Annonce

18. december 2011 - 22:41

Bidrag til kritik af julesangskatten

Tidligere på ugen skrev jeg nedenstående blogindlæg, som nu efter sidste afpudsning offentliggøres. Det kan virke som en kommentar til dagens heftige diskussion om julesangskrig mellem "det kristne land" og dets "muslimske gæster", men er altså skrevet før som mit eget forsøg på en marxistisk analyse af den danske julesangskat... Konklusion: Jeg kan kun finde én progressiv dansk julesang!

For et års tid siden argumenterede jeg her på bloggen for, at »det ideologisk ikke [er] uden betydning, at man tager kampen op med den religiøse fordrejning af solhvervsfesterne«. Eller mere mundret: Marxister bør deltage aktivt i markeringen af de historiske traditioner, der markerer menneskets produktive samspil med naturen (f.eks. solhverv og høst).

En af disse traditioner er julen. Vi lærer af samfundet, at mennesker holder jul hvor vi gør, fordi Jesus blev født på det tidspunkt. Sandheden er dog, at Jesu’ fødselsdag er lagt på det tidspunkt, fordi det var dér mennesker fejrede jul.

Den ideologiske kamp om julen, står altså mellem på den ene side det religiøst-idealistiske billede der står nedfældet i juleevangeliet, og på den anden side det videnskabeligt materialistiske verdensbillede, som forklarer disse traditioner som menneskets hyldest til produktionen – dvs. julen som en fejring af vintersolhverv.

Et af de stærkeste virkemidler til den religiøse indoktrinering om julen som Jesu’ fødselsdag, er hele arsenalet af julesange. Vil man diskutere julens budskab, er det altså slet ikke noget dårligt sted at starte.

De religiøse sange

De kristne julesalmer udgør så klart den største andel af julens samlede sangskat, selvom hovedparten af disse nok er ganske ukendte for de fleste. Et af de gennemgående temaer i disse, er fortællingen om Jesu fødsel som et særligt historisk vendepunkt for menneskeheden. Som i ”Et barn er født i Betlehem” hvor et vers lyder:

Forsvunden er nu al vor nød,

os er i dag en frelser fød.

Og i ”Det kimer nu til julefest” finder man følgende vers:

Men verdens ære, magt og guld,

For dig er ikkun støv og muld;

I krybben lagt, i klude svøb,

Et himmelsk liv du har mig købt.

Begge eksempler bygger på den traditionelle religiøse fortælling om, at nød og elendighed i de levendes verden slet ikke skyldes materielle afsavn, men derimod åndelige. At frigørelsen er en åndelig frigørelse, hvis egentlige gevinst er adgangen til paradis hinsides livet.

For den sultne er det dog en ringe trøst at selve fødslen af en frelser, skulle føre til al nøds øjeblikkelige forsvinden. Også selvom Karl Marx nok havde ret i at kalde det for »folkets opium«. Og dermed mente han ikke, som ofte (mis)forstået, et narkotikum uddelt af magthaverne for at holde folk bedøvet, men snarere en panodil der skal tage toppen af smerterne.

For den sultne er ”støv og muld” vitterlig det så absolut væsentligste guld i denne verden. Og alligevel bliver netop Jesu’ egen fattigdom ofte brugt som argument for, at netop hans prædiken af fattigdom skulle være til de fattiges gavn. Jeg kan således ikke selv påstå, at jeg ikke får en smule gåsehud når man i ”Dejlig er den himmel blå” synger følgende vers:

De ham fandt i Davids hjem,

de ham fandt i Betlehem,

uden spir og kongetrone,

der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Selve fortællingen om Jesus som de fattiges føre, hentet fra egne rækker, kan virke meget smuk. Næsten som når Brecht synger »Es kann die Befreiung der Arbeiter nur, das Werk der Arbeiter sein«. Venstrefløjen bruger endda selv Jesus i den betydning i ”Skipper Klements Morgensang” hvor der synges »Fattig på jorden vandred Guds søn, hented just ikke hos dem sin løn.«

Men det er – fra et marxistisk synspunkt – noget vrøvl. Jesus prædiker et liv efter døden, frem for et før. Han forlader selv sin (pap)fars produktive tømrerværksted, for at drage omkring med uproduktiv snak og bøn. Hans disciple gør alle noget tilsvarende. De tilstræber bevidst et liv i ekstrem fattigdom i forventning om åndelig rigdom og rigdom i det hinsides. Den fortælling gavner kun et sted. Nemlig i det jordiske skattekammer hos de stenrige.

Et sidste eksempel her på den religiøse indoktrinering i julesalmerne, er fra ”Glade jul, dejlige jul”. Her synger man i næstsidste vers om »Fred på jord, fryd på jord« og om Jesusbarnet der »har Himmerigs dør oplukt«. Mens man i sidste vers synger om »Salig fred, himmelsk fred« og »fryd dig hver sjæl han har frelst«.

Her skelnes mellem ”jordisk” og ”himmelsk” fred. En skelnen som i sig selv har været årsag til både jihad, korstog, terrorisme og andre former for religiøs vold. Og samtidigt bliver ”fred på jord” til et spørgsmål om at åbne himmerigets porte, hvor man så kan opleve den himmelske fred og sjælens frelse (men altså ikke den sultne maves).

Jesus var ingen arbejderhelt eller fattigfører eller for den sags skyld frihedskæmper. Han var en individualistisk særling - nogle ville sige hippie, der med sin ”vende den anden kind til”-ideologi snarere trak pinen ud, end åbnede døre til paradis. Den diskussion kan godt være værd at tage over klejner og flæskesteg, når julebudskabet skal klarlægges og nedskylles med vådt jordisk gods.

Den barnlige overtro

Heldigvis er der andet end kristne julesalmer. Der er også julesangene for børnene, som har det til fælles, at de baserer sig på god gammeldags almue-overtro. De handler således om nisser, julemanden og flyvende rensdyr.

Mest kendt i genren er nok ”På loftet sidder nissen” fra 1911. Nissen er jo egentlig oprindeligt et dæmonisk væsen, som almuen stillede grød til for at undgå de værste plager. I Margrethe Munthes sang er det dog nissen der plages af rotterne, som har et godt øje til hans grød. Den fortælling er ikke helt overtroisk. Når folk i gammel tid vedholdende stillede grød til nissen, har det nok hængt sammen med at de reelt fodrede netop mus, rotter og andet utøj.

I samme kategori finder man også en julesang som ”Der bor en lille nissemand” og den ikke særligt julede sang, ”En lille nisse rejste”. I førstnævnte dyrkes også den mytiske fortælling om nissen som en grødspiser boende ”på loftet”, mens det i den sidstnævnte er temmelig uklart hvorfor der tales om nisser. Nisser er også temaet i eksempelvis ”Julebal i Nisseland” fra Lille Per-filmen og på min gamle folkeskole, Lundebjergskolen, havde vi vores egen lokale julesang, ”Kender I nissen på Lundebjerg”, som ifølge teksten har det kristne navn Jacob.

Menneskeliggørelsen af rotterne i ”På loftet sidder nissen” kan genfindes hos musene i julesangen om Søren Banjomus. Og udover nisser støder man naturligvis også på den mytiske figur Julemanden, der har sine rødder i den kristne Sankt Nikolaus. Ham finder man bl.a. i ”Kender du den om Rudolf”, hvor Rudolf er noget så eksotisk som et rensdyr der kan flyve og som har en rød næse der kan ”lyse som et fyr” (!!!).

Og er alt denne folkelige overtro om nisser, julemænd og festende mus så bedre end fortællingen om Jesus? Altså i den store historiske kontekst er de ikke. Bekæmpelse af folkelig overtro har altid været en central opgave for marxister og andre modernister. Men selvom det således gibber i mig, når vi fortæller vores ældste søn, at gaven i julesokken dagligt leveres af julemanden, så er det dog ikke værre, end at jeg jo godt ved, at den fortælling vokser han fra.

Den (små)borgerlige jul

Det er dog ikke alle julesange der baserer sig på forskellige former for (over)tro. De to mest fremtrædende eksempler på sådanne julesange, er skrevet af den danske telegrafdirektør og amatørfotograf (den første af slagsen i kongeriget), Peter Faber. I første vers af hans ”Sikken voldsom trængsel og alarm” kan man høre:

Midt på gaden sælges træer og frugt,

se butikken, hvor den stråler smukt!

Varer kan man få i tusindvis,

tænk Dem bare, under indkøbspris.

pris, pris, pris, pris, pris, pris,

Her er ikke noget om Jesus, fattigdom og nød. Det er den moderne borgerlige jul der hyldes, ved at opremse ting der kan købes, butikker der stråler og ikke mindst ordet ”pris”. Det fortsætter i andet vers om børnenes deltagelse og tredje vers om familiens omfattende madindtag, der rækker så langt at lænkehunden får dobbelt sul, for at den kan mærke det er jul. Der er til gengæld ikke noget budskab om næstekærlighed over for de fattige, der muligvis ikke behøver mærke at det er jul.

Gud er dog ikke helt glemt, i det man i fjerde vers får at vide, at hvis man ikke er en dovenkrop, står man tidligt op og vader ned i kirken. Men altså ikke på den ydmyge og lovformelige måde salmerne foreskriver, men på rigtig småborgermanér. Som det hedder:

Indenfor er sang og festlig fred,

og man føler sig så vel derved,

allerhelst når præk’nen ikke dur

thi så får man sig en lille lur!

lur, lur, lur, lur, lur, lur,

Og den altid bagudskuende, romantiserende og forandringsforskrækkede småborger, som nok er abstrakt progressiv, men særdeles reaktionær i alle konkrete spørgsmål, fremsætter i femte og sidste vers dette banale ønske:

Drej kun universet helt omkring,

vend kun op og ned på alle ting,

jorden med, - thi den er falsk og hul, -

rør blot ikke ved min gamle jul!

Også i Peter Fabers anden – endnu mere kendte – julesang, ”Højt fra træets grønne top”, hyldes den forbrugeristiske og patriarkalske småborger-jul. Sangen er vidst skrevet til en konkret juleaften om virkelige personer og præsenterer i sit første vers det smukke juletræ, hvor på der i de følgende seks vers præsenteres hvilke gaver de forskellige børn tildeles.

Her kommer det patriarkalske syn på køn i den grad til udtryk. Anna får fire alen stof, så hun kan sy en frakke. Og bedstefar får en hue, som Hanne har strikket, mens Lotte har holdt garnet. Peter derimod får en tromme og Henrik en fane. Og Peter Fabers egen søn William får i et, for de fleste mennesker ukendt, vers foræret ”træets bedste ziir” i form af noget blankt guldpapir, han godt må gnave i.

William-versets ukendthed kan formentlig ledes tilbage til det forhold, at selvom arbejderfamilier i almindelighed altid har stræbt efter småborger-idyllen, og derfor gladelig har sunget med om Fabers jul, så var det alligevel en kende for overdrevet, at lade en lille rolling gennemtykke træets fineste stykke pynt, udformet i dyrt dyrt guldpapir.

Intet vers i sangen udtrykker dog den partriarkalske og forbrugeristiske jul mere, end det ottende og sidste, som slet ikke behøver at blive kommenteret:

Børn, nu er jeg bleven træt

og I får ej mere.

Moder er i køkkenet,

nu skal hun traktere.

Derfor får hun denne pung,

løft engang, hvor den er tung!

Julen varer længe,

koster mange penge.

Progressive julesange

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad i al verden man kan synge i julen, hvis man vil uden om de kristne, de overtroiske og de småborgerlige sange. Findes der f.eks. slet ikke nogen socialistiske julesange? Tja… hvis de findes, så findes de nok i arbejdersangbogen. Og ja, Mylius-Erichsens genfortolkningen fra 1899 af ”Glade jul”, kaldet ”Verdslig julesalme”, findes faktisk dér. De to første vers lyder:

Glade Jul, dejlige Jul,

grøn er Sommer og Høst er gul,

Julen alene er tindrende hvid,

Julen er Fred efter Aarets Strid.

|: Julen er Hjerternes Tid. :|

Skønne Jul, kærlige Jul,

streng for fattig, for Dyr og Fugl.

Menneske! Om du din Jul forstod,

gav du af Evne og Overflod.

|: Julen er gavmild og god. :|

I det første vers kan man med lidt god vilje tale om at sommeren og høsten hyldes med sprælske og varme farver, mens julen fremhæves for sin fredfulde ro – hjerternes tid. I andet vers er den øvrige sangskats hyldest til den kristne fattigdom og småborgerens egoistiske overforbrug væk, til fordel for et krav om at optræde gavmildt overfor ”fattig, dyr og fugl”. De følgende tre vers kører i samme spor.

Spøjst nok er sangen grundlæggende set lige så småborgerlig som Fabers, blot er vi her ovre i segmentet af hattedamer (M/K), for hvem julen bliver en særlig anledning til at udvise medmenneskelighed (julehjælp er som bekendt kun noget de fattige får i julen, selvom sulten findes hele året). Selvom ”Verdslig julesalme” undgår de værste elementer fra den øvrige sangskat, så lever den alligevel ikke helt op til min forestilling om en ”progressiv julesang”.

Tilbage står kun én julesang, som for alvor tilfredsstiller mit krav om at tage afsæt i et videnskabeligt-materialistisk syn på julen. Og meget typisk kræver det, at jeg – mod min gode vilje – søger hjælp hos de gamle garvede kulturradikale viseskribenter fra miljøet omkring Poul Henningsen. Det er Mogens Lorentzens julevise fra 1939, ”Juletræet med sin pynt”, hvor sidste vers fanger solhvervs-budskabet perfekt:

Juletræet på besøg

hilser os fra eg og bøg

med besked derude fra,

at det lysner dag for dag,

og at solen fra sit skjul

ønsker os en glæd’lig jul.

Sangen rummer også lidt af de andre aspekter, men kun med behørig armslængde. Eksempelvis tales om den store stjerne der vist nok gled ned fra himlen. Om ikke den kristne himmel, så den dejlige blå fra virkeligheden. Eller det lille strejf af almue-overtro i ”kræmmerhus med nødder i”, som ”grangivligt er kogleri”. Eller småborger-julen med det oppyntede juletræ og hjemmet der lugter ”brunt og brændt”, men altså slet ikke på den overdrevne måde vi fandt det hos Peter Faber.

Fra et marxistisk synspunkt er ”Juletræet med sin pynt” en enlig progressiv svale i et hav af religion, overtro og småborgerlighed. Husk at synge den, når vi på lørdag, to dage efter vintersolhverv fejrer, at det nu endeligt er begyndt at ”lysne dag for dag”.

Glædelig jul.

Annonce