Det er ikke bare Libyen

Den 19. marts vedtog oprørerne i Libyen blandt andet oprettelsen af ”Centralbanken i Benghazi som en monetær myndighed med kompetence til at udforme Libyens pengepolitik, samt udnævnelsen af en direktør for denne libyske centralbank med foreløbigt hovedsæde i Benghazi”, som der stod i en pressemeddelelse nogle dage senere. Det fik CNBC redaktør John Carney til at spørge:

”Er det første gang, en revolutionær gruppe har oprettet en centralbank, mens den stadig står midt i kampen mod den etablerede, politiske magt? Det tyder unægtelig på, at centralbank-ledere er blevet ekstraordinært magtfulde i vor tid.”

I en artikel på WWW.atimes.com/atimes/Middle... Libya all about oil, or central banking? af Ellen Brown, hvorfra citaterne ovenfor er hentet, hedder det, med fhv. general Wesley Clark som kilde, at syv mellemøstlige lande allerede 2001 var i Pentagons søgelys som mål for fremtidige militære aktioner: Irak, Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og Iran.

Snakker man bankvæsen, havde disse lande det tilfælles, at ingen af dem er blandt de 56 medlemmer af Bank for International Settlements (BIS). Det betyder, at de ikke er underlagt direktiver fra, hvad Brown kalder ”centralbankernes centralbank” i Basel, Schweiz.

Spørger man på Wikipedia, får man at vide, at BIS er en mellemstatslig organisation af centralbanker, der ”fremmer internationalt monetært og finansielt samarbejde og fungerer som en bank for centralbanker”. Banken er ikke ansvarlig overfor nogen national regering. Den blev oprettet 1930 og har været virksom lige siden. For en grundig og kritisk gennemgang af dens rolle i nyere tid, se Patrick Wood: Global Banking: The Bank for International Settlements, www.newswithviews.com/Wood/p... . Her finder man bl.a. følgende beskrivelse af hensigten med oprettelsen af BIS, skrevet af historikeren Carroll Quigley:

”Dette system skulle kontrolleres efter feudalt mønster af verdens centralbanker i forening, ud fra hemmelige aftaler, trufne ved hyppige møder og konferencer. Toppen i systemet skulle være Bank for International Settlements i Basel, Schweiz, en privat bank, ejet og kontrolleret af verdens centralbanker, der i sig selv var private aktieselskaber. Hver enkelt centralbank, som var i hænderne på folk som Montagu Norman fra Bank of England, Benjamin Strong fra New York Federal Reserve Bank, Charles Rist fra Banque de France, og Hjalmar Schacht fra Reichsbank, søgte at dominere sin regering ved hjælp af magten til at kontrollere finanslån, at manipulere valutakurser, at påvirke graden af økonomisk aktivitet i landet og at påvirke samarbejdsvillige politikere med fremtidige belønninger i forretningsverdenen.”

BIS har fungeret efter hensigten og har haft en afgørende rolle i udformningen af internationale aftaler siden 2.verdenskrig, såsom indførelsen af dollars som international valuta.

Her vækker det så Ellen Brown’s mistænksomhed, at Iraks Saddam Hussein kort tid før invasionen havde afskaffet dollar’en som betaling for landets olie og erstattet den med euro. Gaddafi har nemlig været ligeså dumdristig ved at opfordre arabiske og afrikanske stater til at afvise dollars og euro som betalingsmiddel og at bruge en ny valuta, guld-dinaren, i stedet. I løbet af det seneste års tid er idéen blevet godkendt af flere arabiske og de fleste afrikanske regeringer. De eneste modstandere har været Sydafrika og lederen af den Arabiske Liga.

Frankrigs Sarkozy erklærede fra starten, at forslaget gjorde Libyen til en trussel mod menneskehedens finansielle sikkerhed, og både EU og USA reagerede stærkt negativt.

Det internationale valutasystem, som bygger på dollar’en som fælles valuta, er truet på grund af USA’s enorme gæld, der igen hænger sammen med landets globale, militære indsats. Dets funktion er at sikre kapitalens frie bevægelser mellem de deltagende stater, og det tåler ikke, at nogle – og især ikke nogle med større naturrigdomme – holder sig udenfor.

Udenlandske bank-karteller kunne gøre forretninger i Libyen, men de var tvungne til at føre alle forhandlinger via den libyske centralbank, der satte betingelserne og forlangte, at al handel skulle foregå via den libyske dinar og ikke i dollars eller euro.

At fjerne Gaddafi’s centralbank, eller i det mindste svække den, står derfor højt på listen over målene for den igangværende aktion. Som Henry Liu skrev i Asian Times Online i 2002 under overskriften The BIS vs national banks:

”BIS’ regler tjener kun det ene formål at styrke det internationale system af private banker, endog på bekostning af nationale økonomier. BIS optræder overfor nationale bankvæsener som IMF har handlet overfor nationale pengesystemer. Under den finansielle globalisering tjener nationale økonomier ikke længere nationernes interesser.

”… Ved at lægge Statsteorien om Penge til grund, kan enhver regering dække alle sine indenlandske udviklingsbehov til at opretholde fuld beskæftigelse, uden at dette fører til inflation.” Statsteorien om Penge (State Theory of Money) henviser til penge, der skabes ved statslige investeringer, i modsætning til private.

Ellen Brown forklarer, at gængs økonomisk teori forudsætter, at lån, udstedt af en statslig bank, vil føre til inflation, mens lån fra udenlandske privatbanker eller IMF ikke har denne virkning. Men den voksende mængde penge, verden har brug for, kommer hovedsageligt fra bankernes udlån. En statsbank kan tillade sig at yde rentefri lån til projekter af betydning for landets udvikling, mens udenlandske investorer altid vil gå efter den højst mulige rente.

Dette er forklaringen på, at Libyen har haft råd til at bygge verdenshistoriens hidtil største vandforsyningssystem med over 1300 brønde, de fleste mere end 500m dybe. Systemet pumper vand op fra et underjordisk ”hav” af ferskvand, som i 1953 blev opdaget, da man søgte efter olie i det sydlige Libyen.

”Havet” – som ikke er et egentligt hav, men vand indlejret i lag af sandsten – går under navnet Nubian Sandstone Aquifer System og en nærmere beskrivelse kan man finde på Wikipedia under dette søgenavn. Det er verdens største kendte fossile vandførende lag – ca. 150.000 kvadratkilometer – og strækker sig fra det nordvestlige Sudan, igennem det nordøstlige Chad, det sydøstlige Libyen og under det meste af Egypten.

Det libyske vandforsyningsprojekt blev udformet i 1960’erne. Arbejdet begyndte 1984. Indtil oprøret leverede et system af rør med en diameter på 4m ca. 6½ million kubikmeter ferskvand om dagen til Tripoli, Benghazi, Sirt og andre byer, foruden til landbrug og gartneri. Projektet er udformet af Brown & Root og Price Bros. og hovedparten er udført af det sydkoreanske firma, Dong Ah Consortium.

Projektet har foreløbigt kostet ca. 33 milliarder dollars – dog finansieret med libyske dinarer, bortset fra importerede materialer, som er betalt med oliepenge.

Det er anslået, at hvis udnyttelsesgraden i 2007 ikke overskrides, kan vandet slå til i tusind år. Men indenfor overskuelig tid er der ikke udsigt til, at det vil fornyes. Størstedelen af områdets overflade er ørken.

Eftersom vandet findes i undergrunden under fire, forskellige lande, og fordi Libyen og Egypten var gået i gang med store vandprojekter, forsøger FN’s Atomenergi Agentur nu at få alle til at samarbejde om en fornuftig udnyttelse og forhindre rovdrift. Man kan læse om IAEA’s arbejde og om forekomsten i et naturvidenskabeligt og politisk perspektiv i en artikel på www.saudiaramcoworld.com/iss...

Den er fra 2007. Jeg har ikke kunnet finde noget om, hvordan det går nu.