Colombias regering og oprørsbevægelsen FARC anmoder FN om at sende fredsobsavatører til Colombia for at overvåge våbenhvile. En endelig fredsaftale mellem de to parter kan være på plads til marts og stoppe 51 års væbnet konflikt.
Når USA's præsident Barack Obama til marts gør stop i Colombia, kan det meget vel være for at overvære underskrivelsen af en fredsaftale mellem oprørsgruppen FARC (Fuerzas Armadas Revolutionarios de Colombia, Colombias revolutionære, væbnede styrker) og den colombianske regering.
Den 23. marts er der nemlig deadline for fredsforhandlingerne mellem de to parter, der har fundet sted siden november 2012 og har været ledet af regeringerne i Norge og Cuba med Venezuela og Chile som supportere.
Læs Modkraft-artiklen »Nyt gennembrud i fredsforhandlinger i Colombia«
Men allerede nu er de to parter blevet enige om at anmode sikkerhedsrådet i FN om at sende ubevæbnede fredsobservatører til Colombia for at overvåge en tosidig våbenhvile.
Observatørerne skal hovedsageligt komme fra de 33 lande i sammenslutningen af latinamerikanske og caribiske stater CELAC - Comunidad de Estados Latinoamericanos y Caribeños, fremgår det af et kommuniké udsendt af FARC.
Læs kommunikéet »JOINT COMMUNIQUE # 65« hos FARC
I kommunikéet lover parterne at yde fuld sikkerhed til observatørerne. I første omgang skal observatørerne opholde sig i Colombia i 12 måneder. Anmodningen er et resultat af møde nr. 65 i fredsforhandlinger på Cuba, som afsluttedes i weekenden.
Den længste væbnede konflikt på det sydamerikanske kontinent ser dermed ud til at kunne få en ende inden for fredsforhandlingernes fastsatte tidsramme.
Forhandlingerne har fundet sted på Cuba og er berammet til at være afsluttet med en endelig fredsaftale den 23. marts i 2016.
Den 51 år lange konflikt har kostet 260.000 døde mens op mod syv millioner er sendt på flugt internt og eksternt.
Forhandlingerne har været opdelt i fem faser. Indtil nu er der opnået enighed om at påbegynde en jordreform, som skal fordele jord til de jordløse landarbejdere. Derudover skal guerillaerne integreres i det politiske liv, og der skal sættes en stopper for cocadyrkningen, der har været med til at finansiere FARC.
En aftale om retfærdighed for konfliktens ofre skal desuden undersøge forbrydelser i forbindelse med konflikten og straffe personer fra regeringshæren, de højreorienterede paramilitære militser og FARC for blandt andet mord og overgreb på civilbefolkningen. Aftalen skal sikre erstatning til ofrene.
Tilbage står en aftale om demobilisering og afvæbning af guerillagruppen. Når alle punkter er på plads, sender Colombias præsident Juan Manuel Santos den endelige aftale til folkeafstemning.
Ifølge New York Times indbefatter USA´s præsident Barack Obamas afsluttende rejseprogram i udlandet et besøg i Sydamerika i marts med stop i Colombia - sandsynligvis i forbindelse med underskrivelse af en endelig fredsaftale.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96