Et valg om efterlønnen!

Et forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, vil gøre et kommende Folketingsvalg knivskarpt. Valget vil stå mellem dem der vil forringe tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet og dem der ikke vil. S-SF-Ø må rette skytset klart mod Venstre og Dansk Folkeparti.

Hvis man skal tro dagspressen, er det nu nærmest helt sikkert at Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti inden for få dage vil fremlægge et forlig, som vil forringe de nuværende ordninger for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – efterløn og folkepension – med et anseeligt milliardbeløb.

Et sådan forlig kan, på grund af de christiansborgske spilleregler, ikke udmøntes i afstemninger før efter et nyvalg til Folketinget, fordi det vil være et brud på velfærdsforliget fra 2006. Og forlig opsiges kun i forbindelse med nyvalg. Lars Løkke vil derfor med enorm sandsynlighed trykke på valgknappen i starten af næste uge, hvis VKOR indgår forlig.

Situationen vil på mange måder være meget klar. Folketingsvalget må gøres til en folkeafstemning om tilbagetrækningspolitikken, hvor der er to muligheder. Enten får VKOR flertal og så vil de gennemføre deres forlig efter valget. Eller også får vi et arbejderflertal. Dermed vil VKOR’s forlig bortfalde fordi det ikke har flertal og en ny regering kan invitere til forhandlinger om en ny tilbagetrækningsreform (status quo er utænkelig – velfærdsforliget fra 2006 er jo opsagt).

Og så er der også en tredje mulighed, at hverken VKOR eller S-SF-Ø får flertal, fordi Liberal Alliance er en joker. Så er udfaldet højest uforudsigeligt. I det tilfælde vil VKOR enten få tilslutning fra Liberal Alliance eller også vil der skulle laves et nyt forlig ”henover midten”.

Uanset hvad, er det helt klart at arbejderbevægelsen kun har én klar strategi at føre valgkamp efter. Nemlig at sige at der en borgerlig vej hvor tilbagetrækningsordningerne forringes for arbejderklassen og en solidarisk vej, hvor de ikke forringes. Vil man det sidste, må man give sin stemme til et af arbejderpartierne.

Fjenden er Lars og Pia

Mange normalt rolige venstreorienterede er i disse dage vrede udover det sædvanlige over de Radikales samarbejde med VKO i denne sag. Jeg forstår vreden. Men jeg vil opfordre kraftigt til at lade den udfolde sig bag lukkede døre. Slå i en sofapude derhjemme…

Grundlæggende set er det nemlig ret svært at bebrejde de Radikale, at de har fået skabt flertal for en politik, de i 2007 gik til valg på. Nemlig en (delvis) afskaffelse af efterlønnen. Man kan kalde det en ”strategisk brøler”. Men det er at reducere politik til et taktisk spil om magt, frem for en kamp mellem visioner og holdninger.

Lars Løkke vil elske en valgkamp hvor konfliktlinjerne går mellem arbejderpartierne og de Radikale. Det må ikke ske. Vores valgkamp skal fokusere entydigt på at afsløre dem der har svigtet arbejderklassen i denne sag, nemlig Venstre og Dansk Folkeparti, som i 2007 blev valgt på et løfte om ikke at forringe efterlønnen.

Arbejderbevægelsens eneste chance for at vinde det kommende valg er, hvis de arbejdervælgere som de sidste 10 år har stemt på Venstre eller Dansk Folkeparti fordi de følte sig svigtet af os, vender hjem til arbejderpartierne. Der går ingen anden vej.

Derfor bør man også afstå fra at angribe de Radikale for, at Dansk Folkeparti fører parallelle forhandlinger med regeringen om at stramme for udlændinge. Radikale vælgere ved godt at det ikke er eller bliver radikal politik at stramme. Og de kommer ikke til at flygte i hobetal til arbejderpartierne af den grund, så det er spildt krudt.

Sådanne angreb er tilgengæld problematiske i forhold til de vælgere vi skal flytte fra Dansk Folkeparti og Venstre til S-SF-Ø. Hvis de får det indtryk, at vi er mere bekymret for stramningerne på udlændinge, end for forringelsen af efterlønnen, så flytter de ikke.

Det betyder ikke at Dansk Folkepartis stramninger ikke er bekymrende. Det er de. Og med mindre VKO får flertal igen, så vil der ikke efter et valg være flertal for de stramninger. Det har alle fire oppositionspartier gjort helt klart. Derfor er det en falsk og unødvendig konfliktlinje, der kun skader kommunikationen af det for valget væsentligste budskab, nemlig at dem der bekymrer sig om tilbagetrækningsmulighederne, må stemme på S, SF eller Ø.

Situationen kan virke fortvivlende. Fra at det hele så nemt og klart ud, er det nu blevet uoverskueligt, med mange mulige udfald og en hel del åbne uklarheder. Men vi må ikke lade os slå ud af kurs eller begynde at spille modstanderens spil ved at udråbe Radikale til fjenden. Vi må holde hovedet koldt.

Da Nyrups partner gennem 4 år, Centrum-Demokraterne (CD), i begyndelsen af valgkampen i 1998 slog hånden af ham og pegede på Uffe Ellemann, reagerede han ikke ved at lade sig slå ud. I stedet blev han, i en for ham usædvanlig høj grad, klar i spyttet og sagde: »CD har truffet sit valg, nu må vælgerne træffe deres. Det er et valg mellem to menneskesyn«. Han vandt mirakuløst valget! Den klare linjedeling må arbejderpartierne gentage, når Radikale har lavet forlig med VKO.