Annonce

3. marts 2014 - 10:20

Forestillingen om demokrati

Forestillingen om demokrati

En almindelig og gennemtrængende forestilling i dag er forestillingen om, at vi lever i et demokratisk samfund. Igennem den offentlige debat, medierne og uddannelsessystemet indprentes denne ideologi, så vi har svært ved at forestille os noget andet og bedre end det samfundssystem, som vi lever i og kalder ”demokratisk”. Der er plads til småjusteringer og mindre forbedringer hist og her, men generelt har vi, ikke bare i Danmark men i hele vesten, nået historiens afslutning.

I de senere år er der ikke desto mindre begyndt at blive sat spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk det økonomiske og politiske system vi har i vesten, egentlig er? I kølvandet på den globale økonomiske krise har en række protestbevægelser verden over markeret deres modstand mod den globale kapitalismes dominans og ensretning, og kravet om ”Democracia Real YA!” (rigtigt demokrati nu!) blev første gang rejst i Spanien i 2011. Kravet om rigtigt demokrati er opstået, fordi den økonomiske og politiske virkelighed, som store befolkningsgrupper i vesten oplever den, ikke længere svarer til den udbredte forestilling om, at vi lever i et demokratisk samfund. Det ”repræsentative demokrati” er med andre ord i forfald og krise. Det er der en hel række årsager til, der grundlæggende skal findes i udviklingen fra 1970’erne til i dag, hvor den globale udvikling har ændret vores samfund totalt.

 

Austeritets-staten

Først og fremmest har den stadig lavere økonomiske vækst i den vestlige verden siden 70’erne medført en massiv forøgelse af den nationale gæld. Gennemsnittet i den nationale gæld i procent af BNP for OECD landene er steget fra lidt over 40 pct. i 1970 til over 90 pct. i 2010. I samme periode udviklede sig også de neoliberale doktriner om stram offentlig budgettering. Resultatet er i dag en overgang fra en form for gældsstat til en austeritets-stat, hvor strenghedskrav ift. de offentlige budgetter mere eller mindre bliver gjort til lov. Rummet for mulighederne for social investering og dermed diversiteten i den økonomiske og sociale politik er hermed blevet stærkt indskrænket. Dette har selvfølgelig en konsekvens for ”demokratiet”, idet demokrati kræver et vist rum for forskellige muligheder for handling. Resultatet har været en faldende deltagelse af befolkningerne i de repræsentative institutioner. Som samfundsforskeren Wolfgang Streeck formulerer det: ”As opposition parties in heavily indebted countries can no longer promise not to cut expenditure in order to consolidate public finances, electoral choice becomes limited.”

For en række repræsentative lande i den vestlige verden er gennemsnittet for deltagelse i de parlamentariske valg f.eks. faldet fra 84.1 i 1960’erne til 72.5 i perioden 2000-2011. I næsten samtlige vestlige lande er valgdeltagelsen således faldet i perioden 1970 til i dag, i de fleste lande mellem 10 og 20 pct. point. Med indsnævringen af de politiske muligheder for handling og suppleringen af den politiske elites ”vælgere” med de finansielle markeders krav, er de repræsentative institutioner i dag i krise. Siden 1970’erne er disse institutioner eroderet og de gamle demokratiske massebevægelser, som de store fagforeninger, er i krise, hvilket også har bidraget til at indskrænke befolkningens mulighed for deltagelse i det politiske liv.

 

Post-demokratiet

I løbet af samme periode og som en del af den samme proces, som vi kunne kalde neoliberalisering, har de repræsentative institutioner udviklet sig fra det efter 2. verdenskrig etablerede liberale kompromisdemokrati til et post-demokrati. I dag er vi hinsides det liberale kompromisdemokrati. Det er den britiske politolog Colin Crouch, der har skabt begrebet, der dækker over den udvikling, hvor de gamle repræsentative institutioner fortsat eksisterer, men stort set er sat ude af kraft. Han beskriver post-demokratiet således: ”Under denne model, hvor der ganske vist afholdes valg, der kan vælte regeringer, er den offentlige valgdebat en stramt kontrolleret forestilling, som forvaltes af rivaliserende hold af eksperter i diverse overtalelsesteknikker, der kun bringer et lille udvalg af emner frem i debatten. Massen af borgere spiller en passiv, uvirksom, ja nærmest apatisk rolle og reagerer kun på de signaler, de bliver givet. Bagved denne valgforestilling bliver politik i virkeligheden formet i det private gennem interaktion mellem folkevalgte regeringer og eliter, der i overvældende grad repræsenterer erhvervsinteresser. ”

Post-demokratiet er kendetegnet ved, at magten centraliseres og monopoliseres hos en række nye transnationale og globaliserende politiske og økonomiske eliter. Den egentlige magt er ikke længere bare en smule jævnt fordelt mellem arbejderbevægelsens demokratiske massebevægelser og det gamle borgerskab, som under det liberale kompromisdemokrati, men er derimod blevet koncentreret på en mindre og transnational elites hænder. Godt nok var ”kompromisdemokratiet” aldrig selv et egentligt demokrati, men derimod netop et ”kompromis”. Allerede i denne periode blev ”demokrati” som idé og begreb forvandlet fra et radikalt krav til et faktisk system af konkurrerende eliter; et system der skal ses i sammenhæng med det generelle gennembrud af en produktionisme og etableringen af masseforbrugssamfundet. Forvandlingen til post-demokrati er altså en forværring af en i forvejen slem situation.

Når der engang imellem afholdes valg, er det altså ikke andet end stramt kontrollerede forestillinger, hvor partier, der er statsfinansierede dele af statsapparatet og professionaliserede foreninger for de politiske og økonomiske eliter, opfører et skuespil for en stadig mere passiv og apatisk befolkning. Befolkningerne er sat uden for indflydelse og den egentlige ”politik” bliver udformet helt andre steder.

Samtidig har atomiseringen i bunden af samfundet også medført en erodering af befolkningens mulighed for deltagelse. Når den gamle arbejderklasse ikke længere er en relativ homogen størrelse, men derimod atomiseret, udsat for usikre ansættelsesforhold, individualiserede ansættelseskontrakter og prekært arbejde er det svært at etablere egne slagkraftige og demokratiske institutioner, der kunne sikre arbejderklassen en egentlig mulighed for deltagelse.

 

Det administrerede liv

Samtidig har de vestlige stater og efterretningstjenester udviklet så massive overvågningsprogrammer, at det får overvågningen i den gamle østblok til at ligne den rene leg (hvad den selvfølgelig ikke var). Der eksisterer i dag en række militære og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der er sat helt uden for enhver ”demokratisk” kontrol. I forlængelse af udviklingen af sikkerhedsregimer, har det at være borger i en stat i dag ikke længere noget at gøre med, gennem offentlig politisk debat, at skabe det bedste liv for alle. I dag betyder det at være borger i en stat, at dit liv er administreret. Med den massive overvågning og indsamling af Big Data er borgeren blevet erstattet med mennesket som en arbejdskraft, der skal administreres, en trussel, der skal hånderes og en forbruger, der skal købe. Der er ikke længere noget rum for politisk handling. Det minimale rum, der engang var, er blevet helt erstattet af disciplineringen, kontrollen og sikkerhedsforanstaltningerne. Derfor har vi også set, at sikkerhedsstaterne i den vestlige verden har slået ekstremt hårdt ned på protesterne mod det økonomiske og politiske system og for et ”rigtigt demokrati” siden 2011. I dag er politik blevet fortrængt af administration og uden et rum for politisk handlen, er demokrati ikke muligt. Det er den neoliberale administration af livet, der agerer på vegne af den globale kapitalismes totaliserende tendens.

Vi lever i dag i et totalitært globalt system, hvor befolkningerne verden over administreres af en diffus magt og hvor en effektiv ideologi har forvandlet alle sociale og menneskelige forhold til fremmedgjorte relationer medieret af varen og den medieskabte ”virkelighed”. I dag er der ingen kultur uden for kapitalismen og ikke noget liv, der ikke er administreret. Vores behov bliver skabt af kultur- og underholdningsindustrien og vores mindste bevægelser bliver registreret med det formål at kontrollere vores adfærd, tanker og følelser.

 

Forestillingen om demokrati er en forhindring for et rigtig demokrati

Situationen i dag kan kort opsummeres som en koncentration af magt hos transnationale økonomiske og politiske eliter og den totale administration af vores liv. En af de bedste måder at holde en befolkning nede, der i forvejen er blevet sat uden for enhver indflydelse og reel deltagelse er at udvikle en række mekanismer, der tilsyneladende får det til at se ud, som om befolkningen faktisk har en indflydelse. I dag fungerer de stramt kontrollerede forestillinger, vi kalder parlamentariske valg på den måde, at der tillades en debat af en lang række af forskellige mellem næsten ens holdninger, dvs. livlig debat inden for ekstremt snævre rammer. Den politiske diskussion er blevet erstattet af et utal af små debatter mellem næsten ens holdninger. Selvom vi i dag lever i et post-demokrati, hvor befolkningerne er sat uden for enhver indflydelse, og hvor den eneste mulighed for deltagelse er oprør uden om de statslige institutioner, så lever den ”demokratiske” ideologi i bedste velgående. Forestillingen, om at vi lever i et demokrati, er en af de største forhindringer for et opgør med den ikke-demokratiske politiske virkelighed og udviklingen af et rigtigt demokrati.

Annonce