommunerne snart vil segne under byrden af at huse de mange flygtninge«.

Det kræver blot en henvisning til, at kommunernes ressourceproblemer stammer fra over ti års statsstyret udsultning af de kommunale budgetter og skattemyndighederne, for blandt andet at betale for skattelettelser til de højeste indkomster og milliard-investeringer i kampfly.

Men denne pointe overser, at socialdemokraterne taler ind i en kontekst, hvor nedskæringer bliver set som en nødvendig modernisering. Hermed er angrebet på flygtningenes forhold ikke blot et værdipolitisk angreb, men et nødvendig element i en økonomisk strategi. Her bliver rådet om at tale økonomisk politik i stedet for værdipolitik sat ud af spil.

Den økonomiske politik er værdipolitisk

Venstrefløjens forståelige skelnen mellem værdipolitik og økonomisk politik, som måske er blevet overdrevet i den danske Marsdal-læsning, er forståelig på baggrund af 90'ernes og 00'ernes boomende gældsøkonomi i Danmark. I en voksende økonomi fremstår højrefløjens mistænkeliggørelse af indvandrere som jobtyve og velfærdssnyltere sig som en værdipolitisk, normativ indblanding i økonomien. Og det var let for centrum-venstre at tilbagevise højrefløjens argumenter om, at man ikke har råd til indvandring, for der var stadigt flere midler at omfordele og brug for arbejdskraft.

Særligt at Danmark har været ramt af otte års lavvækst, arbejdsløshed og krisebevidsthed, er det blevet sværere at afvise forringelse af indvandreres velfærdsrettigheder som en rent værdipolitisk position. I dag fremstår kravet om at »prioritere ressourcerne« som en økonomisk nødvendighed.

Socialdemokraternes højredrejning er ikke blot en effekt af deres forsøg på at tilbageerobre stemmer fra DF. Den er konsistent med en økonomisk og institutionel logik, som gør forskel på »danskere« og »indvandrere«, og den giver et svar på et dilemma ingen kan afvise: i en lavvækst-økonomi er fordelingspolitikken i stigende grad et nulsumsspil. Og så længe socialdemokraternes centrale model for god regeringsførsel (konkurrencestaten) foreskriver, at man ikke skal omfordele fra top til bund, er den eneste løsning i et sådan nulsumspil at skære bredt ned, hvilket indebærer en stor risiko for tabt vælgeropbakning, eller at gå efter specifikke grupper. Socialdemokraterne har ikke overraskende vagt den sidste linje.

Det har altid været problematisk at skelne klart mellem økonomisk politik og værdipolitik. 1990'ernes konsensus om, at flygtninge og indvandrere skulle have samme ret til statslig støtte som danskere var ikke blot værdipolitisk, men en politisk-økonomisk garanti for, at ingen indvandrere ville blive tvunget til at tage arbejde, der underbød danske overenskomster. Og nogle af de vigtigste argumenter i den vigtigste lov på udlændingeområdet under den borgerlige regering fra 2001-11 var ikke værdipolitiske, men økonomiske(10).

Ligesom den økonomiske politik er operativ i værdipolitikken, er det farligt at overse, at den økonomiske politik er værdipolitisk. At forsvare velfærdsstaten og lønmodtagernes interesser virker i sig selv som et depolitiserende forsvar for status quo, hvis ikke man henviser til værdier som solidaritet og fællesskab.

Nostalgi blokerer for politikudvikling

Venstrefløjens Marsdalske opskrift på at bekæmpe højredrejningen har været at bryde med »nødvendighedens politik« og politisere den økonomiske politik.

Vi har set, at en sådan politisering må tage sig i akt for socialdemokratisk nostalgi. For denne nostalgi i dag er et centralt element i velfærdschauvinismen. Samtidig indebærer den en idealisering af fortidens socialdemokrati, som ikke indser, at vore tiders økonomiske nulsumsspil kræver en ikke-socialdemokratisk model for ansvarlig regeringsførsel, som tør at gå imod herskende økonomiske interesser.

Socialdemokratisk nostalgi bidrager også til at udviske mindet om de kampe og konflikter, som skulle til for at skabe velfærdsstaten og som skal til for at bryde med den neoliberale »realisme« i dag. Så længe der ikke findes en slagkraftig bevægelse, som forsøger at skabe en ny og bedre virkelighed, kommer venstrefløjen til at fremstå som idealister.

Uden et selvstændigt regeringsprojekt og en social base, der kan gennemtvinge forandring, kommer venstrefløjen til at stå på sidelinjen i slaget mellem en neoliberale og en velfærdschauvinistisk realisme, som forsøger at forsvare velfærdsstaten imod flygtninge, indvandrere og de arbejdsløse. Den vigtigste historiske lektie er, at man ikke både være »magthund« og venstrefløj uden en ikke-parlamentariske base i organisationer, netværk og steder, som producerer og befæster nye ideer og værdier, og som danner en stædig organiseret modvægt, til de stærke økonomiske interesser og det parlamentariske pres fra højre.

Venstrefløjens fokus på at forsvare fortidens sejre og at tale til vælgernes savn af det socialdemokratiske projekt er forståeligt i neoliberale tider. Men det er en strategi, som er fuld af dilemmaer. Det er en utaknemmelig opgave at forsvare velfærden, mens dens fundament skrider. Og det er svært at genopfinde velfærden, mens man kæmper for ideer, som ikke længere er knyttet til aktiv solidaritet, men til frygt for fremtiden.

I de næste to artikler skal vi se, at en sådan nostalgi kan være med til at blokere for udviklingen og kommunikationen af nye politik i forhold til nutidens nye problemer og udfordringer.

I disse tekster vil jeg se på to strategier, som følger Marsdals råd om at politisere økonomien og tale til folk flest. Den første strategi handler om et forsvar for arbejderklassen (artikel 2) og den anden om et forsvar for velfærdsstaten (artikel 3).

Her skal vi se, hvordan socialdemokratisk nostalgi gør, at de begge er ude af stand til at bryde med velfærdschauvinismen. Hermed når vi frem til spørgsmålet om, i hvor høj grad neoliberalismen har forandret velfærdsstaten og arbejderklassen så meget, at forsvaret af dem også indebærer at genopfinde dem hinsides socialdemokratisk nostalgi. Det er spørgsmålet om nye ideer om det gode liv i fællesskab.

Bue Rübner Hansen (f. 1983) er post-doc ved Aarhus Universitet og medlem af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning.

Denne tekst er første del i en artikeltrilogi om Dansk Folkepartis succes, Socialdemokraternes højredrejning g og den danske venstrefløjs strategi gennem de sidste ti år.
Artiklerne er tidligere bragt i det norske tidsskrift Manifest.

_______________________________________________________________________________________________________________________________________

3. Efterlønnen gav mulighed for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet når man er 60 år, fem år før pensionsalderen. 1998-reformen begrænsede adgangen til efterlønnen, efter Socialdemokratiet havde brugt bevarelsen af efterlønnen som et centralt argument imod højrefløjen i valgkampen samme år. Tilbagetrækningsalderen er siden hævet til 62 år og adgangsbetingelserne strammet af både højre- og centrum-venstre regeringer..

4. For mig er nostalgien ikke tabu, som tidligere tiders oplysningstænkning, der mente den gik imod “fremskridtet” eller tidens nødvendige gang. Der er stadig tale om skabelsen af en forestilling om en mulig verden, som er ude af sync med nutiden. Nostalgi det de gamle grækere kaldte et pharmakon, dvs. både en medicin og en gift. Den kan både skabe grundlag for en kollektiv diskussion om nutidens problemer og muligheder, og stå i vejen for en fuld udforskning af nye problemer, løsninger og muligheder. Og nostalgien er indskrevet i det danske samfund i dag – det kræver en større begivenhed som en social bevægelse, at træde ud af dens modsætningsforhold.

5. Toubøl & Gielfeldt, (2013), “Den fejlslagne kampagne for økonomisk demokrati som faktor i arbejderbevægelsens politiske udvikling”,' Arbejderhistorie. Tidsskrift for historie, kultur og politik, vol 2013, no. 3, pp. 50-71.

6. Den berømte “kickstart” af den danske økonomi i 1993 var den måske sidste store keynesianske manøvre i dansk pengepolitik, hvor man budgetterede med statsligt underskud gennem tre år for at stimulere økonomien. Men reformen gjorde det også billigere at låne med garanti i fast ejendom, så den kan også beskrives som et vigtigt skridt i den neoliberale finansialisering af den danske økonomi.

7. Lars Olsen, En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark. Gyldendal, 2013, s.

8. Jacob Torfing, “Fra ‘welfare’ til ‘workfare’, Gjallerhorn – tidsskrift for professionsuddannelser, nr. 10, 2009. Og Henrik Herløv Lund, ‘Regeringens arbejdsmarkedspolitik udskifter welfare med workfare’, Kritisk Debat, 15.12.2012.

9. Socialdemokraterne er løbet ind i det Rodrigo Nunes kalder “realistens dilemma”: Realisten forsøger at gøre sit bedste under de givne forhold uden at ændre dem fundamentalt. Denne strategi fungerer fint, når de økonomiske og sociale konjunkturer er på ens side, men når de skifter indsnævres ens råderum mere og mere. Pludselig kræver realismen, at man enten opgiver sin realisme og forsøger at ændre virkeligheden, eller at man administrerer den nye tilstand, som man har tilpasset sig, til trods for, at dette er imod ens vælgeres interesse. Alle socialdemokratiske partier i Europa - undtagen Corbyn’s Labour og delvist de portugisiske socialdemokrater - har fulgt sidstnævnte rute, vis mest ekstreme konsekvens kan bevidnes i græske Pasok’s totale kollaps..

10. I 2003 sænkede den Venstre-ledede regering indvandrernes bistand til 40% under danske statsborgere med det argument, at øget fattigdom ville motivere dem til at tage arbejde og derfor fremme integrationen.