Den dybe stat sluger demokratiet

Man hører stadig oftere begrebet ’den dybe stat’ nævnt i forbindelse med Mellemøsten. Termen dækker statskræfter, der ikke figurerer i forfatningerne.

Det drejer sig om de skjulte sider af sikkerhedsapparatet i bredeste forstand, dvs. militæret, politiet, efterretningsvæsnet og – nu – cyberintelligensen. Samt de største korporative, storvirksomhedsinteresser.

Denne stat beskytter de mest reaktionære kræfter. Det er den, der får sympatisk-lydende politikere, som lover ’change’ til at bøje af, og den forhindrer oprør eller sørger for, at oprør, der er ved at få held med sig, ja, måske blive helt progressive, kommer tilbage på sporet igen, så status quo kan opretholdes.

Vi kender dem som strukturer, som politikere må tage for givne, og som de efter et stykke tid ved magten også tager som givne. Ingen vil eller kan virkelig rykke ved dem.

Det er ikke helt det samme som det militær-industrielle kompleks, der mere antyder, at militæret holder gang i industrien. Snarere opstiller den dybe stat rammebetingelserne for styreformen og kan blive så dominerende, at demokratiet selv bliver taget som gidsel.

Selvfølgelig kan staten være mere eller mindre dyb, dvs. den kan i nogle situationer være præget af åben repression, mens den i andre – når ting går, som de skal – ikke behøver at give sig til kende.

Den dybe stat opererer per definition helst i det skjulte. Men tag ikke fejl: Den er der hele tiden.

Tyrkiet

Udtrykket ’den dybe stat’ stammer fra tyrkisk (»derin devlet«) og går ifølge Wikipedia tilbage til osmannertiden. Dér drejede det sig om hemmelige terrorceller, der skulle beskytte de magtfulde mod ude- og indefrakommende angreb.

Mustafa Kemal (Atatürk), den sekulære leder af det moderne Tyrkiet, fortsatte linjen efter sin magtovertagelse i 1923 og forfulgte enhver form for opposition, dvs. kommunister, journalister, islamister, kristne samt etniske minoritetsgrupper som kurdere.

Efter 2. verdenskrig kom den dybe stat til at hænge sammen med CIA’s indflydelse og NATO’s stay-behind styrker og den tyrkiske version af det anti-kommunistiske Gladio-netværk.

Senere opstod den hemmelighedsfulde organisation Ergenekon, der udover militær- og sikkerhedsfolk inkluderede organiseret kriminalitet, og som især satte sig for at forfølge kurdiske oprørstendenser.

Den dybe stat kan foretage mange omdrejninger.

En artikel i The New Yorker fra 12. marts 2012, dvs. før optøjerne i Istanbul, der i den grad overraskede verden, fortæller om den dybe tyrkiske stats krumspring i forbindelse med Erdoğans regime siden 2002.

Premierminister Recep Tayyip Erdoğan er netop ikke en del af det hemmelige netværk, som har levet højt på og samtidig undergravet Atatürks sekulære frihedsidealer.

Tværtimod ophidsede Erdoğan ’den dybe stat’ lige fra begyndelsen af sin karriere som borgmester i Istanbul ved sine islamistiske tilbøjeligheder.

Det passede heller ikke de tyrkiske generaler, at Erdoğan kom fra et andet lag i samfundet end tidligere præsidenter. Derfor var banen kridtet op.

Erdoğan og hans folk undlod i første omgang at udfordre den sekulære stat, ja, tværtimod gennemførte den en neo-liberal modernisering af økonomien.

Ikke desto mindre fortsatte den gamle dybe stat sin undergravende virksomhed. I 2003 skulle en vis general Çetin Dogýan, der har været chef for ’Western Working Group’, have orkestreret et kupforsøg sammen med andre, der er blevet anset for at høre til i Ergenekon.

Erdoğan fik overtaget, og 275 påståede Ergenekon-støtter blev arresteret og sat på anklagebænken. For nylig er der fældet hårde domme over 254 af spydspidserne, og flere har fået en livstidsdom.

AKP – eller Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, Erdoğans parti – må betegnes som højreorienteret, islamisk parti. Strategien har været at acceptere den sekulære stat inkl. forbuddet mod kvinders brug af det muslimske hovedtørklæde, men prøve at snige islamistisek elmenter ind ad bagdøren.

AKP-regimet har imidlertid lært af sine fjender. Erdoğan og hans parti blev styrket ved valgene i 2007 og 2011, og hans styre er gået over til at arrestere journalister og oppositionsfolk samt tidligere venstreorienterede.

Til al overflod er nogle af disse af Erdoğan-styret blevet anklaget for at tilhøre Ergenekon-gruppen. Det skyldes formentlig, at de har bidraget til at afsløre et netværk, der kunne tyde på, at Erdoğan er ved at opbygge sin egen version af ’den dybe stat’.

Bl.a. inkluderer den en eksilprædikant, Fethullah Gülen, der opererer fra Pennsylvania i USA, og som har forbindelser inde i det tyrkiske politi – samt til CIA.

Alt i alt er der ingen grund til at falde i svime over det tyrkiske demokrati, der ellers af visse vestlige kommentatorer er blevet set som en model for, hvad man kunne håbe på ville komme ud af de arabiske oprør.

Erdoğan har derudover ført en zigzag kurs, dog mest på den hårde side, over for kurderne.

Det er måske alt det, der brød ud i lys lue i maj i år med protesterne på Taksim-pladsen mod, at Gezi-parken skulle sløjfes til fordel for endnu et butikscenter (der skulle ligne en osmannisk kaserne).

Her ser man – som i Egypten, se nedenfor – at gamle kemalister og unge sekularister af mere venstreorienteret eller frihedselskende art har demonstreret sammen.

Det egyptiske dilemma

I Egypten, der i skrivende stund nærmest står i brand iflg. nyhedsmedierne, har der groft sagt været tre grupperinger.

For det første er der hæren som en alt andet end usynlig aktør. At militæret styrede Hosni Mubarak var klart, og hæren sidder også direkte på økonomisk magt, virksomheder osv.

For det andet Det muslimske Broderskab. Da Mohamed Mursi blev præsident, forsøgte han så småt at trodse militæret. Men da han også trådte på de sekulære liberale, venstreorienterede og kopterne ved at begynde at føre Broderskabets politik, havde denne tredje gruppe fået nok og begyndte at ty til Tahrir-pladsen igen.

Hæren så en chance for at vende tilbage og fortalte Mursi, at nu skulle han ikke lege præsident mere. Dvs. de liberale og de venstreorienterede, i praksis den moderne middelklasse, så sig de facto nødsaget til at slå sig sammen med hæren.

Det ligner unægtelig en anden form for kapitulation, for nu ser det ud til, at man får »l’ancien régime« tilbage. Inkl. brutal undertrykkelse. Den dybe stat vinder.

Vestens sikkerhedsinteresser

Det er en gammel historie, at USA, der jo om nogen inkorporerer Vestens interesser efter 2. verdenskrig, gennem sin centrale efterretningstjeneste CIA har hjulpet med til at holde de mest reaktionære regimer ved magten eller direkte iværksat (»støttet«) kup som i Chile i 1973.

Den nationale sikkerhedstjeneste NSA samarbejder med andre landes efterretningstjenester om at belure borgerne. Indtil murens fald fortrinsvis de venstreorienterede, men især siden 2001 er der kommet terrorismefrygt fra islamistiske kræfter ind over også. Er det blot et foregivende?

Man kan spørge sig selv, om Vesten er imod islamisk dominerede stater eller blot dem, der er anti-vestlige. Noget tyder på, at det sidste er tilfældet, for USA har jo haft et glimrende forhold til regimerne på Den arabiske Halvø.

Erdoğans regeringstid har været præget af enorm kapitalistisk fremgang for Tyrkiet, og USA er mestendels på god fod med landet.

Så er de hårde islamister farlige for Vesten – eller er der blot tale om behovet for et fjendebillede? Eller er et diffust fjendebillede nødvendigt i en tid, hvor grænser brydes ned?

Man kunne få den mistanke, at der er et element af at slå fjendebilledet hårdt op. De venstreorienterede er slået – nu er det tid til at finde nye fjender.

Professor Michael Boyle skriver i en international kommentar i Information den 8. august 2013, at Obama har udvidet sin præsidentielle magt samtidig med, at han har ført en skyggekrig.

USA's interesser i Mellemøsten er koncentreret om Suez-kanalens sikkerhed (olieadgang, Israels sikkerhed, transport af krigsmateriel og tropper). Det erkendes uden blusel, at USA’s strategiske interesser er de vigtigste (jf. CNN-kommentaren til situationen i Egypten den 17. august 2013 og Richard Swartz i Information den 8. august).

Det er ikke frihed for de store masser fra sult og elendighed i Egypten, der står øverst på dagsordenen. Man kan kontrastere det med, hvor få terrorister der reelt er i verden, og så endog få den mistanke, at dagsordenen snarere er at kontrollere masserne. Og det må jo nærmest per definition ske med hjælp fra den egyptiske hær og sikkerheds- og overvågningsapparatet.

Det tog den groteske form, at det officielle USA ikke kunne vedstå offentligt, at den militære magtovertagelse i Egypten den 3. juli i år var et militærkup. Et dask over håndleddet til de nye ledere er, hvad det er blevet til.

Amerikansk støtte er i øvrigt fortrinsvis militærhjælp, der går til den amerikanske forsvarsindustri. Helt konkret kanaliseres pengene over i en fond i USA, der direkte betaler hjemlige leverandører af materiel. De skal jo heller ikke svigtes.

USA's korporative interesser og Washington, D.C.

Mange er blevet beskæmmede over Obamas politik. Det så progressivt ud, det med ’change’. Men hvilken forandring i øvrigt? Det hørte vi ikke meget om.

Knap havde glæden over det symbolske fremskridt, at USA havde fået sin ’første sorte præsident’, lagt sig, før Barack Obama startede sin præsidentkarriere med at redde Wall St. og til det formål hyrede hærdede Wall St.-rådgivere.

Hvis man havde håbet på noget progressivt, kunne man vel blive bekymret fra dag 1.

En ny bog har vakt opmærksomhed i USA. This Town – med underoverskriften “Two Parties and a Funeral – plus plenty of valet parking! – in America’s Gilded Capital”, skrevet af New York Times Magazine korrespondenten Mark Leibovich – sladrer med de sladrevorne i Washington, men viser, hvordan medier, lobbyvirksomhed og moderne former for networking får Denne Bys aktører til at spille sammen.

Der er kun liden forskel på et fhv. demokratisk og republikansk medlem af Kongressen. De lader sig ikke jage ud af byen efter endt tjeneste, men får i stedet lukrative kontrakter ved at slå sig sammen i lobby- eller PR-virksomheder uden smålig hensyntagen til partiskel.

De er selvironiske på den selvflatterende måde og kompenserer for deres finansielle abstinenser i offentlig tjeneste ved at få sig så meget desto bedre betalt senere hen, med fuld forrentning.

Dette samarbejde har også givet sig udtryk i Obamas udnævnelser til sikkerhedsapparatet.

Af de tre forsvarsministre, han er gået igennem, er de to republikanere, Robert Gates, der afløste den notoriske Donald Rumsfeld i George W. Bush’s 2. præsidentperiode, samt senest Chuck Hagel, bestyrelsesmedlem i olieselskaber. Sidstnævnte har dog som senator dristet sig til lidt kritik af Irak-krigsførelsen.

Ind imellem de to var der Leon Panetta, der nok er demokrat, men som kom fra et job som chef for CIA.

Forskellen mellem de to partier på det sikkerheds- og krigspolitiske område er minimal, og Obamas nationale sikkerhedsstat er en drone-udgave af Bush’s mere direkte konfrontationer. Ikke at forglemme, at forsvarsministeriet har seriøse penge at gøre godt med og derfor er et intenst område for kontraktgribbe af enhver art (»the Beltway bandits«).

Hvis Kongressen ikke kan blive enig om noget, skyldes det ifølge bogen om Denne By blot det faktum, at det har den heller ingen interesse i.

Det er bedre at køre lobbyismen og talk showet i det uendelige. Medierne er sluttet til, og de fremelsker konsensus om, hvordan ’the conversation’ (’samtalen’) skal køre, også selvom den engang imellem bliver noget råbende. Her går det godt, Washington er blevet den rigeste by i USA.

Obama så uden tvivl gerne, at den indenlandske økonomiske politik var mere social, men finanssektoren og storkapitalen har haft gode tider. Måske skyldes det ikke Obama selv, men konstellationen af ham og hans møde med den dybe stat.

Hvis den dybe stat har været de venstreorienteredes konspirationsteoretiske prygelknabe, har den til gengæld vist sig at være langtidsholdbar som det apparat, der til enhver tid kan sørge for, at progressivt lydende politikere ikke kan få gennemført deres politik.

Da de også bliver nødt til at lade, som om de kontrollerer situationen, kommer de naturnødvendigt til at tage sig ud som løftebrydere.

Hvorfor den dybe stat?

Staten har tre grundlæggende funktioner i kapitalismen:

1) sikringen af de generelle betingelser for reproduktion af arbejdskraften (udbygget i ’velfærdsstaten’) og opbygningen af de fysiske og institutionelle betingelser for kapitalakkumulationen såsom vigtig infrastruktur og regulering af penge- og finansvæsnet,

2) undertrykkelse af trusler mod den dominerende klasses interesser eller den kapitalistiske udvikling, herunder hjælp til at frembringe dens forudsætninger (»oprindelig akkumulation«) (jf. Higginbottom: ’Imperialist rent’ in practice and theory’ (pdf), slået op den 9. februar 2012. Artiklen bringer et afsnit om Irland og dets ‘kolonialrente’ i tiden efter den store hungersnød. Se også Karen Helveg Petersens artikel om den irske kartoffelhungersnød på Modkraft, »Har den irske hungersnød inspireret nedskæringspolitikken?«, den 26. august 2013).  

3) skabelsen af det ideologiske apparat, der får det hele til at se acceptabelt ud, eller, som Ernest Mandel skriver, »integrationen af de dominerede klasser for at sikre, at samfundets herskende ideologi forbliver den herskende klasses, og at de udbyttede klasser derfor accepterer deres egen udbytning uden den umiddelbare udøvelse af magt imod dem« (min oversættelser fra Ernest Mandel (1975), Late Capitalism, kapitel 15: »The State in the Age of Late Capitalism«, s. 475. Kan downloades gratis i pdf-udgave).

Den konkrete styreform, inkl. forfatningen, hører til under 3), men skal også tjene det første og andet punkt. Hvilke funktioner hhv. den offentlige og den private sektor tager sig af, og hvem der finansierer dem, undergår forandringer.

Den offentlige sektor kan selv udføre sine egne ydelser, men også udlicitere dem, osv. Nogle funktioner kan også blive helt privatiserede, men sjældent uden støtte fra et statsligt apparat.

De generelle betingelser for kapitalakkumulationen (’væksten’) samt sikring af staten selv kan komme i konflikt med det ideologiske apparat, der er stillet op.

Demokratiet sikrer hver mand og kvinde en stemme og indflydelse på regeringsførelsen. Men staten skal samtidig beskytte de essentielle kapitalinteresser.

Derfor må staten om nødvendigt gå under jorden og blive ’den dybe stat’, hvor hæren ikke kæmper mod en udvortes, men en indvortes fjende.

Når grimme ting så kommer ud i offentligheden, bliver hemmelighedskræmmeriet omdigtet af journalister som Jerichow og kohorter til at beskytte mod en ydre trussel (jf. Anders Jerichow forsvar for »hemmelige krigere i stay-behind netværket under den kolde krig« i Politiken 23. juli 2013).

Med ’intelligence’ nu raffineret til et gigantisk elektronisk overvågningsapparat, som folk forholdsvis frivilligt hægter sig på, har den dybe stat fundet sin perfekte teknologiske form.

De typiske tilfælde

Der er fire typiske konstellationer: Vesten under US-dominans over for

1. de råstofforsynende stater (»forsyningsstaterne«),
2. de geostrategisk vigtige lande i den forbindelse,
3. de opkommende kapitalistiske magter, og
4. de svage stater.

Her skal kun lige ridses et par linjer op.

For hovedaktøren, verdens politibetjent, drejer det sig ikke om at have demokrati eller have sekulære eller ikke-overreligiøse stater i tredjelande.

Forsyningsstater som Saudi Arabien kører religiøs repression, men har stillet sig på militærets side i Egypten.

Den religiøse stat Iran er en stadig udfordring til USA’s dominans. Så Iran er henvist til at sælge olie til Kina og Indien, der nu er så stærke, at de kan overhøre amerikanernes trusler om at udstrække sanktionerne mod Iran til dets handelspartnere.

Også Tyrkiet er ved at hæve sig op til at blive et stærkt økonomisk center, der ikke behøver danse efter USA’s pibe (Det rapporteres også, at Israel er utilfreds med Ergenekon-dommene, men det forstyrrer vist ikke Tyrkiets regering).

For at se den indre dynamik i det forhold må man forstå olieprisfastsættelsens logik.

Priserne på olie overstiger langt enhver produktionspris (dvs. omkostning plus rimelig profit). Der er superprofitter på spil – eller, i denne sammenhæng, imperialistisk ’grundrente’.

Det er dem, Kina og Indien gerne vil undgå at betale til vestlige oliefirmaer, og derfor ønsker de at sikre direkte kontrakter til lavere priser med paria-lande eller selv at ’eje’ kilderne.

Det internationale olieræs drejer sig om direkte dominans af oliekilder.

I nyere finanstider bliver det til, at de store olieselskaber skal kunne indføre kilderne på deres kapitalbalance som egne reserver.

’Ressourcenationalisme’ er derfor den store skræk for Vesten - og nogle af disse temaer vil blive nærmere undersøgt i næste nummer af tidsskriftet Det Ny Clarté.

Egypten hører hjemme i det spil – ikke som olieleverandør – men som indgang til og bestyrer af Suez-kanalen. Dertil er et militærapparat nødvendigt, og USA har en naturgiven interesse i, at landets militær er stærkt.

En anden vinkel er billig arbejdskraft, enten til fabrikker i eksportzoner eller regulær udflagning og som reservearmé for vestlige underbetalte jobs. Det kan også give superprofitter.

Haiti kom endnu mere på hælene efter jordskælvet i 2010, end det var før, og resultatet af genopbygningen er først og fremmest blevet femstjernede hoteller og en stor industripark mod nord.

Hvad der ikke er kommet mange af, er boliger til de mennesker, der overlevede, at deres elendige huse og hytter faldt ned over hovedet på dem under jordskælvet (Se min kommentar i Arbejderen den 23. august 2013, ”Voodoo-økonomi”).

Her har USA investeret aktivt, både privat og via offentlig støtte gennem USAID, således at det nu er ved at kunne dominere landet.

George W. Bush og Bill Clinton har beseglet Washingtons ’toparti-samarbejde’ (bipartisanship), hvis fravær ellers begrædes, ved i samdrægtighed at rejse penge fra private donorer til at åbne Haitis økonomi for ’business’.

Konklusion

En fremtrædende egyptisk 2011-aktivist, skuespilleren Khalid Abdalla, har efter militærovertagelsen udtalt, at det drejer sig om modstand mod de ’binære’ valgmuligheder: militærets og Mubaraks dybe stat på den ene side og Det muslimske Broderskab på den anden.

Demonstrationerne vil fortsætte, indtil det ulykkelige valg er elimineret, udtrykker han på CNN.

Måske naivt forestiller Abdalla sig en tredje vej, der skal være fredelig og udviklende og på folkets betingelser. Det er vi mange, der også ville ønske, men det er svært at være optimistisk.

Det er et langt sejt træk, og de ’binære’ kræfter har en højtudviklet evne til at rekonfigurere sig selv og kæmpe om magten over det samme apparat, samt acceptere den plads, deres land har fået i verdens geostrategiske og politisk-økonomiske rum. Kald det blot imperialismen.

Ændringerne i verdens ’magtbalance’ sker kun langsomt og kun ved økonomisk styrkeforskydning. Folket er nærmest en distraktion.

Men mange demonstranter fra Tahrir-pladsen og i det første arabiske forår tog uden tvivl USA på ordet mht. dets demokratiske sindelag. Naivt, åbenlyst. Ligesom det var naivt at tro, at vestlige magter ville se venligt på, at de arabiske/mellemøstlige lande skulle udvikle sig på deres egne betingelser.

Disse konflikter vil forøges, for det er tydeligt, at forsyningslandene, også de olie- og råstofproducerende lande i Afrika, nu kræver mere for deres ressourcer.

Karen Helveg Petersen er ansvarshavende redaktør af tidsskriftet Det Ny Clarté, hvor artiklen også bringes i nummer 23/2013.