VK s udspil til folkeskolereform: Mere af samme fejlslagne politik

Resume :

• Med baggrund i OECD s fejlagtige konklusion om, at folkeskolen er for dyr og for dårlig har VK regeringen under Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre iværksat et ”360 graders eftersyn af folkeskolen” og bedt et ”Rejsehold” komme med reformforslag samt endelig selv spillet ud med forslag til en folkeskolereform. Såvel Rejseholdets anbefalinger som regeringens egne overvejelser og forslag peger imidlertid overvejende den forkerte vej.

• Rejseholdets forslag har her ikke bare karakter af input i reformprocessen til regeringen, men nok så meget af forslag til folkeskolens arbejdsgivere: Kommunerne. Men ganske vist er der hos Rejseholdet enkelte gode overvejelser om styrket kompetenceudvikling for folkeskolelærere og øget læseindsats, men selvom Rejseholdets forslag præsenteres som tiltag til at bedre de faglige resultater er en betydelig del af forslagene i realiteten spareforslag. Det gælder forslagene om skærpede adgangskrav til læreruddannelsen, omlægning af specialundervisning og ”(Ned)Justering” af andelen af elever i specialklasser og på specialskoler, ”(Op)Justering” af lærer-/elevratioen og anvendelse af en større del af lærernes tid på undervisning og revision af lærernes arbejdstidsaftale, udfasning af 10 – klasse og opbygning af større skoler

• Men besparelser er sjældent samtidigt kvalitetsforbedringer, men tværtimod som oftest kvalitetsforringelser. Det vil heller næppe bedre kvaliteten i folkeskolen, at Rejseholdet lægger op til at videreudbyggende VK s hidtidige tiltagende topstyring, kontrol og bureaukratisering af folkeskolen. Men hvad værre er, så fortsætter en række af forslagene fra Rejseholdet i den ”elitegørelses” spor, som hidtil har præget VK s skolepolitik med stigende individualisering og bogliggørelse af undervisningen. Der lægges op til endnu mere ansvar for egen læring og til en endnu mere hold – og linjeopdelt undervisning, navnlig i udskolingen. Det vil givet passe godt til elever fra økonomisk og uddannelsesmæssigt stærke hjem, vil betyde, at de svagere elever i folkeskolen vil blive kørt endnu længere bagud.

• Heller ikke VK s eget udspil til folkeskolereform tegner til at kunne flytte meget i en positiv retning, men snarere til at det modsatte. Ganske vist er der enkelte gode forslag såsom bedre efteruddannelse af lærere, læseløfte og flere timer i indskolingen. Men samtidig fortsætter regeringen i det væsentlige med mere af topstyring og ensretning af undervisningen gennem skærpede trinmål, flere test og offentliggørelse af nationale test. Og ”Faglig og friheds” højt berammede mere ”frihed” viser sig med forslag om øget holddeling og frihed til tilbageføring af specialundervisningen til folkeskolerne primært at være frihed til kommunerne til at spare løs. Besparelserne vil forringe undervisningen og især ramme de svagere elever hårdt.

• Samtidig viser en sammenligning med det ofte fremhævede Finland imidlertid netop, at finske elevers langt bedre score ved de internationale undersøgelser i høj grad beror på, at den finske folkeskole evner at få de svageste elever med og herigennem også hive niveauet op for de elever, som præsterer bedst. Denne evne til at få de svageste med er ikke enestående for det finske skolevæsen. Finland scorer også topkarakter, når der gælder egne til at udligne de sociale forskelle og skabe mere lighed i samfundet. F.eks. ved at gøre børne af udsatte grupper som indvandrere og bistandsklienter til mønsterbrydere, der får en højere uddannelse.

• Rejseholdet og regeringens forslag og overvejelser vil således fortsætte i det samme nyliberalistiske spor, som indtil nu ikke har skabt bedre resultater i folkeskolen. Og sammen med nulvækstens ressourcedræn fra folkeskolen kan resultatet ikke undgå at blive en forringelse af undervisningens kvalitet og faglige resultater.

• Der er derfor ingen udsigt til, at VK s planer for folkeskolen vil føre til verdens bedste folkeskole, men kun til at de ender som verdens ”bedste” folkeskolebesparelser.

Indledning

I dette afsnit behandles først de forskellige forslag til og overvejelser om den nu ny reform af folkeskolen, som Lars Løkke Rasmussen annoncerede kort efter sin tiltræden som statsminister med sin bebudelse af et 360 graders eftersyn i folkeskolen.

Først ser vi på, hvad regeringens overordnede mål for eftersynet var. For at komme med forslag til den endelige reform SAMT IKKE MINDST TIL KOMMUNERNE nedsatte regeringen et ”Rejsehold”, hvis forslag vi dernæst vil se på. Videre har KL bidraget med input og forslag ti processen med ”Nyt syn på Folkeskolen”. Sidst, men ikke mindst har regeringen så i december 2010 spillet ud med sine egne forslag, som vi til sidst vil se på.

Som vist i foregående afsnit er de mangelfulde faglige resultater af VK s uddannelsespolitik indtil nu ikke sket på trods af, men på grund af de nyliberalistiske elementer heri: Øget opdeling og individualisering, faldende ressourcer til almenundervisningen, øget beslaglæggelse af ressourcer til kontrol og dokumentationsopgaver samt en stigende bog – og teorigørelse af undervisningen.

Selvom det intetsteds siges direkte, må det nye 360 graders eftersyn af folkeskolen, statsministerens personlige engagement heri samt muligvis forflytningen af Bertel Haarder fra undervisningsministerposten siges at være en indirekte indrømmelse af hidtidige manglende resultater.

Men er VK i stand til at korrigere fejlkursen og bryde med sin hidtidige svækkelse og eliteorientering af folkeskolen?

1. VK ´s 360 graders eftersyn af folkeskolen.

1.1. Målene for eftersynet.

Det overordnede mål for den ”nye” VK – regering er som tidligere anført, at ”I 2020 skal danske skolebørn være i top fem internationalt både for så vidt angår læsning, matematik og naturfag målt ved de regelmæssige, sammenlignelige PISA – undersøgelser og for så vidt angår engelsk målt i forhold til ikke – engelsk talende lande”.

Det er en ambition om et højere niveau for folkeskolen og en sådan højere målsætning end det hidtidige kan man kun tilslutte sig.

Men er det en kursændring? Man hylder tværtimod sig selv og de hidtidige resultater: ”Regeringen har siden 2001 gennemført en række initiativer for at styrke folkeskolen. Vi har indført bindende nationale mål for undervisningen … Vi har styrket det faglige mål og reformeret læreruddannelsen”

Målsætningen angiver regeringen at ville nå bl.a. gennem

• Læseløfte: Læsning skal prioriteres i de mindre klasser og skal testes 2., 4. 6. og 8. klasse

• Eftersyn: Folkeskolens eftersyn til styrke lærernes kompetencer, øge skoleledelsernes ledelsesrum, dokumentere resultaterne af indsatsen bedre, skabe bedre ressourceanvendelse

• Åbenhed om resultater: Skolerne skal i øget omfang dokumentere deres resultater og disse skal være offentligt tilgængelige og korrigeres for relevante socioøkonomiske forhold

Selvom man ikke kan være uenig i målsætningen om at styrke lærernes kompetencer, synes der for restens vedkommende ikke at være tale om nogen kursændring, men om mere af samme skuffe: Mere styring, kontrol og dokumentation, flere tests og prøver, mere bogliggørelse og faglig ensretning.

Hertil kommer en afgørende forudsætning, som ikke fremgår direkte af regeringens arbejdsprogram, men som kommer klart til udtryk i kommissoriet for det ”Rejsehold”, som statsministeren kort efter nedsætter til at gennemføre eftersynet af folkeskolen:

DET MÅ IKKE KOSTE PENGE.

Jf. kommissoriet for Regeringens Rejsehold: ”Udgangspunktet for opfølgningen vil være, at Danmark har en af verdens dyreste folkeskoler målt ved udgiften pr. elev. Regeringen vil derfor fokusere på tiltag, der giver ”bedre folkeskole for pengene”. Evt. udgiftskrævende initiativer vil blive søgt finansieret ved omprioriteringer indenfor folkeskolen”.

Selvom der naturligvis kan effektiviseres i folkeskolen, medfører denne grundbetingelse, at der ikke kan gennemføres forbedringer i folkeskolen uden at disse modsvares af besparelser.

1. 2. Nulvækst og folkeskole.

Dette er naturligvis en afspejling af den generelle nulvækst for den offentlige sektor i perioden 2011 til 2013, som VK fremlagde med ”Konvergensprogram 2009” og ”Genopretningsplanen” og som blev konfirmeret i VKO ´s ”Genopretningsaftale”.

Konsekvensen af nulvæksten er, at de offentlige budgetter kun reguleres for pris og lønstigninger, men netop ikke for stigende antal brugere og/eller stigende behov. Resultatet er en langsom udhuling de offentlige budgetter i form af en årlig negativ realvækst på mellem - 1 og - 1,7 pct.

For kommunerne og dermed får folkeskolen betyder ”Genopretningsaftalen” fra 2011 til 2013 en årlig besparelse på mellem 3 og 5 mia. kr., hvilket svarer til en personalebesparelse på mellem 6. og 9.000 stillinger-

For kommunerne er nulvæksten allerede effektueret gennem ”Kommuneaftalen 2011” og har allerede afstedkommet en bølge af besparelser allerede i budget 2010 og i budgettet for 2011. Sammenlagt forventes at kommunerne vil spare op mod 5 mia. kr. årligt i 2011 og allerede på nuværende tidspunkt forventes mindst 5.000 stillinger nedlagt.

For folkeskolen har det allerede medført omfattende sparetiltag:

• Nedlæggelse af mere end 1000 lærerstillinger

• Stigende klassekvotienter

• Nedlæggelse af mindre skoler

Kommuneaftalen for 2011 er således allerede i 2010 i gang med at forringe vilkårene for almenundervisningen i folkeskolen.
Samtidig fokuser Kommuneaftalen for 2010 særligt på de stigende udgifter til specialundervisning.

Færre elever skal i fremtiden tilbydes specialundervisning i det hele taget. Alene en diagnose skal ikke give ret til specialundervisning. Navnlig tilgangen til specialskoler og institutioner skal bremses og fremover skal man have behov for støtte i mindst 12 timer for at blive henvist hertil. En større del af behovet for hjælp og støtte skal dækkes i de almindelige folkeskoler

Med en fornuftig opgavedeling og styringsmodel på specialundervisningsområdet, hvor folkeskolen tilførtes yderligere midler til at løfte opgaven, kunne brugen af specialskoler givet reduceres uden serviceforringelse.

Men det er næppe det, som der er udsigt til.

Med det økonomiske pres på kommunerne generelt under nulvækst er der tværtimod udsigt til at tilbageflytning af specialundervisningselever til folkeskolerne bliver en ren spare – og nedskæringsøvelse om at indføre en ”specialundervisning” i discountudgave. Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, vil nu blive sendt til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støtte specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for ”normaleleverne”.

Også herigennem må vurderes at komme omfattende kvalitetsforringelse i folkeskoleundervisningen. Alle vil få forringet undervisning: De støttekrævende elever såvel som ”normalklasserne”. Hvilket ganske givet vil få afvandringen af velfungerende og bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler til at stige.

2. Regeringens ”Rejsehold”.

2.1. Forslagene fra ”Rejseholdet”.

Under de givne afgørende økonomiske forudsætninger om, at udgiftskrævende forslag skal finansieres gennem besparelser på andre områder skulle Regeringens rejsehold med Jørgen Søndergaard i spidsen formulere konkrete forslag.

Det kan ikke nok understreges i forbindelse med de foretagne undersøgelser og navnlig de givne anbefalinger, at der ikke med Regeringens rejsehold for Folkeskolen med den givne bestykning af rejseholdet og med den korte givne undersøgelsesperiode var tale om en videnskabelig og evidensbaseret undersøgelse af sammenhænge og hvad der virker i folkeskolen, men om et regulært politisk – ideologisk udspil.

I den forbindelse må Rejseholdets formand, Jørgen Søndergaard, der også har været formand for Arbejdsmarkedskommissionen og med i Velfærdskommissionen anses som helt central og det må vurderes som afgørende at han en stærkt nyliberalistisk farvet økonom.

Rejseholdet fremkom efter mindre end et halvt år med rapporten ”Fremtidens folkeskole – en af verdens bedste” og et sæt på 10 anbefalinger heri.

Anbefalinger fra Regeringens Rejsehold for Folkeskolen:

1. Lærernes kompetencer skal styrkes
Højere optagelseskrav på læreruddannelsen, der skal gøres mere forskningsbaseret.
Lærerne skal have løn efter kompetencer.

2. Bedre skoleledelse
Kommunale skolechefer og skoleledere skal have en særlig lederuddannelse.
Skolechefer skal hvert år udpege et antal lærere, der skal tage et førlederprogram. Lederne skal resultatlønnes.

3. Styrket forskning i skoleudvikling
Etablering af et sektorforskningsinstitut for skoleudvikling og penge til forskning i læring og undervisning samt en bedre læreruddannelse.

4. Tydelige mål for, hvad elever skal lære
Målene for undervisningen er for brede og vage. Folkeskolens mål skal moderniseres.
Mål for elevernes mere bløde kompetencer skal indgå.

5. Stærkere fokus på skolens resultater
Skolerne skal fremlægge og forklare deres resultater og formulere mål for kommende forbedringer, så der bliver skabt respekt for skolen.

6. Langt færre elever skal i specielle tilbud
Lovgivningen om specialundervisning ændres, så kun ganske få elever udskilles til specialklasser og specialskoler.
Pædagogisk psykologisk rådgivning skal primært bistå lærerne, og skolerne skal have tilført specialpædagogiske kompetencer, og de resterende specialskoler skal fremover tillige fungere som eksterne kompetencecentre.

7. Elever i vanskeligheder skal have effektiv støtte
Kompetencer og ressourcer i forhold til udsatte elever skal styrkes.
Der skal ske en større integration af skole og fritid i områder med mange udsatte børn, samt opprioritering af skole- og hjemsamarbejdet.

8. Kommuner skal have større frihed til at drive skoler
Større frihed til at danne hold, bestemme timetal i forskellige fag, inddrage ansatte med forskellige faglige kompetencer i skolen, mulighed for at udvide skolens åbningstid.

9. Flere valg
Der skal indføres linjefag i 7., 8. og 9. klassetrin.
Folkeskolens afgangsprøver skal moderniseres.

10. Styrket faglighed gennem større skoler
Skolerne skal mindst have tre spor pr. årgang, så lærer- og lederkompetencer kan forenes med en effektiv ressourceudnyttelse.
Stat og kommuner må indgå aftale om at etablere en ny skolestruktur.

2.2. Regeringens rejsehold: Nytænkning eller spareøvelse?

Det må anerkendes, at rapporten indeholder gode forslag, herunder i hvert fald den principielle overvejelse om bedre uddannelse og efteruddannelse af lærere og skoleledere. Om end de konkrete forslag navnlig vedrørende læreruddannelsen kan diskuteret kan man principielt kun erklære sig enig. Disse forslag vil imidlertid koste yderligere ressourcer, hvilket regeringen imidlertid på forhånd har tilkendegivet KUN kan ske gennem omprioritering dvs. gennem besparelser andetsteds.

Anbefalingerne fra Rejseholdet rummer derfor i nok så høj grad en række forslag, der fremlægges som funderede i pædagogiske og kvalitetsmæssige overvejelser, men som i realiteten må betragtes som motiveret af dette krav om at anvise besparelser. Rejseholdet anfører selv følgende forslag som ”omprioriteringer” dvs. besparelser:

• Skærpede adgangskrav til læreruddannelsen

• Omlægning af specialundervisning og ”(Ned)Justering” af andelen af elever i specialklasser og på specialskoler

• ”(Op)Justering” af lærer-/elevratioen og anvendelse af en større del af lærernes tid på undervisning og revision af lærernes arbejdstidsaftale

• Udfasning af 10 – klasse

• Større skoler

Men besparelser er sjældent samtidigt kvalitetsforbedringer, men tværtimod som oftest kvalitetsforringelser.

Det kan fx meget vel tænkes, at regeringen sparer ved at stramme adgangskravene til læreruddannelsen, men samtidig får man færre lærere i en tid med stor afgang på grund af pensionering. Det er opskriften på lærermangel, flere vikarer og dårligere undervisning

Det kan som tidligere anført meget vel lade sig gøre at spare på specialundervisningen ved i langt højere grad at flytte specialundervisningselever tilbage i normal –/almenklasserne. Men i Kommuneaftalen for 2011 er det primært lagt an som en spareøvelse: Et merforbrug på området skal simpelthen nedbringes. Derfor vil der ikke i samme omfang blive flyttet ressourcer overfor til normal-/almenundervisningen. Og herved vil alle elevgrupper vil givet få dårlige undervisning: De støttekrævende elever såvel som ”normalklasserne”. Hvilket ganske givet vil få afvandringen af velfungerende og bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler til at stige.

Det kan også meget vel tænkes, at man kan spare ved at gennemtvinge flere elever i klasserne og en forhøjelse af lærernes timetal til undervisning, men næppe bare slet og ret gennem reduktion i møder og administrative opgaver, som regeringen jo tværtimod har øget støt gennem årene. Derfor betyder forslagene fra Rejseholdet om større klassekvotienter og flere undervisningstimer i realiteten øget arbejdsbyrde til lærerne, hvilket næppe vil befordre kvaliteten i undervisningen.

Det kan vel også meget vel tænkes, at man ved at nedlægge 10´ende klassetrin kan spare, men forudsætningen er jo som anført af Rejseholdet, at folkeskolen generelt ”kommer op i gear”, således at man når det samme et klassetrin tidligere. Men det betyder på den anden side et mere komprimeret undervisningsforløb, hvilket næppe befordrer kvaliteten af folkeskoleundervisningen.

Og der er næppe tvivl om, at større skoler betyder lavere enhedsomkostninger, fordi man få en bedre kapacitetsudnyttelse (= flere elever pr klasse og lærer). Og det er nok også rigtigt, at store skoler har bedre muligheder for specialisering. Så langt så godt. Men det betyder omvendt også færre ressourcer pr elev, hvilket i sig selv ikke befordrer kvaliteten. Samtidig kan indførelse af sådanne ”skolefabrikker” blive på bekostning af mindre skolers tættere lærer/-elevkontakt og tættere forældreengagement i skolerne og dermed på bekostning af megaskolernes undervisningsmæssige kvalitet.

En række af Rejseholdets forslag må således karakteriseres som overvejende spareforslag, som ikke vil styrke kvaliteten af undervisningen, men tværtimod med stor sandsynlighed forringe undervisning og folkeskole.

Hertil kommer, at en række andre af Rejseholdets forslag – jf. den nyliberalistiske formand og økonom Jørgen Søndergaard – bevidstløst trasker videre i VK s hidtidige markedsstyring og i stedet for at rive kontrol og bureaukrati ned tværtimod vil udbygge det.

Det vil fx skabe mere kontrol og dokumentation når Rejseholdet vil udbygge og prioritere folkeskolens og undervisningens mål endnu mere, hvilket kun kan ses som et reelt udspil til yderligere at nedprioritere de almentdannende sider af folkeskolens undervisning.

Og når man samtidig foreslår endnu flere resultatmålinger, vil det kun øge det skabte ”markedsstyringsbureaukrati” og trække flere ressourcer fra selve undervisningen.

Og forslagene om stærkere styring og ledelse kan næppe ses som andet end et led i yderligere at indskrænke lærernes faglige og professionelle råderum.

Helt galt går det, når forslagene decideret vil øge den eliteoríentering af folkeskole og uddannelsessystem, som jf. netop går i den helt forkerte retning, når det gælder om at hæve det faglige niveau.

Forslagene om at ”bombe” specialundervisningen tilbage i normal-/almenundervisningen vil helt evident ramme særligt de svagere elever i folkeskolen, ligesom det vil være tilfældet med højere klassekvotienter. Også flere test og mere vidtgående prøver vil være på de bogligt stærkes vilkår.

Og denne helt forkerte øgede ”eliteorientering” gælder ikke mindst, når Rejseholdet foreslår, at der skal indføres linjefag i 7.8. og 9. klassetrin. Dette forslag vil i praksis føre til en niveaudeling i udskolingen. Hermed får vi ikke et skolesystem, der bekæmper den sociale ulighed, men et skolesystem, der reproducerer den sociale ulighed. Al erfaring viser at niveaudeling svækker de mindst boglige elevers niveau og forringer deres muligheder bagefter.

De Konservative har da også hilst forslaget varmt velkommen.

Alt i alt udgør forslagene fra Rejseholdet – med principiel undtagelse af bedre læreruddannelse og efteruddannelse – ikke forslag, der repræsenterer nytænkning eller øger kvaliteten af undervisningen af folkeskolen, men der er i vidt omfang i stedet tale om spareforslag.

Og det som vi så af det finske eksempel afgørende om at højnelse af det generelle faglige niveau handler om at satse særligt på den svagere tredjedel og dermed øge ligheden i folkeskolen finder vi intet af i Rejseholdets rapport. Tværtimod trasker man bevidstløst videre i bureaukratiserende markedsstyring og direkte kontraproduktivt vil man tværtimod svække indsatsen overfor de svage elever og udbygge eliteorienteringen og favoriseringen af de bogligt stærke

3. KL´ s ”Nysyn på folkeskolen”.

Omtrent samtidig eller lidt før Rejseholdet udspil kom KL ´s nye formand højresocialdemokraten Jan Trøjborg og den nye formand for KL s børne og ungeudvalg, højresf’eren Jane Findahl, på banen med et indspil til folkeskolepolitikken.

KL vil gøre op med klasseundervisningen. Eleverne i de ældste klassetrin skal blandes i hold på tværs af årgange, alder og efter fagligt niveau og følger deres helt egne individuelle skoleskemaer.
Den traditionelle klasseundervisning skal erstattes af forelæsninger og faglige værksteder

"Vi gør op med ’ettallernes tyranni’ - der går på én klasse, én lærer, én time. I stedet erstatter vi skolens prøver, skemaer og klasser med en ny form, hvor undervisningen organiseres gennem forelæsninger, værksteder, kurser og projekter", som KL-formand Jan Trøjborg forklarede til Danske Kommuner.

Den nye overbygning kræver, at lærerne har hyppige samtaler med eleverne om deres mål, og KL foreslår, at lærerne i fremtiden tilbringer en langt en større del af deres arbejdstid på skolen.

At udspillet kommer fra en KL bestyrelse med flertal af socialdemokrater og SF kan på ingen måde mærkes. KL s ”Nysyn” er i realiteten domineret af en altdominerende økonomitænkning i forhold til og på bekostning af kvalitets – og undervisningsmæssige overvejelser.

Det gælder forslaget om – på bekostning af stamklasserne – at gennemføre øget opdeling på hold o.l., der til gengæld kan blive megastore. Det er ren og skær økonomitænkning. Man kan ligefrem se KL borgmestrene skovle sparekronerne ned i den slunkne kommunekasse. Til gengæld vil udbyttet af en sådan kaotisk undervisningsstruktur og den ringe tid til og kontakt mellem den enkelte elev og lærerne lynhurtigt gøre hele den svagere halvdel af eleverne til tabere.

Også rejseholdets overvejelser om specialundervisning efterplapres bevidstløst uden at de bliver bedre af den grund. Her synes i endnu mere udpræget grad end ved Rejseholdet tale om en ren spareøvelse uden noget perspektiv om reelt at opruste almenundervisningen til at klare de øgede opgaver.

Hvad næsten er værre i KL udspillet er en dybt reaktionær og kontraproduktiv eliteorientering, som kun vil tjene de økonomisk og bogligt stærke, men som i realiteten vil svække fagligheden i folkeskolen generelt. Det gælder, når KL udspillet totalt vil individualisere undervisningen og give eleverne totalt ansvar for egen læring, herunder valg af undervisningstilbud. Det kan kun gøre ikke bare de svage, men også de almindelige elever til tabere, men kun de bogligt stærkeste fra de velhavende og veluddannede hjem som vindere.

Det samme gælder forslaget om øget niveaudeling i udskolingen, som er kommenteret foran under Regeringens Rejsehold.

”Nysyn” er i sørgelig grad præget af mangel på konstruktiv nytænkning.

4. VK- regeringens udspil til folkeskolereform: ”Faglighed og frihed”.

4.1. Hovedelementer i regeringens udspil.

Efter således at være forsynet med behørig inspiration fremlagde VK i december 2010 omsider sit eget udspil under overskriften ”Faglighed og frihed”.

Hovedelementerne i udspillet var følgende:

• Kommunerne skal kunne holddele mere end i dag

• Loftet over klassekvotienten på 28 elever skulle fjernes

• Skærpede trinmål og karaktergivning fra 6. klasse

• Læsetest i 1. og 2. klasse, nationale tests skal offentliggøres

• Læseløfte inden 2. klasse og flere læsevejledere

• Skoledag udvides til 6 timer i 0-3. klasse + undervisningsassistenter

• Skærpede adgangskrav til folkeskolelæreruddannelsen

• Vejledende timetal ophøjes til minimum

• Færre skal i specialklasser

Forslaget om frihed til højere klassekvotienter blev dog senere trukket tilbage.

4.2. Enkelte gode elementer.

Det må anerkendes, at der ER gode forslag i regeringens ellers noget blandende pakke.

Forslaget om, at alle børn skal kunne læse sikkert inden udgangen af 2. klasse er givet heriblandt. Det er givet en god ide med en tidlig indsats i dagtilbud, med flere læsevejledere samt vedvarende fokus på læsning gennem skoleforløbet og en særlig indsats efter 2. klasse for de, som endnu ikke kan læse.

Også forslaget om udvidelse af timetallet til 6 timer i 0-3. klasse er givet godt, selvom det langtfra vil opveje de over de sidste 50 år tabte 1300-1800 timer. Men flere timer i indskolingen vil give mulighed for en styrkel faglig indsatser.

Også ideen om udvidet adgang til ansættelse af undervisningsassistenter er god, vel at mærke hvis det fungerer som et supplement til uddannede lærere og ikke som en billig erstatning.

Endelig må det hilses velkomment, at de vejledende timetal ophøjes til minimumstimetal, da kommunerne pga. den pressede økonomiske situation i stigende grad tilrettelægger undervisningen ud fra minimumstallene.

4.3. Mere af samme fejlslagne politik, som i 10 år ikke har forbedret folkeskolen, tværtimod.

Men på en række punkter fortsætter VK – regeringen i de hidtidige takter med mere topstyring og bureaukratisering, der vil forringe undervisningsbetingelser og indskrænke læreres og skolers frihed i stedet for det postulerede mål om øget frihed.

Det gælder forslagene om skærpede trinmål og udvidet karaktergivning, om flere test og offentliggørelse heraf. Den oplagte konsekvens heraf vil være endnu mere ensretning af elevernes og lærernes indsats snævert mod de af regeringen prioriterede fagområder, mens alle andre vil blive nedprioriteret. Vi får en snævrere og ikke en bedre skole.

Flere test og udvidet karaktergivning til givet også forstærke den eliteorientering, som VK regeringen jf. foran i stigende grad har indført i folkeskolen. Og denne tendens vil endnu mere sikkert blive forstærker, hvis de reaktionære forslag om øget permanent opdeling i udskolingen gennemføres.

Mens omvendt de mindre bogligt stærke elever fra økonomiske og uddannelsesmæssigt mindre velstillede hjem vil tabe på disse tiltag. Ligesom de helt afgjort vil tabe på, at specialundervisningen uden videre ”bombes tilbage” i folkeskolen.

Hvis folkeskolernes specialundervisningscentre udbygges og sættes i stand til i folkeskolen at håndtere de lettere behov for specialundervisning, vil det i sig selv være udmærket. Men det forudsætter, at folkeskolen tilføres ressourcerne hertil fra den eksisterende specialundervisning. Dvs. at der bliver tale om en omlægning og ikke en besparelse. Men med nulvækst og en presset økonomi vil tilbageføring af specialundervisning med stor sandsynlighed blive en spareøvelse som både bliver på bekostning af special - og normalelever.

4.4. Frihed til besparelser.

Endelig må forslagets forslag om mere frihed til kommunerne til øget og i udskolingen permanent holddeling, om højere klassekvotienter og frihed til nedlæggelse af specialklasser og specialskoler betegnes som dybt bagstræberiske.

I en presset økonomisk situation og med en ikke særlig progressiv KL – ledelse vil mere frihed til kommunerne på disse områder givet kun være ensbetydende med større frihed til besparelser.

Mulighederne for at spare vil blive grebet med kyshånd.

5. Konklusion.

Med baggrund i OECD s fejlagtige konklusion om, at folkeskolen er for dyr og for dårlig har VK regeringen under Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre iværksat et ”360 graders eftersyn af folkeskolen” og bedt et ”Rejsehold” komme med reformforslag samt endelig selv spillet ud med forslag til en folkeskolereform. Såvel Rejseholdets anbefalinger som regeringens egne overvejelser og forslag peger imidlertid overvejende den forkerte vej.

Rejseholdets forslag har her ikke bare karakter af input i reformprocessen til regeringen, men nok så meget af forslag til folkeskolens arbejdsgivere: Kommunerne.

Men ganske vist er der hos Rejseholdet enkelte gode overvejelser om styrket kompetenceudvikling for folkeskolelærere og øget læseindsats, men selvom Rejseholdets forslag præsenteres som tiltag til at bedre de faglige resultater er en betydelig del af forslagene i realiteten spareforslag. Det gælder forslagene om skærpede adgangskrav til læreruddannelsen, omlægning af specialundervisning og ”(Ned)Justering” af andelen af elever i specialklasser og på specialskoler, ”(Op)Justering” af lærer-/elevratioen og anvendelse af en større del af lærernes tid på undervisning og revision af lærernes arbejdstidsaftale, udfasning af 10 – klasse og opbygning af større skoler

Men besparelser er sjældent samtidigt kvalitetsforbedringer, men tværtimod som oftest kvalitetsforringelser. Det vil heller næppe bedre kvaliteten i folkeskolen, at Rejseholdet lægger op til at videreudbyggende VK s hidtidige tiltagende topstyring, kontrol og bureaukratisering af folkeskolen.

Men hvad værre er, så fortsætter en række af forslagene fra Rejseholdet i den ”elitegørelses” spor, som hidtil har præget VK s skolepolitik med stigende individualisering og bogliggørelse af undervisningen. Der lægges op til endnu mere ansvar for egen læring og til en endnu mere hold – og linjeopdelt undervisning, navnlig i udskolingen. Det vil givet passe godt til elever fra økonomisk og uddannelsesmæssigt stærke hjem, vil betyde, at de svagere elever i folkeskolen vil blive kørt endnu længere bagud.

Heller ikke VK s eget udspil til folkeskolereform tegner til at kunne flytte meget i en positiv retning, men snarere til at det modsatte. Ganske vist er der enkelte gode forslag såsom bedre efteruddannelse af lærere, læseløfte og flere timer i indskolingen.

Men samtidig fortsætter regeringen i det væsentlige med mere af topstyring og ensretning af undervisningen gennem skærpede trinmål, flere test og offentliggørelse af nationale test. Og ”Faglig og friheds” højt berammede mere ”frihed” viser sig med forslag om øget holddeling og frihed til tilbageføring af specialundervisningen til folkeskolerne primært at være frihed til kommunerne til at spare løs. Besparelserne vil forringe undervisningen og især ramme de svagere elever hårdt.

Samtidig viser en sammenligning med det ofte fremhævede Finland imidlertid netop, at finske elevers langt bedre score ved de internationale undersøgelser i høj grad beror på, at den finske folkeskole evner at få de svageste elever med og herigennem også hive niveauet op for de elever, som præsterer bedst. Denne evne til at få de svageste med er ikke enestående for det finske skolevæsen.

Finland scorer også topkarakter, når der gælder egne til at udligne de sociale forskelle og skabe mere lighed i samfundet. F.eks. ved at gøre børne af udsatte grupper som indvandrere og bistandsklienter til mønsterbrydere, der får en højere uddannelse.

Rejseholdet og regeringens forslag og overvejelser vil således fortsætte i det samme nyliberalistiske spor, som indtil nu ikke har skabt bedre resultater i folkeskolen. Og sammen med nulvækstens ressourcedræn fra folkeskolen kan resultatet ikke undgå at blive en forringelse af undervisningens kvalitet og faglige resultater.

Der er derfor ingen udsigt til, at VK s planer for folkeskolen vil føre til verdens bedste folkeskole, men kun til at de ender som verdens ”bedste” folkeskolebesparelser.

Henvisning:

Denne KRITISKE ANALYSE er et uddrag af rapporten: ”PISA 2009 og VK s udspil til skolereform: Er folkeskolen dumpet eller VK´s skolepolitik?” www.henrikherloevlund.dk/Art...

Vederlagsfrit abonnement på det månedlige nyhedsbrev KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk