Afskaf efterlønnen!

Nu diskuterer vi så efterløn igen. Og som med alle den slags diskussioner, nøjes vi med at forholde os til systemet som det ser ud, overfor den ændring der skal laves. Det er der nu i almindelighed en god grund til (selvom jeg gør noget andet i denne blog). Afskaffelsen af efterlønnen i sig selv er nemlig en uretfærdig forringelse af det eksisterende system for tilbagetrækning, som der er god grund til at bekæmpe.

Men hvis venstrefløjen på længere sigt skal vinde diskussionen om en retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, må vi begynde at diskutere hvad der skal være principperne for denne. Mit forslag er, at vi laver et system uden efterløn, som ikke baserer sig på aldersgrænser. I stedet skal kontrakten hedde 40 års arbejde, 40 års frihed. En person der har tilbragt 40 år i produktionen, skal altså have ret til varig pension.

En diskussion der tvinger samfundet til at grave de principielle standpunkter frem, vil flytte diskussionen udover den snævre kamp om konkrete bastioner, der altid lader sig fordreje af fokus på det ene eller andet særtilfælde (f.eks. den golfspillende læge).

I et klasseperspektiv

Hvis vi anskuer velfærdsstaten ud fra et arbejderklasseperspektiv, så tjener den grundlæggende set to formål. For det første at sikre, at en andel af de i fællesskab skabte værdier anvendes til at dække individuelle behov, som er fælles for næsten alle. Dette kan velfærdsstaten gøre langt mere rationelt, end markedet. For det andet er velfærdsstaten en måde at hive noget af merværdien tilbage på – altså et værktøj i klassekampen.

I Danmark er velfærdsstaten først og fremmest det første. Langt hovedparten af finansieringen kommer direkte fra lønmodtagerne selv gennem skat på indkomst og forbrug. Og selvom Frank Aaen har mange jokere i ærmet til at aktivere det andet formål, så kommer det ikke til at ændre på at det første er dominerende.

Det skal vi i øvrigt ikke være kede af. Hellere hive pengene hjem selv i første omgang og så fordele dem, end at være afhængig af at de rige bliver ved med at være rige. Det betyder til gengæld også, at solidariteten i arbejderklassen overfor den fælles velfærdsstat får en meget stor betydning (større end viljen til at plukke de rige). Dette forhold er det strukturelle grundlag under enhver succesfuld strategi for udvikling af velfærdsstaten.

Solidaritet bygger altid på en kontrakt. Den kan være formel og nedskrevet (som i juridisk forstand: At hæfte solidarisk) eller det kan være uformelt og mere eller mindre udtalt. Den solidariske kontrakt bag velfærdsstaten er ikke specielt udtalt. Og netop det at artikulere indholdet i kontrakten, er et godt sted at starte diskussionen.

40 års arbejde – 40 års frihed

Alle materielle værdier udspringer af menneskers produktive arbejde – det gælder også dem vi anvender i velfærdsstaten. Den solidariske kontrakt handler derfor om at yde efter arbejdsevne og nyde efter objektive behov. Diskussionen om tilbagetrækning handler således om at indskrive i kontrakten, hvornår et individ kan ophøre med at yde, men fortsat nyde.

Det kan være klogt at se det lidt i livsperspektiv. I grove træk er de fleste på nyde-holdet i hvert fald de første 20 år af deres liv, mens få er det mere end de første 30 år. Et menneskeliv varer i grove træk – og her ser jeg bort fra alle uligheder – ca. 80 år. Hvis de første 20-30 år går med at nyde og der også skal være tid til at nyde uden at yde i den anden ende, er en fifty-fifty-fordeling oplagt. 40 års arbejde, 40 års frihed. Eller snarer: 40 års produktivitet, 40 års uproduktivitet.

Den kontrakt er da til at forstå. Halvdelen af dit liv skal du bidrage til fællesskabet ved at arbejde – med mindre du af objektive grunde er forhindret, den anden halvdel kan du nyde i form af daginstitution, skole, uddannelse, SU, studierabatter, pension, ældrepleje, plejehjem, mv. Det er naturligvis lidt forsimplet, men kontrakten er klar i mæglet.

Konsekvensen af 40-40-modellen er, at tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet ikke afhænger af din alder, men af hvor længe du rent faktisk har ydet dit på arbejdsmarkedet. Blev du udlært murer som 20-årig, kan du trække dig tilbage som 60-årig. Fik du snøvlet specialet færdigt i en alder af 29 år, kan du trække dig tilbage som 69-årig.

Mange dilemmaer

Princippet lyder måske simpelt, men skaber et hav af dilemmaer og uklarheder. Hvornår kan man f.eks. siges at arbejde? Har man arbejde blot man står til rådighed for arbejdsmarkedet eller skal tid i arbejdsløshed trækkes fra (det ville være et meget urimeligt princip). Hvad med barselsorlov, er det yde- eller nydetid? Hvad med fritidstjansen og studiejobbet? Og efteruddannelse? Hvad hvis man bliver syg? Og hvad med den hjemmegående husmor/-far?

I det sidste tilfælde mener jeg i grunden at kontrakten bliver brudt. Det er naturligvis helt rimeligt at man lader sin ægtefælle finansiere sit ophold på planeten, men det bryder med kontrakten. Arbejde i hjemmet er godt nok hårdt, ligesom det er hårdt at gå i skole. Men fra et velfærdsstatsligt synspunkt, er de to ting ikke udtryk for produktion. Barselsorlov derimod er et led i arbejdskraftens reproduktion og tæller derfor som samfundsmæssigt arbejde.

Og så er der alt det andet uproduktive. Ledighed bør naturligvis tælle med, hvis man ellers er til rådighed for arbejde. Sygdom fra et arbejde bør naturligvis tælle med. Derudover kan en del af kontrakten meget vel være tilbud om betalt orlov og efteruddannelse, mod at pensionen udskydes tilsvarende. På den måde åbner systemet for nye typer af valgfrihed.

Det vil også være et spørgsmål, om man uanset arbejdsindsats, før eller siden skal have ret til offentligt finansieret pension. F.eks. når man fylder 75 år. Ligesom det kan diskuteres om 40 års arbejde er for meget eller for lidt, osv.

Jeg kan ikke opstille og diskutere alle dilemmaerne her. Mit centrale synspunkt er, at vi ikke som socialister kan nøjes med at tale om rettigheder, ligesom vi aldrig ville acceptere kun at diskutere pligter. Ret og pligt er begge uundgåelige sider af den solidariske kontrakt der konstituerer et velfærdssamfund af vores type.

Af samme grund er den mest offensive tilgang til kravet om, at man skal have et ordentligt liv både før og efter arbejdslivet, at formulere klart i kontrakten, hvornår man har gjort sin pligt og derfor kan kræve sin ret. En sådan tilgang vil bringe os i offensiven overfor de borgerliges budget-logiske tilgang.