Hvor sidder statens klassekarakter?

Jan Helbak m.fl. langer i en længere kommentar på Modkraft den 15. april 2014 ud efter Pelle Dragsted og det »flertal…som…udvander hele partiets politiske grundlag med skrivegruppens forslag til nyt principprogram.«  (Se indlægget »Stråmandsdebat i  Enhedslisten«)

Det var muligvis upræcist at sige, at Helbak-gruppen har den samme klasseanalyse som Lenin havde af den zaristiske stat. Men gruppens begejstring over Lenins »Staten og revolutionen« er dog meget tydelig (- et værk, hvor Lenin ved hjælp af citater »beviser«, at »Staten er et redskab til udbytning af den undertrykte klasse«, som skal sønderslås med magt.)

Er staten kun et redskab for kapitalen?

Det er da også stort set den samme opfattelse af staten, som er overtaget i gruppens forslag til principprogram.

Der skriver man nemlig, at det er statens

»grundlæggende opgave at sikre det kapitalistiske samfunds fortsatte eksistens.

Derfor er det ikke muligt for lønarbejderne selv med stærke alliancer ind i statssystemet, at gøre op med udbytningsforholdet og markedsanarkiet gennem de parlamentariske, repræsentative, politiske forsamlinger.

Men gennem mobilisering i samfundet kan de undertrykte klasser aftvinge de herskende klasser og staten indrømmelser, der forbedrer deres økonomiske, sociale og kulturelle livsforhold bl.a. i form af offentlige, kollektive og universelle velfærdsgoder.«

Vi er selvfølgelig glade for, at vi trods alt er enige om, at klassekampen har en betydning og at forandringer og reformer betyder forandringer i menneskers livsforhold.

Men vi må konstatere at Helbak-gruppen stadig abonnerer på en forestilling om, at staten pr definition er kapitalens redskab på grund af det, de kalder statens klassekarakter, og derfor er det ikke muligt at opnå samfundsmæssige forandringer, der går ud over – eller er i modsætning til – kapitalens interesser.

Hvor sidder den?

Derfor er vi nødt til at spørge Helbak-gruppen (og andre der mener at staten har en særlig iboende klassekarakter): Hvor sidder statens klassekarakter?

Kan med obducere den kapitalistiske stat og finde dens mørke væsen – den iboende karakter et sted derinde, hvor den lever sit eget liv upåvirket af de sociale og politiske omgivelser.

Selvfølgelig ikke. En stat har ikke en iboende karakter.

Staten udøver magt og myndighed– gennem retsvæsen, politi og militær. Men staten er også bærer af den velfærd arbejderbevægelsen har kæmpet sig til. Staten uddanner, kurerer sygdommen, hjælper mennesker med sociale problemer på fode ...

Staten har altså ændret både karakter og funktion, siden Marx & Engels analyserede de borgerlige revolutioner i 1850´erne, og vi kan ikke blot kritikløst hente vor opfattelse af staten herfra.

En stat er dels et sæt regler og love – og dels et apparat der holdes i gang af mennesker, der besjæler staten ved igen og igen, at gentage nogle mønstre og funktioner.

Den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således ikke en iboende karakter i staten. Det er et regelsæt, der er vedtaget og grundlovssikret.

Men det er intet principielt eller iboende i staten, der står til hinder for at forandre det.

Det kræver et parlamentarisk flertal, der kan ændre grundloven, og en så stærk organisation i befolkningen, at et mindretal af kapitalejere ikke har mulighed for at blokere for denne demokratiske transformation.

Det er som om, at Helbak-gruppen helt ser bort fra det grundlægende demokratiske gennembrud, der skete, da vi i Danmark først med almindelig valgret i 1915 og siden med landstingets afskaffelse, afskaffede overklassens formelle politiske privilegier og dermed deres formelle muligheder for at stille sig i vejen for flertallets ønsker gennem det politiske system. For Helbak-gruppen gør det øjensynligt ikke den store forskel.

At staten ikke har en iboende klassekarakter, betyder ikke, at staten ikke er stærkt påvirket af de økonomiske forhold som omgiver den.

Såvel reglerne og lovene, som de funktioner og mønstre som udøves, er selvfølgelig påvirket og under voldsom indflydelse af de sociale, økonomiske og samfundsmæssige forhold, som omgiver staten – herunder særligt de økonomiske magtforhold, men også normer, kultur, netværk etc.

I et kapitalistisk samfund har kapitalejerne/arbejdsgiverne en uforholdsmæssig magt, fordi de har større rigdom, og fordi de kontrollerer de afgørende produktionsmidler. Det giver dem mulighed for at presse og disciplinere statens institutioner.

Det er det, vi ser, når f.eks. kapitalejerne bruger trusler om udflytning eller lukning af arbejdspladser til at presse det politiske system til indrømmelser i form af skattelettelser, mindre regulering, øget arbejdsudbud (der kan nedbringe lønningerne etc).

Eller når virksomhedsejerne køber sig til politisk indflydelse gennem økonomisk støtte til politikere og partier.

Men vi ser også elitens indflydelse gennem mere uformelle magtstrukturer, hvor ledende politikere, embedsfolk, og erhvervsfolk mødes i de samme netværk, VL-grupper, loger og lobbygrupper. Ligesom vi ser normer i f.eks. retssystemets måde at dømme på, politiets måde at agere på, som har en klasse-tendens.

På denne og mange andre måder påvirker den økonomiske elite staten og kan under bestemte magtforhold øve en meget afgørende indflydelse på staten og den politik, som den fører.

En vigtig del af magtudøvelsen sker gennem dannelsen af en fælles »bevidsthed« eller en fælles viden/fælles normer blandt et flertal af mennesker om, hvad der er rigtigt og forkert. Således at man »gør de ting, man skal«. De fælles normer er både båret af – og indoptages af – staten og de mennesker, der udgør den.

Denne fælles bevidsthed/fælles normer er stærkt præget af kapitalismen, men udfordres og formes også af andre kræfter i samfundet.

Det er altså fra de omgivende sociale relationer og klassestyrkeforhold, at statens funktion og udvikling defineres – ikke fra et iboende væsen eller »karakter«.

Overklassen udøver indflydelse på staten – fordi overklassen har økonomisk magt. Problemet ligger dermed ikke i staten, men i de kapitalistiske magtforhold, der omgiver den.

Og socialisters opgave bliver dermed ikke et opgør med staten eller det parlamentariske system, men et opgør med den udemokratiske indflydelse, som den økonomiske elite i et kapitalistisk samfund udøver på den.

Et opgør der forudsætter en ændring af ejendomsforholdene, der sikrer, at ingen qua deres rigdom eller økonomiske magt har mere indflydelse end andre.

Staten skal ikke smadres. Den skal demokratiseres og transformeres, ved at socialistiske partier opnår opbakning fra et flertal i befolkningen til at gennemføre de ændringer, der er nødvendige for at fratage den økonomiske elite/kapitalistklassen dens politiske magt og indflydelse.

I den proces skal også den fælles bevidsthed – de fælles normer om hvad, der er rigtig og forkert, ændres, for at kunne gennemføre opgøret med den økonomiske elite.

Også derfor er det centralt, at der er tale om et aktivt befolkningsflertal, der ændrer samfundet, hvis forandringsprocessen også skal ændre normer og værdier i samfundet

Staten er en kamplads – men med en partisk dommer

Med andre ord: Staten er en kampplads, men ikke en neutral størrelse (hvilket ingen påstår, selv om Helbak-gruppen m.fl. ihærdigt forsøger at påtvinge os synspunktet). Kampen sker ikke på lige vilkår.

Men staten ændrer karakter i kraft af klassekampen og styrkeforholdene. Det er derfor, at vi ser, at staten i dag på en række områder er mere reaktionær end for bare 30 år siden.

Se blot behandlingen af arbejdsløse, som over en årrække er blevet gradvis værre. Et resultat af klassekampen, hvor vi ikke har vundet store sejre på disse områder i en årrække….

Men det er også muligt at vinde sejre og opnå forandringer, der betyder kvalitative fremskridt, som frigør kræfter og ændrer styrkeforholdene.

En række af de vigtigste resultater ses i velfærdsstatens kerneområder: uddannelse, sundhed og social støtte.

Her viser statens forskellige funktioner, som de er defineret af samfundet og styrkeforholdene sig tydeligt i en dobbelthed, hvor velfærdsstaten både medvirker til reproduktion af kapitalen og samtidig frigør det enkelte menneske.

Et eksempel er gratis uddannelse til alle, som sikrer veluddannet arbejdskraft. Det er samtidig et kvalitativt fremskridt i sig selv, hvor uddannelse giver mennesker demokratisk dannelse og mulighed for at deltage i demokratiske processer.

Her går forandringen ud over de rammer, som kapitalen ønsker og sætter. Det har kun været mulig, fordi arbejderbevægelsen og andre progressive har kæmpet .

Idealistisk historieskrivning

Denne dobbelthed har Helbak-gruppen ikke blik for. Tværtimod.

Den vil gerne anerkende de tilbageslag, der har været på en række samfundsmæssige områder i de seneste 30 år, men vil ikke se sejre og forandringer som noget, der har givet kvalitative ændringer af samfundet.

Derfor ender Helbak-gruppen også med i deres indlæg at karakterise arbejderbevægelsens kampe og sejre i de sidste 100 år, herunder opbygningen af velfærdssamfundet, som noget der finder sted fordi ;

»staten bedre end nogen anden institution kunne sørge for, at samfundets samlede arbejdskraftspotentiale og produktionsbetingelser blev udviklet i takt med den samlede kapitalismes interesser og balancere de enkelte kapitalgruppers interesser.«

For os er dette et eksempel på idealistisk historieskrivning, hvor man netop ikke analyserer de konkrete samfundsmæssige forandringer, men i stedet vrider og vender dem, for at de skal passe ind i en på forhånd skreven skabelon.

En analyse af eksempelvis uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet, som arbejderbevægelsen og andre progressive bevægelser byggede op efter 1. Verdenskrig, ville nemlig afsløre, at disse forandringer i høj grad er resultatet af politisk kamp, og at deres formål ikke kun er opretholdelse af »den samlede kapitalismes interesser«, men også indebærer muligheder for ar frigøre menneskers kræfter. Altså den tidligere omtalte dobbelthed.

Klassekampens afgørende betydning

Helt grundlæggende giver det ikke mening for os at se bort fra klassekampen og styrkeforholdenes helt afgørende betydning for, hvilke funktioner og dermed hvilken karakter staten har.

Det nærmer sig det metafysiske – for ikke at sige religiøse – konstant at høre henvisninger til statens klassekarakter, der som en iboende ond dæmon bestemmer, at klassekampens resultater altid ender med at være til gavn for kapitalen.

Når staten ændrer karakter som resultat af klassekampen, så kan staten også bruges som redskab til at skabe forandringer. Staten kan transformeres og bringes under fuld demokratisk kontrol.

Men det forudsætter et opgør med det økonomiske system, som i dag underminere og forvrider folkestyret.

Stråmænd

Kommentaren excellerer i øvrigt i argumentationsrækker ala: »Det, Pelle siger, fører vi nu ud i »logiske konsekvens«, så minder det pludselig om noget, nogle socialdemokrater har sagt, og den slags er i hvert fald gået galt.«

Som f. eks. når Helbak-gruppen skriver, at socialdemokrater har ment »kapitalen kunne fortrænges mere og mere gennem sociale og demokratiske reformer.«

Så er det pludselig blevet til, at Pelle og andre nærmest skulle være socialdemokrater, fordi vi kan se, at forandringer og reformer kan bringe os nærmere det samfund, vi slås for.

Og socialdemokraterne har jo som bekendt taget fejl, og vupti – så har Pelle og andre det også.

Et andet eksempel er påstanden om, at Pelle i sin artikel »Debatten om reform vs. Revolution er en blindgyde« skulle sige, at man enten er leninist eller reformist, når hele formålet med artiklen netop er pege på, at denne dikotomi er ubrugelig og ødelæggende for debatten.

Udover at det netop er et eksempel på den type stråmandsdebat, som Helbak-gruppen ellers påstår, de vil gøre op med, så er det forkert og nærmer sig intellektuel uhæderlighed at skrive.

Vi har begge i skriverier på Modkraft lagt vægt på klassebevidstheden som altafgørende (eksempelvis Mikkels gæsteblog: »Det handler om klassekamp«). Altså både bevidstheden om klassekampen som den konstante drivkraft i samfundets udvikling, og bevidstheden om klasseinteresser. En samfundsforståelse og et politisk kompas på samme tid.

Og her adskiller venstrefløjen sig fra socialdemokraterne og har gjort det i mange år, ligesom en meget stor del af SF’s problemer i de seneste år efter vor mening har været en bevidst fraskrivning af klassebevidstheden hos en ledende gruppe medlemmer.

Respekter andres holdninger

Til slut blot en enkelt kommentar til Helbak-gruppen og deres Forum for socialistisk demokrati:

Det er rigtig godt, at man organiserer sig åbent omkring sine holdninger, men det er en urimelig underkendelse af Enhedslistes partidemokrati at påstå, at man er et udtryk for et ønske om at få »partiet tilbage til medlemmerne«, som gruppens repræsentanter har sagt offentligt på Modkraft og i Information.

Gruppens holdninger – også på andre områder end principprogrammet – er blevet stemt ned på årsmøder og delegeret-konferencer, fordi der ikke har været opbakning til dem.

Man nedvurderer andre medlemmer ved at påstå, at det at fremme ens egne synspunkter er at få »partiet tilbage til medlemmerne«.

At blive stemt ned, som Helbak-gruppen er blevet, er et vilkår i et levende partidemokrati. Det må vi alle respektere.

Pelle Dragsted og Mikkel Warming er medlemmer af Enhedslisten.

 Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.