»Det kan virke som om, at Sven Brinkmanns bøger fortrinsvis henvender sig til et segment, der har sit på det tørre – af nogen kaldet café latte-segmentet. De kan godt læne sig tilbage og filosofere over døden, mens de skummer mælkeskummet på kaffen,« skriver Pernille Rübner-Petersen i sin afsluttende kritik af »Brinkmann-filosofien«.
Med sine to bøger 'Stå fast' (2014) og 'Ståsteder' (2016) er Svend Brinkman blevet en massiv stemme i debatten om konkurrencestatens marginalisering af det enkelte menneske og livskvaliteten generelt. Nogle mener end da, at han er på vej til at manifestere en egentlig civilisationskritik. Dette er femte del af Pernille Rübner-Petersens gennemgang og kritik af Svend Brinkmanns to Bøger 'Stå fast' og 'Ståsteder'.
I fire artikler har jeg gennemgået og diskuteret Brinkmanns 7- trins-guide i 'Stå fast' og de 10 eksistentielle ståsteder i 'Ståsteder'.
I bøgerne finder jeg en kraftig polarisering mellem tingenes og værdiernes værdi i sig selv, pligten, samfundssind og fællesskab i den ene ende som det gode og subjektivitet, autenticitet og selvrealisering i den anden som det onde.
I forhold til Brinkmanns overordnede projekt, at få os til at leve meningsfyldt, finder jeg det dybt problematisk.
Læs første del: »Hvad er egentlig ' Brinkmann-filosofiens ærinde« her
Læs fjerde del: »Hvem går op i, om vi møder døden med skrig og skrål«
I artiklerne har jeg i øvrigt påpeget, at ’Ståsteder’ overordnet set består af tre søjler: at udøve pligten over for værdiernes iboende værdi, over for fællesskabet og i begge dele leve med stoisk ro.
De to første søjler er gennemgået og diskuteret i de tidligere artikler. Den tredje søjle, stoisk ro, vil blive indbefattet i denne artikel.
Nu er jeg nemlig nået til femte og sidste artikel, hvor jeg først vil fokusere på den stoiske attitude til tilværelsen, som Brinkmann lancerer som »svar på nutidens fordringer«.
Dernæst vil jeg afrunde artikelserien med en afsluttende opsummering af Brinkmann-filosofien og min opfattelse af den.
I ’Stå fast’ er nutidens fordringer identificeret som en accelerende kultur i form af omstillingsparathed, fleksibilitet og selvudviklingstvang. I ’Ståsteder’ er de beskrevet som instrumentalisering, nyttetænkning med ønske om at have det godt fremfor at gøre det godt.
Som mentalitet er stoicisme et værn mod alt dette. Måske ligefrem et alternativ til især selvudvikling og ønsket om at have det godt. De to sidste forhold, anser Brinkmann som selvcentreret optagethed af ens subjektivitet, autenticitet og selvrealisering.
Ifølge Brinkmann er stoicismen en dyds-og pligtetik, der sammen med ståstederne kan erstatte nutidens dyrkning af oplevelser baseret på lyst uden dybere sammenhæng og i stedet gøre livet meningsfuldt.
Stoicismen »tilbyder en livsfilosofi, der lægger vægt på selvbeherskelse, pligtfølelse, integritet, værdighed, sindsro og en vilje til at affinde sig med sig selv (snarere end at finde sig selv)«.
For at øve sig i denne måde at forholde sig på kan man praktisere følgende »teknikker« (fra ’Stå fast’ og ’Ståsteder’):
- Benytte negativ visualisering (i stedet for positiv)
- Projektiv visualisering (træning i at se tingene i deres rette perspektiv ved at sætte parentes om en selv)
- Kende til og glædes ved sine begrænsninger (i stedet for konstant at tænke i muligheder)
- Disciplinere og undertrykke sine følelser (i stedet for at udtrykke dem overalt)
- Hver dag tænke over sin dødelighed for at udvikle en taknemmelighed over det liv, man har (i stedet at undgå døden som tabu).
Det er ikke Brinkmanns intention at indføre stoicismen fra oldtiden til nutiden. Men ved at benytte stoisk mentalitet »som svar på nutidens fordringer,« synes jeg alligevel, en historisk kontekst er relevant at inddrage. Også fordi stoicismen måske ikke er så nobelt u-selvoptaget, som den umiddelbart giver indtryk af med sin rationelle hæven sig op over begivenheders gang med vægt på selvbeherskelse.
Stoicismen opstod i Grækenland med Zenon (333-261f.v.t.) som den første stoiker og udviklede sig senere i Romerriget. Det er i den romerske udgave, at stoicismen er bedst kendt i dag. Bl.a. via de skrifter, den romerske kejser Marcus Aurelius (121-180) skriver til sig selv, Meditationer/Tanker til mig selv, om hvordan man opnår og bevare den stoiske ro.
Stoicismen blev (naturligvis) praktiseret i et samfund, som er markant anderledes end vores. Selvom der var demokratiske forordninger i oldtiden, fra stoicismen havde sit udspring og de næste århundreder frem, var der naturligvis ikke demokrati i vores forstand.
Socialt og økonomisk kunne man forbedre sin situation, men man havde ikke politisk frihed, som vi kender det. Økonomien var baseret på arbejdskraft fra slaver. Fattigdom og social uretfærdig slog ud i oprør og borgerkrige.
Magthavere blev likvideret og konspireret imod. Krig, vold, fattigdom, sygdomme og ulykker slog mennesker ihjel med et fingerknips. Børnedødeligheden var høj.
Samfundet var præget af abrupte skift og mangel på stabilitet og indflydelse for det store flertal. Ens livssituation kunne ændre sig drastisk overnight.
Marius Aurelius »reagerede Romerriget i en periode, hvor det næsten permanent var truet af ydre fjender og en overgang tilmed voldsomt plaget af pest; de fleste af hans 14 børn døde meget unge, og han måtte sågar se sig udfordret at et oprør for at afsætte ham, i hvilket hans hustru måske havde en finger med i spillet«. Hans meditative skrifter er overvejende blevet skrevet ved fronten. (Marcus Aurelius – At reagerer og filosofere i kærlighed til verden af Rune Engelbreth Larsen)
Desuden var man deterministisk anlagt. Man havde en fatalistisk tro på at det, der skete var forudbestemt. F.eks. troede man på Fortuna, skæbnens Gudinde. Hvis man var logisk tænkende, kunne man derfor være indifferent over for fremtidens og fortidens episoder. (Læs mere her)
Livet ansås i vid udstrækning at være uden for ens kontrol. Døden var allestedsnærværende.
Det er derfor forståeligt, at stoicismen var så fikseret på tab, død og det negative og opfordrede én til at gøre sig fri af den materielle verden. Stoikerne var også fortalere for at begå selvmord, som en værdig exit på en uværdig livssituation.
Modsat oldtidens samfund er vores forholdsvis demokratisk og stabilt. Almindeligvis vil de fleste mennesker have udsigt til et liv uden tidlig død. Vi er født ind i forskellige sociale klasser, men er samtidig forholdsvis lige i den forstand, at alle i princippet har adgang til grundlæggende goder, muligheder og rettigheder. Vi har personlig og politisk frihed.
Vi skal selv skabe vores liv og (op)finde vores identitet. Det er det, der gør vores liv ustabilt på et mentalt/psykisk niveau. Det har naturligvis også økonomiske og sociale konsekvenser. Men vi er ikke konstant i fare for bratte omvæltninger i samfundet og pludselig ruin og død.
Det forventes, at vi er med til at skabe samfundet og bruge både vores personlige og politiske frihed til at opnå mål på egne og samfundets vegne.
Vores magthavere er legitimeret gennem et væld af procedure og systemer. Vi kan sætte spørgsmålstegn ved dem og (forsøge at) bekæmpe dem. Vi afventer ikke magtens eller politikernes udlægning af, hvad der er retfærdigt, men kæmper for den retfærdighed, vi finder rigtigt.
Vi tror ikke på skæbnen. Vi er vores egen lykkes smed. Det sidste er ikke helt korrekt, men i forhold til oldtiden, er det i høj grad rigtigt. Vi anerkender i hvert fald viljen til, og muligheden for, at kunne influere på en hel del, som ikke er skæbnebestemt.
Stoicismen i oldtiden insisterede på fornuften som dømmefri og god og fravalgte følelserne og begæret, ambitionerne og lidenskaberne, som gør menneskerne til slaver. Selvbeherskelse skulle sørge for, at man bevarede sin frihed, selvstændighed og sindsro til at udføre ens pligter. Således mente stoikerne i oldtiden, at man med stoiske øvelser (lignende dem Brinkmann præsenterer, og som jeg har gengivet i starten af artiklen) kunne opøve at være herre over sig selv.
Tiltroen til fornuftens og rationel tænkning som den højeste og sandeste erkendelsesform har blot siden oldtiden lidt et alvorligt knæk. Vi er »ikke mere herre i eget hus« bedyrede Sigmund Freud. Vi er revet ud af den illusion.
Med Freuds læren om det ubevidste, og den rolle det spiller, ved vi, at det er ofte, når vi er mest overbevist om at være herre i eget hus, at vi mindst er det.
Bortrationalisering af følelser, begær, kropsreaktioner og irrationelle budskaber fra det ubevidste kommer frygteligt tilbage, når de henvises til skammekrogen. Meget bedre er det, at realisere og integrere subjektive lyster, - præferencer og personlige valg konkret i vores liv. Især når vi faktisk har mulighed for det.
Det kan være, at vi ikke er herre i eget hus, men som moderne mennesker har vi frihed og mulighed for at influere på vores liv netop ud fra den indsigt, og fordi individets subjektive dispositioner har en vis råderet. Måske dette ikke gør os lykkelige, men det er en afgørende faktor, når vi oplever, at livet giver mening.
Brinkmann henviser til, hvordan man i oldtiden kunne få vejledning i at håndtere fornærmelser eller dårlig opførsel fra tjenestefolkene med stoisk ro. Logikken er, at man ikke kan kontrollere andre mennesker, men man kan kontrollere sin egen reaktion. Det gælder om ikke at hidse sig op eller på anden måde lade sig gå på følelsesmæssigt. Altså at fastholde den stoiske ro.
Men menneskers sammenstød med omverden i dag udspiller sig næppe som fornærmelser eller irriterende tjenestefolk. Snarere som konflikter, som påvirker ens liv direkte, og som man bliver nød til at handle på.
Ifølge Brinkmann er stoicismen et godt svar på nutidens udfordringer, fordi den tilskynder individet til at gøre sin pligt, det såkaldte gode (som ikke defineres nærmere) og udvise samfundssind. Men som tilværelsestolkning og mental livsindstilling, synes den ikke at bidrage til engagement og handlekraft på et samfundsmæssigt niveau, som kræver politisk bevidsthed og stillingtagen.
Det påviser filosoffen Peter Kemp i en kronik om nutidens dannelseskamp. (Politiken d. 14. nov., 2016). Her kommenterer han Brinkmanns bøger med titlen og opfordringen: Bliv verdensborger, Svend Brinkmann.
Med forestillingen om, »at ethvert menneske både er borger i en by og som fornuftsvæsen medlem af menneskehedens fællesskab,« udfoldede stoicismen ideen om verdensborgeren. Men det resulterede ikke i politiske handlinger.
Kemp skriver, at stoicismens optagethed af døden og dvælen ved fortiden, fører til, at Stoicismen ikke »interesserer sig for politiske idealer«. Tilsvarende fører Brinkmanns credo »Husk at du skal dø« ikke til et politisk engagement. Kemp mener, at dvælen ved fortiden bør vige for en fremtidsdimension.
I fjerde artikel om Brinkmanns ’Ståsteder’ anførte jeg, at ståstedet med Derridas begreb for Tilgivelse - Man kan kun tilgive det utilgivelige - burde overtrædes med Derridas begreb for retfærdighed – Retfærdighed kan ikke dekonstrueres. Her er en værdi, synes jeg, der er værd at forpligte sig overfor.
Når vi forpligter os til at respektere, håndhæve og ligefrem kæmpe for retfærdighed sættes dyds- og pligtetikken i relief. Vi bliver opmærksomme på, hvorledes den specifikt indgår i vores liv, og hvad den konkret kan bruges til med henblik på at skabe retfærdighed.
Således anspores vi til at tage stilling til, hvad der er retfærdigt og hvorfor.
Således vil samfundet og debatten om hvilket samfund, vi bør have, blive mere gennemskueligt i forhold til politiske og etiske dagsordener, og argumenterne bag, som styrer dem.
Således forpligter vi os til at arbejde for en bedre verden, hvor vi definere, hvad »bedre« i form af det gode er, og dermed til at engagere os i samfundets indretning og aktivt skabe en fremtid. Altså også det Kemp efterlyser hos brinkmann-filosofien og stoicismen: en fremtidsdimension.
Brinkmanns begejstring for stoicismen skyldes bl.a., at den lægger vægt på pligtfølelses og selvbeherskelse modsat selvudviklingens fokus på individets subjektive tilbøjeligheder og realisering af dem. Men måske stoicismen ikke havde så skarp en opdeling mellem pligten og lysten, samfundssind og egensindig subjektivitet, som Brinkmann har.
I teksten Marcus Aurelius – at reagerer og filosofere i kærlighed til verden præsenterer Rune Engelbreth Larsen en udredning af begrebet genius (juno for kvinder), som udtryk for et menneskes særlige væsen, personlighed eller subjektivitet. Han konkluderer med hensyn til Marcus Aurelius brug af det:
»I kejserens egen beskrivelse synes genius dog gennemgående at blive forstået som en individuel skytsånd/guddom, der fra fødslen af er tilknyttet den enkelte og derfor også er betegnende for hver enkelt menneskes særegne karakter. Den, som befaler og vejleder det enkelte menneske (jf. V,27) og på én og samme tid er individuel fornuft og ånd«.
Herefter opsummerer Engelbreth Larsen Marcus Aurelius opfattelse af genius’ virke:
»Den, der således ledes af sin genius (eller juno), finder sin plads i verdensaltet. Vedkommende erkender, at det gælder om at ”udfylde vor plads i helheden” som ét led i kæden. At forstå, tolerere og hjælpe den ganske menneskehed, som man er beslægtet med, mens man samtidig forfølger sin egen, individuelle skæbne«.
Og endvidere:
»Anlæg og natur er forskelligt fra menneske til menneske, hvorfor også et liv i overensstemmelse med ens egen natur afviger fra menneske til menneske: ”alt beror på subjektiv opfattelse,” (II,15) konstaterer Aurelius«.
Som nævnt praktiserede stoikerne åndelige øvelser eller teknikker for at bekæmpe tab, lidenskaber og følelsesmæssige reaktioner. Bl.a. mediterede man over uheldige begivenheder, der kunne ske, døden og tab, og som var uden for ens kontrol. Således var man bedre forberedt, når begivenheden indtraf.
Det endelige formål var selvbeherskelse - at være herre over sig selv. Midlet var selvransagelse i en evig proces med at forme sig selv: »Stoikerne mente at man skulle agere som en skulptør, der tog de overflødige genstande væk fra en sten og til sidst, når stenen var rettet, stod der en færdig skulptur; denne metafor kan sammenlignes med stoikernes opgave på sig selv. Ved at fjerne alle de overflødige ting (bekymringer, lidenskaber, frygt osv.) fra menneskets sjæl kommer den oprigtige person frem«. (Pierre Hadot ”Philosophy as a Way of Life, s.102)
Marius Aurelius’ skrift Meditationer/Tanker til mig selv havde karakter af en dialog, han havde med sig selv om hvordan han skulle leve sit liv:
»Dig into yourself. Inside there is a spring og goodnedd ready to gush at any moment if you keep digging« (Marcus Aurelius Mediations bog7, vers 59)
I sin harcelering over selvudviklingens konsekvenser af navlebeskuelse har Brinkmann bl.a. kritiseret mindfullness.
I Folkeuniversitetets program (forår 2017), præsenteres formålet med mindfullness af Lone Overby Fjordback, overlæge, ph.d. i mindfullness, leder af Center for Mindfullness i Århus:
»Målet med mindfullnesstræning kan beskrives som en fysisk og mentalt tilstedeværende krop med et klart og åbent sind til at foretage etiske beslutninger og handle til gavn for sig selv og andre«.
Måske mindfullness er en moderne udgave af stoicisme, hvor selvet som afgrænset selv, og subjektiviteten med kroppen og den indre stemme – hele molevitten, anerkendes og respekteres på linje med hovedet, fornuften og alt sammen fører til både varetagelse af pligten både for den Anden og en selv.
Måske stoicisme og selvudvikling ikke så langt fra hinanden, som Brinkmann giver udtryk for. Tydeligt er de dog opstået i hver sin historiske kontekst.
Selvransagelsen i oldtidens stoicisme var tilsyneladende en disciplin forankret i at udrense følelsesmæssige og subjektive domme gennem rationel reflekteren. Det endelige formål var at identificere og udøve det gode
Dog minder Marcus Aurelius forståelse af genius og tanker til sig selv påfaldende om en selvudviklende praksis med mærken efter i sig selv og lytte til sin indre stemme for at finde sig selv og herfra udøve det gode.
Måske moderne selvudviklingspraksisser er forankret i en mere følelsesmæssig og subjektiv tilgang. Måske det bare en twist om ord, som man har brugt lidt forskelligt i forskellig historisk tid.
Som Engelbreth Larsen påviser i sin tekst om Marcus Aurelius, var individets særegne karakter og subjektivitet hverken uvedkommende eller uvigtig i stoicismen i oldtiden. De var en del af den åndelige og meditative praksis i udøvelse af den stoiske ro såvel som de også i sig selv havde noget at sige i egen ret i ens liv i øvrigt.
Det fælles samlingspunkt for stoicismen og mindfullness, er, at begge praksisser synes funderet i en ransagelse af selvet med en bestræbelse på at blive sig selv.
Faktisk synes stoicismen at have et højere ambitionsniveau på linje med andre selvudviklingsideologier end mindfullness med risiko for at instrumentalisere individet for sin stræben efter at blive sig selv.
Nemlig ved at bestræbe sig på at nå udover sig selv – optimere sig selv gennem selvbeherskelse –og blive den bedste udgave af sig selv.
Mindfullness’ virkning er i øvrigt i modsætning til mange andre retninger inden for selvudvikling både en evidensbaseret behandlingsform for stress og andre psykiske overbelastninger samt alvorligere fysisk og psykiske lidelser og en praksis, der bruges som et værktøj for selvudvikling. (Vedrørende det sidste kan en yderlig optimering af selvet dog udmærket være formålet).
Brinkmann skelner mellem at have det godt - søge oplevelser for at blive lykkelig - og at gøre det godt - gøre det gode og få et meningsfuldt liv.
Han mener, at tendensen i samfundet med instrumentalisering og selvudvikling opfordrer mennesker til at søge oplevelser og lykkefølelse i stedet for mening.
Han fremfører, at psykologi som »tilværelsestolkning« i den vestlige kultur har bidraget til dette. »Guds plads som kosmisk centrum er overtaget af selvet«. Psykologien har »ikke været særlig god til at skabe for eksempel etisk og social dannelse«.
Samlet set er ’Stå fast’ og ’Ståsteder’ et bud på at skabe mere etisk og social dannelse med hjælp fra filosofien.
Lykkes det?
Jeg mener, at »svaret på nutidens fordringer« ikke nødvendigvis er »etisk og social dannelse« – og slet ikke i Brinkmanns udlægning.
Som jeg nævnte indledningsvis i artiklerne foregår der samlet i bøgerne en kraftig polarisering mellem tingenes og værdiernes værdi i sig selv, pligten, samfundssind og fællesskab i den ene ende som det gode og subjektivitet, autenticitet og selvrealisering i den anden som det onde.
Jeg mener, at denne polarisering mellem pligten til at være et godt menneske i samfundet og lysten til at realisere sig selv for egen nydelses skyld er falsk og underminerer hele det overordnede projekt: at leve meningsfuldt.
Det afspejler sig i de fire foregående artikler:
Brinkmann-filosofien ærinde synes at være at skabe et meningsfuldt liv gennem undertrykkelse og disciplinering af følelser. Ikke blot en indordning, men nærmest en udradering af subjektivitetens udsving i pligtens tjeneste via selvbeherskelse.
Det virker som om, at Brinkmann-filosofien her, efter sin ellers morsomme detour med at tage nej-hatten på, har instrumentaliseret mennesket til at opfylde pligten over for eksistentielle ståsteders iboende værdi og fællesskabet – og den store ånd, der svæver over det hele – stoisk ro.
Kort sagt: væk med følelser, lyst og subjektivitet, gør din pligt og ferniser det hele med en stoisk ro.
Om det kommer mennesker til gode for deres egen skyld, er sagen uvedkommende. Objektivt set er livet med udøvelse af pligten i stoisk ro meningsfuldt – punktum.
Så nej, jeg mener ikke, at bøgerne ’Stå fast’ og ’Ståsteder’ er et vellykket bud på at skabe mere etisk og social dannelse med hjælp fra filosofien. Jeg mener ikke, at vi kommer udenom at anerkende og integrere individets subjektivitet, lyst og trang til selvrealisering i det moderne liv, vi har. De udgør en drift, som driver os. Om vi vil det eller ej.
Lad os endelig have en diskussion og bestemmelse af, hvilke dyder og pligter, vi bør forpligte os til, men de har sandsynlig ikke megen virkning, medmindre de optræder som love. Under alle omstændigheder er diskussion og bestemmelse af dem kun brugbare, hvis det foregår i forhold til konkrete sammenhænge.
F.eks. nytter det ikke noget at tilmelde sig et dating-site og forpligtige sig til at sige sandheden, stå ved hvad man siger og overholde aftaler. Man vil sandsynligvis hurtigt finde ud af, at man er den eneste, der gør det, og man må håbe, røvhulsfilteret er groet ud og virker.
Oldtidens stoikere var privilegerede mennesker af deres tid. De havde tid og råd til at filosofere. Man var født til en plads i samfundshierarkiet, havde sin livsbane udstukket og identitet sikret. Samtidig var magtkampe, trusler, samfundsopløsning, økonomisk ruin og død et fundamentalt livsvilkår. At forholde sig i ro, gøre det gode, som ens position gjorde muligt, udholde de slag, man måtte få, og afvente det uafvendelige, som man alligevel ikke kunne gøre noget ved - var en konstruktiv livsstrategi.
I et moderne sekulært demokratisk samfund skal vi kæmpe for vores identitet, vores plads i samfundshierarkiet, og vi har frihed til handle for, at vores identitet kan lykkes og pladsen blive besat. Det afhænger af prioritering, ressourcer og konkurrence.
Døden kommer sjældent pludseligt. Ofte kan den udsættes. Ligesom vi ofte kan gøre noget ved andre problemer. Og alligevel kun til en vis grad. Her er det selvudviklingsideologien og konkurrencestaten imperativ til at handle og kæmpe for du er din-egen-lykkes-smed, kan slå over i tvang og stress.
Men derfor er løsningen ikke at læne sig værdigt tilbage med stoisk ro, men at udleve sin subjektivitet, sit temperament og følelsesliv. Det er faktisk meningsfuldt.
Det kan virke som om, at Brinkmanns bøger fortrinsvis henvender sig til et segment, der har sit på det tørre – af nogen kaldet café latte-segmentet.
Mennesker her har givende relationer, har gode, nogenlunde tilfredsstillende job og tjener nok til at forsørge sig selv, sin evt. familie og lidt til. De kan godt læne sig tilbage og filosofere over døden, mens de skummer mælkeskummet på kaffen og går glip af lidt mere. (Hvilket Brinkmann opfordrede i Politiken ved årsskiftet til 2016)
Men vi andre har ikke tid og energi til at tænke på døden, selvom vi udmærket ved, den ligger og venter. Vi er travlt optaget af at få et liv.
Det handler ikke om at blive lykkelig, men om at leve mere autentisk i overensstemmelse med sine personlige præferencer - med al den smerte det også indebærer. Ikke som en serie enkeltstående feel-good event-oplevelser, som Brinkmann tilsyneladende tror, men ved at finde fodfæste i ens subjektivitet, ens genius, som Marcus Aurelius skriver. Og ja da - gerne i et fællesskab, om det fungerer.
Når Brinkmann mener, at man skal udøve pligten over for fællesskabet og affinde sig med sig selv, synes jeg, at han ignorerer, hvor dybtgående individualiseringen af massemennesket i konkurrencestatens senmoderne samfund strukturerer vores liv – med den frihed, det postulerer og indimellem faktisk giver, så vel som den afmagt, det også producerer. Fællesskabet virker ikke nødvendigvis til alles bedste.
Når mennesket skal afgøre sit eget formål med afsæt i sig selv, afgøres det gennem ens personlige præferencer af smag, behag og begær med et større eller mindre udsyn for, hvad der kan lade sig gøre og hvad man mener også kommer andre til gode.
Når ens politiske overbevisning og interesser afgøres, filtreres de gennem ens sans for retfærdighed, som i et demokratisk samfund vil balancere mellem pligten over for de andre, fællesskabet, det overordnede gode og passen på sig selv.
Både denne balance og ens personlige formålsparagraf er influeret af subjektiviteten. Man vurderer, hvilken plads man kan indtage i samfundet, hvor langt man vil kæmpe for den, og man definerer sin pligt over for sig selv, de andre og pligten som princip – afhængig af omstændighederne.
Pernille Rübner-Petersen er cand.mag. i Moderne Kulter & Kulturformidling, skribent, sanger og sangskriver
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96