Udlændingepolitiske Udfordringer – Humanisternes lange march

I dag demonstrerer et sted mellem 2.000 og 20.000 mennesker i København under parolen ”Kærlighed uden grænser”. Det har de gode grunde til. Regeringens seneste stramninger af reglerne for ægtefællesammenføring til Danmark er endnu et skridt i den helt gale retning.

Havde det praktisk passet ind i mit liv, var jeg såmænd gerne gået med. Men ikke uden at det havde naget mit sind, om denne type af demonstrationer nu tjener ret mange andre formål, end at booste demonstranternes egen gode samvittighed (hvad der i øvrigt kan være fint nok).

Problemet er, at udlændingespørgsmålet ikke er en konfrontation mellem på den ene side en vred befolkning og på den anden side genstridige politikere, sådan som det f.eks. typisk er tilfældet i kampen om efterløn, dagpenge, kommuneøkonomi og som det var med Irak-krigen.

I kampen for en anstændig udlændingepolitik er modstanderen ikke ”bare” Dansk Folkeparti, VK-regeringen og reaktionære socialdemokrater, endsige kapitalisterne. Modstanderen er først og fremmest brede lag i befolkningen. Og dem besejrer man næppe ved at demonstrere imod dem. Hvis man virkeligt vil vinde den kamp, kræver det et langt sejt træk.

Udfordringens indhold

Som socialist er min grundindstilling den klassiske: Der er kun et folk, menneskeheden! I den optik er det jo absurd at tale om ”udlændinge” og især om ”udlændingepolitik”. Parolen er imidlertid en idealistisk forestilling, uden rødder i den aktuelle globale økonomiske basis, hvor verden er fysisk opdelt i produktionszoner, holdt sammen af nationale fortællinger. Den nationale opdeling af menneskeheden er ikke kun ideologisk – den har dybe rødder i den globale økonomiske struktur.

Derfor må vi forholde os til emnet ”udlændingepolitik”. Emnet er så sammensat, at det ikke giver mening at tale om det som én samlet ting. Efter min mening må det opdeles i i hvert fald følgende fem delemner, som dog påvirker hinanden på kryds og tværs:

1. Indvandringspolitik: Hvem kan, fordi de har lyst, få adgang til midlertidigt eller permanent at bo i Danmark, herunder det specifikke spørgsmål om hvornår man kan familiesammenføres til Danmark.
2. Asylpolitik: Hvem kan, fordi de af hensyn til deres personlige sikkerhed ikke kan blive hvor de er, få lov at søge tilflugt i Danmark, herunder hvordan vi behandler dem mens de er her og hvornår de kan slå sig permanent ned.
3. Integrationspolitik: Hvordan sikrer vi at folk der er kommet til Danmark og dem der var her i forvejen, kommer til at være en del af det samme samfundsmæssige fællesskab.
4. Værdipolitik: Hvilke værdier finder vi acceptable i Danmark (diskussionen om tørklæder, spisevaner, paraboler, køns- og demokratisyn, m.m.m.).
5. Diskrimination: Hvordan forholder samfundet sig til at personer behandles særlig dårligt, fordi de er udlændinge (det være sig politisk vedtagen, fordomsbaseret og helt traditionel racisme).

Blandt mange ulykker, mener jeg at der i den nuværende udlændingepolitik særligt er to store:

For det første er det antallet af flygtninge der får ophold i Danmark. I 2001 tog Danmark ca. 6000 flygtninge, i de senere år har antallet ligget omkring 1000-1500. Det til trods for at vi har startet to blodige krige i mellemtiden. At tage imod flygtninge er en global opgave, som alle folkeslag må løfte i fællesskab. Danmark tager ikke sin del af slæbet og det kan vi ikke være bekendt.

For det andet at vi opstiller groteske regler for ægtefællesammenføring. En gammel bekendt fortalte fornyeligt om, at han ikke havde turdet besøge sine svigerforældre inden sit bryllup med en udenlandsk kvinde, fordi de frygtede at deres tilknytning til hendes hjemland blev for stor. Danmark opstiller barrierer for mennesker uden rationelt grundlag. Det kan vi heller ikke være bekendt.

Når venstrefløjen har så uendeligt svært ved opnå så åbenlyse forbedringer på udlændingepolitikkens punkt 1 og 2, så handler det efter min mening om, at folk ingen tillid har til at vi kan handle fornuftigt på punkt 3 og 4. Blandt andet fordi vi nogle gange forsøger at placere udfordringer indenfor punkt 3 og 4 i punkt 5. »Vi taler ikke om integration, kun om antiracisme«, som en leder i SFU’s svenske søsterorganisation engang sagde til vores gæst på deres kongres.

Udfordringens baggrund

Den moderne indvandrings Danmarkshistorie starter vidst nok i 60’erne, med import af arbejdskraft fra især Tyrkiet. De første der advarer mod denne indvandring er ikke Fremskridtspartiet eller andre datidige højrepopulister, men derimod venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Ikke mindst Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder-Forbund (senere SiD og i dag 3F).

I 1973 indfører Danmark derfor indvandrerstop. På det tidspunkt bor der omtrent 6.000 mennesker med tyrkisk baggrund i landet. 1. januar 2010 er tallet ca. 60.000. Det skyldes ikke ekstrem høj fertilitet, men familiesammenføringer op gennem 80’erne og 90’erne, blandt andet fordi personer med tyrkisk baggrund i høj grad har giftet sig med folk fra Tyrkiet. [Tallene stammer fra boganmeldelsen ”Grænser for godhed” i Weekendavisen, 26/11-2010].

Fra et humanistisk synspunkt er dette udtryk for frie individer der udnytter deres frihedsrettigheder. Fra et samfunds-mekanisk synspunkt, er det potentielt udtryk for et etnisk parallelsamfund, der vokser i et meget højt tempo (i snit 6% om året). Et enkelt af sådanne er naturligvis håndterbart, men hvis der også er et irakisk, et pakistansk, et somalisk, et kinesisk, m.m.fl., kan det give ganske store spændinger.

Nogle af de første der advarede kraftigt mod sådanne parallelsamfund, var de i humanistiske kredse aktuelt populære socialdemokratiske ”vestegnsborgmestre” [Læs f.eks. ”Christiansborgs små palævinduer” i Weekendavisen, 26/11-2010]. De havde dem nemlig tæt inde på livet. En stor almen boligmasse opført til arbejderklassen, skabte stor koncentration af ikke-etnisk-danske grupper i kommuner som Ishøj, Brøndby, Albertslund, Herlev, mv.

Udfordringen med at integrere disse grupper blev i praksis lagt på dem der boede i områderne i forvejen, det vil især sige jævne arbejdere og socialt udsatte. Førstnævnte flyttede væk fra opgaven og det demokratiske fællesskab til individualistlivet bag parcelhuskvarterernes ligusterhæk. Sidstnævnte havde ikke denne mulighed, og måtte lære at slå sig til tåls med de nye naboer på godt og ondt.

Integrationen blev, i hvert fald set med den brede befolknings øjne, en eklatant fiasko. For mange lærte ikke at tale dansk, for mange fik ikke fodfæste på arbejdsmarkedet, for mange havnede i kriminalitetsstatistikkerne. Jeg mener at disse tre faktorer er hovedsagen til at Dansk Folkeparti har kunnet vinde frem. Alt det værdipolitiske om muslimer og ekstremister vinder efter min opfattelse kun frem, på grund af de mere reale problemer.

Integrationsudfordringen var imidlertid ikke uløselig. Den voksede bare hurtigere, end den kunne løses, på grund af familiesammenføringer. Hver gang én person kom til Ishøj, kom der også en ægtefælle. Og fik de tre børn, kom der tre ægtefæller mere, og så videre. Men med regeringens stramninger – først og fremmest tilknytningskravet og 24 års-reglen – kom Ishøj i en tilstand, hvor problemerne løstes hurtigere end de opstod. I dag er Ishøj efter min mening et af Danmarks mest succesfulde integrationsprojekter [læs f.eks. ”Velkommen til Medina” i Weekendavisen, 3/12-2010].

Det er det forhold der gør, at danskerne i massiv grad bakker op om tilknytningskravet og 24 års-reglen, selvom de rammer langt bredere end ”besværlige etniciteter”. Danskerne lider ikke af den principielle anti-muslimske holdning der præger Pia Kjærsgaards sekt. Danskerne lider af bekymring for deres demokrati, deres velfærdssamfund, deres tryghed på gaden, osv. Oplever de at disse ting udfordres, så accepterer de formentlig hvad som helst. Danskerne kan godt falde for Kjærsgaards muslim-hetz, men kun som afledt effekt af de reale problemer. Det er formentlig også derfor, at der ikke er folkelig klangbund for yderligere stramninger. Folk er ikke længere bekymret for de reale problemer.

Den lange march

Det er en stor sejr for os humanister, at vi i dag uden at støde store befolkningsgrupper fra os, kan sige at ”nu er det nok”. Nu skal adgangen til familiesammenføring og asyl ikke strammes yderligere. Men derfra og så til at tro at vi nu kan gå i gang med at afmontere VKO’s stramme udlændingepolitik, uden at befolkningen vender os ryggen, er der langt. Ifølge ovennævnte artikel om ”Christiansborgs små palævinduer”, går kun ca. 10% af danskerne ind for lempelser… 10%!

Det er derfor at humanisters kamp for en bedre udlændingepolitik ikke er en styrkeprøve med mørke kræfter i den danske elite, der klares bedst med uforsonlig konfrontation. Men i stedet en lang og tung march, hvor befolkningen skal overbevises om, at vi er i stand til at løfte integrationsopgaven og navigere i værdipolitikken. Det er en lang snørklet omvej, men genvejen går i afgrunden. Det er derfor jeg mener SF’s position i praksis er mere humanistisk, end Radikale og Enhedslistens.

En humanistisk strategi der virker, må derfor starte med at venstrefløjen og arbejderbevægelsen erobrer magten. Det tyder alt på kommer til at ske ved næste valg. Den magt skal vi bruge, til at vise at vi kan løfte integrationsopgaven. Kan vi ikke løfte denne opgave, kommer vi aldrig videre med at lempe den øvrige udlændingepolitik.

Integration er en tosidig opgave, hvor et individ og et fællesskab skal lære at fungere sammen. Det kræver at begge parter gør en indsats. En ny regering skal derfor i langt højere grad gøre det til en fælles samfundsopgave at sikre mulighederne for sprogundervisning, uddannelse og job til indvandrere. Men vi skal også still krav om, at folk tager imod disse muligheder. Ender man i Danmark i et lukket fællesskab med eget sprog og adgang til sorte småjobs i grønthandlere og pizzeriaer, kan det blive nemt at vælge mulighederne fra, selvom intentionen egentlig var en anden. Det kan ikke accepteres.

Det er derfor jeg synes S-SF’s såkaldte ”pointsystem” ikke er en kamel jeg har måttet sluge, men en helt nødvendig nyskabelse. Fordi det er et system der på en klar og enkel måde stiller basale krav til hvilke integrationsmuligheder man skal gribe. Vel og mærke krav som man har mulighed for at opfylde.

Den store opgave for humanisterne bliver at udvikle dette system så det bliver effektivt i forhold til at få folk der kommer til Danmark til at opføre sig hensigtsmæssigt. Ingen skal som udgangspunkt udelukkes af systemet, men der er betingelser som skal opfyldes, ellers afvises man. Kan vi udvikle et sådan system i f.eks. den første regeringsperiode, har vi efter min mening gode kort på hånden for at tage opgøret med især de værste sider af tilknytningskravet i senere regeringsperioder.

Det er et langt træk, der sagtens kan tage mindst 10 år. Men jeg kan ikke se at der går andre veje til målet. Netop fordi der her ikke er tale om et flertal der holdes på plads af en magtfuld elite, men om et mindretal der skal vinde flertallet for en sag, flertallet tvivler meget stærkt på.

Glem aldrig at fundamentet for den nuværende stramme udlændingepolitik er bekymringer for virkelige forhold. Det er ikke sadistiske tilbøjeligheder overfor danskere der forelsker sig i udlændinge eller et udbredt had mod muslimer, der bærer det igennem hos befolkningen. Det er derimod en dyb mistro til, om en human udlændingepolitik i virkeligheden undergraver alt det andet folk har kært. Velfærd, demokrati, tryghed. Kan vi humanister løfte integrationsopgaven og formår vi at stille os rigtigt i værdispørgsmålene, så kan vi også løfte opgaven at genskabe troen på en human asyl- og indvandringspolitik. Kan vi ikke løfte den opgave, må vi marchere på stedet i rigtig lang tid.

Hold fanen højt nu – men slut jer på den anden side af et valg, til det praktiske arbejde med at løfte denne langsigtede humanistiske opgave. Andet kan vi ikke være bekendt!

God demonstration!