Internationalt Forum vil sætte fokus på religion og køn i det antiimperialistiske arbejde, Kommunistisk Parti samle den kommunistiske bevægelse og Socialistisk Arbejderparti har ændret navn. Det står klart efter at medlemmerne i de tre organisationer mødtes i weekenden.
Det har været en travl weekend på den danske venstrefløj.
Kommunistisk Parti (KP), der udgiver Dagbladet Arbejderen, afholdt lørdag deres fjerde kongres, ligesom medlemmerne i solidaritetsorganisationen Internationalt Forum og det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP), der er en del af Enhedslisten, stimlede sammen til landsmøde.
Alle tre stormøder blev afholdt i lyset af en række aktuelle økonomiske og organisatoriske udfordringer for grupperne, og resulterede i vedtagelsen af en række udtalelser og arbejdsplaner, som på hver deres måde skal skabe større enhed med ligesindede og sætte den politiske dagsorden i de kommende år.
Medlemmerne af Socialistisk Arbejderparti vedtog på deres landsmøde at ændre organisationens navn til Socialistisk Arbejderpolitik.
Beslutningen skal ses i lyset af en debat i Enhedslisten tidligere i år, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved partidisciplinen blandt medlemmer med dobbelt partimedlemsskab – herunder medlemmer af SAP og gruppen ønsker nu at skabe klare linjer omkring deres politiske ambitioner.
Navneændringen understreger, at SAP ikke er et ’parti i partiet’, som et medlem formulerer det overfor Modkraft.
»Navneskiftet er alene udtryk for et gammelt ønske i organisationen om at finde et navn, som ikke indeholder ordet "parti", da dette ikke længere svarer til det arbejde, SAP er organiseret omkring,« skriver SAP på deres hjemmeside.
Samme sted slås det fast, at »SAP's hovedprojekt og eksistensberettigelse er fortsat at opbygge, styrke og udvikle Enhedslisten og SUF (Socialistisk UngdomsFront, red.)«.
Læs artiklen »Nyt navn: SAP skifter navn« hos SAP.
Trostkisterne har dog ikke helt mistet deres berømte og berygtede politisk 'kant' i forhold til den til enhver tid siddende ledelse i Enhedslisten.
På SAP’s landsmøde blev der nemlig samtidig vedtaget en udtalelser, der kritiserer den netop indgåede finanslov mellem regeringen, SF og Enhedslisten.
Læs »Kommentar: Enhedslisten er oppositionen« hos SAP.
Ønsket om enhed under Enhedslistens fane var ligeledes årsagen til at Venstresocialisterne (VS) sidste år helt nedlagde sig selv.
Læs artiklen »Venstresocialisterne nedlægger sig selv« hos Modkraft.
Helt så dramatisk går man ikke til værks i den kommunistiske lejr, hvor der ligeledes er en ambition om enhed – dog forstået som en samling af landets tre største kommunistiske partiet i et marxistisk-leninistisk parti til venstre for Enhedslisten.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Kommunistisk Parti i Danmarks (KPiD) arbejder, som tidligere omtalt på Modkraft, målrettet mod en genforening og på weekendens kongres besluttede også Kommunistisk Parti (KP), at kaste sig helhjertet ind i den proces.
Læs artiklen »Danmarks Kommunistiske Parti vil genforenes« hos Modkraft.
Der blev således vedtaget et arbejdsprogram, hvor KP forpligter sig på at forsøge at overbevise de andre kommunistiske partier om at overvinde den største forhindring for sammenlægning – DKP’ernes medlemskab i Enhedslisten – ved at blive enige om en overgangsperiode, hvor dobbelt-organiserede får tre-fire år til at bestemme sig for, hvor de høre hjemme.
– Det er indlysende, at den kommunistiske bevægelse bør gå sammen. Det vi siger er, at det nu er tid til at træde i pedalerne og skabe en realistisk overgang, hvor vi i stedet for at diskuterer uenigheder, tager udgangspunkt i alle de ting vi har til fælles og som kan skabe enhed, fortæller Jørgen Petersen, formand i Kommunistisk Parti, til Modkraft.
Arbejdsprogrammet – der vil blive offentliggjort inden for en uge – indeholder ifølge formanden en række konkrete forslag til at styrke det fælles fodslag partierne imellem i de kommende tre år.
Det drejer sig blandt andet om at planlægge opstilling på fælleslister ved kommunalvalget i 2017, fælles markering af 100-året for Oktober-revolutionen samme år samt etablering af debat- og diskussionsgrupper på tværs af de tre partier i hele landet.
Det blev derudover besluttet på kongressen, at KP vil opprioritere deres engagementet i Folkebevægelsen Mod EU, ungdomsarbejdet generelt og det faglige arbejde i blandt andet 3F.
Læs artiklen »Nye initiativer skal samle kommunisterne« hos Arbejderen.
Læs artiklen »Kommunister zoomer ind i klassekampen« hos Arbejderen.
Den sidste organisation, der holdt landsmøde i weekenden var Internationalt Forum.
Her diskuterede medlemmerne situationen i Kurdistan og havde desuden inviteret Mikkel Bolt til foredrag og debat med udgangspunkt i hans bog »Krise til opstand«.
Det blev på landsmødet besluttet, at man i det kommende år vil sætte særligt fokus på religion og køns betydning i det antiimperialistiske arbejde.
På dagsordenen var også Internationalt Forums økonomiske situation efter, at Dansk Ungdomsfællesråd (DUF) i september besluttede, at indstille organisationens ungdomsstøtte på 750.000 kroner.
Det blev vedtaget, at man fortsat skal have en lønnet ansat landssekretær, som blandt andet skal arbejde for at organisationen igen bliver støtteberettiget hos DUF, øger antallet af unge medlemmer samt forsøge at rejse penge til organisationen via fonde.
Læs artiklen »Økonomisk mavepuster til Internationalt Forum: Mister ungdomsstøtte« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96