Regeringen hævder, at efterlønnerne ikke er nedslidte. Statsministeren sagde således i nytårstalen: ”Langt de fleste efterlønnere er hverken mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet”. Diskussionen herom er naturligvis vigtig, fordi det handler om begrundelser for efterlønnen: Er ordningen en nødvendig udvej af arbejdsmarkedet for nedslidte eller et luksusgode for raske?
Regeringen bakkes op af arbejdsgiverene - ja, Dansk Industri har ligefrem fremført, at ”Efterlønnernes helbred er bedre end de jævnaldrendes”. Men regeringen henviser ikke mindst til argumenter fra økonomer om, at efterlønnerne ikke er specielt nedslidte, fx fra Arbejdsmarkedskommissionen: ”Modtagere af efterløn har et helbred, der kun er marginalt dårligere end beskæftigedes”. Arbejdsmarkedskommissionen mener, at det kun er omkring hver tyvende, som er egentligt nedslidt.
Men hvad siger sundhedseksperterne? Ja, undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed dokumenterer, at efterlønnere generelt er mere syge end beskæftigede, Næsten halvdelen af efterlønnerne lever med langvarig sygdom eller lidelse, primært muskel og skeletsygdomme, mens kun lidt over en tredjedel af de erhvervsaktive kan tale om det samme. Efterlønnerne rammes også af en markant større overdødelighed i forhold til beskæftigede på samme alder. I gennemsnit er overdødelighed 50 pct. og for mænds vedkommende er den helt oppe på 74 pct.
Alt dette indikerer et generelt ringere helbred for efterlønnere end for beskæftigede og ganske samstemmende hermed viser undersøgelserne også, at efterlønnere i gennemsnit har kortere levetid end jævnaldrende beskæftigede. Middellevetiden for efterlønnere er i gennemsnit er op mod 2 år kortere for 60 årige sammenlignet med jævnaldrende i beskæftigelse. Størst er forskellen for mænd med 2,2 år, mens den er lidt lavere for kvinder. Det er navnlig de kortere uddannede blandt efterlønsmodtagerne, som rammes af overdødeligheden. Ufaglærte, der går på efterløn som 60 årig, lever derfor omkring 3 år kortere end videregående uddannede i job. Selvfølgelig fordi de i arbejdslivet har det hårdeste arbejde med det dårligste arbejdsmiljø og derfor bliver mest nedslidt.
Nu er efterlønnere naturligvis ikke stor grå masse – der vil blandt 120.000 efterlønnere selvsagt være variation i helbredssituation. Nogle er selvsagt mere nedslidte end andre og for en del er det nok mere rigtigt at tale om – som foreslået af formand for FOA Dennis Kristensen – at de er slidte. En undersøgelse af professor ved AUC Per H. Jensen viser, at omkring 40 pct. af efterlønnerne decideret føler, at deres helbred er for dårligt til at arbejde, mens en undersøgelse i region Syddanmark viser, at halvdelen af efterlønnerne oplever forringet arbejdsevne. Hertil kommer ”de slidte”, som oplever advarselssignaler fra kroppen om at det er ved at være på tide at forlade arbejdsmarkedet, hvis de skal have nogle sidste gode år. Selvom det således kan være svært at sige helt præcist, hvor stor gruppen af nedslidte/slidte efterlønner er der således langt fra regeringens og Arbejdsmarkedskommissionens 20 pct. til virkeligheden. Mange flere end 20 pct. har helbredsmæssige grunde til at stoppe. Og arbejdsgivernes fremstilling af, at efterlønnerne oven i købet skulle have bedre helbred end beskæftigede kan næppe karakteriseres som andet end virkelighedsfordrejning i ideologisk og interessepolitisk øjemed.
Det må betegnes som mere end besynderligt, at regeringen vælger at lytte mere til Velfærdskommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen end til Statens Institut for folkesundhed. Hverken Velfærdskommissionen eller Arbejdsmarkedskommissionen var jo bemandet med sundhedseksperter, men fortrinsvis med økonomer. Hvis man skal have vurderet en bil, går man da ikke til en apoteker, men til en mekaniker. Når regeringen alligevel lytter mere til økonomer, er det så fordi lige de økonomer var udvalgt af regeringen selv og derfor siger det, som regeringen gerne vil høre?
Og hvad er det, som ligger i økonomernes tal? En total gennemgang falder uden for de pladsmæssige muligheder her, men lad os eksempelvis se på baggrunden for udsagnet fra Arbejdsmarkedskommissionen om, ”… efterlønsmodtagere under et kun har en smule ringe helbred end beskæftigede i samme aldersgruppe”. Arbejdsmarkedskommissionen støtter sig her navnlig på en rapport fra interesseorganisationen ”Forsikring og Pension”. Rapporten finder, at efterlønsordningen IKKE er målrettet personer med dårligt helbred. Når der alligevel er helbredsforskelle imellem efterlønnere generelt og beskæftigede generelt skyldes det, ”… at personer med en uddannelses – og et branchetilhørsforhold, hvor helbredet i gennemsnit er relativt ringe, er overrepræsenteret blandt de nytilgåede efterlønsmodtagere”. Det er m.a.o. det store antal af kortuddannede og fysisk arbejdende blandt efterlønnerne, som er en hovedårsag til, at efterlønnere generelt udviser dårligere helbred. Metoden i ”undersøgelsen” er så at ”korrigere” herfor ved kun at sammenligne helbred for personer med samme karakteristika, Herved finder Forsikring og Pension, at forskellene mellem nytilkomne efterlønsmodtagere og beskæftigede så ikke er så store.
Forsikring og Pension hævder herudfra, at efterlønsordningen IKKE er målrettet PERSONER med nedslidning. Når der alligevel kan konstateres helbredsforskelle på efterlønnere og beskæftigede, hænger det sammen med, at ordningen som oven anført er målrettet socioøkonomiske grupper med ringere gennemsnitligt helbred. Denne argumentation har regeringen overtaget. Statsministeren har således udtalt; ” Det er korrekt, at personer på efterløn i gennemsnit lever færre år end personer, som ikke er på ordningen. Men har det har ikke noget med efterlønsordningen at gøre. Det har noget at gøre med, hvad personsammensætningen er for efterlønnere kontra i hele befolkningen bredt” Tilsvarende synspunkter er fremført af beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Men hemmeligheden bag efterlønnernes dårligere helbred er jo netop, at de fortrinsvis er kortuddannede og kommer fra de mest belastede erhverv. Op mod 2/3 af tilgangen til efterlønsordningerne kommer fra A-kasser for lønmodtagere med kortere uddannelse og med det dokumenteret mest belastende arbejdsmiljø. 3 F, FOA (sosu’erne) og HK (psykisk arbejdsmiljø) samt selvstændiges A- kasse. Akademikerne udgør derimod i dag omkring 2½ procent af samtlige efterlønsmodtagere. Når man som Forsikring og Pension gør det til et metodisk krav at se bort herfra, er det ikke underligt, at man på denne måde på skrivebordet ”med et pennestrøg” kan eliminere efterlønnernes dårlige helbred. Den virkeligt afgørende forskel helbredsforskel mellem efterlønnere og beskæftigede får vi kun frem, når vi netop sammenligner på tværs af uddannelsesbaggrund og branche. Kun netop gennem sådan en sammenligning mellem jævnaldrende efterlønnere på den ene side og beskæftigede på den anden side på tværs af uddannelsesbaggrund og beskæftigelse kan vi registrere, at der netop er mange med relativt ringe uddannelse, indkomst, arbejdsmiljø OG derfor også ringere helbred blandt efterlønsmodtagerne.
Men netop dette forhold har Forsikring og Pension jo valgt at definere væk. Den såkaldte ”undersøgelse” fra Forsikring og Pension er med andre ord et eksempel på, at som man råber i skoven, får man svar. ”Undersøgelsen” er et statistisk – metodisk skoleridt, der imidlertid ikke siger meget om virkeligheden, der som tidligere beskrevet tværtimod er, at efterlønnere er mere syge, har større risiko for at dø og kortere levetid.
Dette fortegnede billede fra Forsikring og Pensions side er næppe nogen tilfældighed. For forsikring og Pension er interesseorganisation FOR DE PRIVATE PENSIONSSELSKABER, for hvem efterlønnen hidtil har været en kedelig konkurrent og som omvendt meget gerne ser efterlønnen afskaffet, således at nogen af de 16 – 18 mia. kr. til efterlønnen i stedet vil gå til private pensionsopsparinger. Der er altså mange penge på spil, hvis Forsikring og Pension kan få jordet efterlønnen. I så tilfælde vil de stå som de helt store vindere. Forsikring og Pension er altså på ingen måde objektive forskere endsige sandhedsvidner.
Og hvorfor køber så Arbejdsmarkedskommissionen ”undersøgelsen”. Ja, heller ikke Arbejdsmarkedskommissionen var uafhængige forskere og eksperter, men nøje håndplukkede af regeringen ideologiske meningsfæller til at komme med besparelsesforslag. Så tæller åbenbart alle argumenter uanset lødigheden.
Og Løkke: Ja for ham er argumenter kun redskaber, det overordnede mål er efterlønnens afskaffelse, regeringens genvalg og dens nyliberalistiske projekt for velfærdssamfundet. Også her helliger hensigten midlerne.
VK siger, at skulle der være nedslidte efterlønnere alligevel, så skal de selvfølgelig da IKKE arbejde, men vil blive tilbudt seniorførtidspension, hvis de har mindre end 5 år tilbage inden folkepensionen. Forskellen til en almindelig førtidspension er mindre arbejdsprøvning og medicinsk vurdering og en tidsgrænse på et halvt år til svar.
Men så vidt man kan se, vil regeringen ikke ændre på arbejdsevnekravet fra den almindelige førtidspension, som betyder, at man kun kan få tildelt førtidspensionen, hvis man helt og aldeles er afskåret fra at kunne arbejde. Selvom efterlønnerne jf. ovenfor i betydelig udstrækning ER slidte og for en betydeligt dels vedkommende også nedslidte, så er der forskel herpå og på mere eller mindre totalt at være uden arbejdsevne. Efterlønnerne falder dermed i et hul imellem (senior)førtidspensionen og så på den anden at være så raske at man kan arbejde videre uden problemer. Derfor vil de ikke kunne få seniorførtidspension, hvis arbejdsevnekravet overføres fra den nuværende førtidspension.
Og regeringen vil tilmed ad økonomisk vej sikre sig, at kommunerne uddeler færre førtidspensioner fremover ved at nedsætte refusionsprocenten fra 35 til 20 pct. Den eneste sikre nyskabelse ved oprettelse af førtidspension vil dermed være, at så kan man få et afslag indenfor et halvt år og behøver ikke at vente de op til flere år, som det i dag kræver at få svar vedr. en almindelig førtidspension.
Regeringen mener, at det kun er rimeligt at forhøje tilbagetrækningsalderen, når levetiden stiger. Nu er det imidlertid for det første sådan, at levetiden især er højere for længerevarende uddannede end for kortuddannede. Men det er for det andet endvidere en kendsgerning, at Danmark trods stigninger i dag har den korteste restlevetid i Vesteuropa for en 65 årig. I Danmark er restlevetiden fx godt 3 år mindre end i Frankrig og op mod 2 år mindre end fx i Sverige.
Det betyder selvsagt også, at danskerne får det korteste otium efter arbejdsliv et. Og det gælder selvsagt navnlig gruppen, som hidtil er gået på efterløn og hvis levetid som anført er kortere alligevel. Så der er noget, som skal indhentes, uanset at levetiden stiger.
Det vil danskerne imidlertid ikke få mulighed for, hvis det står til regeringen og dens bagland, for med regeringens forslag om fremskyndelse af velfærdsaftalen vil Danmark få Vesteuropas højeste pensionsalder på trods af, at vi altså uanset stigende levealder ligger i bund med levetid og otium. Danmark vil med regeringens tilbagetrækningsreform i 2030 få en pensionsalder på omkring 68, mens pensionsalderen i det meste af OECD vil ligge på 65 år. Og det som sagt uanset om danskerne har den korteste gennemsnitslevetid.
Dette vil selvsagt ramme efterlønnerne hårdest. De er i forvejen de, der begynder tidligst på og har det længste og hårdeste arbejdsliv og som samtidig lever kortest og dermed har det korteste otium. Og forhøjes pensionsalderen, således at arbejdslivet tvangsforlænges er der for dem tværtimod risiko for den modsatte virkning, nemlig at levealderen alt andet lige bliver kortere.
Henvisning
Denne KRITISKE ANALYSE uddybes i den KRITISKE RAPPORT: "Fakta og fiktion om afvikling af efterlønnen", der udgives af Forlaget Alternativ. Publikationen kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/art...
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96