Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
5. maj 2010 - 16:11

Det hellige Lønarbejde

DET HELLIGE LØNARBEJDE.

Af Tørk Haxthausen

En artikel 21.02.10 på www.care2.com/causes/human-r... fortæller, at antallet private fængsler i USA var 5 i 1998. I 2008 var der 100. Ved årtusindskiftet var det private fængselsfirma ’Correction Corporation of America’ blandt de 5 højst vurderede på New York Stock Exchange.

USA har det højeste antal fængselsdømte i verden: 762 per 100.000 indbyggere. Til sammenligning har Storbritannien 152 og Canada 102 per 100.000 indbyggere. I Danmark opgives tallet til 65 pr. 100.000.

En årsag kan være, at domstolene i en række delstater ikke er uafhængige af poliiske og, især, økonomiske interesser. En undersøgelse i Pennsylvania viste således for nylig, at statens domstole for mindreårige (mellem 10 og 18 år) havde modtaget adskillige millioner dollars i returkommission for at forsyne private fængsler med uskyldigt dømte unge.

Ifølge ’Left Business Observer’ beskæftiges fangerne i de private amerikanske anstalter med profitgivende virksomhed. I en kommentar til artiklen fortæller en læser i Montana, at en fjerdedel af delstatens befolkning er dømt til overvågning, i fængsel, prøveløsladt eller har en betinget dom. Staten har 5 privatiserede fængsler, som viser overskud i milliondollar-klassen, bl.a. til fordel for den tidligere guvernør, Mark Racicote, der fik privatiseringen gennemført, og som havde store aktie-optioner i ’Prisons in America Corp.’ Overskuddet skyldes væsentligst de tilskud, fængslerne får fra lokalstaten og forbundsregeringen, dvs. skatteyderpenge.

Artiklen påviser, at privatiseringen lægger pres på politi og dommere for at levere et så stort og stabilt antal indsatte som muligt, og får fængslernes ansatte til at søge tillægsstraffe til fangerne for mindre forseelser.

Samme dag bragte www.guardian.co.uk/society/drugs en artikel om nødvendigheden af at indføre dope-tests af studerende ved britiske universiteter, inden de skal til eksamen. Kravet er rejst af en førende neurolog, der har konstateret, at et stærkt stigende antal studerende bruger stoffer som Ritalin og modafinil, der øger hjernens beredskab.

De studerende køber præparaterne via internettet. Der er tale om medicin, som normalt bruges ved neurologiske sygdomme som Alzheimers, ADHD og narkolepsi. De kan skærpe patienternes opmærksomhed og gøre dem mere opvakte. I første omgang frygter man, at brugen kan give nogle studerende en ’unfair’ fordel ved eksamen.

Barbara Sahakian, som er specialist i den slags præparaters virkning på sunde mennesker, mener, at fremskridt i medicinalindustrien, kombineret med at doping bliver alment accepteret, kan gøre ”kosmetisk neurologi” ligeså populær som skønhedsoperationer.

”Hvis man udvikler et sikkert og effektivt præparat, som fremmer kompetence, tror jeg, det vil være vanskeligt, ikke at give folk adgang til det,” siger hun og tilføjer: ”Det store spørgsmål er, om vi alle sammen om ti år vil tage stoffer for at øge vores evner? Og, hvis vi gør, vil vi så bruge dem til at indskrænke arbejdstiden, så vi kan gå hjem og bruge mere tid med familien og få en god balance mellem arbejde og fritid? Eller vil vi styrte os ind i et 24/7 samfund, hvor vi arbejder hele tiden, fordi vi kan arbejde hele tiden?”

Så går det op for hende, hvad det er, hun står og siger:

”Man skal huske, at der kunne være noget gavnligt ved den slags stoffer, fordi vi har en aldrende befolkning – folk kan blive nødt til at arbejde længere, og deres pensioner kan blive sat ud af kraft. Det er tænkeligt, at når man bliver ældre, at folk så gerne vil tage kompetencefremmende stoffer.”

En opinionsundersøgelse, offentliggjort i magasinet ’Nature’, viser en vis tilbageholdenhed. Men de fleste deltagere indrømmede, at de nok ville føle sig presset til at give deres børn ”smarte stoffer”, hvis deres klassekammerater fik den slags.

De to eksempler illustrerer yderpunkterne i den moderne opfattelse af begrebet arbejde. På den ene side det privatiserede fængselsvæsen som en karikatur af det kapitalistiske samfund – og på den anden konkurrencesamfundet, hvor man doper sig til arbejdet som til en sport. På www.theglobalist.com/StoryId... kan man få et glimt af, hvad der befinder sig mellem yderpunkterne.

’The Globalist’ bragte her d.22.2.10 en artikel fra 2005 af økonomen Richard Freeman, som forudsagde kriserne 2010 med ganske stor præcision. Det kan han ikke være den eneste, der har været i stand til.

Freeman bruger ordet globalisering i en mere snæver forstand, end man er vant til fra medierne, nemlig som global markedsøkonomi. Hans tese er, at den globale mængde arbejdskraft (labor force) blev fordoblet, da Kina, Indien og den fhv. Sovjetunion antog markedskapitalismen.

Efter hans opfattelse bestod den globale mængde arbejdskraft i 1980 af arbejdskraften i de udviklede lande, dele af Afrika og det meste af Latinamerika. Cirka 960 millioner mennesker var, ifølge Freeman, i arbejde indenfor disse økonomier.

Befolkningstilvæksten, især i de fattige områder, øgede antallet lønarbejdere til ca. 1,46 millioner i år 2000. Men i 80erne og 90erne kom arbejdere fra Kina, Indien og det fhv. Sovjet ind på det globale arbejdsmarked, i og med at disse områder ’pludseligt’ tilsluttede sig det globale system af produktion og forbrug. Hermed tilførte de 1.47 milliarder arbejdere til det globale arbejdsmarked, hvad der betød en omtrentlig fordobling af den arbejdskraft, som stod til rådighed for verden.

Freeman skriver, at når man med ét har dobbelt så mange arbejdere, men ca. den samme mængde kapital som før, lægger det et stort pres på arbejdsmarkederne rundt om i verden. Lande, som havde regnet med vækst ved at eksportere varer, produceret af lavtlønnet arbejdskraft, må finde andre områder for udvikling.

Han nævner lande som Mexico, Columbia og Sydafrika, som ikke kan konkurrere med Kina, fordi de kinesiske lønninger er omkring en fjerdedel af deres, samtidig med at de kinesiske arbejdere producerer stort set ligeså effektivt.

De udviklede lande, som har levet højt på deres veluddannede arbejdskraft, opdager for sent, at de nye lande i den globale økonomi længe har investeret voldsomt i menneskelig kapital, og at f.eks. Kina og Indien producerer millioner af veluddannede lønarbejdere, der kan udføre samme slags arbejde som de uddannede i USA, Japan og Europa – og til en meget lavere løn. I 2010 (skrev Freeman i 2005) vil Kina sende flere videnskabsmænd og teknikere på markedet end USA.

Verdens førende stater havde længe monopol på den slags arbejdere, men nu var monopolet brudt – altså allerede 2005. For første gang ville majoriteten af menneskeheden arbejde under markedskapitalismen og have adgang til den mest moderne teknologi.

Og hvad mente Verdensbanken og IMF så om dét i 2005? Tja, ifølge Freeman sådan cirka det samme som EU mener om Grækenland m.fl. i 2010, nemlig at de økonomiske vanskeligheder skyldes manglende smidighed i arbejdsstyrken eller finansielt uansvarlige regeringer med alt for høje sociale udgifter, samt regeringsindgreb i markedets frihed.

Hvilket bekræfter hans indledende påstand om, at ”det globale økonomiske samfund og de ansvarlige for den økonomiske politik i regeringer såvel som i de globale organisationer har endnu ikke rigtigt forstået den mest fundamentale økonomiske udvikling i globaliseringens tidsalder – fordoblingen af den globale arbejdsstyrke”.

Man kan diskutere, om disse eksperter virkelig er så dumme, eller om de bare lader som om? Den moralske tone tyder på det sidste, ligesom det faktum, at de anførte årsager til kriserne alle sammen skal føre til ringere vilkår for de økonomisk dårligst stillede – ofte de mest produktive mht. basale ressourcer.

For læsere som undertegnede, der savner elementær økonomisk forstand, er det påfaldende, at Freeman afgrænser det globale arbejdsmarked, som han gør. Den fordobling af den globale arbejdsstyrke, han påviser, opstår udelukkende, fordi en række stater tilslutter sig den globaliserede kapitalisme.

De fysisk eksisterende arbejdere har været der hele tiden, men først efter en længere tids politiske udvikling er de blevet egnede som globale lønarbejdere. De er blevet uddannede til at kunne konkurrere indenfor et bestemt, økonomisk og politisk system. De ca. 40% af verdens arbejdsduelige befolkning, som helt eller delvist står udenfor den kapitalistiske pengeøkonomi, medregnes ikke.

Det er de ’fattigste’, de ’svage’, som al udviklingshjælp officielt skal løfte ud af deres elendighed ved at gøre dem til lønarbejdere og forbrugere. Mere effektivt end gennem såkaldt ’hjælp’ foregår det via industrilandbrugets overtagelse af jord i u-landene. De traditionelle småbønder har meget tit ingen formaliseret ejendomsret til den jord, de lever af og på, og kan derfor tvinges til at flytte, hvis regeringen indgår aftaler med internationale landbrugsfirmaer som Cargill eller Monsanto om at udnytte den kommercielt. De seneste år har det også vakt opsigt, at økonomisk magtfulde stater har foretaget massive opkøb af landbrugsjord, som de vil udnytte til forsyning af deres egne befolkninger.

Sydkorea har f.eks. købt meget store områder på Magadascar, og Saudi Arabien og Emiraterne har købt jord på det afrikanske fastland. Mens der er en vis medieopmærksomhed omkring såkaldt oprindelige folk i Lantiamerika, som fordrives (og ofte udryddes) når regnskove udnyttes industrielt, foregår de massive opkøb af landbrugsområder til eksportformål mere ubemærket. En grund kan være, at en ikke ringe del af dem retter sig mod Østeuropa og Sydamerika, hvor især de rige, arabiske stater er aktive.

En af de fonde, som bedriver den slags opkøb, er ’Pharos Miro Agriculture Fund’, en sammenslutning mellem Pharos Financial Group, med base i Emiraterne, og Miro Holdnings International. Man kan læse, hvad de selv siger om deres virksomhed, på www.miroasset.com/portfolio/... .

John Papesh, chef for Pharos Financial Group, har i et interview med Reuters udtalt, at ”der er en ikke ringe efterspørgsel efter landbrugsjord som investeringsaktiver, eftersom investorerne har indset, at fødevareefterspørgslen stiger, når verdens befolkningstal øges.”

”Vi er ved at lease 50.000 hektar i Tanzania. Aftalen vil være klar sidst i 2010, og området skal udnyttes til risdyrkning,” siger lederen af Miro, Oliver Barnes. Lejemålet løber i 98 år. I Europa er det især i lande som Rumænien, Bulgarien og Moldova, man forhandler med. Man vil dyrke hvede, byg, rasp og husdyrfoder, som skal eksporteres til investeringslandene, først og fremmest de rige oliestater, som er helt afhængige af importerede fødevarer.

De kapitalsvage lande i Europa, Afrika og Latinamerika er nemme at få til at sælge eller udleje god landbrugsjord, for det kan lette overgangen til moderne penge-økonomi, og de småbønder, der bliver jord- og arbejdsløse, er ofte en hindring for moderniseringer, fordi de er selvforsynende og ikke nemme at beskatte. Fødevare-eksport kan derimod betyde penge i statskassen, som ikke behøver at komme de forhenværende bønder til gode.

www.alternet.org/module/prin... kan man finde et eksempel på den fagre ny verden, som står parat til at tage imod verdens svage – læs: pengeløse – mennesker.

Artiklen er fra den 9.januar, 2010 og handler om investeringsfirmaet ’Cerberus’, som blev berømt i 2007 for at overtage kriseramte dele af USA’s bilindustri (bl.a. Chrysler), ruinere dem, give fagforeningerne skylden (efter at have fyret 30.000 af Chrysler’s arbejdere) og overlade selskaberne til de amerikanske skatteydere efter at have modtaget en snes milliarder dollars fra staten i erhvervsstøtte. Cerberus’ formand er den tidligere finansminister i Bush-regeringen John Snow, der ses som en af hovedmændene bag nedbrydningen af USA’s økonomi.

For nylig kunne firmaet offentliggøre en gevinst på 1,8 milliarder dollars i et firma, ’Talecris’, som det havde købt for fire år siden. Talecris handler med blodplasma.

USA er et af de få lande i verden, hvor det er lovligt for private firmaer at betale mennesker for deres blod og videresælge det med fortjeneste. Den kommercielt mest værdifulde del af blod er plasma, som iflg. Helse.dk er ”en gullig væske, som for 95% vedkommende består af vand. I plasmaet er opløst forskellige salte, æggehvidestoffer, næringsstoffer, hormoner, vitaminer og affaldsstoffer, som transporteres til og fra cellerne i kroppen.” Plasma kan bruges til at fremstille en mængde dyre terapeutiske produkter. Markedet for menneskelige plasmaprodukter er vokset fra 2 milliarder dollars om året i 1988 til mere end 12 milliarder.

Blodgiverne får typisk 30 dollars for at tilbringe en time i en maskine, der suger deres blod, udskiller den værdifulde plasma ved hjælp af en kold-filtreringsproces og pumper det resterende, kolde blod tilbage i donoren. I de seneste år har det Cerberus-ejede Talecris indrettet fire nye plasma-udvindingsfabrikker langs grænsen til Mexico, indenfor rækkevidde af fattige mexicanere. De har opsat store reklameskilte på den mexicanske side af grænsen, hvor de lover nemme penge, og de har tilmed særlige plasma-busser ved de grænseovergange, som ligger langt fra nærmeste plasma-pumpestation.

Artiklen indeholder – udover en del flere detaljer om Cerberus’ virksomheder, bl.a. indenfor våbenindustrien – uddrag af en reportage, en journalist fra avisen ’The National’ skrev i sommeren 2009, hvor han fulgte en 46-årig arbejdsløs mexicaner fra en by ved grænsen til en plasma-pumpestation i Brownsville, Texas, og interviewede ham om forløbet. Det fremgår, at manden havde spurgt sig for i Mexico og havde fundet ud af, at den slags vampyr-virksomhed er ulovlig dér. Men, som Thomas Hecht, der leder et selskab, som sælger plasma-produkter i Montreal, citeres for at sige:

”USA er plasmahandelens OPEC. Du ved, det betyder ‘Organization of Plasma Exporting Countries’.”
Cerberus er iøvrigt navnet på det flerhovede uhyre, der i græsk mytologi bevogter indgangen til helvede.

* * * * * * *

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce