Gø med Ø eller bid med SF

»Hvis man har en mening med at deltage i politik, så må det være den, at man vil have indflydelse og magt til at virkeliggøre sine ideer. Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, så hører man til ’nederlagets mænd’. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed og om, at man vil kunne holde fast ved dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål«

Citatet stammer fra Aksel Larsens erindringsbog ”Aksel Larsen ser tilbage”. Det er hans kommentar til, at første gang SF for alvor stod tæt på magten i årene 1966-67 under ”Det røde kabinet”, knækkede partiet og fire folketingsmedlemmer dannede et nyt parti, Venstresocialisterne (VS), fordi de ikke brød sig om kompromisser og politiske studehandler. De mente SF solgte sin sjæl for magten.

Aksel Larsens ord er, med meningsmålingerne to døgn før Folketingsvalget, mere aktuelle end nogensinde før. SF står til 10-11%, mod ca. 18% for et år siden. Enhedslisten, der vel nærmest er VS under nyt navn, er stormet frem fra 3% til 7-8%.

Årsagerne er ret enkle. For det første har Enhedslisten profileret sig på klare budskaber om ”noget helt andet”. For det andet har Enhedslisten haft Johanne, som er brændt igennem med det adspurgte vælgere typisk kalder ”klar tale”.

Overfor det har SF skullet forsvare et 3 år gammelt regerings-projekt, som vælgerne vel nærmest har opfattet som gennemført, selvom det overhovedet ikke er det. Et projekt som i sagens natur har bygget på en række kompromisser med Socialdemokraterne, som SF har skullet stå på mål for. Overfor Enhedslistens klare budskaber og Johannes klare tale, virker SF naturligvis uambitiøst.

Men det centrale ved et valg er jo ikke budskaber og tale i valgkampen, men den virkelighed der etableres efter valget. Vil Enhedslisten kunne omsætte det hele til resultater der tæller? Eller opnår partiet mest at svække SF, så de mange røde mærkesager SF har forhandlet hjem med Socialdemokraterne bliver svækket?

SF – valgets nye projekt

Det eneste virkeligt nye projekt i dansk politik ved dette valg, er udsigten til at der kan dannes en regering, hvor i der indgår et parti til venstre for Socialdemokraterne. Projektet er helt afgørende, fordi Danmark står overfor enorme trusler fra højre. Trusler der på lang sigt vil afvikle hele det velfærdssamfund, som arbejderbevægelsen har bygget på igennem mere end 100 år.

Skal denne udvikling vendes, kalder det på samling af alle gode kræfter. Da Villy Søvndal blev formand for SF stillede han sig i spidsen for et sådan projekt. Ved valget i 2007 belønnede vælgerne det med et flot valg. Og i august 2008 gik Socialdemokraterne endelig ind i det. Radikale og Enhedslisten har hele tiden set til fra siden.

Villys projekt er modigt. Han har sagt til sine medlemmer og vælgere, at hvis udviklingen i Danmark skal vendes, må de række hånden ud. Vi må forenes om det der samler og komme overens med det der skiller. Det sidste vil kræve kompromisser der gør ondt i hjerte, mave og hjerne. Men projektet er nødvendigt, hvis vi skal undgå et borgerligt 100-års-rige.

Projektet har samlet det meste af SF bag sig. Derfor er fortællingen om, at SF-ledelsen sælger alt for sin egen vinding af taburetters skyld, noget sludder. Alle os der ingen taburetter vinder, går jo også ind for projektet. Ikke fordi vi har en religiøs tro på SF eller fordi vi er blevet tvunget til det, men fordi vi tror på at projektet kan bære Danmark videre. At det er det der bedst sikrer velfærdssamfund, bæredygtig udvikling og menneskelighed.

Nogle af de hårdeste kompromisser, har været på skat og udlændinge. Særligt boligskat og familiesammenføringsregler. Men kompromiserne har jo ikke været gratis for Socialdemokraterne, sådan som det ellers ofte fremstår i medierne.

Fredningen af boligskatten har været modsvaret af en aftale om at øge skatten på banker, aktier, millionærer og usunde fødevarer. Socialdemokraterne var jo ellers oprindeligt for hele skattestoppet. De indkasserede penge skal bruges til at styrke velfærdssamfundet, bl.a. skolen og sundhedsvæsenet.

Fredningen af 24 års-reglen og tilknytningskravet var ét af 14 punkter i en samlet udlændingepolitisk plan. De 13 øvrige punkter var god SF-politik. Herunder at særligt lave satser til udlændinge (starthjælp og kontanthjælpsloft) skal afskaffes og at asylansøgere skal ud i samfundet efter 6 måneder i asylcenter.

Det afgørende for SF er ikke at undgå at lave kompromisser, hvor vi ind i mellem kommer til at stemme for noget vi dybest set er imod. Det afgørende er at nå politiske resultater. Resultater som betyder, at det vedtagne er bedre end det ville have været, hvis ikke vi havde deltaget.

Krisetiderne er ikke til store eksperimenter. Der er ingen grund til at bilde os selv og hinanden ind, at der findes en smart mirakelkur ud af krisen, uden at det kommer til at gøre ondt på nogle af os. Kriser gør sgu ondt. Men socialister er så uendeligt meget bedre til at styre dem, end de borgerlige er. Forudsætningen er dog, at vi har samlet en koalition omkring os, der kan danne flertal. Igen kræver det at man rækker ud mod hinanden.

SF’s projekt er lige så lidt en principløs jagt på magt, som det er en magtløs holden fast på principper. SF går til valg på at danne en regering, som trækker Danmark til venstre. Jo stærkere SF er i forhold til de andre partier i den regering, jo mere kan Danmark trækkes til venstre. Det bygger på to ting:

1. Antal af ministerposter i en regering. Politik er kun i ringe grad beslutninger i Folketinget. Det er i høj grad den daglige administration i ministerierne. Jo flere socialistiske ministre, jo mere vil forvaltningen afspejle socialistisk tankegang.
2. Styrkeforhold i de løbende forhandlinger. Den allerede aftalte politik er kun eksempler på betydningen af SF’s deltagelse. Efter valget skal der forhandles om mange andre sager. Her vil SF selvklart står dårligere med 18 mandater i ryggen end med 21 eller 28.

En stemme på SF er en stemme på et meget vigtigt politisk projekt, der har som mål at flytte Danmark.

Flytter Enhedslisten Danmark?

Som replik til ovenstående kan man så sige, at hvis et stærkt SF kan flytte Danmark til venstre i en regering, kan et stærkt Enhedslisten uden for en regering så ikke også det?

Jo, i princippet kan det sagtens være sådan. Dansk Folkeparti har som støtteparti for VK-regeringen flyttet Danmark væsentligt mere end de Konservative har gjort i regeringen. Men Dansk Folkepartis indflydelse bygger jo på ekstrem kompromisvillighed. De har udvalgt nogle få områder hvor de har krævet store indrømmelser og så har de i øvrigt loyalt bakket op om hvad regeringen nu kom med.

Sådan kan jeg ikke forestille mig Enhedslisten agere parlamentarisk. Enhedslisten har et grundprincip om ”at stemme imod den mindste forringelse”. Det betyder at partiet ikke vil deltage i et politisk spil, hvor reglerne er at man laver aftaler hvor alle får noget de gerne vil have og må acceptere noget de ikke vil have. Og i en koalition af fire ret forskellige partier vil den indstilling jo være nærmest det samme som at sige, at man i store og svære aftaler står udenfor.

Men hvad er en stemme på Enhedslisten så? Tidligere medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse Jakob Lindblom har sagt det ret præcist i et blogindlæg på Modkraft. En stemme på Enhedslisten er en styrke af kritikken af den nye regering og ikke mindst flere penge til Enhedslistens kampagneapparat, så alverdens retfærdige kampe, f.eks. imod EU, kan styrkes.

Hvis det man ønsker på Christiansborg er politikere der råber højt, kritiserer de flertal som en socialdemokratisk regering kan samle og står urokkeligt fast på sine principper og for hvem kompromisser, er at acceptere kagen uden flødeskum, så er Enhedslisten et fint valg.

Men hvis man interesserer sig for den politiske virkelighed. Den der bliver skabt af de beslutninger der træffes på Christiansborg. Den hvor børn sidder årevis i asylcentrene, den hvor de rige får skattelettelser, den hvor velfærdssamfundet forfalder, den hvor klimaet forringes, så er det uendeligt uinteressant at råbe højt, mens verden passerer forbi. Så må man stemme på indflydelse og resultater. Så må man styrke SF ved valget.

På længere sigt kan et svækket S-SF bliver en svækket regering som falder hurtigt. Påstanden om, at Enhedslisten vil fælde en ny regering aktivt med et mistillidsvotum sammen med de borgerlige partier er noget sludder. Det kommer ikke til at ske. Men hvis Helle Thorning får for svært ved at holde sammen på ”rød blok”, så vil regeringen blive afhængig af højrefløjen, som vil likvidere den det sekund de ser muligheden for det.

Måske tager jeg fejl. Måske vil Enhedslisten vise et helt nyt og resultatorienteret ansigt efter valget. Måske vil en kommende S-SF-R-regering faktisk kunne skabe en ny politik med Enhedslisten? Hvis jeg tager fejl (lad os definere det som, at hvis Enhedslisten i næste valgperiode stemmer for to samlede finanslove ved 3. behandlingen), så lover jeg en officiel undskyldning for min fejlagtige mistanke og en runde latte eller fadøl til hele partiets folketingsgruppe på Café Norden.

Enhedslisten vil gerne fremstille venstrefløjsvælgerens valg som et ”gø med Ø eller bjæf med F”. Altså et valg mellem hvem der har de største intentioner. Men det er en uinteressant modsætning. Enhedslisten har altid de største intentioner.

Det afgørende er hvem der rykker noget. I den sammenhæng er Enhedslisten for mig at se ”more bark than bite”, som de siger i engelsktalende lande. Med andre ord: Mærsk ville anbefale dig at stemme Ø frem for SF. For det er den nye regering, ikke dens højtgøende vagthund, der truer ham mest.

Enhedslistens fremgang sikrer formentlig valg til landmanden Søren Egge Rasmussen. Går det helt galt efter valget, kan han sikkert lære resten af partiets folketingsgruppe at dyrke kål.

Fremad og aldrig glemme

På torsdag skal regeringen væltes og en ny vælges.

På torsdag skal du stemme på Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten.

På torsdag skal du huske at de tre partier er forskellige og at valget imellem dem er vigtigt.

Jeg har her forklaret hvordan jeg ser på det. Jeg håber du træffer dit eget reflekterede valg.