Annonce

5. december 2014 - 0:54

Og lad for guds skyld være med blive voldtaget, hvis du er iført netstrømper!

I modsætning til de fleste andre forbrydelser er hovedfokus i voldtægtssager på den voldtagne, ikke på krænkeren - Og rekordfå af dem ender for en domstol. Skyldes det at både samfund, politi og retsvæsen stadig er under vildfarelsen, at voldtægt er selvforskyldt?

Vi har et problem i Danmark med at tale om voldtægt. En lang historie med nedarvet fordømmelse af den kvindelige seksualitet og bagatellisering af chikane og overgreb er svær at ryste af os selv i nutidens paragrafstyrede retssamfund. Og det har vi brug for at ændre på.  

Ovenstående er min påstand, for voldtægt er en af de former for kriminalitet vi statistisk set kan konkludere mindst om. Men de tal, vi trods alt har, viser et tydeligt billede af at myterne om "Den misforståede voldtægt", "Den selvforskyldte voldtægt", "Den socialt marginaliserede voldtægt" og "Den falske voldtægt"  lever i bedste velgående. Selvom vi ved at voldtægt kan have langtrækkende konsekvenser for den krænkede - For eksempel angst, PTSD, og problemer med at genoptage et sexliv.

Halveringer og mørketal

Det Kriminalpræventive Råd skønner at der årligt begås omkring 3.000 voldtægter i Danmark. Af dem bliver kun en omkring 1.000 registeret af enten traumecentre, skadestuer eller offerrådgivninger.

Den største gruppe er de 15-19 årige kvinder, men også børn og ældre mennesker fra plejehjem opsøger traumecentrene på grund af voldtægt. I omkring en fjerdel af disse sager er gerningspersonen ukendt, der er tale om en overfaldsvoldtægt. I de resterende sager er der tale om at krænkeren er en bekendt til eller partner med den krænkede.  

Herfra gælder halveringsprincippet øjensynlig.

Ifølge Flemming Balvig, professor i retssociologi, bliver under halvdelen af disse - omkring 440 - anmeldt til politiet (Og af dem har kun tre procent en advokat som bisider). Og omkring halvdelen af disse - omkring 240 - ender i en sigtelse. I omkring halvdelen af disse sager - omkring 120 - rejstes der sigtelse, som med en enkelt undtagelse endte i domsfældelser (Fordelingen var i øvrigt 15 frifindelser, 30 domme for vold eller anden sædelighedsforbrydelse (Herunder anal eller oral penetration) samt 74 fældede domme for voldtægt). 

Og det ser ud som om at situationen forværres i disse år. Ifølge Center for Voldtægsofre på Rigshospitalet er andelen af kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, over fire år steget fra to til 6,6 procent.

Ovenstående taløvelse vækker to bekymringer: 

  • Hvorfor er der så få voldtægtsofre, der kontakter pleje- og myndighedspersonale - Og hvad sker der med de to tredjedele, der forsvinder ud i mørketallene? 
  • Hvad er det der gør, at så mange registrerede sager tabes på gulvet inden de når retssalen (selv hvis vi tager højde for frafald, manglende beviser og ingen identificeret gerningsperson)?    

Jeg tror at det i høj grad har noget at gøre med de fire før beskrevne myter:    

Den misforståede voldtægt

Situationer, hvor gerningspersonen forklarer hændelsen som resultatet af en misforståelse - At vedkommende var under det indtryk at den anden part var med på den. Den indtryk kan sagtens være berettiget, men ifølge professor i strafferet Vagn Greve er grænserne for, hvor meget man "må have lov til at misforstå" ganske fleksible, hvis man ser på sager, der blev frafaldet af netop denne grund. Det er blandt andet sager, hvor den voldtagne har været stærkt beruset, ramt af chok som følge af dette ude af stand til at sige fra, eller følt sig udsat for udtalte eller uudtalte trusler. 

Den forholdsvist store forekomst af den slags 'misforståelser' taler for at vi må lave et regelsæt, der giver knap så meget forvirring. Eksempelvis den anbefaling der ligger Istanbulkonventionen - som Danmark tilsluttede sig sidste år -  om at ændre den strafferetslige definition af voldtægt fra "Tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold" til "fravær af samtykke".   

Den selvforskyldte voldtægt

I mediebilledet tales der ofte om at man kan lægge op til en voldtægt. At din adfærd eller påklædning helt eller delvis kan legitimere at der begås en forbrydelse imod dig. En sær overlevering der bygger på en anden myte, nemlig den at mænd (det er i udgangspunktet det køn der er tale om i disse situationer) ikke er i besiddelse af en fri vilje. At man kan 'drives' til at begå et overgreb, hvis man kommer i nærheden af en vis mængde nøgen hud eller bestemt adfærd på et dansegulv.

»Der er ingen tvivl om, at risikoen for at en kvinde bliver udsat for chikane eller voldtægt stiger, hvis hun er klædt ekstremt udfordrende. Derfor er der grund til at opfordre kvinderne til at tænke lidt over, hvilke signaler de sender med deres påklædning«, skrev Århus Stiftidende eksempelvis i forbindelse med byens første slutwalk. Ved danske domstole tages det ofte med i overvejelserne om et skyldsspørgsmål om, hvorvidt den krænkede 'selv lagde op til det'. En betænkning man næppe tynges af i tyveri- eller mordsager, og hvorfor egentligt det?

Det er ikke kun medierne, der laver den beklædningsbaserede dom, ifølge blandt andre Dansk Kvindesamfund gør politiet det også, når voldtægter forsøges anmeldt. Holdningen synes generelt at være at man ikke skal anmelde en voldtægt iført netstrømper, og eftersom hensynet til bevismaterialer betyder at man ikke må skifte tøj efter en voldtægt, giver det unægteligt nogle problemer i forhold til retten til at klæde sig som man vil. 

Den socialt marginaliserede voldtægt

Ligesom andre former for vold har også voldtægt en social slagside. Voldtægter forekommer hyppigere blandt socialt udsatte. Mennesker i prostitution, hjemløse og folk der har deres gang på diverse opholds- og væresteder er i større risiko for at blive voldtaget end gennemsnittet af landets befolkning. Dette afspejler sig knapt så meget i antallet af sigtelser, ifølge folk der arbejder med denne gruppe skyldes det en tendens til i lavere grad at have tillid til at denne gruppe fortæller sandheden. 

Derudover synes der også at være en vis skepsis i mediebilledet om hvorvidt det overhovedet er muligt at voldtage et menneske, der er i prostitution. Et eksempel på dette er Ekstra Bladets beskrivelse af en sag fra februar 2013, under overskriften "Sigtelse: Politibetjent truede sig til gratis sex" omtales et tiltvunget samleje som 'gratis sex', ikke som en voldtægt - som det jo må siges at have været. Selv efter straffelovens noget kantede definition.   

Den falske voldtægt 

Selvom det reelle antal af falske voldtægtsanmeldelser vurderes til at være på omkring syv procent - til sammenligning er andelen af falske anmledelser for forsikringssvindel på 12 procent - synes der et være en sejlivet myte om at op imod halvdelen af anmeldte voldtægter i landet er falske. I netop denne slags sager har vi i langt større grad tendens til automatisk ar tænke "Gad vide om det er rigtigt" i stedet for "Gad vide hvordan det er sket". 

Her går politiet heller ikke fri. Ifølge statsadvokat Jens Røn viser en undersøgelse blandt politiskoleelever de i gennemsnit tro at omkring 30 procent af samtlige anmeldelser om voldtægt er falske.   

Alle fire myter er problematiske, hvis vi vil fastholde visionen om at leve i et demokratisk retssamfund.  Derfor er det vigtigt at begynde at tale om voldtægt. Ikke ud fra myter og fordomme, men ud fra fakta og en fælles forståelse om at der er tale om en forbrydelse. Ikke en tvivlsom og selvforskyldt gråzone.

Det er simpelthen ikke godt nok.


Tilføjelse til mit skriv:

Mere end tre ud af fire voldtægtssager endte med frifindelse eller opgivet påtale sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning ender kun syv procent af andre strafferetlige sager uden dom.

"Anja Hareskov Jensen, , der er ledende psykolog på Center for Voldtægtsofre, vurderer, at det ikke er falske anklager, der kan forklare tallene. Ifølge international forskning er kun omkring tre til fem procent af anmeldelserne falske, fortæller hun.

Ifølge juridisk konsulent hos Amnesty International Claus Juul ligger en stor del af ansvaret for de mange henlæggelser af sager hos Anklagemyndigheden.

»Der er en tendens til, at man går rigtig langt for at forsvare den anklagedes sexlyst. For eksempel skader det troværdigheden for et kvindeligt offer, hvis hun har haft rød kjole på og har danset på bordene. Så ser man på hende som, at hun har været ’villig',«

Kilde: Berlingske 


Annonce