Vinger på Teater Grob: Vi var 'brune' i et hvidt land

Vi er seks venner der skal se »Vinger« på Teater Grob, og tilsammen udgør vi nok størstedelen af de POC (People of Color), der er tilstede.
På teater Grobs side står der om forestillingen:

»Det er historien om fire brune danskere, tre byer, to køn og én fælles, indædt længsel efter at høre til. Hvordan finder man fodfæste med en blandet baggrund i et hvidt land? Hvordan definerer man en identitet som ikke er enten-eller, men både-og?«

Vi har alle forskellige baggrunde og erfaringer. Nogen af os, har levet i Danmark hele vores liv, andre er migreret hertil, vi kan næsten ikke samles under betegnelsen etniske minoritetskvinder, brune eller indvandrere, da det tillægger os bestemte karaktertræk, eller egenskaber, som er affødt af stereotyper, politisk debat m.m. 

Men vi har allesammen erfaringer med at være racegjort. 

Når man bruger ordet racegjort, flytter det fokus fra individet, tager definitionsretten fra fx. nationalstaten, den hvide majoritet og forklarer, at det er noget strukturelt. At man bliver »gjort til sin race«

Læs artiklen »Race får kødet til at skælve af angst« hos Politiken

Den brune mafia i teatret

Opbakningen, og måske forventningerne, til forestillingen var store.

Vi har en gruppe på Facebook, og da Laura foreslog, at vi tog ind og så forestillingen fulgte kommentarer såsom:

»Jeg er på!« »Det gider jeg godt!« »jeg laver en omtale til et andet medie i forvejen, men jeg vil gerne med jer!«, »i would like to come if it’s not too late« og »jeg vil gerne med og vi laver udstilling med Arkiv over hvidme« i foyeren under forestillingsugerne.

Kritisk og identitetspolitisk bagkatalog

Dramatiker Joan Rang Christensen, der har skrevet og produceret stykket har et imponerende bagkatalog, når det kommer til radio- og scenestykker om identitet og problematisering af samfundet og majoritetspersoners forventninger til, at en bestemt kultur, karaktertræk osv. hænger sammen med udseende.

For eksempel Hånden i hjertet (2008), hvor nogle af karaktererne er koreansk adopterede, den Hvide Mand (2011), der også behandler emner som hverdagsracisme, danskhed eller Radio drama-serien »Når jeg engang kommer hjem«, der er en velfortalt og vidende kritik af transnational adoption og adoptionssystemet.

Læs anmeldelsen af forestilingen »Hånden i hjertet« hos Modkraft

Lyt til Podcasten »Når jeg engang kommer hjem« af Joan Rang Christensen 

»...Identitet er en variabel størrelse. Jeg tror, at jeg er blevet mere koreansk som voksen, fordi jeg har adopteret nogle af de koreanske ting, men det betyder jo ikke art jeg er blevet mindre dansk - altså sådan 20% koreansk og 80% dansk. Det er organisk. Flydende. Og jeg kan sagtens føle mig som 100% dansk og samtidig være 20% koreansk.«, skrev hun i forbindelse med forestillingen ‘Hånden i hjertet’« 

Joan Rang Christensen er grundlægger af »Johns teater«, som er »opbygget omkring personen John; en tilsyneladende dansk, midaldrende, hvid, heteroseksuel mand, - en majoritetsrepræsentant i dansk teater, der dog evigt bortrejst på eventyr i en globaliseret verden, søger at følge med tiden og være åben for al det nye.«, som der står om teatret på Facebook.

Hun er en aktiv debattør i debatten om transnational adoption og racisme

Læs artiklen »En adoptivforælders statement« hos Modkraft

 Læs artiklen »De gule og de hvide« hos Modkraft

De brune har også problemer med dating

»Vinger« er små slice-life-fortællinger med hverdagsscener, hvor vi følger fire karakterers liv og deres dilemmaer om dating, familie, uddannelse, fremtid, sex. Den ekstra dimension er så blot, at de er racegjorte og splittet mellem kulturer, identitet og fanget i en andethed.

Hverdagsscenerne er brudt op af monologer, der er teoretiske mellemlæg mellem scenerne, hvor centrale, racialiserede progressive forfattere reciteres og nævnes i flæng. Såsom Bell Hooks, Edvard Said, Ta-nehishi Coates og Angela Davis.

'Vinger', Teater Grob. Foto: Thomas Cato 

De fire karakterer, vi følger er alle vævet ind i hinandens liv og historier.

Janus Nabil Bakrawis karakter: Ham selv og hans familie er flygtet fra krig, han er en ung mand, der har problemer med sit temperament, maskulinitet, han er voldelig og bliver forelsket i karakteren, der er spillet af Nadja Auda. Han er venner med Carbones karakter.

Ôzlem Saglanmaks karakter: Vi finder hurtigt ud af, at hun har haft svært ved at finde sin vej i livet, hun lider af mindreværd, men er stadig hurtig i replikken, og vi hører om, at hun har mange seksuelle partnere på trods af, at hun ikke knalder med »perkere«.  

Ernesto Piga Carbones karakter: Den intellektuelle politisk bevidste med forældre fra Chile og Irak . han er meget interesseret i litteratur og kæmper med at blive accepteret som homo og POC af sin far og af samfundet. Han skriver indlæg til avisen og vil gerne ændre samfundet.

Nadia Audas karakter: Hun er søster til Carbones karakter og har måttet droppe studierne, fordi hun har skullet hjælpe sin far og håndtere de mangle konflikter, der er i hjemmet.  Hun er bitter og uforløst over sit spildte potentiale og har rollen som den omsorgsfulde og hjælpsomme i de fleste relationer.

Vi vil gerne fortælle om, hvordan det var for os at se stykket, snarere end at vurdere dets kvaliteter som et teaterstykke.
Det følgende er en samtale om stykket mellem os, der var inde og se det.

Simpelt hverdagsliv og teoretisk skoling

L: scenen er hvid. Der er fem døre med meget lys på, to mænd kommer ud på scenen. Den ene er dybt frustreret over, at han ikke får svar fra en date.
Efter få minutter hører vi, at der er 110 personer, der er blevet dræbt i USA alene på grund af deres hudfarve

V: Stykket skifter mellem at portrættere sjove hverdags incidenter, der er nemme at genkende sig i, og politiske monologer, hvor karaktererne taler om strukturel racisme, andethed og hylder sorte poeter, teoretikere og forfattere

L: Jeg tror at de små slice of life-scener, hvor karaktererne bliver racegjort i det offentlige rum; på biblioteket med kommentarer som »dejligt, at sådan nogen som dig læser«, »Nej, jeg mener hvor kommer du rigtig fra«, mistænkeliggørelse i lufthavnen (Mine POC venner fortæller altid om problemer med mistænkeliggørelse i lufthavnen)  osv, er noget af det, som vil give et hvidt majoritetspublikum flest åbenbaringer.

I de teoretiske mellemlæg er der replikker såsom »Majoritetens undertrykkelse af minoriteten gøres individuel. Og selvom staten er direkte afsender, stilles den ikke til ansvar og derfor er det minoritetspersonernes eget ansvar at finde deres egen vej«,.

L: Det fik mig til at tænke på den her tekst, »Hvad er råddent i den danske stat« af Julia Suarez Krabbe fra Freedom of Movements.

-Et andet citat fra forestillingen: »Lad vær med at spørge, hvordan det er at være sort, spørg hvordan det er at være hvid«, siger en af dem. De taler om hvidvaskning og black faces i relation hertil

A: Det citat funker bare ikke helt for mig, fordi der ikke rigtigt er eksempler på hvidvaskning eller blackface. Hvad er meningen med at opremse så meget om sorte, når stykket er devoid for sorte?

Idk, for mig virker det bare lidt mærkværdigt, at inddrage så mange citater, der på den ene eller anden måde omhandler sorte - når det mere virker som om, at sorte i stykket, bliver brugt som buzzwords eller som noget på en diversity liste, der skal krydses af.

LB: I agree with L. Since the play isn’t about Blackness but more about »otherness« it would have been stronger if the dialogue revolved around the latter.  I did appreciate the references, and think it’s good to attempt to »educat« the audience in racial theory but since there are no Black people, and it takes place mostly in Denmark, there could have been another language used to more precisely capture the dynamics expressed by the characters.

The disconnect created by this leaves too much of a hole for the play to fall through.

V: Ja, de nævner Hooks og Davis, men hvor var de sorte skuespillere og producenter?

LB: Good question.

Foto: Thomas Cato

L: Jeg kunne godt lide, at de havde inddraget citaterne fra forfattere. Det er noget af det, som jeg selv finder styrke i, og som kan være ret comforting

V: Ja, det kunne jeg også lide. Det gjorde det hele lidt mere politiseret og sat ind i et bredere, mere strukturelt perspektiv.

A: Eller, jeg kan jo egentligt godt lide, at citaterne bliver inddraget - det føles bare ambivalent for mig på en måde, fordi jeg ikke helt kan mærke forbindelsen mellem citaterne og stykket, hvis det giver mening.

L: Mara Lee citeres for, at minoriteter er blevet set som metaforer for natten. Og når man reagerer mod undertrykkelse i en vestlig dikotomi er man en primitiv og destruktiv kraft.

Luderstigmatiseret white mans-baby iver

 V: Ôzlem Saglanmaks karakter er en selvhadende kvinde. Hun vil ikke knalde med »perkere som dig« (Janus Nabil Bakrawis karakter«), fordi »der skal ikke være flere brune i min familie«. Et gennemgående tema i hendes person er hendes mange sexpartnere, som er selvdestruktivt. Man kan tænke, om pointen er, at det kun er derfor kvinder knalder?

L: Jeg synes det var en ret hård scene, da hun sidder på muren og vil begå selvmord og siger »De brune dør altid til sidst«. Homoerne og de brune, de er ulykkelige. Der blev jeg rørt, men jeg ved ikke, om det var, fordi at jeg er enig i, at de ovennævnte er ulykkelige, lige så meget som, at det var trist, at homoerne og de brune skal fremstilles ulykkelige. 

LB: I think her character falls into a stereotype that leaves no room for nuance. It reminds me of this episode when I first started teaching. Some of my female students gathered around me after class and asked me why did I move from New York to Copenhagen.

I answered that I moved here because of my then-husband who is Danish. The girls, a diverse group from places like Iraq, Iran, Vietnam, Russian, Afghanistan, Somalia (but mostly all born here!) replied, »You mean you left all those beautiful Black men to live here?«

I really laughed when they said that because it came out so fresh and full of self-love. I’ve never met a character like Özlems character and to me she seems like an exception as opposed to the rule.

And why present that story when there are so many other stories, empowering stories, of women of color who are not obsessed with whiteness and in this case, motherhood? There are so many well-functioning women of color here - I think presenting her as she was panders to a white audience and also gives a false picture of what is actually occurring within these communities. 

Her promiscuity was also troubling to me because it came off as a symptom of something deeply troubling and again, I have met too many self-loving women of color to find her character credible and relatable.

A: I øvrigt, what’s up med den selvhadende brune kvindes »I NEED A WHITE MAN’S BABY INSIDE ME« iver? Jeg kan godt følge det med selvhad; det at man bliver påvirket af omverdenen, der fyrer en milliard mængde lort af om den minoritet man tilhører, at man til sidst ender med at tænke »hvis alle omkring mig siger det her, jamen, betyder det så at de har ret?« og ender med at se sig selv som en, der ikke er så meget værd som et hvidt menneske.

L: Ja, hvis man tilstrækkeligt mange gange har hørt, at man må være ‘luder’, ‘prostitueret’, eller ‘billig’ i samme sætning, fordi man er asiat, kan man jo godt internalisere det.

A: Men baby-plottet forvirrer mig en del - det er som om karakteren kun drejer sig om babies og hvide dudes; som om hendes karakter kun cirkulerer rundt om, at hun virkelig, VIRKELIG gerne vil blive baby mama til en hvid mands barn - jeg føler ikke helt, at man får et indblik i, hvem hun er som person, udover at hun er rimeligt hårdt ramt på selvhadsfronten.

Jeg tror det, jeg savner, er flere nuancer, flere lag - mere dialog om hvorfor hun har det sådan og hvordan hun endte helt derude, fremfor bare at høre om hendes besættelse af hvide mænd

Traumatiseret tabermand

V: Janus Nabil Bakrawis karakter var stereotyp. Han har en aggressiv maskulinitet - det er, fordi han er araber. Han slår den ene kvinde, og har problemer med vrede. Hans karakter cirkulerer omkring hans maskulinitet.

L: Hans karakter udviklede sig også. Han var en stereotyp machomand, men hen ad mod slutningen forstod man, at han ikke var aggressiv alene på grund af ting i hans person, men fordi han var traumatiseret og ensom? Han ender med at blive en »social taber«, fordi han ikke formår at bryde sit mønster.

V: Jo, jeg synes bare det blev taget lidt ekstremt, hvor han bankede den ene kvinde. Og samtidig synes jeg ikke, at der blev redegjort for hans traumer, og jeg undrer mig om, hvorvidt et hvidt publikum virkelig forstår, hvor de traumer kommer fra, og hvor dybt det kan sidde. Desuden føles det stadig typisk, at lige den arabiske mand er den, der skal udspille traumer gennem at være aggressiv.

Janus Nabil Bakrawi og Ernesto Piga Carbone. Foto: Thomas Cato

LB: This character was too one-dimensional/simple for me. It wasn’t credible that he went totally bezerk on Ôzlem Saglanmaks. I also think it’s »re-presenting« the angry Arab guy. I think if there is a space created on stage for people who have been traditionally left out of theatre - then it’s important that we as scriptwriters or playwrights find ways to highlight our humanity and complexity and challenge the audience about how they interpret us and stereotypes. 

Vred ung mand fra the hood

N: Jeg vil starte med at sige, at jeg kender Joan Rang og har arbejdet som konsulent på dette teaterstykker. Jeg syntes, da jeg så prøven inden præmieren, at Janus’ karakter forekom mig ret nuanceret.

Jeg tænkte især på Ta-Nehisi Coates’ beskrivelse af unge mænd fra ‘the hood’, som bliver selvdestruktive i desperation over, at de alligevel ikke bliver tilbudt et liv, der rent faktisk er muligt at leve.

Med den mulighed for levet liv frataget, bliver alternativet nogle gange at tage døden i sin egne hænder og i det mindste gå til på egne præmisser end at blive dræbt af politiet eller andre voldsmonopoler.

Måske bliver der ikke dræbt så mange racegjorte mænd i en dansk virkelighed, men det er sure as hell, at de ofte ikke forventes at kunne og ville så basalt menneskelige ting som at ville læse, have et fredeligt liv eller være dygtige til andet end kriminalitet eller det forfærdeligt misvisende udtryk ‘radikalisering’

På den måde så jeg det som en fin skildring af, at han ikke har andre valg. For det kan koste for meget, ja nogle gange mere, at bryde med folks negative forventninger til én end at leve op til dem. Det synes jeg stykket skildrer fint. Men da jeg så det til den offentlige visning blev jeg også ked af det og oplevede en dyb sorg over, hvordan virkeligheden overgår fantasien. Måske er følelsen af at sidde sammen med så mange mennesker, der ikke deler den sorg med én…

Og så var hans selvdestruktion mere tydelig for mig under prøven. Han fremprovokerede bevidst at blive skudt, og udover Coates’ ord, tænkte jeg også på den congolesiske teoretiker Achille Mbembe, som skriver om den samme selvdestruktion som eneste mulighed for at tage livet og døden i egne hænder.

Han skriver særligt om Palæstina som dødens arena og om de besatte palæstinensere som nogen, der opfattes som altid allerede døde af statens Israel. Så det tænkte jeg på, mens jeg så det.

Revolutionær bøsse og altopofrende 12-tals pige

V: Jeg undrede mig ret meget over, hvorfor Ernestos karakter blev gjort til bøsse? Det føltes ret meget, som om det igen bare skulle tilfredsstille et udefra-kiggende blik. 

L: Jeg tænkte også, at der var krydset af i diversitetsskemaet, da man fandt ud af, at han var homo.

V: Der blev aldrig snakket om homofobi udenfor hans familie, og det blev ikke gjort til et strukturelt problem, men kun som et ekstra lag, der havde den funktion,  at kunne vise hans brune familie som homofobisk.

Nadia Audas karakter med sin far. Foto: Thomas Cato

L: Jeg synes der var nogle nuancer i farens karakter. Jeg forstod hans position, forstod hans frustration over, at Danmark ikke var, som han havde troet og bitterheden over at være her, den følelsesmæssige distance til børnene, der bliver større i takt med tiden, der går, men som alligevel ikke betyder, at de er hans største bekymring.

Jeg synes ikke han var fremstillet som en endimensionel homofob, publikummet fik i begyndelsen bekræftet nogle af deres fordomme om den klassiske patriarkalske araber, der er homofob, men det viser sig så, at det alligevel ikke er så simpelt.

V: Enig, han blev ikke definitivt fremstillet som essentielt homofobisk (hvad end det betyder), men emner som homofobi, ære, aggressiv maskulinitet og over-omsorgsfulde kvinder, som søsteren og Özlems karakter føles evigt tilbagevendende, når det handler om racegjorte mennesker.

Jeg synes vi bliver nødt til at komme videre fra den fortælling, og jeg ville have været imponeret over produktionen, hvis man havde valgt at bryde med, hvad som føles som en ret konservativ måde at portrættere racegjorte mennesker.

»Jeg deler farens bitterhed«

A: Jeg lo højt, da faderen udbrød »jeg har det ene ben i graven, og det andet i Bellahøj!« - men samtidigt føltes det bittersødt at tænke tilbage på, hvor højt jeg lo af det, når det selv er den samme bitterhed, jeg deler.

Granted, godt nok er jeg ikke en ældre mand med granvoksne børn, men følelsen af at være fanget i en eller anden form for limbo vækker genklang. Danmark er fandme ikke, hvad jeg håbede det ville være - eller det, jeg troede det var, da jeg var yngre. Men jeg har været her i så mange år, at det føles svært, nærmest umuligt at vriste sig fri.

LB: I agree For me, the scene where he goes to New York and meets the guy from New York (Tango) --who I interpreted was supposed to be Black (I could be wrong) was quite problematic.

This character comes off too much like the magical Negro, who, actually, ends up whisking the problems away by virtue of the fact that his life was just way more traumatic than Ernesto’s...the old, »Chile, you ain’t heard nothin’ yet…« which ends up dismissing all of Ernesto’s experiences and angst.

Because in the end, it must truly suck being a conscious gay person of color in Denmark, if we are to listen to Ernesto himself.

Karakteren, Ernesto tager til New York, hvor han skal lære at danse tango af en anden queer-POC, som har nogle helt andre erfaringer end ham selv. Foto: Thomas Cato

A: Jeg har svært ved at forstå meningen bag dialogen, hvor tango instruktøren uden videre slynger ud, at vedkommende er blevet voldtaget tre gange, så nonchalant.

For mig, virkede det som voldtægt var endnu et punkt der bare skulle krydses af på »hurtige ting vi skal nævne, men ikke dykke ned i« tjeklisten- især fordi det blev nævnt så.. Idk, i forbifarten-agtigt.

V: Jeg er delvis enig, men samtidigt føler jeg, at det var den eneste scene med Ernesto, som faktisk kunne være rettet mod queer people of color. To personer med lignende erfaringer, hvor den ene bliver mindet om, at os der oplever diskrimination og strukturel undertrykkelse på tværs, også bliver nødt til at holde hovedet højt og finde de gode og smukke ting i livet, for ikke at gå helt ned.

Det synes jeg på en måde var smukt og talte til mig på en måde, jeg kunne genkende mig i. Det kunne helt sikkert have været uden at nedværdige den danske karakters oplevelser i Danmark, men nogle gange kan det også være godt at sætte problematikker ind i et større perspektiv, ikke mindst for at blive husket på, at racisme og queerfobi for mange mennesker faktisk betyder liv eller død.

Wow, all this white people turnt up on theater 

V: I spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne genkende mig selv eller var repræsenteret var publikummet det sværeste at forholde mig til. Det ville give mere mening for mig. I stedet blev ting endnu engang udstillet for, at hvide danskere skal kunne grine lidt og se de racegjortes hverdag udefra.

L: Jeg tænker, at holdet har antaget, at publikummet på en forestilling, der bliver spillet på Grob er hvidt. Det er dem, som forestillingen henvender sig til. Men den henvender sig ikke til mig som POC på den samme måde. Hverdagsanekdoterne minder mig jo om dengang og dengang og dengang… Som det ikke gør for de andre

V: Ja, det har du nok ret i. Jeg tror også, at det er derfor det netop føltes ret udleverende. Jeg føler, at min identitet bliver fremstillet og eksponeret, noget, som man er vant til, når man er queer person of color.

Ens identitet er ligesom altid noget, der skal beskues. Jeg tror også, at den karakter, jeg havde det sværest med, Ernesto Piga Carbones, som jeg følte blev tilskrevet en queer identitet, ikke fordi det var vigtigt, hvad det  betyder at have racegjorte og queererfaringer, men fordi et hvidt og heteroseksuelt publikum skal se, at »det kan man også være« 

Karakterernes oplevelser blev aldrig bundet sammen med strukturel racisme, men blev opstillet som individernes personlighed. Hvorfor var Janus Nabils karakter aggressiv - hvor kom det fra?

A: Det gav mig en underlig fornemmelse i maven, at høre og se det hvide publikum skraldgrine af de scener, hvor jeg var ved at få tårer i øjnene. Det føltes som om scenerne var sider, revet direkte ud af mit liv.. At høre de hvide mennesker skraldgrine, gjorde at jeg på en måde følte mig udstillet, you know?

Jeg har aldrig før været til et teaterstykke, som kun drejer sig om POC, eller hvor de farvede karaktere ikke ‘bare’ er ren baggrund eller token/sidekick POC. Men igen - at høre hvide mennesker hyle op af ren og skær latter under ovennævnte scener, gav mig fornemmelse af at stykket var lavet specifikt til hvide.

LB: It didn’t take me long to figure out that this was not a play written for people of color but for white Danes, which of course makes sense since theatre is a commodity and you need to appeal to your audience.

I don’t necessarily see this as a problem, but I do think that as writers of color, when we do create with a white audience in mind, it’s really important that we use these opportunities to challenge ideas about race, gender, sexuality and ethnicity.

I think Rang Christensen is in a unique and strong position to continue making more theatre and I have no doubt that her work will grow, and in this way, so will the consciousness of her audience.

N: Jeg tænkte netop efter stykket, at det også burde være muligt at anmelde publikum nogle gange. Vi grinte slet ikke på samme tidspunkter, og jeg synes I har ret, at det er henvendt til et hvidt publikum.

Jeg tænker at der er behov for det. Men der sker også noget med én når man ved at ens erfaringer ikke bliver betragtet som almene, at de altid på forhånd befinder sig i margenen.

Jeg kan samtidigt ikke lade være med at tænke det i lidt bredere penselstrøg: At Joan virkelig er med til at bryde noget op, tilrane sig fortællerretten i et meget hviddomineret, men også meget klasseopdelt arena som teater er (jeg ser også meget sjældent fattige mennesker i teatret).

Jeg tror det er umuligt at forestille sig, hvor stort et arbejde det er, og hvilke omkostninger det har for hende. Og jeg synes det er helt fint og nødvendigt med radikale projekter, som ikke nødvendigvis har et hvidt publikum for øje.

Men Joan Rangs projekt er pædagogisk og helt uset og groundbreaking i en dansk sammenhæng, så jeg kan slet ikke lade være med at tænke at det er radikalt blot ved sin eksistens.

Hvide børn er grimme

L: Jeg tænker over, hvornår stereotyper, referencer og genkendelse kan være sjovt, hvornår vi POCs også stereotypificerer hinanden. Jeg synes der var nogle jokes og referencer, der var sjovt. At faren kunne citere Rumi - klassisk arabic dad thing to like? At en af de der mænd var på »african« time, som vi også siger om nogle af vores venner, at den selvhadende kvindes veninde sagde, at hun ville få en ged på tværs

V: Der synes jeg, at målgruppen som teateret henvender sig til er supervigtigt. For eksempel er sprog noget, som mange tosprogede kan relatere til og derfor også kan synes er sjovt, når der bliver gjort grin af vanskeligheder. Her var det dog hvide danskere, der grinte højt af det arabisk-klingende dansk, som faren talte. Men der blev også lavet sjov med hvidhed »hvide børn er noget af det grimmeste der findes« Det mangler altså i danske medier, satiren skal kunne gå begge veje

L: Jeg grinte højt begge gange, da han sagde det. Måske fordi, jeg er enig

LB: I thought it was funny too!

A: Jeg klaskede mig på låret og grinte også ret højt af det. Højere end jeg egentligt ville have troet. Don’t get me wrong, det var virkelig sjovt.. Lo jeg så højt og fik klasket mig godt og grundigt på låret- fordi det er så fandens sjældent at støde på satire, der går den anden vej

Der er så meget diversitet på Nørrebro

L: Jeg har læst en anmeldelse i Berlingske af forestillingen. Det er ret interessant at se, hvordan det øvrige publikum oplevede stykket.

Anmelder, Jakob Steen Olsen skriver blandt andet: 

»På Teater Grob lykkes det rigtigt fint at forene en menneskelig historie og didaktikken. Med den

effekt, at teatersalen, som passende ligger midt på Nørrebro, var fyldt med et mere blandet publikum, end jeg i hvert fald længe har set.

Læs anmeldelsen »Brun i et hvidt land« hos Berlingske

L: Var vi ikke nogle af de eneste? (smiley, der griner og græder)

V: Da forestillingen var slut kiggede jeg mig omkring og opdagede, hvor hvidt publikummet var. Jeg tror ikke jeg havde forventet andet, men måske at jeg ikke er vant til at være den eneste brune person i et hav af hvide mennesker længere.

A: Jeg så mere diversitet på Beyti (Shawarmabar) end i Grob’s propfyldte teatersal.

L: LOL, Eva sagde, at folk stirrede på os, da vi kom ind i foyeren.

V: Det gjorde folk totalt meget, der var nogle side-eyes her og der, da Eva og jeg bestilte øl i baren og grinede og snakkede højt, som vi altid gør haha.

LB: I think we were the only folks of color there. However, I didn’t feel the usual discomfort I sometimes feel in white spaces, as I knew that the folks who would be interested in this play were open-minded to begin with or at least felt themselves to be. Otherwise they wouldn’t be there.

Vi vil have karakterer med flere nuancer

L: Stykkets præmis var, at karakterne har »en indædt længsel efter at høre til«. Men stykket ender med at reproducere sin egen kritik ved at gøre strukturel diskrimination til et individuelt problem, der leder til frustration, selvhad, uforløste drømme. En mental tilstand.

Man kan diskutere, om stykket har en subtil kritik i, at det hvide publikum først får bestyrket nogle fordomme og billeder af racegjorte, fordi teater altid vil være overdramatiseret og stereotypt, men at publikum så kan blive »pludseligt selvbevidste« om, at de har de fordomme, når de så bliver nuanceret eller modbevist.

Desværre var det ikke noget, der skete så meget.  

Stykket problematiserer en masse ting, og peger på samfundets forventninger om, at egenskaber og kultur er forbundet med udseende. Men det konstaterer en masse om identitet, uden at stille spørgsmål ved, hvorfor det er sådan, eller adressere, hvorfor nogen har magt til at gøre det.

Stereotyper og fordomme, der fører til strukturel racisme er også et resultat af, at vi kognitivt sætter ting i kasser i en verden, der er kompleks. Men kunsten bør kunne overraske og give nogle uforudsete perspektiver.

De slutter med at kigge på himlen, hvor fuglene flyver og siger »det kunne være fedt at have vinger«. Meget sympatisk, men hvad kunne Joan i stedet have gjort for at give karaktererne mere agens?

Violeta Ligrayen Yañez Hidalgo studerer migration og etnicitet på Malmö Högskola og er aktivist inden for queer-, feministiske og antiracistiske initiativer.

Aphinya Jatuparisakul har beskæftiget sig med opfattelsen af Thailandske kvinder, der migrerer til Danmark gennem ægteskab. Om motivfortolkning og påtvungne afmagtspositioner

Lesley Ann-Brown is a writer and educator from Brooklyn, New York. She blogs at www.blackgirlonmars.com

Laura Na Blankholm er journalist og tilrettelægger og deltager i debatter og netværk, der beskæftiger sig med repræsentation af racegjorte i medierne.

Nazila Kivi er journalist og redaktør på magasinet Friktion. Hun blogger og anmelder litteratur i Politiken, og skriver også i Modkraft.

Skuespillere:

Janus Nabil Bakrawi, Ôzlem Saglanmak, Nadja Auda og Ernesto Piga Carbone

Manuskript: Joan Rang Christensen
Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul

Scenografi: Gøje Rostrup Lysdesign: Sonja Lea Lyddesign: Weronika Andersen
Co-produktion med Johns Teater
Set den 22. august

Kan opleves på Teater Grob frem til 12. September, billetter fås her