LIBYEN – hvorfor nu dét?

LIBYEN – igen, igen. Hvorfor?

Det har man haft svært ved at blive enige om, måske, fordi det hele skulle gå så hurtigt. I hvert fald må den libyske diktator (som slet ikke er diktator, kun rådgiver) i løbet af et par måneder have gennemgået en skrækkelig forvandling. Indtil årsskiftet havde han været et kulørt indslag på utallige pressefotos af kedelige jakkesæt (læs: statsmænd) og fået lov at slå sit luksustelt op, hvor som helst det passede ham, fordi han var så værdifuldt et medlem af verdenssamfundet. Nu er han ikke morsom mere, og det har han vel egentlig aldrig været.

Midt i alle de nye historier om hans massemyrderier var man i FNs Menneskeretskommission endelig blevet færdig med en rapport fra de delegerede, som i oktober 2010 havde undersøgt forholdene i Libyen og fundet, at der næppe var noget arabisk land, hvor det stod bedre til med menneskerettighederne. Se f.eks. New York Times:
www.nytimes.com/2011/03/06/w... .

Det fremgår af artiklen, at man i FN var ved at slå krøller på sig selv for at finde en skuffe, hvor den pinlige rapport kunne forsvinde – nu, da man havde opdaget, at Gaddafi ”led af vrangforestillinger” og ”slagtede sit eget folk”, som USA’s ambassadør i FN, Susan Rice, udtrykte det.

Her er spørgsmålet ikke, om ambassadøren eller menneskeretskommissionen havde ret, men hvordan det kunne være, at man pludselig skulle mene det modsatte af, hvad man havde ment et par måneder tidligere. Her kommer nogle bud:
Den 1. april (!) skrev Pepe Escobar i Asia Times under overskriften Exposed: The US-Saudi Libya deal:

“I invaderer Bahrain. Vi fjerner Muammar Gaddafi i Libyen. Dette er i al korthed essensen af en handel, som blev indgået mellem Barack Obama-regeringen og Huset Saud.

To diplomatiske kilder ved FN bekræfter, uafhængigt at hinanden, at Washington via udenrigsminister Hillary Clinton gav Saudi Arabien grønt lys til at invadere Bahrrain og knuse den pro-demokratiske bevægelse i denne nabostat, til gengæld for en ”ja”-stemme i den Arabiske Liga for en flyveforbuds-zone over Libyen – det væsentligste grundlag for FN-sikkerhedsråds resolution nr. 1973.” Artiklen kan findes på www.commondreams.org/headlin... . Diplomaternes navne er ikke oplyst, ej heller hvor de er fra.

I grunden gjorde saudierne Washington en stor tjeneste ved at nedkæmpe oprøret i Bahrain, hvor amerikanerne har en vigtig flådebase, der kunne være truet, hvis islamisterne kom til magten. Skulle USA være blevet tvunget til at gribe ind, var det i den arabiske verden blevet tolket, som om man holdt med diktatorerne og hjalp med at kvæle en folkelig opstand. Med Saudi Arabiens invasion blev det en sag arabere imellem.

I Libyen kunne man støtte oprørerne mod en diktator og beskytte civilbefolkningen. Det virker politisk fornuftigt og passer til det billede, man i USA har af sig selv som frihedens, demokratiets og humanismens forkæmper.

Det forklarer ganske vist ikke det hurtige omsving i synet på Gaddafi, og den massive indsats overfor et land med en befolkning, som ikke er større end Danmarks. En række store lande – Kina, Indien, Rusland og Brasilien – afholdt sig fra at stemme, da Sikkerhedsrådet skulle vedtage et flyforbud, hvad der rejste spørgsmålet om, hvad der ellers stod på spil.

Her greb man til sædvanlige forklaring, som siger, at det hele drejer sig om olie. Og det gør det nok, men baggrunden er indviklet. I en artikel, som kan ses på
www.informationclearinghouse..., skriver James Petras og Robin Eastman-Abaya, at

”… de store lande, som nægtede at deltage i krigen, arbejder udfra en helt anderledes form for global ekspansion, baseret på økonomiske og markedsafhængige kræfter. Kina, Indien, Brasilien, Rusland, Tyrkiet og Tyskland, de mest dynamiske, kapitalistiske stater i Asien, Europa og Mellemøsten er grundlæggende modstandere af det selvudnævnte ”allierede” militære indgreb overfor den libyske regering - fordi Gaddafi ikke udgør nogen trussel mod deres sikkerhed og de allerede har fuld adgang til olien og et fordelagtigt investerings-klima. Desuden ser disse økonomisk dynamiske lande ingen udsigt til, at et stabilt, fremskridtsvenligt eller demokratisk styre skal kunne udvikles af de såkaldte ”oprørsledere”, som er stridende grupperinger af eliter, der slås indbyrdes om magt og vestlig velvilje.”

Hvad olien angår, så har de store olieselskaber igennem de seneste ti år udvundet libysk olie og gas og tjent enormt på det. I starten af 90erne inviterede Gaddafi de største multinationale til at udnytte Libyens ressourcer, og der var, ved konfliktens udbrud, flere store olieselskaber i landet end i de fleste andre af verdens olieproducerende egne – bl.a. BP, som havde en syvårs-kontrakt og planlagte investeringer på mere end 1 milliard dollars i de vældige områder, koncessionen dækker, hvoraf det ene er større end Kuwait, og det andet på størrelse med Belgien. Dertil kommer 5 japanske selskaber, bl.a. Mitsubishi og Nippon Petroleum; det italienske Eni Gas; British Gas og Exxon Mobil, som underskrev nye kontrakter i oktober 2010. Andre multinationale er Shell, Total, Oil India, CNBC fra Kina og Norsk Hydro.

Artiklen gennemgår desuden en række af de ”myter”, som Det Internationale Samfund fremfører for at forklare nødvendigheden af indgriben, og argumenterer stort set overbevisende imod dem. Men hvad handler det så om – når det hverken er menneskerettigheder eller olie?

”Det afgørende er, at skønt Libyen tillader de største multinationale i USA-Europa at plyndre landets olierigdomme, er det ikke blevet et strategisk geo-politisk-militært aktiv for Imperiet. Som vi har skrevet tidligere, er drivkraften i USA’s imperiebyggeri militær og ikke økonomisk. Dét er grunden til at milliarder af dollars i vestlige økonomiske interesser og kontrakter er blevet ofret ved at indføre sanktioner mod Irak og Iran – med det kostbare resultat at invasionen og besættelsen af Irak lukkede landets olieproduktion i over ti år.”

Det interessante er påstanden om, at USA ikke (udelukkende) handler udfra økonomiske motiver, hvad der ellers er grundlæggende for en del, såkaldt venstre-orienterede teorier, men overordnet tænker og handler militært. Det handler artiklen War on Libya and Control of the Mediterranean af Rick Rozoff om.
(www.globalresearch.ca/index.... )

Den 13.juli, 2008, åbnede en konference i Paris for statslederne fra de 22 medlemmer af EU – som Frankrig dengang var præsident for – plus 17 middelhavslande udenfor EU med det formål at grundlægge en Middehavsunion. I alt 44 lande med tilsammen 800 millioner indbyggere skulle sluttes sammen.

Kun den libyske leder, Muammar Gaddafi, havde meldt afbud. Han meddelte, at hans land ville boycotte konferencen, fordi den efter hans mening skulle tjene til at splitte både Afrika og de arabiske lande.

Topmødets erklærede formål var, at ”flytte Europas strategiske fokus til Mellemøsten, Nordafrika og Balkan”.

Middelhavet er, påstår artiklen, blevet verdens nuværende brændpunkt, som overskygger krigsskuepladsen Afghanistan-Pakistan, og har tilskyndet det amerikanske imperium til at forvandle det til et mare nostrum – vores hav, den gamle romerske betegnelse, som Mussolini i sin tid genoplivede.

Angrebet på Libyen kom kun nogle uger efter, at Cyperns parlament havde afvist et forsøg på at gøre øen til medlem af NATOs Partnerskab for Fred, hvad der ville have haft til resultat, at kun tre af de tyve middelhavslande ville være udenfor NATOs indflydelse – Libyen, Libanon og Syrien.

Medlemskab af NATO og organisationens partnerskaber åbner landene for USA’s militær. Hvis den libyske udvikling gentager sig omkring Syrien, og med Libanon blokeret af NATO-skibe, vil Middelhavet være helt under kontrol af NATO og USA.

Det hele skal ses som en del af USA’s fremstød på det afrikanske kontinent i skærpet konkurrence med Kina og andre asiatiske stater.

Her i Danmark er det interessanteste spørgsmål måske, hvad der ligger bag den lynhurtigt opståede totale enighed omkring vores deltagelse i den libyske aktion. Selv Enhedslisten stemte for, hvad der, rent demokratisk, betød, at en eventuel krigsmodstand i befolkningen ikke blev registreret. Vi deltager nu i to krige uden at være blevet spurgt af vores repræsentanter på tinge. Her er det underordnet, hvad meningsmålingerne påstår.

Hvem har sagt hvad til det danske folketing og regering for at opnå en sådan enighed? Det får vi nok aldrig at vide.

Men der rejser sig også et større problem, idet hele diskussionen, internationalt som nationalt, føres med juridiske argumenter, hvor den uudtalte forudsætning synes at være, at hvis noget – tortur, spionering og aflytning, fængsling uden retssag, krig – er juridisk tilladt (eller kan fortolkes som tilladt), er det også i orden.

I den hjemlige sognepolitik illustreres det af forholdene omkring dyremishandling, hvor industrilandbruget kan henvise til, at alle love og regler omkring kødproduktionen overholdes strengt – mens tusindvis af svin og andre dyr lider og dør under de forhold, produktionen skaber, helt lovligt. På det menneskelige plan er indvandrerpolitikken et eksempel.

Internationalt kan man henvise til klimaproblemer, fødevarespekulation, økonomisk udbytning, vandmangel .. fortsæt selv.

Det er et demokratisk problem. Mere eller mindre rabiat populistiske bevægelser rundt om i verden har set det og udnytter det i deres kampe. Og fordi problemet er reelt og har voldsomme følger for rigtigt mange mennesker, får populisterne – som tilbyder hurtige løsninger baseret på stærke følelser og begrænset viden – mange tilhængere, der ellers ville have afvist dem.