Terror eller politisk protest?

Den 10. juni 2005 blev der af Københavns byret afsagt dom i en sag mod Greenpeace. To år tidligere, den 13. oktober 2003, var medlemmer af organisationen trængt ind i Axelborg, landbrugets hovedkvarter, og havde her uden på bygningens centralt placerede tårn ophængt et kæmpe banner: »Nej til GMO-svin,« stod der.

Det overraskende og nye ved sagen var ikke, at handlingen udløste en straf. Greenpeace-aktivister er tidligere blevet idømt mindre, nærmest symbolske, bøder for lignende aktioner. Det afgørende nye var, at det ikke kun var aktivisterne, men nu også Greenpeace selv, som blev straffet for aktionen. Hvorfor dette skifte? 

»En form for terror«

Baggrunden var en ændring af straffelovens paragraf 306, hvorefter organisationer kunne straffes for medlemmers forseelser. Loven blev ændret i forbindelse med den første terrorpakke i 2002, og den havde bl.a. til formål at kunne ramme terrororganisationers finansieringsaktiviteter, som måske ikke i sig selv var ulovlige, men som netop var en forudsætning for terroristernes virke. Denne lovændring virkede fornuftig. Hvis terroren skal bekæmpes effektivt, og hvis den skal stoppes, inden den terroren udføres, må man nødvendigvis forsøge at ramme organisationen bag.

Man kan diskutere, om Greenpeaces aktion med dommen blev kategoriseret som terror. Greenpeace selv hævdede det, men ordet terror blev ikke brugt i selve retssagen. Givet var det dog, at ændringen af paragraf 306 netop var motiveret af hensynet til effektiv terrorbekæmpelse. Det havde altså på sin vis noget med terror at gøre, omend koblingen ikke var så tydelig, som Greenpeace selv hævder. Tom Behnke, som dengang var retsordfører for Det konservative Folkeparti, tog dog munden fuld og kaldte aktionen på Axelborg for ”en form for terror” (Behnke i Christensen 2009). 

Sagen rejste et spørgsmål, som er et af de helt centrale i diskussionen af terror og terrorbekæmpelse: Hvor går grænsen mellem legitim politisk aktivisme og systemudfordrende kriminalitet, hvis ikke ligefrem terror? Og videre og mere kynisk: Er denne grænse udelukkende en neutral og retslig funderet sondring, eller kan terrorbegrebet også anvendes til at udmanøvrere politiske opponenter? Ikke overraskende stemte Greenpeace her i: Retssagen var et politisk forsøg på at afmontere en kritik, som er helt central i et sundt og levende demokrati. Ingen kom noget til, der blev ikke forårsaget materiel skade og aktionen blev foretaget af en filantropisk organisation, der som sit sigte havde oplysning og politisk virksomhed (KP-net 2005).

Disse spørgsmål var også centrale i forlængelse med en Greenpeace-aktion tilbage i 2001. Den 30. januar forhindrede Greenpeace et italiensk skib fra firmaet Auguesta i at lande sin last af gensplejsede soyaskrå i Aarhus havn. 40 aktivister deltog og otte af dem havde lænket sig til skibets ankerkæde, så det ikke kunne søge havn. Efter to dage blev aktionen stoppet af politiet med assistance fra det danske antiterrorkorps.  Deltagerne i aktionen fik hver en bøde, og de udenlandske aktivister fik indrejseforbud i et år. Det var alt andet lige, og selv efter dansk målestok, forholdsvis udramatisk.

I en leder i Jyllands-Posten den 30. januar med titlen »Greenterror« lød det, at Greenpeace havde taget skibet som »gidsel«. Og videre: »Vel er der en grund til at indtage en kritisk holdning over for den kemiske industris génsplejsede produkter, og vel er det et hæderværdigt formål at forlange mærkning af samtlige génsplejsede varer, så forbrugerne selv kan tage stilling. Men miljøorganisationens terrormetoder er på ingen måde hæderværdige. Det er pinligt og ubehageligt, at dens aktivister optræder som deciderede terrorister i stedet for at følge de almindelige demokratiske spilleregler, som gælder for alle« (JyllandsPosten 2001). 

I svaret på lederen anførte Greenpeace, at organisationen i dens 30-årige historie aldrig havde anvendt vold eller hærværk som midler, og at terrorstemplet derfor var ”helt ude i hampen” og udtryk for en ”skinger tone”. Og videre: ”Det specielle ved Greenpeace er, at vi i vores miljøarbejde kombinerer traditionelt lobby- og oplysningsarbejde med direkte, ikke-voldelige aktioner for at lægge pres på beslutningstagerne.” Uden aktionen havde danskerne ikke vidst, at dansk landbrug forsynes med génsplejsede soya fra Argentina. En megafonmåling og en fra Radar-analyse viste endvidere, at danskerne var imod gensplejset foder – man havde befolkningen med sig. Og så havde man før aktionen prøvet at råbe politikerne og importørerne op – der var tale om en sidste udvej (Hindsgaul 2001). 

Senere og som et svar til bl.a. Tom Behnke anførte Mads Flarup Christensen, der på det pågældende tidspunkt var generalsekretær i Greenpeace Norden:  »Fredelig og ansvarlig civil ulydighed har historisk været medvirkende til at opnå nogle af de fremskridt, friheder og rettigheder, som vi blandt andet i Danmark er stolte af og glade for. Det være sig kvinder (og mænds) valgret, bedre forhold for lønmodtagere og fremskridt på natur- og miljøområdet. En del af denne civile ulydighed har indimellem også indebåret lovovertrædelser, hvilket selvklart ikke er det samme som eller bare i nærheden af terrorisme« (Christensen 2009).

Et omtvistet begreb

Der er basalt set to måder, man kan gå til en debat som den ovenstående. Man kan som debatdeltagerne hver især hævde en absolut og uigendrivelig sondring mellem henholdsvis terror og politisk aktivisme eller man kan interessere sig for selve kampen om at etablere denne grænse. Sagen er jo, at de to partere ikke er enige og nok aldrig bliver det. Jeg vil gøre det sidste og er i denne bestræbelse inspireret af William Connollys analytik for studiet af, hvad han benævner »essentielt omtvistede begreber«.

Udgangspunktet for Connolly er det senwittgensteinske, at betydning er brug (1993: 35ff). Man må således gøre op med en sondring mellem tingenes verden og ordenes. Ordene har ikke deres mening i kraft af en reference til en ikke-sproglig virkelighed. De får derimod deres mening i og af den sproglige praksis, som de indgår i.

Connolly interesserer sig for den politiske del af denne verden og som nævnt for det, han benævner »essentielt omtvistede begreber«. At der er tale om essentielt omtvistede begreber, vil sige, at den sproglige praksis, som begreberne indgår i aldrig er helt fri fra tvister. Selv om der kan forekomme mange stridigheder i praksisser, der udspiller sig omkring begreber som fx "middagsmad" (hvem skal eksempelvis tage opvasken), så er det ikke en essentiel del af begrebet, at der er strid omkring det. For essentielt omtvistede begreber er tvister derimod en essentiel del af den sproglige praksis, som de indgår i.

Connolly begynder The Terms of Political Discourse med at argumentere for, at begreber er essentielt omtvistede, hvis de lever op til tre forskellige kriterier. For det første skal de besidde en normativ komponent. For det andet skal de være komplekse eller multidimensionale. Og for det tredje skal det være et åbent spørgsmål, hvordan de appliceres. Jeg vil gennemgå disse kriterier efter tur:

1) Normativitet

For at noget kan blive omtvistes, kræves det, at der er en grund til at være uenige. Denne strid kan have sit udgangspunkt i moralske overbevisninger, interesser, magt eller lignende. Det er imidlertid væsentligt, at de ikke er rent normative begreber, men at de derimod har en væsentlig deskriptiv side. De vil ofte blive brugt som om, de var deskriptive begreber. Dermed adskiller de sig fra rene moralske, hhv. æstetiske begreber.

Når vi taler om essentielt omtvistede begreber er det selve distinktionen mellem deskriptivt og normativt, som flyder ud. Selv hvis vi for et øjeblik antager, at vi i en definition fangede alle de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, at noget kan karakteriseres som terror (eller politisk aktivisme), ville man alligevel ikke have en neutral beskrivelse af fænomenet. Det skyldes, at beskrivelsen af noget som terror i dag samtidig også altid vil fungere som en fordømmelse af det.

Terrorisme forbindes af kritikerne af Greenpeaces aktion fx med ulovlig indtrængen, krænkelse af den private ejendomsret, økonomiske tab, gidseltagning og helt overordnet udemokratiske midler.  Det er »pinligt«, »ubehageligt« og »på ingen måde hæderværdig[t]«. Beskrivelsen af, hvad der er foregår, er allerede normativt ladet. En gidseltagning er fx, når man hævder, at noget er noget sådant, altid allerede en beskrivelse af en handling og en fordømmelse af den. Rækken af pejorativer er på sin vis unødvendig, da ladningen allerede ligger i de tilsyneladende beskrivende termer. Og omvendt! 

Og helt parallel argumenterer Greenpeace med, at deres handlinger er nødvendig politisk aktivisme. Det er en handling, som bidrager til at oplyse det danske folk, det er en sidste udvej, efter alt andet har været prøvet, og det er en ikke-voldelig protestform, som hverken involverer materiel eller menneskelig skade. Politisk aktivisme er her ikke kun en beskrivelse af, hvad der foregår. Det er også samtidig en positiv valorisering af handlingen. Politisk aktivisme ses som selve kernen i en demokratisk offentlighed. Og det er et nødvendigt og progressivt træk i et samfund, hvor kapitalinteresser dominerer og presser hensynet til naturen. Flarup Christensen (2009) skriver netop Greenpeaces aktioner ind i rækken af kampe for sociale og politiske rettigheder. Og det, som det handler om denne gang, er hensynet til naturen og menneskers sundhed.

2) Kompleksitet

Med et begrebs kompleksitet mener Connolly, at dets betydning afhænger af andre begreber, som igen selv er vanskelige at definere. Begrebet frihed implicerer fx begreber som magt, vilje og valg.

For en videnskabelig undersøgelse af begreber er det ikke uden konsekvenser. I en positivistisk tilgang vil man forsøge at definere begrebet operationelt. Man vil stille en række spørgsmål, som er mulige at afprøve i virkeligheden. Man laver en model, der så vidt muligt fanger det, vi forstår ved begrebet i dagligsproget. Men hvis man behandler begreber, som er komplekse, og tilmed består af en række andre begreber, der også i sig selv er komplekse, begynder dette træk at blive problematisk.

Det, vi her kalder for terror, henviser til en lang række fænomener uden nogen fælles kerne. Hver gang, vi benævner et fænomen terror, har det derfor som konsekvens, at definitionen bliver mere kompleks. At definitioner i dag skal kunne rumme cyberterror (som kun forårsager materiel skade) og katastrofisk terror (som er defineret ved sit apokalyptiske potentiale, snarere end ved en politisk ambition), giver et godt billede af, hvor vidt terrorbegrebet forventes at kunne spænde. Og vi kan så tilføje »økoterror« eller »grøn terror«. Begrebsbrugen er i øvrigt meget ny. Den optrådte første gang i en artikel i 1983 (Sumner & Weidman 2013: 3), og er, fordi handlinger oftest ikke implicerer personlig skade, stadig stærk omtvistet.

Der er helt oplagt forskellige dimensioner i spil i forståelsen af terror i forhold til Greenpeaces aktiviteter. Der er for det første helt oplagt spørgsmålet om skadesvirkning. For Greenpeace skal noget for at kvalificere som terror omfatte, hvis ikke personskade så i hvert fald massiv fysisk skade. For det andet er der spørgsmålet, om handlingen er politisk. Terroren er blind – en destruktiv handling – mens den politiske aktivisme er opbyggelig. Som Patrick Mac Manus fra foreningen Oprør sagde i en kommentar til bl.a. dommen mod Greenpeace: ”Foreningen Oprør afviser enhver sekterisk vold, afviser drab på bygningsarbejdere, der venter på at blive mønstret, drab på fattige fiskere og mennesker, der går til bøn. Terror er nihilistisk. Frihed er i grunden skabende” (Mac Manus 2005). Man kunne ud over disse dimensioner – skadelig/uskadelig, materiel skade/personskade, destruktiv/opbyggende, politisk/voldelig – føje en lang række flere. En lang række begreber er fx nødvendig til at klarlægge, om noget er en politisk handling. 

3) Anvendelse

Kompleksiteten af et begreb bliver dog først for alvor et problem med det tredje aspekt, Connolly fremhæver som centralt. Når begreber bliver komplekse og derfor kommer til at rumme en række underordnede betydninger, bliver det muligt at strides om hvilke kriterier, der er centrale for den korrekte anvendelse af begrebet. Det er tilmed muligt, at begrebet spænder over så mange underbegreber, at nogle af dem kan være i direkte modstrid. Problemet er, at selve det, at man forsøger at indsnævre begrebet ved at operationalisere og komme med klare definitioner, kan være med til at åbne det op for yderligere kontesteringer.

Et første element i striden om terrorbegrebets anvendelse ser vi i Axelborg-sagen. Nok har vi her en juridisk regel, der tilsyneladende blot appliceres på en case. Men selve anvendelsen af loven er omtvistet. Er det en paragraf, som kun bør finde anvendelse på terror (hvilket man så også kan strides om, om noget er), eller kan den anvendes på alle typer af handlinger? Juridiske paragraffer er nødvendigvis ikke nogen vej ud af kontesteringens problem. Og her bliver spørgsmålet om lovens intention central. Eller sagt på en anden måde så findes der ikke noget sådan som en fuldstændig positiveret ret. Og dermed ej heller en fuldstændig entydig definition.

Der andet stridspunkt handler om selve begrebsanvendelsen. Er der tale om terror eller politisk protest? Ord som ”skingert” angiver således i Greenpeaces kritik af JyllandsPostens leder, at deres begrebsanvendelse er problematisk – ja »helt ude i hampen«. Men noget lignende gør sig også gældende for dem, som taler om handlingerne som (”en form for”) terror.  Jyllands-Posten taler om, at aktivisterne anvender terrormetoder og indikerer her en distance mellem at udøve terror og så at bruge de samme metoder, som terrorister også anvender. Det understreges videre, når der nævnes, at aktivisterne optrådte ”som deciderede terrorister”. Man er ikke terrorister, men man optræder som nogle. Et element i kontesteringen er altså, om terrorbegrebet henviser til en handling (terror), en aktør (en terrorist) eller et fænomen (terrorisme).

En tredje strid handler om handler om terrorens karakter. Står vi overfor grøn terror (som impliceret i titlen på Jyllands-Postens leder), eller er andre tematiseringer mulige? Internationalt har man fx talt om ”ecotage” som en tematisering af noget, som ikke er terror, men sabotage. Man kunne også henvise til begreber som hærværk, kriminalitet, ulovlig indtrængning og pirateri (som er blevet anvendt i forbindelse med Ruslands tilfangetagelse af Greenpeace-medlemmer i 2013). Selv hvis tematiseringen er entydig negativ, er der stadig en række forskellige vokabularer, man kan trække på.

Flarup Christensen hævder, at den »civile ulydighed«, nok har indebåret lovovertrædelser, men at den ikke er ”i nærheden af terrorisme”. Der konstrueres altså her tre kategorier: civil ulydighed, lovovertrædelser og terror. Det første er acceptabelt givet omstændighederne, det andet er små overtrædelser, som ikke kan retfærdiggøres i sig selv, men kun med henvisning til det højere mål (man antaster således kun den private ejendomsret, fordi det er umuligt at gøre andet, når man kæmper for miljøet, men denne ret udfordres ikke grundlæggende) og endelig er der så terroren, som er noget helt andet (fordi den implicerer stor ødelæggelse og drab). 

Endelig og for det fjerde er der en strid om handlingen foregår i en normaltilstand eller en undtagelsestilstand. Jyllands-Posten hævder det første, når de skriver, at handlingen bryder med normale demokratiske spilleregler, mens Greenpeace betoner, at der er tale om en form for undtagelsessituation. Alle andre midler er allerede prøvet og situationen er alarmerende. Hvis man befinder sig i en alvorlig og undtagelseslignende situation, bliver midler, som ellers ikke accepteres, legitime. 

Staten og dens udfordre

Terrorbegrebet har traditionelt været anvendt til at kriminalisere personer eller organisationer, som udfordrede statens voldsmonopol. Det er derfor ikke overraskende, at begrebet statsterror kommer til relativt sent og netop som en kritik af gængse terrordefinitioner. Kampen mellem staten og dens udfordrer er en ulige kamp. En tilgang, som blot forsøger at fastlægge en korrekt og konsistent terrordefinition, vil altid lide under, at den overser de magtkampe, som ligger til grund for definitionerne.

Vi kan ikke sige så meget om, hvad terror og politisk aktivisme er – altså ahistorisk og kontekstløst. Men vi kan sige rigtig meget om de politiske og sociale kampe, der foregår i forbindelse med at sætte grænsen mellem de to begreber. Og i det lys kan vi netop også forholde os effekten af denne grænsesætning. Undergraves former for politisk handling, vi mener bør være centrale i et moderne demokratisk samfund (Mac Manus 2005)) Og hvad er det for et samfund, definitionerne understøtter?

Lad os her slutte med Sumner og Weidmans kommentar til British Petroleums olielækage i Den mexicanske Golf i 2010:

A small group of activists can commit arson or vandalism, not hurt nor aim any human, and recieve long sentences under terrorism-enhancement statutes; yet a multinational corporation can kill 11 workers, destroy a vast ecosystem, an ruin the livelihood of thousands, and – so far, anyway – no charges are filed against the responsible parties. Why is one terrorism and the other just business as usual? (Sumner& Weidman 2013: 17-18)

Carsten Bagge Laustsen er lektor i politisk sociologi, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Litteratur:

Christensen, Mads Flarup (2009): ”Civil ulydighed er ikke altid terror”, Politiken, 19/4.

Connolly, William (1993): The Terms of Political Discourse. Oxford: Blackwell.

Hindsgaul, Dan (2001): ”JP-terror”, JyllandsPosten, 6/2.

Jyllandsposten (2001): ”Greenterror” (leder), JyllandsPosten, 30/1.

KP-net (2005): ”Greenpeace dømt som organisation efter terrorloven”, http://kpnet.dk/2005/06/10/greenpeace-doemt-som-organisation-efter-terro... (8/1).

Mac Manus, Patrick (2005): ”Krigen mod terror: Til forsvar for oprøret”, Politiken, 18/12. 

Sumner, David Thomas & Lisa M. Weidman (2013): ”Eco-terrorism or Eco-tage:  An Argument for the Proper Frame”, Interdisciplinary Studies in Literature and Environment, 20 (4): 1-22.