Annonce

30. juli 2012 - 19:39

Tak for kampen, Suzanne Giese

Lørdag mistede både ligestillingskampen og det litterære Danmark en stor personlighed da Suzanne Giese døde efter kort tids sygdom.

I fem årtier stod Suzanne bag en lang række udgivelser, der i høj grad har været med til at placere Danmark på listen over verdens mere kønsligestillede lande.

Ikke mindst som idémager, redaktør og initiativtager til feministiske hovedværk Kvinde Kend Din Krop, der udkom første gang i 1975.

Hun var således en hovedkraft bag opgøret med hysteri-stemplet, beslutningen om at tage skammen ud af kønslæberne og visionen om at gøre kvinder i stand til at kræve deres ret - i et dengang ganske mandsdomineret medicinsk system - med guide til selvundersøgelse og gode råd.

Det revolutionerede ganske enkelt den danske kønsdebat. Og som næste generations ligestillingsforkæmpere står vi i dyb gæld til hende.

Takket være Suzanne og hendes seje medkombattanter er vi kommet langt hen imod et samfund, hvor kønnet ikke hæmmer udfoldelsesmulighederne. Selvom debatten om kjoler på smådrenge og borgerlig harme over kussomatens u-retoucherede hverdagskusser viser, at der stadig er meget kamp tilbage at vinde.

Tak fordi du tændte faklen, Suzanne. Vi vil efter bedste evne bære den videre i kampen for et mere ligestillet samfund, hvor udfoldelse af kønnet er en gave, ikke en begrænsning!


På vegne af K. Vinders Fond og Kvinde Kend Din Krop

Annonce