Annonce

15. juli 2014 - 11:16

Staten og kapitalismen

Det er afgørende for venstrefløjen at nå til en bedre forståelse af, hvad staten er for en størrelse. På den danske venstrefløj synes den dominerende forestilling at være, både teoretisk og i praksis, at staten ikke har nogen ”iboende karakter”, men derimod er en samling apparater, der kan bruges til forskellige formål, hvorfor man kan nå til denne konklusion: ”socialisters opgave bliver dermed ikke et opgør med staten eller det parlamentariske system, men et opgør med den udemokratiske indflydelse, som den økonomiske elite i et kapitalistisk samfund udøver på den. ” I denne forståelse glemmes helt en analyse af, hvad staten som en social form overhovedet er i dag, dvs. i moderne kapitalistiske samfund. Som jeg vil forsøge at vise i det følgende, er det netop en analyse af statens form, der kan give det bedste afsæt for en vurdering af statens funktion i dag. Staten er hverken en neutral ø, der skal beskyttes mod det omkringliggende kapitalistiske farvand, men heller ikke blot et ”instrument” i hænderne på den herskende klasse.

I ethvert klassesamfund indtager staten en central rolle som det legitime voldsmonopol. Staten har derfor også spillet en væsentlig rolle i historiens udvikling. Med udviklingen af den tidlige kapitalisme fulgte også udviklingen af den moderne stat. Den moderne stat og kapitalismen er konstitutivt afhængige. Den moderne stat er afgørende for udviklingen af kapitalismen, både i dens tidlige faser men også i dag. Fordrivelsen af bønderne fra jorden, undertrykkelsen af andre måde at producere på, kolonialisme, imperialisme etc., har alt sammen været afgørende for kapitalismens udvikling til den dominerende samfundsform. Det særlige ved den moderne stat er således, at den er opstået både som forudsætning for og som konsekvens af kapitalismen.

                             I den moderne kapitalisme bliver stat og politik en særskilt sfære, der står ved siden af den mere økonomiske sfære. Alligevel hænger disse sammen; netop som en særskilt sfære, har staten kunnet indtage en afgørende rolle for udviklingen af kapitalismen. Statens rolle i samfundet kan derfor afledes af den moderne kapitalisme: den indtager en regulerende og medierende funktion, dvs. at den får kapitalismen til at fungere. I kapitalismen hersker nemlig separation, atomisering og konkurrence. I bunden af samfundet findes atomiserede individer, reduceret til arbejdskraft og separeret fra hinanden. I deres arbejde er individerne stadigvæk atomiserede; samarbejde og korporation eksisterer kun for at skabe stadig højere profit for virksomhederne, koncernerne etc. dvs. for kapitalen. Men kapitalen er internt splittet. Virksomheder konkurrerer mod andre virksomheder. Kapitalen kan derfor ikke i sig selv opretholde den eneste samlede interesse: Nemlig den generelle interesse i at opretholde kapitalismen. Det er netop denne interesse staten opretholder. Derfor kan staten heller ikke siges, at være udelukkende et instrument i kapitalens hænder. Snarere skal man forstå det således, at staten regulerer og medierer de konkurrerende enkeltkapitaler, med det formål at opretholde kapitalismen.

                             Statens funktion indebærer særligt reproduktionen og opretholdelsen af arbejdskraft; det objekt kapitalen udbytter. I sig selv drives kapitalen til en stadig større udbytning af denne. For kapitalen er der ingen nedre grænse for udbytningen af arbejdskraften, hvilket i sin yderste konsekvens ville føre til en ødelæggelse af den. Staten opretholder derfor også udbytningens objekt. De mest generelle materielle betingelser for en fortsat kapitalakkumulation sikres også af staten, f.eks. gennem infrastruktur, forskning, uddannelse men også produktion og regulering af penge, markeder og pris. Med indførelse af velfærdsstaten blev reproduktionen af arbejdskraften socialiseret: dvs. at staten i højere grad intervenerede i ikke bare opretholdelsen men også reproduktionen af hele arbejderklassen, således at denne kunne stilles til rådighed som objekt for kapitalens udbytning. Reproduktion af arbejdskraften foregår derfor ikke udelukkende over løn, men også over statens funktion og ydelser. Velfærdsstaten handler derfor på ingen måde om at bryde med kapitalismen og frigøre mennesket fra kapitalen, men derimod om at sikre eksistensen som ”lønarbejder” og udbyttet inden for kapitalismen.

                             Den altid konkrete udformning af staten, dens form for regulering og mediering af kapitalismen og dens grad af integration i kapitalen afhænger af selve kapitalismens karakter i dens forskellige perioder og i sidste ende af klassekampen. Velfærdsstaten var også et produkt af en særlig måde at producere og akkumulere mere værdi for kapitalen, baseret på en bestemt social, teknisk og politisk organisering af arbejderklassen. På trods af at statens ”indhold” bestemmes af den konkrete historiske periode, kapitalens akkumulationsmåde heri og arbejderklassens organisering og sammensætning, så er staten som social form en regulering og mediering af kapitalismen og den fortsatte kapitalakkumulation.

                             Staten er derfor også selv afhængig af en vellykket akkumulation af kapital: det er her fra den får sine indtægter. Staten har derfor sin helt egen interesse i opretholdelsen af kapitalismen og udbytningen af befolkningen. Enhver regering må derfor også tilgodese dette formål, uanset om det er tale om valgte venstreorienterede regeringer eller teknokratisk indsatte regeringer. Politik er i kapitalismen derfor heller ikke en brydning mellem grundlæggende fortællinger eller forskellige livsformer, men derimod administrationen af udbytningen af befolkningen. Staten kan derfor selv indtage en yderligere form som en herskende klasse i sig selv. Staten har, ved siden af kapitalen, sin helt egen interesse i opretholdelsen af kapitalismen og reproduktion af sig selv. Her spiller begrebet om den politiske klasse eller den herskende magtelite ind. Det vi normalt kalder ”demokratiske stater” er egentlig ikke andet end elitestyrede apparater, der både har til formål at regulere og mediere kapitalismen for at sikre en fortsat kapitalakkumulation og reproduktion af dennes betingelser, heriblandt arbejdskraften, samt at opretholde sig selv som en selvstændig herskende klasse med egne interesser.

                             Konsensus er afgørende for staten. Ikke nok med, at staten må sikre en konsensus mellem sig selv og kapitalen, må den også, for at garantere opretholdelsen af sig selv og kapitalismen, sikre en konsensus blandt befolkningerne. Befolkningerne, der er reduceret til atomiserede individer som arbejdskraft, må integreres og gives en særlig interesse i opretholdelsen af kapitalismen. Kun når de udbyttede selv har en interesse i at opretholde det system, der udbytter dem, fungerer dette system så effektivt som muligt. Derfor har kapitalismens historie også været en lang historie af domesticeringen af arbejderklassen. I dag er den gamle arbejderbevægelse effektivt smadret og solidaritet blandt de udbyttede erstattet med forbrug. Konsensus sikres af alle det nuværende ”samfunds” institutioner: medierne, ”offentligheden”, partierne, parlamenterne etc. Dermed garanteres en hvis integration af interesser også fra de udbyttede og undertrykte klasser. Valg spiller derfor en central rolle i denne legitimation og konsensusproduktion. Uanset hvem der bliver valgt, beholder staten sin sociale form og uanset hvilken politik der føres, er det på en eller anden måde en politik, der opretholder og reproducerer både staten selv og kapitalismen.

                             I dag ser vi en yderligere udvikling i statens udformning, nemlig integrationen mellem stat og kapital. På elite-niveau er økonomiske, politiske, mediemæssige og administrative eliter integrerede og overlappende. Endvidere er det, som følge af globaliseringen af kapitalismen, blevet transnationale eliter. Alle beslutninger tages reelt af disse transnationale eliter, langt væk fra enhver befolkning. Med kapitalismen stadige dobbelte globalisering, både geografisk men også socialt ind i alle livets områder, bliver staten og ”politikken” mere integrerede i opretholdelsen af kapitalismen. Rummet for staten som en særskilt og autonom sfære bliver stadig mindre. I dag kan vi reelt tale om en form for neo-korporatisme mellem stat, kapital og det, der er tilbage af ”fagbevægelsen”. Med den globale kapitalisme er desuden fulgt en globalisering og transnationalisering af staterne. På trods af den fortsatte eksistens af ”nationalstater”, er staternes funktion i dag frakoblet nationale befolkningers interesser. Institutioner som EU, IMF, Verdensbanken, NATO og FN vidner om denne nye globale orden. Det er også i denne kontekst vi skal forstå neoliberalismen. Neoliberalismen er som historisk fænomen en måde at akkumulere kapital på i en bestemt historisk periode. Det har selvfølgelig også betydet en omorganisering af staten og et andet form for regulationsregime. Neoliberalisme er derfor ikke bare en ”policy”, en bestemt form for finanspolitik, men skal defineres meget bredere. Derfor er den heller ikke nødvendigvis i modstrid med enkelte keynesianske økonomiske politikker.

                             I dag er det nødvendigt at vurdere staten ud fra den funktion den indtager i en globaliseret og altgennemtrængende kapitalisme. Her er integration mellem staten og kapitalismen et centralt omdrejningspunkt. Ovenstående analyse af staten som en social form kan give værktøjet til en vurdering af staten i dag. En sådan analyse og vurdering er også afgørende for at udvikle alternativer til den statsorienterede socialisme fra oven tilgang, der hersker i langt de fleste venstrefløjspartier i dag. Udviklingen af sådan et alternativ må også tage udgangspunkt i en diskussion og kritik af den eksisterende form for politik og partier. Et alternativ der bygger på de seneste års eksperimenteren med forskellige og nye former for organisering, politik og demokrati.

Annonce