Carina er en rød succeshistorie

Den meget omtalte Carina er endt som et gevaldigt nederlag for venstrefløjen, selvom hendes manglende fattigdom netop er udtryk for en ægte rød succes. Venstrefløjen er igen sin egen største modstander. Vi bør dyrke løsninger og sejre mere og vores egen forargelse mindre. Og så skal vi hylde arbejdet og de arbejdende før noget andet.

Der er sagt mange ting om min gode partikammerat Özlem Sara Cekic’ forsøg på at vise offentligheden og ikke mindst Joachim B. Olsen en rigtig fattig dansker. Forsøget var en rigtig kvajer og sådan er det nu engang.

Det der til stadighed undrer mig er dog, hvordan eksemplet Carina kunne ende med at være et så stort nederlag for venstrefløjen og ikke mindst for SF og Özlem.

Jeg mener: En enlig mor der har rigtig svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet, fordi hun lider af angst og depression. Det viser sig så, at kontanthjælp, boligydelse og børneydelser tilsammen giver familien en nettoindtægt på 15-16.000 kr. om måneden, heraf et rådighedsbeløb til mad, tøj, mv. på ca. 5000 kr.

Det giver bestemt ikke grundlag for nogen prangende tilværelse, men trods alt en anstændig en af slagsen, taget morens situation i betragtning. Og det er så et nederlag for de røde… og her er det jeg ikke forstår det længere. For det forhold at en enlig mor, der i næsten alle andre lande ville være ludfattig, faktisk har en anstændig tilværelse, er da en gigantisk rød sejr.

Det er ikke Lars Løkke og VKO der i deres 10 år ved magten har sikret disse forhold for den enlige mor. Og Joachim B. Olsen har nok ret i at Carina ikke er fattig i økonomisk forstand, men hvis han og hans ultraliberalistiske partikammerater fik magt som de har agt, så ville hun sgu blive fattig.

Det er derimod den danske arbejderbevægelse, som på ryggen af socialistiske og socialdemokratiske ideer har skabt et samfund, hvor Carina netop ikke er fattig. Det var dog om noget værd at prale af for de røde. Og Özlem kunne meget vel have udfordret Joachim på, om han støttede de sociale ordninger, der sikrer Carina og hendes barn et anstændigt liv.

Den røde identitet

Og så endte det som et kæmpe nederlag. Facebook svømmer over af SF’ere, Enhedslistefolk, socialdemokrater og andre behjertede skabninger, der forsikrer os om, at der sørme er fattige i Danmark, selvom Özlem altså ikke lige fik vist en af dem frem. Og ja, det er uomtvisteligt sandt, at der findes et større antal personer her i landet, som fortjener betegnelsen fattig.

Men hvorfor lå det ikke de venstreorienterede lige for at hylde Carina som et eksempel på en rød succes? En af grundene er muligvis, at eksistensen af svage, fattige stakler er et grundlæggende fundament for den identitet vi kalder venstreorienterethed.

Af samme grund vil mange venstreorienterede blive identitetsløse, hvis det venstreorienterede projekt om at eliminere eksistensen af fattige stakler lykkes. Og det er jo en personlig katastrofe for de fleste mennesker at miste deres identitet.

Måske fulgte Özlem bare sit venstreorienterede instinkt som sagde, at det naturligvis er en umulighed at der i vores samfund lever langtidsledige enlige mødre, som ikke må vende alle 50-ørerne tre gange for at få brød på bordet.

Og naturligvis er en forklaring også, at venstreorienterede er drevet af et oprigtigt ønske om, at gøre tilværelsen bedre for dem der faktisk har et rigtig elendigt liv. Men fokuseringen på det projekt kan altså blive så stort, at man helt overser alle dem der som følge af venstreorienterede sejre faktisk har gode liv. Ja sågar at man pine død vil se disse som nogen der må være fattige stakler.

Hvad med de arbejdende

Den anden side af hele historien, har været den gigantiske borgerlige propagandasejr over for det Thomas Larsen kalder ”skaffedyrene”. De danskere der hver dag står op, passer et arbejde der for de flestes vedkommende ikke just er selvrealisering og derpå betaler en enorm andel af deres indtægt i skat (primært via moms, afgifter, mv.) og dermed finansierer Carina.

Venstrefløjen taler faktisk meget lidt om dem der arbejder. Heller ikke om de mange arbejdende danskere der knokler i hårde lavtlønnede jobs. Det burde ellers ligge på enhver socialistisk rygrad, at de lavest lønnede arbejdere i Danmark har en bruttoindkomst der matcher Carinas netto-indkomst.

Hvorfor taler venstrefløjen så lidt om danskere der har et arbejde? Måske fordi de ikke lever op til vores selvforståelse af at repræsentere de fattige stakler. Lavtlønnede er muligvis ikke velhavende og måske endda dårligere stillet end Carina, men rigtigt svage kan de ikke være, når de har et arbejde.

Men venstrefløjens politiske succes afhænger af dens evne til at vinde opbakning fra netop arbejderklassen. Et socialistisk projekt der søger at samle de privilegerede med boglige uddannelser omkring forargelsen over at et antal mennesker er meget fattige, skaber muligvis nogle pladser i Folketinget, men ikke noget bedre samfund. Det socialistiske mål må således være underklassens integration i arbejderklassen, ikke arbejderklassens fortsatte understøttelse af førstnævnte.

Løsninger før forargelse

Et godt råd til Özlem og resten af venstrefløjens socialpolitikere kunne derfor være at fokusere mere på at præsentere løsninger og mindre på at skabe indignation og forargelse. Særligt når sidstnævnte nu viser sig at være så svær at skabe. Hvad er det vi skal gøre for de fattige – det kan man jo godt mene noget om, uden at påvise deres eksistens. Bliver der ikke brug for ordningerne, er det jo kun lykkeligt.

Præsenterer man ikke sine løsninger konkret, oplever folk blot budskabet om at der skal sendes flere penge til mennesker der ikke arbejder. Men tydeligvis er der i hvert fald mindst én der ikke behøver så mange flere penge tilsendt. Og der er nok også andre. Så hvem skal egentlig have flere penge og efter hvilke retningslinjer skal de fordeles.

Dernæst må man have en løsning der sigter mod at hjælpe Carina og andre udstødte tilbage til et produktivt liv. Det handler naturligvis først og fremmest om at sikre at der eksisterer jobs til disse mennesker. Men det handler også om at holde dem til ilden. Ikke på de idiotiske måder man gør i dag, men ved at sikre meningsfuld beskæftigelse.

Man burde oprette en stor statslig servicevirksomhed, hvor man altid kan anvises et arbejde til en samfundsmæssig mindsteløn, der sikrer én et rimeligt livsgrundlag. Virksomheden kunne på den baggrund løfte en lang række samfundsopgaver, som ikke løftes ordentligt i dag. Samtidigt kunne et væsentligt element af virksomhedens aktivitet være, at udvikle og uddanne sine medarbejdere, så disse nemt vil kunne gå ud i de ”rigtige” virksomheder, når disse har ledige funktioner.

Naturligvis findes der store grupper, som af fysiske, psykiske, sociale og andre grunde uden for deres egen kontrol, ikke kan passe et arbejde. Disse grupper må der naturligvis eksistere særlige tilbud til.

Hvis venstrefløjen for alvor vil i offensiven på dette spørgsmål, skal der satses mere på at tale om løsninger, og mindre på at opbygge forargelse og løfter om at sende flere af de penge, som andre har produceret grundlaget for. Det er slet ikke nogen simpel udfordring.

Det væsentligste er dog, at venstrefløjen lærer at fejre de ting, som faktisk er sejre. F.eks. at glæde sig over, at den langtidsledige enlige mor Carina, slet ikke er så fattig, som vi gik og troede.

Carina er en rød succes, der først bliver større den dag vi sikrer hende et job.