Forbrødring
28. juni 2012 - 18:58

Danmarks Kommunistiske Parti vil genforenes

Efter 22 års splittelse vil udbrydergruppen Kommunistisk Parti i Danmark tilbage i Danmarks Kommunistiske Parti. Genforeningen trækker dog ud på grund af uenighed om forholdet til Enhedslisten.

Længere tids flirten mellem medlemmer af Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) har nu udmøntet sig i et nedskrevet løfte om ægteskab.

Således blev to næsten enslydende beslutninger om at arbejde for en »genforening af Danmarks Kommunistiske Parti« vedtaget på de to partiernes nyligt afholdte kongresser.

Det kommende partis holdning til Enhedslisten splitter dog stadig parterne og en egentlig sammenlægning vil derfor tidligst kunne vedtages på partiernes næste kongres, der afholdes om tre år.

– Det afgørende er, at begge partier har en genforening som målsætning. Men vi tager processen stille og roligt. Beslutningen skal diskuteres ordentligt og modnes blandt medlemmer, fortæller formand for DKP Henrik Stamer Hedin til Modkraft.

Læs artiklen »Enigt DKP ønsker samling« hos Arbejderen.

Læs artiklen »Kongres i KPiD« hos Arbejderen.

Enhedslisten splitter

Baggrunden for splittelsen mellem de to kommunistpartier går tilbage til 1990, hvor DKP efter murens fald og Sovjetunionens opløsning gik sammen med andre dele af venstrefløjen i Enhedslisten.

En udbrydergruppe afviste at gå på kompromis og stiftede Kommunistisk Forum, der i 1993 skiftede navn til KPiD, hvor de klassiske kommunistiske traditioner kunne leve videre.

Uenigheden i forhold til synet på Enhedslisten lever stadig og er på nuværende tidspunkt den største udfordring i forbindelse med en sammenlægning.

Besøg DKP's hjemmeside.

Besøg KPiD's hjemmeside.

Årsagen er, at mens en stor del af DKP's godt 200 medlemmer i dag også er med i Enhedslisten, så afviser KPiD, der har omkring samme antal medlemmer, at deres folk kan være dobbeltmedlem hos det rød-grønne folketingsparti.

Spørgsmålet skal nu afklares ved at holde fælles medlemsmøder og studiekredse rundt om i landet.

Det gensidige ønske om forbrødring har dog allerede fået det konkrete resultat, at de to partiets unge medlemmer sidste år slog sig sammen i organisationen Ungkommunisterne.

Læs artiklen »Unge kommunister forener sig« hos Modkraft.

Ikke alle er med

Når og hvis de to partier slår sig sammen, så vil der stadig være langt til en samling af hele den kommunistiske bevægelse i Danmark.

Tilbage er Kommunistisk Parti (KP), der udgiver dagbladet Arbejderen, og det lille Stalin-tro Arbejderpartiet Kommunisterne (APK).

Partierne er ikke inviteret med til at deltage i den i gangværende forsoningsproces – og har efter alt at dømme heller intet ønske om det.

De to partier har begge rødder i det nu nedlagte Danmarks Kommunistiske Parti Marxister–Leninister (DKP M-L) og ønsker, at fastholde en selvstændig profil udenfor Enhedslisten.

Partierne er desuden rygende uvenner, da KP er dannet af udbryddere fra KPiD sammen med et flertallet af DKP M-L mens APK er skabt af et mindretal, der blev ekskluderet af samme parti omkring årtusindskiftet.   

APK opfordrede ved det seneste folketingsvalg til at stemme blankt, mens KP, der har omkring 250 medlemmer, opfordrede til at stemme på Enhedslisten, men samtidig har annonceret at partiet stiller op til kommunalvalget i 2013 og forbereder opstilling til Folketinget.

Læs artiklen »Stalinister: Stem blankt« hos Modkraft.

Læs artiklen »Lille rødt parti vil overhale Enhedslisten venstre om« hos Modkraft.

Redaktion: 
Emneord: