EN NY STAT?

Under kapitalismen er det eneste, som er værre end at blive udbyttet, ikke at blive udbyttet.
Michael Denning.

Ovenstående citat fra en artikel i New Left Review er et eksempel på, hvordan sproget forvandler virkeligheden. På nydansk ville man sige:

I velfærdsstaten er ethvert lønarbejde bedre end arbejdsløshed.

Ikke engang den mest venstre-orienterede økonom eller politiker vil i vore dage indlade sig på at diskutere lønarbejdets nødvendighed. Ikke engang truslen om uoprettelige klimaforandringer, som kan udrydde os alle sammen, kan få nogen til at stille det afgørende spørgsmål:

Nødvendigt for hvem?

Jamen, for lønarbejderen selvfølgelig. Det behøver man da ikke at diskutere? Men det gør man, ganske vist noget ensidigt, men alligevel. Dagene igennem snakker man om, hvordan man kan aktivere os, hvor forkerte vi bliver af at gå ledige, hvor meget vi belaster de produktive.

På den måde undgår man en hel masse besværligheder. F.eks. at indse, at det meste af, hvad de produktive laver, enten er forbrug af energi og råstoffer til fremstilling af varer, hvis eneste berettigelse ofte er, at de kan akkumulere profit, men som i øvrigt kan undværes – eller tomgang (såsom administration, kontrol, kursusvirksomhed, undersøgelser, PR, osv).

Ikke et ondt ord om alle bestræbelserne, folk skal jo overleve. Men bag al den febrilske aktivitet skjuler der sig en mekanisme, som kunne fortjene lidt opmærksomhed. Den kan udtrykkes i et par enkle sætninger:

1. I det moderne samfund anerkendes kun de aktiviteter, der udløser betaling, som arbejde.

2. Heraf følger, at lønarbejde altid er gavnligt for samfundet.

3. Arbejdsgiverne – offentlige såvel som private – afgør, hvad der er arbejde, dvs. hvad der betales løn for. Lønnens størrelse afhænger af, hvor vigtig indsatsen er for samfundet – jo større løn, jo mere betydningsfuld er indsatsen.

Det sidste har i øvrigt en tilbøjelighed til at fungere lidt bagvendt, forsåvidt som man i stigende grad starter med at lave de stillinger og systemer, der skal gøre en vis indsats – og først derefter headhunter dem, der skal have stillingerne.

Det gør kvalifikationer til en vare, man handler med. Deraf de formidable fratrædelsesordninger, nogle ledere kan opnå. Det bliver på den måde uden betydning for dem personligt, om de viser sig at være uduelige.

Man nærmer sig en situation, hvor en mindre kreds af folk med ensartet baggrund og uddannelse pr. automatik ansætter hinanden i ledende stillinger, som de i stigende grad selv har skabt.

At de så også kommer mere og mere i familie med hinanden, er naturligt. De træffer sjældent nogen udenfor kredsen.

Alt dette bliver stadig mere synligt for stadig flere – dels, fordi det breder sig, dels, fordi de ledende gør sig mindre umage med at skjule, hvad de går og laver. De ved, at de har ret.

En anekdote, som illustrerer magthavernes selvsikre uvidenhed, har overlevet i mere end tohundrede år, fordi den stadig føles sand: Da dronningen af Frankrig under finanskrisen sidst i 1700-tallet hørte, at store dele af befolkningen sultede, skal hun forbavset have sagt: ”Jamen, hvorfor spiser de ikke kager?”

De tre store revolutioner i moderne tid – den amerikanske, den franske og den russiske – havde mere tilfælles, end vi lærte i skolen.

For det første var de alle tre rettet mod en stat, som ikke længere fungerede, fordi samfundet havde ændret sig.

For det andet blev de alle tre forsøgt nedkæmpet ved militær indgriben fra andre stater, som ville bevare den gamle statsform.

Og for det tredje ændrede de militære indgreb revolutionernes forløb og mål. De begyndte som oprør mod forældede regimer, som med vold prøvede at forhindre borgerne i at udnytte de friheder, som nye tekniske og økonomiske fremskridt gjorde mulige. Målet var internationalt – alle skulle have adgang til frihed.

De gamle staters forsøg på at knuse revolutionerne med magt militariserede de revolutionære og genoplivede nationalismen. Politisk skulle ikke bare revolutionen, men også dens territorium forsvares, og ideologisk blev dens mission at erobre verden og gøre alle mennesker frie ved at modernisere staten.

Nu står vi der igen, ser det ud til.

Her stoppede jeg, utilfreds med ovenstående. Det virkede tamt og ud i det blå. Dage efter begyndte oprøret i Tunis. Egypten fulgte efter. Det var til at blive overtroisk af.

Det problem, jeg var på vej til, havde at gøre med, hvordan et oprør kan føre til noget, der ikke straks bliver til nye former for undertrykkelse. Hvordan hindrer man (i bedste fald) at de kræfter, som har gennemført revolutionen, sætter sig tungt på magten?

Oprøret vender sig hver gang mod systemer, magthavere, som mere eller mindre har udspillet deres rolle. Dem kan flertallet få øje på. Men hvordan bygger man et nyt statsapparat, som kan håndtere befrierne?

Det sovjetiske system var det mest vidtgående hidtil. Idéen var, at lokalsamfundet valgte en styregruppe, som skulle tage sig af at administrere og gennemføre, hvad der var nødvendigt lokalt. Medlemmerne var direkte ansvarlige overfor den stedlige befolkning og kunne til enhver tid fjernes af et flertal i lokalsamfundet, hvis der var utilfredshed med dem.

Den lokale styregruppe (sovjetten, det betyder råd) valgte så repræsentanter til næste led – kommunen, amtet – for dér at tale lokalsamfundets sag og formidle forslag og dekreter ovenfra. Sådan fortsatte det opefter, til det hele blev samlet i de øverste, styrende organer i det nye samfund.

Men borgerkrigen og indblandingen fra udlandet, samt idéen om kommunistpartiets ledende rolle (proletariatets diktatur) førte til, at dekreter fra toppen sejrede over selv nok så begrundet lokal modstand. Medlemmerne af de lokale sovjetter blev helt afhængige af de overordnede sovjetter, hele vejen op, og kunne ikke længere drages til ansvar lokalt. Hele systemet blev hurtigt en vej til en karriere, mere og mere uafhængig af dygtighed eller kundskab, mere og mere af evnen til at gætte, hvad de overordnede i systemet ønskede.

Det mest opsigtsvækkende ved det egyptiske oprør synes i skrivende stund (4. februar) at være en udtalt modvilje blandt deltagerne mod at bekende sig til bestemte, politiske mål og navngivne ledere.

Da jeg i forgårs fulgte begivenhederne live på alJazeera, forsøgte studieværten i vinduet højt over Tahrir-pladsen, gang på gang at få udvalgte personer i folkemængden (som dengang endnu kunne interviewes via mobil eller lignende) til at fortælle om overordnede mål og ledere. De kunne hun ikke få dem til.

De var kommet for at få fjernet den siddende regering og præsidenten, Mubarak. Først, når dette mål var nået, kunne/ville de indlade sig på at diskutere, hvad der skulle ske derefter. De interviewede virkede for nogles vedkommende direkte vrede over, at nogen kunne spørge så dumt – som om lige præcist denne holdning var selve oprørets forudsætning.

Udviklingen i Tunesien, hvor opstanden var mundet ud i indsættelsen af en overgangsregering, som det såkaldt internationale samfund kunne finde sig i, havde allerede givet dem ret. Men studieværten blev ved, hun kunne åbenbart ikke fatte, at man kunne gøre oprør uden ledere og uden en klar model for fremtidens samfund.

Det har vi andre også svært ved. Det er en af grundene til, at den proklamerede venstrefløj længe har virket lamslået. Når socialismen er blevet et halvtomt begreb, og kommunismen ikke duede, er der kun islam tilbage, og det er jo den rene middelalder. Hvad skal man så kæmpe for?

Svaret er lige nu egyptisk. De fortæller os, at den eksisterende verdensorden er så massiv, så livsfarlig, at den må væk. Det er et mål, der kan samles et flertal for. Så kan man begynde at arbejde for, hvad der er nødvendigt lokalt. Hele idéen er, at der vil være voldsom forskel på, hvad man vil gøre fra land til land. Det, opstanden gælder, er retten til at finde sine egne løsninger.

Men det kan vi ikke se, før vi befrier os for det kapitalistiske lønarbejdes slaveri, dets kriser og krige. Det kan man selvfølgelig sagtens sige, for hvordan gør man det, når der ikke er nogen til at fortælle os, hvad vi får ud af det.

Også dér er egypterne længere fremme. De advarer mod ledere. Og har vi ikke set nok af dem? Fra Napoleon til Stalin til Mussolini, fra Hitler til Pinochet, og så videre.

Inden dette her kan læses af andre, er det egyptiske eventyr sikkert forbi. Der skal mere til. Men derfor kan man måske nok lære et og andet.

Til slut et citat, som med beundringsværdig klarhed udtrykker det overordnede mål for den del af verden, vi bor i:

”Vi råder over cirka 50% af verdens rigdom, men har kun 6,3% af dens befolkning,” skrev George F. Kennan i 1948. Udfordringen for USA var, fortsatte han, ”at udforme et mønster af (internationale) forhold, der vil tillade os at opretholde denne ulighed.”