Udlændingedebatten er død, solidaritetsdebatten er begyndt

En syrisk familie på Lolland

Familien med de to små drenge ankom i Rødby efter at have rejst månedsvis til fods og i diverse livsfarlige fartøjer. Min veninde havde hjulpet dem, da hun mødte dem på Lesbos i juli. Og en anden veninde hentede dem ved grænsen mellem Østrig og Ungarn og kørte dem til perronen på Wien Westbahnhof, hvor de kunne tage toget videre mod München og nordpå. Deres største ønske var at blive genforenet med deres familie i Sverige.

Så da jeg fik en besked fra min ven om, at familien var blevet pågrebet af politiet i toget uden for Rødby, gik jeg straks i gang med at søge juridisk hjælp: Hvordan kunne de undgå at blive tvangsregistreret og miste chancen for at blive genforenet med deres familie? Da de siden forlod Rødbyhallen for at gå mod Sverige, gik jeg ind på Lolland-Venligboernes Facebook-side og spurgte: Er der mon nogen, der kører rundt på det sydlige Lolland?

Jeg fik straks mange henvendelser, og jeg kunne se en enorm aktivitet på Facebook af beredvillige borgere, der var klar til at hjælpe. Der var håndværkere fra Maribo, SOSU-assistenter fra Albertslund, folkeskolelærere fra Præstø, ghetto-drenge fra Nørrebro og studenter-aktivister fra Århus og mange flere.

Politikerne og politiet var i vildrede. Men tusindvis af almindelige danskere vidste, hvad der skulle gøres. Der var brug for mad, tøj og klapvogne. Der var brug for lifts og husly. Den eneste løsning på problemet var civil ulydighed og massiv hjælpsomhed.

Mange løb en personlig risiko, for i Danmark er det kriminelt at hjælpe folk på flugt med overnatning og køreture. Den ene efter den anden bekendtgjorde sin intention om at bryde loven. Man udvekslede mobilnumre for at koordinere indsatsen. Disse mennesker satte noget på spil, fordi de havde noget på spil. De ville et andet Danmark.

Dage med smittende tillid

Det er nu præcis en måned siden, at bevægelsen begyndte og det er derfor tid til at spørge, hvad der skete i de dage.

Der bredte sig en smittende tillid blandt tusindvis af mennesker, som aldrig havde mødt hinanden før. Jeg opdagede hurtigt, at de fleste deltagere i denne brogede bevægelse hverken hjælper for at »føle sig selv-gode«, som det ofte hævdes af højrefløjen, eller i en selvopofrende uselviskhed, som kristelige humanister ofte foreslår. Her er ikke bare tale om læserbrevs-humanisme og Bono-velgørenhed. Der er tale om solidaritet.

Solidaritet handler ikke om at hjælpe andre, men om at hjælpe hinanden i et fælles projekt. Der er tale om danskere, nydanskere og flygtninge, som hjælper hinanden til at skabe et Europa og et Danmark, som er mere åbent over for folk på flugt og som ikke ser med mistillid på folk med anden baggrund.

Den tidligere indsatte Liban Mohammed skriver i Information om sine oplevelser med at hjælpe flygtninge i Padborg og i København:

»Det sammenhold, jeg oplevede på Hovedbanen og ikke mindst ved grænsen, kom fuldstændig bag på mig. At se så stor en sammensmeltning af mennesker af forskellig social baggrund og status arbejde sammen for at hjælpe folk i nød var fuldstændig utroligt. Og i dag kan jeg faktisk mærke, at hændelserne har fået mange af gadedrengene her i Aarhus til at ændre syn på danskerne. Nu ved vi, at ikke alle er racister.«

På Venligboernes sider kan man læse dusinvis af rørende beskeder fra folk med indvandrerbaggrund, som siger noget lignende. Danmark har ændret sig for dem. Og mange almindelige danskere, som længe har ønsket sig et land, der behandler indvandrere og flygtninge godt, er for første gang begyndt at samarbejde med flygtninge og indvandrere om at skabe det land sammen.

I dagene efter den 6. september fandt tusindvis af danskere og nydanskere således hinanden. Dette møde har skabt og skaber en fælles erkendelse af, at »det tavse flertal« ikke er fjendtligt indstillet over for de nyankomne.

Egen-interessen i solidaritet

Nogle vil måske spørge, hvad velkomsten af flygtninge har at gøre med indvandrernes forhold i Danmark. Svaret er alting: Den måde vi behandler de mest nyankomne, afspejler den måde vi forholder os til hinanden. Den mistillid, som flygtninge rammes af, bliver også reflekteret tilbage på de nydanskere, som kom for længe siden.

Den måde vi behandler indvandrere og flygtninge på, sætter også en standard for resten af os. Hvis nye danskere kan leve på starthjælp i dag, kan andre arbejdsløse komme til at gøre det i morgen. Hvis indvandrere kan betales mindre end andre, kan lønnen presses ned. Det kan skabe et »race to the bottom«, som vi har set det i andre europæiske lande.

Det er derfor, det er så vigtigt, at så mange støtter hinanden i at skabe et andet Danmark efter to årtier med smittende mistillid og splittelse. Jo mindre vi er splittede, jo mindre skal vi konkurrere om velfærd og arbejdsforhold. Jo bedre vi gør forholdene for flygtninge, migranters og nydanskere, jo mindre risiko er der for et ræs mod bunden. Det fælles bedste handler om solidaritet på tværs af etniske skel.

En bred bevægelse

Der er ikke blot tale om isolerede personlige oplevelser. Der er tale om et stærkt og aktivt netværk med langt over hundrede tusinde Facebook-medlemmer i grupper som Venligboerne og Welcome To Denmark. Deres engagement berører ikke blot mange flygtninge i Danmark, men også deres kolleger, familiemedlemmer og venner.

Det engagement fik et åbent og glædesfyldt udtryk, da titusinder mødtes på en fyldt Christiansborg Slotsplads og i Aarhus, Odense, Aalborg og Kruså den 12. september for at vise deres medfølelse med flygtningene, deres indignation over Europas og Danmarks behandling af dem og deres glæde over den enorme solidaritetsbevægelse. Samtidig var der lignende demonstrationer i over 75 europæiske byer. Og den store folkevandring den 6. oktober viste, at denne folkelige manifestation ikke var en enlig svale.

Det er i disse brede folkelige cirkler, at der er et stort skred på vej. Deltager man i kommunikationen i disse grupper viser det sig, at de fleste ikke er interesserede i udlændingedebatten, men snarere i det konkrete samarbejde, der skal til for at velkomme de nyankomne.

Hinsides udlændingedebatten

Den sidste måned har vist, at udlændingedebattens aktører er trætte og uinteressante, uden meningsfyldte perspektiver på nutidens udfordringer.

Læserbrevs-humanisterne har skrevet læserbreve i femten år uden at have haft nogen nævneværdig indflydelse på folkestemningen. Mange har støttet en »åben« udlændingepolitik, fordi de troede, at det var en gratis holdning. Det føltes rigtigt, og man var ikke tvunget til at se de nyankomne i øjnene eller til at arbejde konkret for en solidaritet mellem dem og danskere. Den gode velfærdsstat og danske model skulle jo nok tage sig af dem.

Og »strammerne« er trængt i defensiven af en ændret folkestemning. Kun få måneder efter deres bedste valg har Dansk Folkeparti ikke længere vinden i ryggen. Og Venstre og Socialdemokratiet fortsætter som om intet er forandret. De har ikke opdaget, at af deres vælgere støttede en »stram« udlændingepolitik, fordi de oplevede, at det var omkostningsfrit: Det føltes trygt at lade strammer-staten tage sig af problemet, og man var ikke tvunget til at se ofrene i øjnene.

Nu er den konkrete virkelighed brudt ind i form af de folk, der er på flugt. Og staten er uden vilje til at hjælpe dem og uden evne til at stoppe dem. De menneskelige omkostninger ved ikke at hjælpe er blevet klare. Og de menneskelige omkostninger ved at vente på statens hjælp er lige så åbenlyse.

Det konkrete solidaritetsarbejde er ikke nyt. Den nye bevægelse er inspireret og lærer fra det arbejde, som initiativer som Trampolinhuset, Asylret, Kirkeasyl og Refugees Welcome har lavet.

I en årrække er sådanne initiativer blevet overset af offentligheden, mens udlændingedebatten har domineret medierne med sin statslighed. Udlændingedebatten var altid fokuseret på staten. På om lovgivningen skulle være mere eller mindre stram, og om hvordan »danske værdier« kunne defineres på en centraliseret måde gennem danskhedsprøver og kulturkanoner.

Den nye folkelige bevægelse har skabt betingelserne for en ny debat, som tager sit udgangspunkt i et folkeligt engagement i et konkret solidaritetsarbejde.

Det er derfor, vi kan sige: Udlændingedebatten er død, og solidaritetsdebatten er begyndt.

Solidaritetsdebatten er begyndt

Solidaritetsdebatten handler ikke om, hvordan vi kan føle os gode eller »anstændige« ved at udtrykke en holdning, men om at skabe politisk forandring. Debatten handler om, hvordan vi kan arbejde sammen og velkomme de nyankomne på en måde, som undergraver alle dem, der vil et Danmark og Europa, som er splittet langs «etniske» linjer.

Solidaritetsdebatten handler om, hvordan vi bedst bekæmper de grænser, der er blevet rejst både midt i vore samfund og ved deres kanter. Det handler med andre ord ikke om at føle sig »god«, fordi man »hjælper« i en humanitær situation, men om solidaritet og om at hjælpe hinanden til at skabe et nyt samfund sammen.

At snakke om solidaritet snarere end velgørenhed kræver omtanke. Nogle af de gamle humanistiske vaner kan komme i vejen. Når man for eksempel taler om det rent humanitære og om tolerance, forudsætter man et problematisk skel: Et skel mellem dem, som er »svage« og »fastlåste« i deres kultur, og dem, der hjælper og tolerer, og som derved er »åbne, anstændige og gode«.

Det samme skel opstår, når vi fremstiller flygtninge som rene ofre, og glemmer at de også er politiske væsener. Mange af dem har været forkæmpere for demokrati og mangfoldighed imod Islamisk Stat og Assad, en del af den kurdiske modstand og den syriske revolution. Og de har alle sammen kæmpet imod det europæiske grænsesystem på hele deres rejse. De vil Europa, men et andet Europa.

I solidaritetsdebatten handler det ikke længere om at tale om »de andre«, men om at tale sammen som danskere, nydanskere, nyankomne og europæere. Den samtale er begyndt på Facebook, i Venligboernes caféer, på Lolland og Lesbos, i biler mellem Wien og Ungarn og på motorvejen i Padborg.

En ny realisme

Det er på grund af solidaritetsbevægelsens styrke, at politikerne er begyndt at udtrykke bekymring for flygtningenes skæbner. Det gjorde de ikke ved septembers begyndelse. Og når de gør det nu, fortæller de os alle sammen: »Bare rolig, overlad det til os at løse problemet«. Men samtidig hænger de fast i udlændingedebattens gamle rille, som bliver mere og mere virkelighedsfjern.

Det handler ikke blot om Støjbergs vildledende annonce, der skulle afskrække flygtninge fra at komme til Danmark, og som nu undersøges af Folketingets Ombudsmand. Eller om hendes fordrejning af, hvor mange muslimer, der går ind for religionsfrihed (det er 80 procent og ikke de 20 procent som hun hævdede - et højere tal end blandt danskerne).

Det er lige så virkelighedsfjernt, når politikerne taler om »straks-opbremsning«. Alle ved, at folk, der flygter fra døden, ikke kan bremses, men højst tvinges til at rejse andre steder hen. Flygtningestrømmen kan ikke stoppes, men højest kanaliseres over på vores nabolande og ned i Middelhavets massegrav.

Så længe solidaritetsbevægelsen ser virkeligheden og sin egen styrke i øjnene, har den chancen for at sætte en ny dagsorden. Men den risikerer også at blive indfanget i forvirrede og fordrejede diskussioner med politikerne. Der er dog ikke meget risiko for, at bevægelsen bliver indfanget i en forhastet tillid til de »anstændige« politikere og overgiver styringen til dem.

Solidaritetsbevægelsens styrke er de konkrete handlinger og forbindelser, den er baseret på. Det er kun på den basis, at den kan sætte en ny dagsorden.

En ny dagsorden

Den nye solidaritetsdebat er under udvikling, og ethvert forsøg på at beskrive den er uvægerligt med til at forme den. I mine samtaler med mange aktive kan jeg dog allerede se, at den er med til at omdefinere nogle af udlændingedebattens centrale begreber.

Solidaritetsdebatten handler om nærområderne. Den handler om, hvordan vi kan støtte lokale demokratiske kræfter i deres kamp for fred og frihed. Den handler om, hvordan vi kan lægge pres på Vestens allierede i diktaturstater som Saudi-Arabien og Bahrain, som ikke tager imod flygtninge, og på Tyrkiet, som implicit støtter Islamisk Stat imod de kurdiske demokrater. Den handler ligeledes om, hvordan vi styrker økonomierne i Afrika og Asien, så folk ikke længere flygter fra sult og fattigdom.

Solidaritetsdebatten handler om krig. Den handler om at tage ansvar for, hvordan Danmarks krigsdeltagelse i Irak, Libyen og Afghanistan har været med til at skabe flygtningestrømmen og betingelserne for Islamisk Stats fremvækst. Og den handler om at stille de danske politikere til ansvar for deres ulovlige angrebskrige og om at engagere os i et reelt fredskabende arbejde og at undgå at bidrage til yderlige destabilisering, som det skete, da »vi« bombede Libyen.

Solidaritetsdebatten handler om Europa. Den handler om at tvinge politikerne til at tage fælles ansvar for de mange, der ankommer til kontinentet i stedet for at genintroducere grænserne mellem Europas lande. Den handler om at støtte de mennesker i Ungarn, der kæmper mod en højreradikal regering, der sætter flygtninge i koncentrationslejre, og om at støtte de mange, der hjælper flygtningene på Balkan. Og den handler om at kæmpe for, at EU’s Dublin II-regulativ bliver skrottet, så folk kan søge asyl på ambassaderne og i lufthavnene i stedet for at blive tvunget ud på en livsfarlig rejse over Middelhavet.

Solidaritetsdebatten handler også om danskhed. Den handler om, hvordan danskheden allerede er mangfoldig, og hvordan Danmark altid har været et multietnisk samfund med sine tyskere og færinger, sine svenskere og grønlændere, sine sigøjnere og nordmænd. At være »rigtig dansker« betyder at kæmpe for et solidarisk og mangfoldigt Danmark, for et Danmark som har plads til alle dem, som bor og slår sig ned i landet.

Solidaritetsdebatten handler om integration. Den handler om, hvordan vi kan afskaffe statslig tvangsintegration og styrke den frivillige folkelige integration, som opstår gennem konkret solidaritet og samvær.

Solidaritetsdebatten handler med andre ord om, hvordan solidaritetsbevægelsen kan styrkes og gøres bæredygtig og hvordan den kan ændre det folkelige og politiske landskab i Danmark og Europa.

Det er de perspektiver, der har åbnet sig for så mange efter den 6. september. Det er de perspektiver, der åbner sig, når en syrisk familie får et lift på Lolland.

Bue Rübner Hansen var talsperson for demonstrationen Refugees Welcome den 12. september på Christiansborg Slotsplads.