Annonce

24. april 2014 - 8:29

Enhedslisten og protesterne

I de seneste år har en ny bølge globale protester og opstande skyllet ind over en lang række lande, fra Bosnien, Grækenland, Spanien og Portugal til Tyrkiet, USA og Brasilien. I hjertet af det europæiske kriseregime, Tyskland, har en række protester også udspillet sig, både i form af det årligt tilbagevendende blockupy og senest ved opstanden i Hamburg i december i kølvandet på en række demonstrationer. I Danmark har vi som sædvanligt ikke set de store begivenheder. Alligevel har der fundet en række protester sted. Særligt de studerende og lærerne er her gået forrest. I vinteren sidste år gik de studerende på gaden i protest mod den nye universitetsreform. Sidste år til 1. maj var der arrangeret protester imod den neoliberale regering, og i hele landet deltog titusinder af mennesker. Særligt lærerne (men ikke kun) gik forrest i protesten. I Aarhus blev landets statsminister buet og piftet/fløjtet ud af scenen. Samtidig viser alle undersøgelser, at politikerleden aldrig har været større, hvilken sådan set gælder hele Europa.

Der er altså noget i gærde også i Danmark. De sidste mange års asociale politik, den nu mangeårige internationale krise og de neoliberale diktater fra EU-eliten har langsomt men sikkert opløst de i forvejen opløste samfund i Europa. Også Danmark. Den sociale vrede er eksploderet i mange andre lande, en vrede over de manglende fremtidsudsigter og den politiske klasses/elites stadig mere arrogante og adskilte forhold til befolkningerne. En vrede der også eksisterer i Danmark. Karakteristisk er det, at de nye radikale sociale bevægelser der er opstået siden 2011 afviser at lade sig indfange under de traditionelle politiske institutioner og partier. De øgede modsætninger og opløsningen af samfundene har resulteret i en eksploderende social vrede og række nye bevægelser. En vrede der gennem disse radikale bevægelser har potentialet til at ændre de allerede opløste samfund. De globale oprør og opstande har været vendt imod ikke bare det økonomiske men også det politiske system; et system som med rette bliver betragtet som udemokratisk. I stedet har kravet lydt: Democracia Real YA! (rigtigt demokrati nu!).

Det gælder nu om at bygge videre på de protester, der faktisk har fundet sted i Danmark. Det er altafgørende for at opbygge et alternativ til det europæiske kriseregime. Som jeg skrev tilbage i december eksisterer et reelt alternativ ikke; i hvert fald ikke inden for ”det politiske”. Heller ikke Enhedslisten udgør sådan et alternativ. Værre endnu er Enhedslisten, som i sin egen selvforståelse gerne ville udgøre et sådant alternativ, støtteparti for en neoliberal administrationsregering, og har flere gange stemt for neoliberale finanslove. Partiet synes at blive stadig mere opslugt af det ”politiske” systems logik inde på Christiansborg.

Enhedslisten ligner på den måde alle de andre partier. Partierne i dag har nemlig meget lidt at gøre med nogen oprindelig "parti" forståelse, særligt hvad angår venstrefløjens og arbejderbevægelsens partidannelser. Partierne er nærmere mere eller mindre professionaliserede vælgerforeninger, der er mere eller mindre integreret i statsapparatet og som er underlagt den neoliberale og administrative logik (også selvom nogle forsøger sig med en delvis "keynesiansk" form). Forholdet mellem befolkning og parti/stat bliver større og mere arrogant fra sidstnævntes side, det gælder også Enhedslisten. Enhver genuin grundlæggende forandring kan kun og bør kun komme nedefra, og den kan aldrig substitueres af en professionel vælgerforening.

Senest har Enhedslisten taget afstand fra en planlagt protest 1. maj i København. En protest der vil gentage formen fra Aarhus sidste år. Ikke nok med at partiet har taget afstand herfra, men både folketingsmedlemmer og forretningsudvalget har desuden kaldt protesten for ”udemokratisk”, og har dermed effektivt også kaldt de titusinder af mennesker, der sidste år deltog i protesterne over hele landet med særligt lærerne i front for ”udemokratiske”.

Jeg vil ikke her komme ind på, hvorfor protesten netop er et udtryk for demokrati. Pointen er, at Enhedslisten åbenbart er mere indstillede på at please medierne og pleje omgang med deres venner i de andre partier inde på borgen, end at solidarisere sig med protesterne imod regeringen. Men hvordan kan man også forvente at et parti, der er i gang med at blive fuldstændigt integreret i den politiske klasse/elite, skal kunne støtte op om protester imod selv samme? Protestens kritik rammer Enhedslisten selv. Partiet er i den forstand nærmere en mod- end en medspiller i de globale protester, der finder sted imod neoliberalismen og den politiske elite.

Annonce