Annonce

21. juli 2014 - 18:43

Stop nu med at fremstille Gaza-katastrofen som en konflikt mellem 'ligeværdige'

I søndags holdt jeg følgende tale for til støttekoncerten 'Beats not Bombs - Solidaritet med Palæstina':

   

De sidste 12 dage har desværre vist, at bomber mod civile ikke er noget som den danske offentlighed – og regering – mener, er noget, der er værd at fordømme.

Udenrigsminister Martin Lidegaard værger sig for at fordømme bombardementerne - primært på civile - med den forklaring, at Danmark er ven med Israel. Men det er da en sølle måde at have et venskab på. Hvis du ikke siger fra, når din ven gang på gang bryder alle aftaler og gør andre fortræd, er du ikke en rigtig ven. Du er en medløber. 

Jeg har endnu ikke - hverken blandt danskere eller palæstinensere - mødt nogen, der ikke mener at raketangreb mod Israel er forfærdeligt. Eller at mordene på de tre israelske teenagere ikke skal fordømmes. For selvfølgelig skal det det. 

Men det kan aldrig retfærdiggøre et bombardement imod en civilbefolkning. Indtil videre har det kostet 7 israelske og 370 palæstinensiske menneskeliv. Langt de fleste er civile og alt for mange er børn.

Der er meget vi bør gøre for at stoppe det her. Men først og fremmest bliver vi nødt til at indse én ting: Der er tale om en besættelsesmagt versus et undertrykt folk. Vi bliver simpelthen nødt til at stoppe med omtale bombardementet af Gaza som en ”en konflikt mellem to ligeværdige parter”.

For det er det ikke.

 

Foto: Beats not bombs

 

I 2010 brugte jeg en sommer på at køre med i palæstinensiske ambulancer som fredsvagt. Her oplevede jeg at blive holdt tilbage i mere end tre timer i et tjekpoint med en fødende kvinde i bilen. Vi fik aldrig at vide hvorfor. Diskriminationen af Palæstinensere i deres eget land er skræmmende. Og ofte helt uden begrundelse.

I modsætning til deres israelske naboer risikerer palæstinensere tilfældige konfiskeringer af deres jord, arrestationer og husundersøgelser. Fattigdommen er stor og de bliver dømt efter israelsk militærlov. Det er ikke ligeværd.  

Så det er IKKE en konflikt mellem to lige parter. Det er en besættelsesmagt der kollektivt afstraffer et undertrykt folk, der ingen steder har at flygte hen.

Med knap 4500 indbyggere pr km² (Betydeligt højere i hovedbyen, hvor størsteparten af bomberne falder) er Gaza et af de områder i verden, der har den højeste befolkningstæthed. Dertil kommer en ødelagt infrastruktur fra de mange droneangreb, der har bombet landet de sidste mange år. Området er spærret inde mellem Israel og Egyptens hermetisk lukkede grænser og havet er mineret og spækket med israelske krigskobe. Flugt er ikke en reel mulighed. 

Engang var vi i Danmark ikke bange for at gå forrest med kritik, når et land brød internationale konventioner. Det skete for eksempel i forbindelse med Tibet omkring årtusindeskiftet.

Det kan vi gøre igen. Og det SKAL vi gøre igen. Så bliv ved med at lægge pres på den danske regering. Bomber mod civile kræver fordømmelse, også når det er vores 'venner' der trykker på aftrækkeren.


Siden i går er tallet af omkomne næsten fordoblet. Desværre. Det gør budskabet ekstra aktuelt. Hvid Fosfor og bombardementer af hospitaler, strande og skoler er ikke terrorbekæmpelse. Det er terror mod en forarmet civilbefolkning. Og det burde ikke accepteres af verdenssamfundet. 

Annonce