Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Vejen til socialisme
14. maj 2014 - 17:28

Socialismens to sjæle

Forholdet mellem spontanitet og ledelse har været et konstant problem i hele arbejderbevægelsens og de socialistiske partiers historie. Spørgsmålet om socialisme fra oven eller neden må genrejses ud fra nutidens betingelser.

De nye eksplosioner af masseaktioner og revolter rundt omkring i verden har atter en gang rejst det gamle spørgsmål om forholdet mellem massebevægelsens spontanitet og organisation og ledelse.

Problematikken var central i den klassiske arbejderbevægelses periode, hvor den i I. Internationales periode foldede sig ud i striden mellem Marx og Bakunin, i II. Internationales periode i uoverensstemmelserne mellem Lenin og Rosa Luxemburg og i mellemkrigsårene i Lukacs’, Korschs, Gramscis, Bordigas og Otto Bauers teoretiseringer heraf. [1]

Eduard Bernsteins strategiske formel: ’gradvis realisering af socialisme gennem reformer’ slog fejl. [2] I stedet fik Europa fascisme i Vest og stalinisme i Øst, efterfulgt af krig, kold krig og kapitalismens triumf.

’Løsningen’ er heller ikke den nutidige socialdemokratismes tilpasning til den bestående sociale orden. Denne politik er ikke nogen realisering af den gamle vision om emancipation, men tværtimod en underkastelse under det bestående system af magt og udbytning og en overtagelse og internalisering af den dominerende ideologi.

Men løsningen kan omvendt heller ikke bestå i abstentionisme (dvs. Amadeo Bordigas klassiske formel), [3] eller organisation og en ’korrekt’ eksplicit udviklet ’teori’ (dvs. Lenins formel), en formel som var født ud af bestemte forhold og i en bestemt situation. [4] En formel, der i øvrigt blev modificeret allerede af Lenin selv og dementeret af den faktiske udvikling i Rusland år 1917. [5]

 Ifølge den italiensk kommunist Amadeo Bordiga skulle revolutionens parti afholde sig fra enhver deltagelse i det gængse politiske liv, som altid ville have en korrumperende, degenererende effekt. ’Gideons hær’ skulle holdes ren og ubesmittet indtil revolutionens dag var inde.

I en vis forstand havde Bordiga naturligvis ret, men Marx havde også ret i at forandringens kraft må udvikle sig i virkeligheden selv, og Rosa Luxemburg havde i forlængelse heraf ret i sin fremhævelse af enhver socialistisk massebevægelses grundparadoks, den tilbagevendende spænding mellem etableringen af et massegrundlag og fastholdelsen af det samfundstranscenderende perspektiv:

»Den store folkemasses sammensmeltning med et mål som transcenderer hele den bestående orden, den daglige kamp med den revolutionære omvæltning, det er den socialdemokratiske bevægelses store modsætning. Denne må da også helt logisk under hele denne udviklingsproces arbejde sig frem mellem to skær: mellem opgivelsen af massekarakteren og opgivelsen af endemålet, mellem tilbagefaldet i en sekt og forfladigelsen ud i en blot borgerlig reformbevægelse.« [6]

I mellemkrigsårene søgte inden for hver deres tradition især austromarxisten Otto Bauer og den italienske kommunist Antonio Gramsci at gennemtænke forholdet mellem massebevægelse og ideologi.

For Otto Bauer lå løsningen i fusionen af arbejdernes spontane interessesocialisme og den intellektuelle traditions sindelagssocialisme, en fusion der bedst kunne lykkes, hvis arbejderbevægelsen forblev samlet, idet man kun således ville kunne fastholde den optimale enhed af reformpolitik og revolutionær politik. [7]

For Gramsci lå løsningen i at få etableret den rette dialektik mellem arbejdernes egne erfaringer (deres egen ’filosofi’) og et genuint revolutionært parti (dvs. ’den kollektive intellektuel’, ’den moderne prins’). [8]

Derefter gik de gamle formler og løsninger til grunde i virkelighedens malstrøm, og de gamle dybtgående diskussioner blev glemt.

Bolsjevismen degenererede under omstændighedernes tryk til stalinisme, mellemkrigsårenes socialdemokratiske reformisme led nederlag overfor fascismen eller forvandlede sig til en systemabsorberet reformbevægelse, og selv austromarxismens og det polsk-russiske jødiske arbejderforbund ’Bund’s forsøg på at etablere og følge ’en tredje vej’ mellem reformisme og bolsjevisme blev nedkæmpet.

Hele denne udviklingshistorie rejser et vigtigt grundspørgsmål: Skal socialismen indføres ovenfra eller nedefra?

Socialismens to sjæle

Under ’anti-system’ bevægelsernes mangfoldighed og de artikulerede varianter af bevægelse og modstand kan man i den politiske arbejderbevægelses tradition spore to modstående grundstrømninger eller ’sjæle’, ’socialisme fra oven’ og ’socialisme fra neden’, som den amerikanske socialist Hal Draper formulerer det i sin berømte analyse. [9]

Ifølge ’socialisme fra oven’- opfattelsen skal ’socialisme’, forstået som statslig overtagelse af produktionsmidlerne, realiseres ved at en parlamentarisk elite (den reformistiske opfattelse) eller en revolutionær elite (den stalinistiske opfattelse) ovenfra udtænker og indfører ’socialisme’.

Den socialdemokratiske reformisme og stalinismen var de to hovedvarianter af den angivne grundopfattelse 1, men selv anarkismen opererede med en forestilling om en revolutionær elites centrale rolle i den revolutionære opstand – og var i øvrigt mere optaget af, hvorledes man kunne slå den gamle stat i stykker end i den post-revolutionære selvorganisering nedefra.

Også de utopiske socialisters forestilling var grundlæggende elitær. I den utopiske socialisme udtænkte intellektuelle ‘planer’ for et idealsamfund, som derefter ovenfra blev skænket det forhåbentligt taknemmelige folk’

Heroverfor stiller Draper så socialismens ’anden sjæl’ eller ’grundopfattelse’, nemlig den opfattelse som teoretisk første gang blev formuleret af Marx, nemlig at ’arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk’.

I traditionen efter Marx blev opfattelsen bedst artikuleret af Rosa Luxemburg: Socialismen – forstået som en udfoldelse af et autentisk solidarisk og ultra demokratisk samfund – må gennemføres og praktiseres af arbejderne selv.

Det er en grundopfattelse der igen og igen i historiens forløb er blevet artikuleret gennem spontane kampe og revolter nedefra og som også vedvarende har eksisteret som en understrømning nede i de artikulerede bevægelsers kæmpende basis.

Stalinismen som forsøg på at etablere socialismen ovenfra

I forlængelse af Draper kan man så videre karakterisere de to vigtigste strømninger i den politiske arbejderbevægelses udvikling, reformismen og kommunismen: Den socialdemokratiske reformisme sigtede her først mod ovenfra – gennem en demokratiseret stat – at overtage og demokratisere den bestående ’organiserede kapitalisme’ (Karl Kautsky og Rudolf Hilferdings position), eller alternativt i en glidende bevægelse lidt efter lidt gennem statslige reformer at ’socialisere’ kapitalismen (Eduard Bernsteins position).[10]

I mellemkrigsårene udviklede der sig dog inden for den socialdemokratiske tradition en mere radikal position, der gennem massemobilisering, udvikling af en kontrakultur og politisk kamp, søgte at realisere socialismen som et kulturfællesskab og en både politik og økonomi omfattende ’republikansk demokratisk orden’ (Otto Bauer og austromarxismen samt den centraleuropæiske jødiske masseorganisation Bund). [11]

Det var dog en strømning der gik til grunde i kampen mod fascismen og under vægten af den storpolitiske udvikling.

Efter 2. verdenskrig satsede reformismen så på at acceptere kapitalismen, men samtidig at indlejre denne i et netværk af social velfærd samt at styre kapitalismen økonomisk gennem tilslutning til Bretton Woods-systemet og internt i landene gennem en keynesiansk økonomisk politik. ’Socialismen’ blev nu, under presset af den kolde krig, opgivet. [12]

I en sidste fase har den socialdemokratiske reformisme tilsluttet sig, og i nogle lande endda gennemført og administreret, den igangværende neoliberalistiske omstruktureringsproces.

Hele vejen, undtagen i den særegne austromarxistiske mellemposition, var staten den afgørende kraft i den socialdemokratiske reformismes opfattelse og strategi, og bevægelsens gennemgående udvikling kan karakteriseres som en fremadskridende tilpasning til staten og kapitalismen.

I den kommunistiske tradition blev vejen til statsmagt og kapitalisme en anden. Som følge af den af verdenskrigen fremkaldte rystelse af hele den europæiske sociale og politiske orden, sammenbruddet af den bestående statsmagt i Rusland, og den spontant forløbende masseradikalisering, kunne Lenin og Trotski i 1917 afstikke parolen og strategien for overgangen til en socialistisk revolution i Rusland. [13]

Forudsætningen for denne kalkulation var, at ’gnisten’ ville fænge, og at det russiske eksempel sammen med de af krigen fremkaldte forhold ville udløse socialistiske revolutioner, også i Vest. Reaktionen i Vest kom imidlertid for sent og blev i øvrigt, da den kom, i løbet af årene 1918-1923 nedkæmpet. Den russiske revolution forblev isoleret.

I første omgang havde den unge sovjetmagt ganske vist, trods den udenlandske intervention og hjælp til de ‘de hvide’, sejret i borgerkrigen.

Men den nye bolsjevik elite blev derefter konfronteret med de samme udviklingsproblemer, som havde plaget det gamle sen-zaristiske Rusland. Dertil kom verdenskrigens og borgerkrigens omfattende ødelæggelser og tab. Og selve bolsjevik-partiet, der i år 1917 havde været et opsamlingsbassin for stadigt mere og mere radikaliserede arbejdere, soldater, matroser og oprørske bønder, var under borgerkrigens vilkår blevet forvandlet til en centraliseret organisation for magt, autoritet og styring ovenfra. [14]

Sovjetdemokratiet var herunder blevet presset mere og mere i baggrunden, en proces, som startede allerede i foråret 1918, som styrkedes under borgerkrigen og som kulminerede i nedkæmpelsen af Kronstadtsovjetten i 1921. [15]

Indkapslet i denne situation og under disse vilkår sejrede Stalin fraktionen i løbet af 1920’erne i en fortløbende intern partikamp, som samtidig var en kamp om statsmagten.

Bolsjevismen blev herunder forvandlet fra at være en international socialistisk revolutions fortrop til at være bærer af et program for national udvikling og modernisering. [16]

Og parallelt hermed blev Komintern forvandlet til et instrument for Sovjetunionens udenrigspolitik.[17]

Efter sejren i partikampen indledte Stalin den ’revolution fra oven,’ som i lyntempo moderniserede Rusland, og som militært forberedte landet til en kommende krig mod Tyskland, et opgør som Stalin havde forudset i sin kendte tale fra 1931 om den accelererede moderniserings nødvendighed.[18]

Men under denne gigantiske, og lidelsesfulde, moderniseringsanstrengelse udviklede der sig internt i Sovjetunionen noget helt nyt, en særegen samfundsformation med sin egen dynamik affødende igen en proces, som mere og mere førte over i en statskapitalisme. [19]

Samtidig var Internationalen blevet forvandlet. Den tredje Internationale, der i 1919 var blevet etableret som den internationale socialistiske revolutions generalstab og spydspids, blev i takt med hele denne udvikling først forvandlet til et instrument for Sovjetunionens udenrigspolitik, i 1943 formelt opløst og derefter fortsat, uden revolutionær målsætning og kraft, som et lille netværk af uofficielle kadrer for Sovjetunionens realpolitik under den kolde krig. [20]

 I Central- og Vesteuropa forvandledes ‘kommunismen’ efter det, der er blevet kaldt dens ‘kampperiode’ i begyndelsen af 1920’erne til stabiliserede organisationer, der effektuerede skiftende paroler fra Moskva. [21]

Kominterns centralisme blev af de nationale partier opfattet som en nødvendig konsekvens af Internationalens karakter af at være en revolutionens organiserede fortrop og generalstab. Kontrollen ovenfra var dog ikke fuldstændig.

Stadigt samledes under kommunismens partifane et spontant revolterende segment i bunden af de europæiske samfund, der førte deres egen krig uanset skiftende paroler ovenfra.[22]

Blandt kommunismens tilhængere i Vest blev kommunismen og Sovjetunionen også set som den afgørende kraft i kampen mod den fascisme, der udgjorde en dødelig trussel, ikke blot mod dem, men mod hele den europæiske civilisation. [23]

De vesteuropæisk kommunistiske partier fik i forlængelse heraf også en stærk opblomstring under og efter 2. verdenskrig i kraft af deres rolle i den europæiske modstandsbevægelse mod nazismen og under indtryk af Sovjetunionens enorme krigsindsats. [24]

Anden verdenskrigs periode og de første efterkrigsår blev den europæiske kommunismes store stund. Kommunisternes indsats i modstandsbevægelserne var ubestridelig, hvor de var, som det er blevet udtrykt. ’the bravest of the brave’. [25]

Efter det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 trak alt sammen i samme retning for dem: kampen mod fascismen, forsvaret af Sovjetunionen, deltagelse i ’den store alliance’, ’folkefrontspolitiken’ og deres egen organisationskultur og politiske stil, der var som skræddersyet for illegalt arbejde.

Dertil kom Sovjetunionens store popularitet i Europa, en popularitet der strakte sig langt ud over kommunisternes egne rækker. Ja, selv vestlige statsmænd hyldede i denne periode endnu Stalin og Sovjetunionen. [26]

Ved de første valg efter krigen havde de kommunistiske partier stor fremgang, mest i Frankrig og Italien, hvor de ved de første efterkrigsvalg i 1945 og 1946 fik henholdsvis 26 og 19 procent (og Pietro Nennis Venstresocialister næsten 21 procent) af stemmerne. Ved valget i 1948 nåede det franske kommunistparti helt op på næsten 29 procent af stemmerne.

I lande som Holland og Belgien fik de ved de første efterkrigsvalg 11-12 procent og ved de frie valg i Tjekkoslovakiet i 1946, 38 procent.

Selv i de skandinaviske lande opnåede kommunister mellem 10 og 12 procent af stemmerne, i Finland 23 procent.

Også medlemsmæssigt svulmede bevægelserne op. Det italienske kommunistparti f.eks. blev nu en massebevægelse og kunne mønstre 2 millioner medlemmer. [27]

Ude omkring i den ’tredje verden’ tabte den revolutionære kommunisme i første omgang sit momentum i taverne på grund af stalinismens opportunistiske alliancesøgning, en politik der ideologisk blev søgt begrundet ved den dogmatiske teori om uundgåelige ’faser’ i den globale udvikling, hvorefter man overalt måtte gennemgå en ’borgerlig-national revolution’ inden man i en fjern fremtid kunne gennemføre en ’socialistisk revolution’. [28]

Denne politik og ideologi fik som bekendt katastrofale følger i Kina, hvor den stærkt radikaliserede bevægelse af arbejdere i Kanton, Wuhan og Shanghai i sidste ende blev udleveret til Chang Kai Sheiks blodige opgør. [29]

Efter 2. verdenskrig smeltede ’kommunismen’ i den tredje verden en overgang sammen med de stærke nationale uafhængighedsbevægelser, der var vokset frem under krigen. En enorm samlet revolutionær energi var sluppet løs, en uhyre bevægelse, som da også fremtvang afviklingen af de store vestlige kolonier imperier.

Men i sidste ende blev de nationale bevægelser og de alternative udviklingsmodeller dog under den kolde krig banket på plads i den globale orden eller forvandlede, ikke blot på grund af USA’s lange kamp mod nationale uafhængighedsbevægelser, men også på grund af den oven angivne indre brist i den stalinistiske ’kommunisme’. [30]

Også i Kina endte revolutionerne i 1911 og i 1949 i sidste ende med nutidens statskapitalisme. [31]

Tilbage i Europa blev kommunisterne nu klemt af den kolde krig, der var under udvikling. Vilkårene blev helt anderledes end, de havde været under krigen og i de første efterkrigsår. Partierne forsøgte sig i første omgang med en politik for fortsættelse af krigens brede alliancer. Deres umiddelbare målsætning var ikke ’socialisme’, men et ’avanceret demokrati, ‘ hvor monopolernes magt blev brudt. [32]

Samtidig satsede ledere som Maurice Thorez og Palmiro Togliatti på kommunisternes deltagelse i den nationale udvikling. Produktionen skulle fremmes og arbejderne blev opmuntret til at indordne sig under produktivismens logik. [33]

Den kolde krig slog grunden væk under hele denne alliancesøgende og moderate politik.

I 1947 blev kommunistpartierne presset ud af regeringerne i Italien og Frankrig og i Tjekkoslovakiet i februar 1948 gik det omvendt, her blev de borgerlige partier presset ud. [34]

I Vesten svækkedes partiernes tilslutning blandt vælgerne mere og mere – med Frankrig og Italien som længerevarende undtagelser, lande der karakteristisk nok begge havde haft en stærk modstandsbevægelse med markant kommunistisk deltagelse. [35]

I sit senere forløb gik den vesteuropæiske kommunisme mere og mere i opløsning, dels på grund af den kolde krigs fortsatte udvikling og udviklingen i Sovjetunionen, dels fordi de kommunistiske partier alternativt slog ind på en mere og mere reformistisk politik, der mindede om den socialdemokratiske. [36]

Som følge heraf kunne de slet ikke opfange og kanalisere den arbejdermilitans, der blussede op i 1960’erne og 1970’erne. [37] I den allersidste ende af forløbet blev de, ligesom den socialdemokratiske tradition, tynget til jorden af den sejrende kapitalisme/neo-liberalisme.

Men da havde begge traditioner for længst tabt deres ’sjæl’. De historiske forsøg på at hidføre ’socialisme fra oven’ var slået fejl og havde sammen med de modstående kræfters enorme styrke og den internationale ordens benhårde logik hidført en stribe af nederlag og tvunget bevægelserne i knæ.

Den socialdemokratiske reformismes nederlag

Også den socialdemokratiske reformisme var nemlig kommet i vanskeligheder.

Efter 2. verdenskrig blev der godt nok i kraft af nye sociale og politiske magtforhold og under presset af den frembrydende kolde krig i store dele af Vesteuropa etableret en udviklet velfærdsstat, et socialpartnerskab og en statslig reguleret og socialt inddæmmet kapitalisme.

Socialdemokratiernes holdning til staten ændredes radikalt. Staten var ikke længere en modstander, men en ’velfærdsstat’, i mange lande oven i købet deres stat.[38]

Gennem de senere årtier har hele denne konstruktion imidlertid været under stigende pres af en mere og mere løssluppen kapitalisme, en proces der er blevet beskrevet som udvikling fra ’velfærdsstat’ til ’konkurrencestat’. [39]

Forholdet er endda endnu mere dybtgående. Selve den sociale orden er mere og mere gennemsyret af atomisering, selvtilstrækkelighed, selvfremføring, praleri, konkurrence og elitedyrkelse.

De sociale bånd svækkes mere og mere, og hele den sociale fabrik er ved at gå i opløsning.

En Emile Durkheims klassisk artikulerede frygtvision vedrørende den sociale ordens overlevelse i et samfund, kendetegnet af fremadskridende anomi og bristende social solidaritet, er ved at blive til virkelighed. [40]

Samtidig er forholdet mellem stat og befolkning i stigende grad, efter de store folkelige massepartiers forsvinden, blevet omdannet til en ’management relation’, hvor de regerende eliter ovenfra fortløbende presser ned over befolkningerne ’den nødvendige politik’.

Politikerne er nu helt professionelle og politik er blevet en karriere. Og i toppen af det sociale og politiske system er politisk og økonomisk magt blevet mere og mere sammenflettede. [41]

Også socialdemokratiske regeringer har været delagtige i hele denne proces. [42] Socialdemokratierne, der historisk opstod i en konfrontation med staten, er blevet statspartier.

På samme måde er det gået med anti-kapitalismen. I den socialdemokratiske tradition var anti-kapitalismen oprindelig et hovedpunkt i partiernes ideologi og politiske praksis. Kapitalismen var den proklamerede hovedmodstander og forestillingen om samfundsovertagelse af produktionsmidlerne gennemgående i partierne.

Dette gjaldt før 1914, men i høj grad også i mellemkrigsårene og under 2. verdenskrig. [43]

Anti-kapitalismen blev også fastholdt i de første år efter 2. verdenskrig. Men under indtryk af den kolde krigs udvikling trådte kapitalismekritikken mere og mere i baggrunden til fordel for en filosofi om ’socialpartnerskab’, ’blandingsøkonomi’, ’velfærdsstat’ og ’produktivisme’. [44]

Programpunktet om ’samfundsovertagelse af produktionsmidlerne’ blev nu sløjfet, først i det tyske socialdemokratis Bad Godesberg-program i 1959.

Udviklingen er foreløbig endt med at ledende socialdemokratiske partier og politiske eliter i dag støtter den igangværende neo-liberalistiske omstrukturering af kapitalismen, om end måske for nogles vedkommende med nogle keynesianske forbehold. [45]

Nutidens udfordring

I deres hele forløb var socialismens traditioner altid blevet svækkede, når de ensidigt førte politik ovenfra og nedefter, og omvendt blev de relativt styrkede, når de udløste eller kunne støtte sig til omfattende folkelige mobiliseringer i bunden af samfundene.

Socialismen udfordring i dag er massemobiliseringens kunst.

Hvordan kan den gamle élan genskabes under nye forhold? Hvordan kan de verdensomspændende revolter mod kapitalisme og stat, der er under udvikling i disse år, forenes og kanaliseres? Hvordan kæmper vi for socialisme i en nutid hvor kapitalismen og staten er så stærk, men hvor modstanden af samme grund også hele tiden bobler op?

Tunge spørgsmål og ingen lette løsninger.

Umiddelbart virker det derfor overraskende, at en ny generation af socialistiske politikere og intellektuelle herhjemme kun kan anbefale en gentagelse af traditionen for indførelse af ’socialisme ovenfra’ (se Anders Lundkvist på Modkraft og Dragsted & Warming på Kontradoxa).

Problemet er meget mere dybtgående og kræver en meget mere omfattende og seriøs diskussion end en overfladisk polemik mod et opstillet ’leninistisk’ skræmmebillede.

Curt Sørensen er professor emeritus i sociologi og blogger på Modkraft.



[1] Antonio Gramsci: Selections from the Prison Notebooks, ( 1929-1935), Eng. edition ved Quintin Hoare & Geoffrey Nowell Smith, London: Lawrence & Wishart 1971, Karl Korsch: Marxismus und Philosophie, (1930) Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1966, Georg Lukacs: Geschichte und Klassenbewusstsein, (1923), Neuwied und Berlin: Luchterhand 1970. Se også Otto Bauers’ bemærkelsesværdige skrift, Otto Bauer: Zwischen Zwei Weltkriegen? (1936), Otto Bauer Werkaussgabe, Bnd. 4, Wien: Europaverlag 1976, pp 49-331. Se videre for en behandling af hele denne problematik Curt Sørensen: Marxismen og den Sociale Orden, Bnd. 1-2, Grenaa: GMT 1976, og Curt Sørensen: Mellem Demokrati og Diktatur, Bnd. 1-2, disputats, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 1992

[2] Eduard Bernstein: Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie, Stuttgart 1899

[3] Se for Amadeo Bordiga’s opfattelse , Gwyn A. Williams: Proletarian Order. Antonio Gramsci and the Origins of Communism in Italy 1911-1921, London: Pluto Press 1975, pp 79-83.

[4] Man skal dog her være opmærksom på, at Lenins position er under stadig omtolkning. Se Neil Harding: Lenin’s Political Thought, Chicago: Haymarket Books 2010, og Lars T. Lih: Lenin Rediscovered. What is to Be Done in Context, Chicago: Haymarket Books 2008 . Kurt Jacobsen: Lenin, København: Informations Forlag 2012 derimod, er så tynget af en genoplivet koldkrigsideologi, at den, uanset gode kvaliteter i øvrigt, lider herunder. Kurt Jacobsen reproducerer i høj grad den gængse mainstreams Lenin-tolkning. Hans fremstilling kan med fordel konfronteres med de mere dybtgående og nuancerede analyser hos Harding og Lih. Se også i øvrigt Liebman og Cliff (se følgende note)

[5] W.I. Lenin: Was tun? Brennende Frage unserer Bewegung, 1902, W.I. Lenin: Werke, Bnd. 5, Berlin: Dietz Verlag 1971, pp. 355‒551. Se videre min diskussion i Bind I, kapitel IV, afsnittene 4 b og c samt analysen af det faktiske revolutionsforløb i kapitel VI, afsnit 3 c og Bind II, kapitel IV, afsnit 1 Se også Tony Cliff: Lenin, vols 1-4, London: Pluto Press 1975-1979, Neil Harding Lenin’s Political Thought op.cit., Lars T. Lih Lenin Rediscovered op.cit., og Marcel Liebman: Leninism under Lenin, London: Merlin Press 1980

[6] Rosa Luxemburg: Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, 1904, i Rosa Luxemburg: Politische Schriften, (Hrsg. Ossip K. Flechtheim), Bnd. III, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1968, p 103

[7] Se f.eks. Otto Bauer: „Klassenkampf und Ideologie“, Der Kampf, nr. 7, Juli 1928, pp 281-288

[8] Antonio Gramsci: Selections from the Prison Notebooks, 1929-35, (eds. Quintin Hoare & Geoffrey Nowell Smith ), London: Lawrence & Wishart 1971, kapitel I, afsnit 1 og kapitel III

[9] Hal Draper: ”The Two Souls of Socialism”, New Politics 5, No 1, 1966, pp 57-84

[10] Se for diskussionerne i det gamle tyske socialdemokrati min fremstilling og analyse i Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund 2013, Bind I, kapitel II, afsnit 3 d

[11] Se for Austromarxismen, min fremstilling i Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind II, kapitel II, afsnit 3, 4 og 5. Se for den polsk-lithauiske jødiske arbejderorganisation Bund , Norman Davies God’s Playground op.cit., pp. 254‒255, Jack Jacobs: Jewish Politics in Eastern Europe: The Bund at 100, NYU Press 2001, og David Vidal: A People Apart: A Political History of the Jews in Europe 1789-1839, Oxford University Press 2001, kapitel V, afsnit IV

[12]Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London & New York: Tauris 1996, kapitlerne 5-10

[13] Se Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind I, kapitel VI, afsnit 3 c. De teoretiske forudsætninger for Lenins og Trotskis politikjustering i 1917, var for Lenins vedkommende udviklingen af hans imperialismeteori og for Trotskis vedkommende den omfattende teori om ’ujævn og kombineret udvikling’, som han havde udarbejdet i flere etaper helt tilbage fra 1906. Se W. I Lenin: Der Imperialismus Als Höchstes Stadium Des Kapitalismus, 1916, W.I. Lenin: Werke, bnd. 22, Berlin: Dietz Verlag 1972, pp 189-309 og Leon Trotsky: The Permanent Revolution / Results and Prospects, (1928 og 1906), London: New Park Publications 1962. Se videre for skiftet i Lenins teoretiske grundparadigme Neil Harding: Lenin’s Political Thought, Chicago: Haymarket Books 2010 og for Trotskis teori, Neil Davidson: How Revolutionary Were the Bourgeois Revolutions? Chicago: Haymarket Books 2012, pp 214-225 og kapitel 19. De faktiske – og afgørende – forudsætninger var naturligvis verdenskrigen og dens europæiske konsekvenser samt internt i Rusland statsmagtens sammenbrud og den foregående masseradikalisering i bunden af samfundet

[14] Aleksander Rabinowich: The Bolsheviks Come to Power, London: NLB 1979, Robert Service: The Bolshevik Party in Revolution 1917–23, London: Macmillan 1979

[15] Paul Avrich: Kronstadt 1921, Princeton: Princeton University Press 1970, Israel Getzler: Kronstadt 1917–1921. The Fate of a Soviet Democracy, Cambridge: Cambridge University Press 1983. Se også for Kronstadt-sovjettens selvforståelse, “What we are fighting for”, News of the Kronstadt Temporary Revolutionary Committee, March 8, 1921, Robert V. Daniels: A Documentary History of Communism, New York: Vintage 1960, vol. 1, pp 203-206

[16] Se Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund , 2013, Bind II, kapitel IV

[17] Fernando Claudin: The Communist Movement, London: Penguin 1975, Duncan Hallas: The Comintern, Chicago: Haymarket Books 2008

[18] J. Stalin: ”Om Industriledernes Opgave”, 4. februar 1931, J. Stalin: Leninismens Problemer, København: Tiden 1949, pp 324-332

[19] Se min fremstilling og diskussion af statskapitalismeteorierne i Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit. Bind II, kapitel IV, afsnit 3 f. Hvor man i den liberalistiske teori ved kapitalismebestemmelsen gennemgående har fokuseret på udviklingen af ’markedet’, har man i den marxistiske tradition især fokuseret på udviklingen af lønarbejdet, udbytningens karakter og akkumulationspresset. I forlængelse heraf har specielt ’statskapitalismeteoretikerne’ så, hvad angår Sovjetunionen, fokuseret på fremkomsten (efter Stalins politiske kontrarevolution i slutningen af 20’erne) af lønarbejdere som undertrykte og udbyttede af et parti-statsbureaukrati, der fungerede som en ny ’herskende klasse’. Det i Vesten kendte interne konkurrenceforhold mellem firmaer, var i Sovjetunionen erstattet af det eksterne konkurrenceforhold til omgivende stormagter, et grundforhold som igen affødte det nævnte akkumulationspres. Det er naturligvis også det, der gør sig gældende i dag i Kina. Min uenighed med statskapitalisme-teoretikerne er den, at jeg mener, at staliniseringsprocessen i Sovjetunionen i første omgang i et voldsomt sammenstød mellem nyt og gammelt, mellem modernisering og arkaiske elementer og traditioner frembragte noget helt nyt, en unik og modsigelsesfuld samfundsformation, som så først senere lidt efter lidt i takt med moderniseringsprocessen udviklede sig til statskapitalisme. Og i hele denne transformationssperiode var elementer af den gamle – faktiske – ideologi fra 1917 stadig levende, dog ’blandet sammen’ med elementer af den nye erklærede ideologi.

[20] Franz Borkenau: World Communism. A History of The Communist International (1939) University of Michigan Press 1962, Julius Braunthal: History of the International, 1914–1943, London: Nelson 1967, Fernando Claudin: The Communist Movement, London: Penguin 1975, Jane Degras (ed.): The Communist International 1919–1943 Documents, vols. 1–3, London: Frank Cass 1971, Duncan Hallas: The Comintern, Chicago: Haymarket Books 2008

[21] Den tyske udvikling er her et næsten rendyrket eksempel, Werner Angress: Stillborn Revolution –Die Kampfzeit Der KPD 1921-1923, Princeton University Press 1963, Pierre Broue: The German Revolution 1917-1923, Chicago: Haymarket Books 2006, Ossip K. Flechtheim: Die KPD in der Weimarer Republik, Frankfurt a.M: Europäische Verlagsanstalt 1969, Herman Weber: Die Wandlung des deutschen Kommunismus. Die Stalinisierung der KPD in der Weimarer Republik, bnd. 1–2, Frankfurt a.M. Europäische Verlagsanstalt 1969. Se imidlertid også næste note.

[22] Klaus Mallmann: Kommunisten in der Weimarer Republik. Sozialgeschichte einer revolutionären Bewegung, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft 1996, Eve Rosenhaft: Beating the Fascists? The German Communists and Political Violence 1929–1933, Cambridge University Press 1983, Eve Rosenhaft: ”Working-class Life and Working-class Politics: Communists, Nazis and the State in the Battle for the Streats” i Richard Bessel & E.J. Feuchtwanger (eds): Social Change and Political Development in Weimar Germany, London: Croom Helm 1981, pp. 207–240

[23] Se den næsten selvbiografiske fremstilling i Eric Hobsbawm: How to Change the World. Tales of Marx and Marxism, London: Abacus 2012, pp 266-269. Ikke aggressions pagten mellem Tyskland og Sovjetunionen 23. august 1939 var naturligvis i så henseende yderst demoraliserende, men kommunismens basis i Vest blomstrede op igen under den senere modstandskamp

[24] Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London & New York: Tauris 1996, kapitel 4

[25] Donald Sassoons karakteristik, Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit., p 92

[26] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit, pp 92 ff

[27] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit, p 95, p 100, p 102

[28] Neil Davidson: How Revolutionary Were the Bourgeois Revolutions?, Chicago: Haymarket Books 2012, pp 250-260

[29] Jonathan Fenby: The Penguin History of Modern China. The Fall and Rise of a Great Power 1850-2009, London: Penguin 2009, kapitlerne 9-11 , Harold R. Isaacs: The Tragedy of the Chinese Revolution, Stanford University Press 1961

[30] Neil Davidson How Revolutionary Were the Bourgeois Revolutions op.cit., p 250-262 og pp 618-630 og for den kolde krig som en kamp om forskellige udviklingsmodeller, herunder USA’s indædte krig mod alternative nationale udviklingsmodeller, Odd Arne Westad: The Global Cold War, Cambridge University Press 2007

[31] Jonathan Fenby Penguin History of Modern China op.cit., Part 5 og Part 6

[32] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit, pp 96-104

[33] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit, pp 103-104

[34] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit, pp 98-104

[35] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit pp 94-96

[36] Se her videre Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London & New York: Tauris 1996, kapitel 4

[37] Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit., kapitlerne 13, 19 og 20

[38] Se for den generelle proces Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit, Bind III’ kapitel IV. Se også Gøsta Esping-Andersen Politics Against the Markets op.cit., Walter Korpi Democratic Class Struggle op.cit, og Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London & New York: Tauris Publishers 1996, Part Two

[39] Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten, København: Gyldendal Akademisk 2011

[40] Emile Durkheim: The Division of Labor in Society, (første franske udg. 1893), New York: The Free Press 1964, Emile Durkheim: Suicide, (første franske udg. 1897), London: Routledge & Kegan Paul 1970

[41] Se Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse op.cit, Bind III’s kapitel IV, afsnit 7 og afsnit 11. Se også Colin Crouch: Post-Democracy, Cambridge: Polity Press 2004, og Øyvind Østerrud, Fredrik Engelstad, Per Selle: Makten og demokratiet. En sluttbok fra Makt- og demokratiutredningen, Oslo: Gyldendal 2003

[42]Colin Crouch: Post-Democracy, Cambridge: Polity Press 2004, Donald Sassoon Hundred Years of Socialism op.cit., Part Three

[43] Se Bind I kapitel II, afsnit 2, d, kapitel V, afsnit 4 b og Bind II kapitel II, afsnittene 3, 4 og 5. Se også Julius Braunthal: History of the International, 1914–1943, London: Nelson 1967, vol, 1, G.D.H. Cole A History of Socialist Thought, London: Macmillan 1959-1961, vols I-III, Dick Geary: European Labour Protest 1848-1939, London: Methuen 1981, kapitlerne 2 og 3

[44] Se Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind III’s kapitel IV. Se også Donald Sassoon One Hundred Years of Socialism op.cit., kapitlerne 5, 6 og 10

[45] Colin Crouch Post-Democracy op.cit.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce